Kirkens Præsidenter

Side 215
dag. Vær god imod Tottie (familiens hund), og sørg for, at hun ikke bider fremmede. Sig
til hende, at jeg kommer hjem en dag, hvor det er så varmt, at man kan lege ude; så vil
hun logre med halen og se klog ud. Prøv at se, om det ikke er rigtigt. Du vil være blevet
en stor pige, når jeg kommer hjem, og jeg vil næsten ikke kunne genkende dig; tror du,
at du vil genkende mig? Jeg er ikke blevet større, når jeg kommer hjem, men det er du.
Vær en god pige og lær alt, hvad du kan. Vær god imod mor og Mamie og hjælp dem
alt, hvad du kan. Jeg ville ønske, jeg kunne få dig at se, men det må vente lidt endnu.
Kærlig hilsen, din bror Joseph"
Det er ikke så mærkeligt, at en mand, der kunne skrive et sådant brev til et barn, da
han var først i tyverne, blev, som hans anden hustru, Ethel, skrev, "en god og kærlig
ægtemand og far, hvis største ambition i livet er at gøre sin familie lykkelig, idet han
fuldstændig glemmer sig selv i sine bestræbelser for at gøre dette". Præsident Smith
blev gift i april 1898 - før sin mission - med Louie Emily Shurtliff. Hun var mor til hans to
ældste døtre, Josephine og Julina. Efter hendes død i 1908 mødte han Ethel Georgina
Reynolds - en medarbejder på kirkens historikers kontor- og giftede sig med hende. De
fik 9 børn: Emily, Naomi, Lois, Joseph Fielding jun., Amelia, Lewis, Reynolds, Douglas
og Milton. 11937 berøvede døden endnu engang familien for sin "Mamma", som ældste
Smith kaldte sine hustruer.
Året efter skulle kirkens historiker underskrive et dokument for Jessie Evans, en
kvinde, der var velkendt i Salt Lake City både for sin smukke kontraalt og for sin politiske
karriere som Salt Lakes amtsoptegner. Da hun ringede til hans kontor for at spørge,
om hun kunne komme op til ham med dokumentet, svarede han, at han i stedet for
ville komme hen til hendes kontor. Det gjorde han - åbenbart adskillige gange - og
få måneder efter blev de gift. Jessie Evans fortsatte med at synge ved kirkemøder
og sammen med Tabernakelkoret og støttede endvidere sin ægtemand i hans mange
kirkeansvar. Hun forblev ved hans side indtil sin død i august 1971 og var altid en trøst
og støtte.
Alle præsident Smiths sønner udførte missioner for kirken, og alle de børn, der
giftede sig, blev viet i templet. En søn, Lewis, døde i kamp under den anden
verdenskrig. Børnenes levevis er en hyldest til det eksempel på forældreværdighed,
der blev vist dem af deres far og deres mødre. En følelse af gensidig ansvarlighed for
familiens ære var en af de egenskaber, forældrene Smith med held overførte til deres
børn. En ven til et af børnebørnene huskede, "hvor imponeret (barnebarnet) ... havde
været over sine forældres påmindelse om, at hans gode eller dårlige opførsel ville falde
tilbage på hans oldefar Hyrums navn og på hans bedstefars navn; bedstefaderen var
dengang præsident for De tolv Råd".
Præsident Smith straffede aldrig børnene fysisk. Hvis de trængte til en reprimande,
kaldte han dem simpelthen hen til sig, lagde begge hænder på deres skuldre, og idet
han så dem ind i øjnene, sagde han: "Jeg ville ønske, at mine børn ville være gode."
Når de kiggede op i hans blågrå øjne, forstod de åbenbart, at det ikke blot var deres
fars ønske, men en hel slægts ønske, at de værnede om familienavnet.
Da præsident Smith døde i 1972, efterlod han sig 169 direkte, levende efterkommere
der rigeligt sikrede, at familiens usikre fortid ville nå sin fuldførelse i en rig fremtid.
Man må formode, at af alle sine ansvar og resultater fandt han den største tilfredshed
gennem sin trofaste og talrige familie.
Præsident Smiths bevidsthed om sin egen families fortid stimulerede uden tvivl hans
egen interesse for kirkens historie, som de havde været med til at grundlægge og
støtte. Familien Smiths interesse i kirkens historie er af dobbelt art, for de var ikke