Kirkens Præsidenter

I
Femte præsident
Lorenzo Snow (1814-1901)
Side 72
Den 13. september 1898 - 11 dage efter præsident Wilford Woodruffs død samledes De
tolv Apostle i Salt Lake City og opretholdt Lorenzo Snow som præsident for Jesu Kristi
Kirke af Sidste Dages Hellige. Præsident Snow valgte George Q. Cannon og Joseph
F. Smith som sine rådgivere, de samme mænd, der havde tjent de to foregående
præsidenter. Tre uger senere, ved den halvårlige generalkonference i oktober, blev
præsident Snow enstemmigt opretholdt i denne høje stilling af den store forsamling af
sidste dages hellige, der var til stede ved denne lejlighed.
Da denne store ære og dette store ansvar kom til præsident Snow, havde han nået
en alder, hvor de fleste mænd for længe siden ville have trukket sig tilbage fra livets
aktive opgaver. Den 3. april var han blevet 84 år men han var stadigvæk mentalt og
åndeligt vågen og i stand til at udføre sine vanskelige pligter.
Det vil være interessant her at følge den sti, Lorenzo Snow fulgte i sit lange og aktive
liv, og som til sidst førte ham til denne ophøjede stilling.
Lorenzo var Oliver og Rosetta Snows femte barn og første søn. De var
Ohio-pionerer, der i begyndelsen af det 19. århundrede havde forladt New England
staterne for at finde et nyt hjem vestpå. Vi får at vide, at da de først bosatte sig i det
distrikt, hvor landsbyen Mantura blev opbygget, var kun 11 familier kommet før dem.
Her i Mantura, Ohio, blev Lorenzo Snow født den 3. april 1814.
Vi ved ikke ret meget om drengens barndom; kun at han var et trofast og
pligtopfyldende barn. Hans søster, Eliza R. Snow, fortæller os om nogle af hans første
egenskaber og dyder:
"Selv om min far var landmand, var han ofte på forretningsrejser, og Lorenzo, der
var den ældste af 3 brødre, fik overdraget ansvaret. Således blev han tidligt i livet
vant til at have ansvar, hvilke han udførte meget samvittighedsfuldt og med den faste
beslutsomhed, der garanterer succes. Fra sin tidligste barndom udviste han den energi
og karakterstyrke, der har kendetegnet hans udvikling senere hen. En usynlig hånd har
øjensynligt ledet ham, for i sine drengeår forberedte han sig energisk, men ubevidst,
til den stilling i livet, som han var bestemt til at indtage. Han søgte konstant lærdom,
hjemme såvel som i skolen (efter hans 12. år foregik det meste af skolegangen om
vinteren), og han havde altid en bog i hånden. Når nogen søgte efter ham, fandt de
ham gerne på et afsides sted i færd med at læse. Bortset fra et enkelt semester på en
skole i Ravenna, Ohio, samt et særligt semester under en hebræisk professor, fuldførte
han sin skolegang på Oberlin College, Oberlin, Ohio, som på dette tidspunkt næsten
udelukkende var en presbyteriansk institution."
På vej til Oberlin College kom Lorenzo til at rejse sammen med en mand ved navn
David W. Patten, en missionær for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige og en af
apostlene fra det første kvorum af De Tolv. Samtalen gled naturligvis ind på religion,
og det indtryk, ældste Patten på dette tidspunkt gjorde på Lorenzo, skulle ikke blive
udslettet senere.
I mellemtiden havde Eliza, Lorenzos ældre søster, sluttet sig til kirken og var
flyttet til Kirtland. Hun skrev til sin bror og inviterede ham til at komme og gå på en
hebræisk skole, der skulle åbnes i Kitland for kirkens medlemmer. Lorenzo sagde ja til
invitationen, og i løbet af kort tid var han blevet gode venner med profeten Joseph Smith