Kirkens Præsidenter

Side 224
Som Det øverste Præsidentskab vidste, var ældste Lee i sjælden grad begavet
med evnen til at forvalte omfattende programmer- at udtænke midler til at løse
alvorlige problemer på en personlig måde. Denne åndelige egenskab hos Harold
B. Lee var resultatet af sædekorn, sået i hans ungdom, der først udfoldede sig i
velfærdsprogrammet og senere i hans energiske ledelse af en kirke, der var ved at
udvikle sig til en international styrke til fordel for det gode. Efter at han var blevet
opretholdt som profet, seer og åbenbarer for kirken, erklærede han: "Man kan ikke
længere betragte denne kirke som Utahkirken' eller en amerikansk kirke'. Kirkens
medlemskab er nu spredt over 78 af jordens lande, og evangeliet bliver forkyndt på 17
forskellige sprog. Kirkens stærkt stigende vækst er i dag vor største udfordring ... Det
giver store udfordringer til kirkens ledere at holde trit med de mange problemer." Dette
udvidede perspektiv kom som resultat af et liv med administrative ansvar og livslang
erfaring i at udvikle og iværksætte programmer, der kunne gavne menneskeheden.
Den klassiske sætning, hvormed Nephi indleder Mormons Bog,.. født af retskafne
forældre" (1 Nephi 1:1), kunne lige så godt være skrevet af Harold B. Lee. Han kom
fra en familie, der bestod af mænd og kvinder med visioner, indsigt og mod. Hans
herkomst er sammensat af pionerer, der var tapre både åndeligt og fysisk - forfædre,
der lod en tradition af tro, kærlighed og indsigt gå videre til den unge mand, der senere
skulle blive Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Helliges profet, seer og åbenbarer. På
mange måder var han medvirkende til at gøre sine forfædres drømme om et virksomt
Zion til virkelighed for deres efterkommere.
Familien Lees historie i Amerika begyndte i 1745, da William Lee udholdt
vanskelighederne på et emigrationsskib for at begynde på ny i Nord- og Sydcarolina
- landet med plantager og muligheder. I Amerika blev han såret under den amerikanske
frihedskrig" og efterladt som død efter slaget ved Guilford County Courthouse i Carolina
i marts 1781. Han blev fundet i denne tilstand af en sygeplejerske, som han senere
giftede sig med. Gennem denne ægteskabelige forbindelse kom der 4 sønner, hvoraf
Samuel var den yngste.
(1) Krigen mellem Storbritannien og dets kolonier i Nordamerika (1775-1783)
Kun to år efter at kirken var blevet organiseret, tog Samuels sønner, Francis, Alfred
og Eli samt disses familier imod det gengivne evangelium og blev døbt. De led under
omskiftelserne og pøblens overfald og myrderier i Jackson County og Far West i
Missouri og i Nauvoo, Illinois, og de deltog i den store udvandring til the Great Basin.
På vandringen mod vest blev de i Winter Quarters mødt af deres far, Samuel, og han
blev døbt kort efter.
Efter den anstrengende rejse over prærielandet bosatte familien Francis Lee - for
Francis var blevet gift - sig i Tooele, vest for Salt Lake City, og derpå blev de kaldet
af præsident Brigham Young til at kolonisere St. George. I ubetinget lydighed rejste
familien til det sydlige Utahs cinnoberrøde klipper og kratbevoksede land. Kort efter
blev de igen bedt om at flytte, denne gang til Meadow Valley i Nevada, der lå i den
sydvestlige del af Utah-territoriet, som på daværende tidspunkt omfattede Nevada. På
et sted, der senere kom til at hedde Panaca, lavede de en jordhule - foret med ler og
med et tag lavet af træ.
Engang trådte to indianere ind i familiens lille jordhule, da Jane Johnson Lee var
alene hjemme. En af krigerne gjorde tegn til, at han ville have geværet, der stod i
hjørnet, men søster Lee afslog at give ham det. Da han gik hen imod geværet, ramte
hun ham med et stykke træ og slog ham ned. Da indianeren kom på benene igen, trak
han sin bue og sigtede efter hende med en pil. Hun tog igen et stykke træ og smed det