Kirkens Præsidenter

Side 43
bredder. Efter en besværlig rejse til lands og til vands ankom de til Liverpool, England
den 3. oktober 1846.
Ældste Taylor og de andre brødre tilbragte 4 måneder i England og udførte det
arbejde, som de præsiderende brødre havde bedt dem om at gøre. På tilbagerejsen,
der varede 36 dage, sejlede han til New Orleans, Louisiana. Fra New Orleans tog
han en floddamper til St. Joseph, Missouri. Herfra tog han til de helliges lejr og
ankom lige tids nok til at få en samtale med præsident Young, der skulle af sted
vestpå sammen med nogle af pionererne. Ældste Taylor bragte flere værdifulde
videnskabelige instrumenter med sig: 2 sekstanter, 2 barometre, 2 kunstige horisonter,
1 cirkelrund reflektor, adskillige termometre og et teleskop, der viste sig at være af stor
værdi for pionererne.
Da præsident Young og pionergruppen drog vestpå i april 1847 for at finde et egnet
sted for de hellige, blev ældste Taylor i nogen tid i Winter Quarters for at organisere
de hellige i grupper, der skulle følge efter. Sidst i juni var en stor gruppe parat til at
påbegynde den lange rejse på 1600 km I denne gruppe var der 1533 mennesker, 600
vogne, 2 213 okser, 124 heste og 887 køer. Således drog de sidste dages hellige
med flokke og hjorde ud i ødemarken. Ældste John Taylor og ældste Parley P. Pratt
præsiderede over denne store gruppe.
Rejsen over sletterne var langsom og trættende. Man rejste fra 8 til 32 km om dagen
alt efter det terræn, man rejste igennem. Lejren plejede at hvile om søndagen, hvor
man afholdt møder, "og stilheden i de store vestlige ødemarker blev brudt af de hellige,
der sang Zions sange".
Da medlemmerne af den karavane, der blev anført af John Taylor, nærmede sig
Sweetwaterflodens øvre overfartssted i det, der nu er kendt som det vestlige Wyoming,
mødte de nogle tilbagevendende pionerer under præsident Young, der fortalte dem,
at man havde valgt et blivende samlingssted for de hellige i Saltsødalen. For at
ære disse pionerer bad John Taylor kvinderne i sin gruppe om at lave et måltid til
dem, og i overensstemmelse hermed nød man i ly af de ensomme bjerge, hvad
der senere er blevet kendt som "festmåltidet i ødemarken". B. H. Roberts skriver:
"Adskillige improviserede borde dækket med snehvidt linned viste, at en overraskelse
var i baghånden for de trætte pionerer. Fedekalven blev slagtet, der blev tilberedt vildt
og fisk i overflod; frugt, gele og relish (syltede agurker, asier o.l., oliven, rå grønsager,
etc.) blev fundet frem, så det i sandhed var et kongeligt festmåltid." Da middagen var
forbi, tilbragte brødrene og søstrene aftenen med at danse. "Og snart blev den søde
forvirring af latter og munter samtale blandet med lystige toner fra violinen og danse
lederens klare stemme, når han førte de dansende gennem squaredanse og andre
uskyldige danse," der passede til lejligheden.
Næste morgen skiltes de to grupper og drog hver sin vej; præsident Young og hans
pionerer skulle tilbage til Winter Quarters, Nebraska, og John Taylor og hans gruppe
fortsatte mod Saltsødalen, hvortil de ankom om eftermiddagen den 5. oktober 1847.
Da John Taylor nu var hos de hellige, gik hans første indsats ud på at bygge et hjem
til sig selv og sin familie. "Vore huse," skriver han, "var bygget på fortets yderside i
form af skure- den højeste væg vendte udad, og taget skrånede mod det indre. Vinduer
og døre blev anbragt på den side, der vendte ud mod indhegningen, og ydersiden var
massiv, bortset fra skydehuller til beskyttelse. Omkring juletid (1847) havde jeg opført
ca. 27 '/2 m bygningsværk af flækkede stammer, indhegnet og dækket dem. Desuden
havde jeg lavet indhegninger og bygget stalde bagved og indhegnet en plet til have