Kirkens Præsidenter

Side 241
til at fremstille evangeliet meget tydeligt for dette folk". Kaldet, der førte til opfyldelsen
af denne profeti, kom fra præsident George Albert Smith i 1946, da han bad broder
Kimball om at arbejde med kirkens indianske program. Ved en konference, hvor ældste
Kimball talte om sin nye opgave, udtrykte han sit håb om, at han kunne "få hele verden
til at græde for Lehis børn". Hans artikler Umprovement Era i 1948 om "Navajoen - Hans
vanskelige situation" gjorde kirkens medlemmer opmærksomme på den fattigdom og
mangel på muligheder for forbedring, der kendetegnede livet i indianerreservaterne på
daværende tidspunkt. Ældste Kimball virkede i et kvart århundrede som formand for
kirkens indianerkomite og iværksatte Indian Student Placement Program(1), et af de
bedste af alle indianske hjælpeprogrammer. Han har hjulpet andre til at føre princippet
om uselvisk at dele med andre ud i livet - dette princip har karakteriseret hans eget liv.
(1) Dette program anbringer sidste dages hellige indianerbørn i sidste dages hellige
hjem gennem skoleåret. Familier deler deres hjem, midler og hjerter med unge
indianere, der ellers ville blive berøvet chancen for at få en god uddannelse.
Præsident Kimballs interesse for indianere er muligvis en arv fra hans far, Andrew
Kimball - en af Heber C. Kimballs og Ann Gheens yngste sønner. Andrew Kimball blev
kaldet på mission til Indian Territory (nu Oklahoma) i 1885, kun 3 år efter sit giftermål
med Olive Woolley, en datter af biskop Edwin D. og Mary A. Woolley. Efter at have
virket som missionær i 2 år blev Andrew sat til at lede Indian Territory missionen,
og dette ansvar beholdt han indtil 1897 - kun afbrudt af lejlighedsvise besøg til Salt
Lake City for at tjene til livets ophold for sin hustru og voksende familie. Det var i
denne periode af forældrenes liv, at drengen Spencer blev født den 28. marts 1895 i
et lille murstenshus, der stadigvæk står på hjørnet af Fourth North og Third West i Salt
Lake City. Sammen med sine missionærpligter virkede Andrew også som kommissær
for Utahs forfatningsmæssige kongres. Selv om han var en stærk forkæmper for
kvinders valgret, foreslog han alligevel godmodigt, at drengen skulle opkaldes efter en
af hans modstandere i dette spørgsmål, nemlig B. H. Roberts(1). Drengens mor, "en
begejstret tilhænger af kvinders politiske stemmeret," der "fuldt ud forstår betydningen
af ligeberettigelse," satte sig imidlertid imod dette forslag. "Og derfor," som præsident
Kimball senere har bemærket, "indgik mine forældre et, kompromis' og jeg kom til at
hedde Spencer Woolley Kimball." Han var det 6. barn i en familie, der senere forøgedes
med endnu 5 børn.
(1) Brigham Henry Roberts (1857-1933) tidligere medlem af De halvfjerds første
Råd.
Spencers far blev afløst fra sine ansvar i missionsmarken på et tidspunkt, da der
blev oprettet mormonkolonier i Arizona. Præsident Kimball mindes: "Min kære, lille mor,
der praktisk talt havde været enke i 12 år, var dødsensangst for, at hendes mand ville
blive kaldet til Arizona." Hendes frygt var velbegrundet, for samme vinter blev Andrew
Kimball kaldet til at være præsident for St. Joseph stav i den afsidesliggende, sydøstlige
del af Arizona territoriet. Spencers mor, der var ulykkelig over at skulle forlade sin
familie og sit hjem i Utah, men som var fuldkommen loyal over for sin ægtemand og
hans kaldelser, "brød broerne af og sagde farvel til et virkelig godt liv uden at vide, om
hun nogensinde ville få sine kære at se igen".
Familien - far, mor og 7 børn - forlod Salt Lake City i et forårsregnskyl og rejste i to
døgn med toget til Grand Junction og Pueblo, Colorado; videre til Deming, New Mexico
og derpå østpå gennem kaktusørkener til Gila Valley i det sydlige Arizona. Deres
bestemmelsessted, Thatcher, var for lille til at have en banegård. Toget standsede
blot og lod familien stige ned ved siden af sporet. Familien Kimball følte sig uden