Kirkens Præsidenter

Side 86
Vore muligheder er tilstrækkelig storslåede og herlige til at få os til at anstrenge os til
det yderste for at sikre de velsignelser, der venter os. Intet bør afholde os fra at bruge
al den kraft, som Gud har skænket os, for at sikre vor frelse og ophøjelse. Alle mænd
og kvinder, der er værdige til at kalde sig sidste dages hellige, bør leve time for time
på en sådan måde, at hvis de pludselig blev kaldet fra dette liv til det næste, ville de
være beredte. Det er vort privilegium at leve således, at vi kan være sikre på, at alt er
vel, ligegyldigt i hvilken time vi blev kaldt bort. Hvis der skulle være nogen sidste dages
hellige indenfor min stemmes rækkevidde, der ikke er nået frem til denne forsikring
angående deres fremtid, bør de ikke være tilfredse, før de har sikret sig den, så de kan
vide, at alt er vel med dem."
Den 1. januar 1900 brød et nyt og godt år frem for Jesu Kristi Kirke af Sidste
Dages Hellige. Der var fremgang alle vegne, og den alderstegne og ærede mand i
spidsen for kirken håbede, at denne fremgang ville fortsætte. I en tale til en gruppe
præstedømmebærere den 11. januar i Salt Lake City sagde han, at "selv om vi som et
folk har været udsat for alle mulige besværligheder, har lidt af hjertesorger og er blevet
bedt om at yde alle mulige former for ofre, har vi alligevel aldrig mistet håbet om i rette
tid at nå frem til en tilstand af fuldstændig enighed". Idet han talte om apostlene, sagde
han, at det glædede ham at kunne sige, at dette mere var tilfældet i dag end på noget
andet tidspunkt siden profeten Josephs dage.
"Til trods for de svagheder Herrens tjenere og folk udviste på forskellige måder,
havde han støttet sine tjenere og givet dem tilstrækkelig nåde til at imødegå og
overvinde enhver prøvelse og besværlighed. Da dette var tilfældet kunne han (taleren),
for sit eget vedkommende, se fremtiden i møde med fuld fortrøstning. Han følte ingen
grund til at bekymre sig spor om nutiden eller fremtiden. Når man tog alt i betragtning,
var der så nogen, der havde større grund til taksigelse og glæde, end vi havde, spurgte
han."
Den 3. april 1900 fejrede præsident Snow sin 86 års fødselsdag. Samme
eftermiddag blev der holdt en hyggelig fest for ham i templets anneks. I festen deltog
generalautoriteterne, deres hustruer, tempelarbejderne og en gruppe venner. Der var
taler, sange, recitationer og instrumental musik. Præsidenten takkede de forsamlede
og sagde, at han havde nydt festen i fulde drag.
På generalkonferencens åbningsdag 3 dage senere holdt præsident Snow en lang
og inspirerende tale. "For 70 år siden," sagde han, "blev denne kirke organiseret med
6 medlemmer. Vi begyndte så at sige som et spædbarn. Vi havde vore fordomme at
bekæmpe. Vor uvidenhed bekymrede os, mht. hvad Herren havde i sinde at gøre,
og hvad han ønskede, at vi skulle gøre. Gennem Herrens velsignelser lykkedes
det os imidlertid at vokse fra dette spædbarnsstadium, idet vi modtog støtte fra
Herren, når han fandt det nødvendigt. Vi nåede drengealderen, og stadigvæk gjorde
vi utvivlsomt nogle fejltagelser, som ikke i almindelighed opstod med fuldt overlæg,
men pga. vor mangel på erfaring, og fordi vi ikke fuldt ud havde lært at adlyde vore
forældres instruktioner ... Mange af os lærte det senere, men måske for sent til at rette
fejltagelserne. Efterhånden som vi udviklede os, hjalp de tidligere erfaringer os alligevel
til at undgå sådanne fejltagelser, som vi havde gjort i drengealderen.
Sådan har det været i kirken. Vore vildfarelser er almindeligvis opstået, fordi
vi ikke har forstået, hvad Herren bad os om at gøre. Men nu er vi godt inde i
manddomsalderen; vi er 70 år, og man skulle tro, at når man havde gennemlevet den
spæde barndom, drengealderen og videre frem, og havde nået den høje alder af 70
år, ville man gennem sine erfaringer være i stand til at gøre mange ting, som syntes