Kirkens Præsidenter

Side 48
Dette var et eksempel på praktisk kristendom, der var enhver kirke eller institution
værdig. Ved konferencens sidste møde bar præsident Taylor et kraftigt vidnesbyrd om
guddommeligheden af det værk, han var engageret i.
"Ligesom mine brødre bærer jeg vidnesbyrd om, at dette er Guds værk, der er blevet
åbenbaret ved den Almægtige, og jeg ved det. Gud vil støtte Israel; ingen magt kan
skade os, hvis vi gør, hvad er ret. Dette rige vil gå fremad, Guds hensigter vil blive
udført, Zion vil stå frem og stråle, og Guds herlighed vil være over hende. Vi vil fortsætte
med at vokse, indtil denne verdens riger er blevet vor Herres og hans Salvedes, og
han vil regere for evigt."
Efter præsident Youngs død præsiderede De tolvs Kvorum over kirkens anliggender
indtil oktoberkonferencen 1880, hvor Det øverste Præsidentskab blev reorganiseret.
John Taylor blev udnævnt til præsident med George Q. Cannon og Joseph F. Smith
som sine rådgivere. Ved denne betydningsfulde lejlighed besluttede præsident Taylor,
at præstedømmets kvorummer skulle have det privilegium særskilt at opretholde
Det øverste Præsidentskab. B. H. Roberts har givet en fin beskrivelse af denne
imponerende handling:
"Apostlene sad på forhøjningen, den anden række var reserveret for dem i
Det store Tabernakel. Pladsen syd for forhøjningen blev optaget af patriarkerne,
stavspræsidenter og deres rådgivere, samt højrådene fra de forskellige stave. Nord
for forhøjningen sad biskopperne og deres rådgivere med den præsiderende biskop
Hunter og hans rådgivere forrest. Højpræsterne optog den nordlige midterdel af selve
salen med præsidenterne forrest. Halvfjerdserne var anbragt i den sydlige halvdel af
salen med de 7 præsidenter forrest. Pladsen lige bagved højpræsterne var reserveret
ældsterne, mens den nordlige del af tabernaklet, lige under balkonen, var forbeholdt
kvorummerne for det mindre præstedømme: præsterne, lærerne og diakonerne.
Balkonen, hvorpå der var plads til 3 000, var reserveret kirkens medlemmer.
Apostel Orson Pratt, med hvidt hår og hvidt fuldskæg, fremlagde de opretholdelser,
der skulle foretages. Det foregik på den måde, at forslagene blev fremlagt for hvert
enkelt kvorum, undtagen for præster, lærere og diakoner, der alle stemte sammen som
medlemmer af det mindre præstedømme. Medlemmerne af hvert kvorum rejste sig,
når forslagene blev forelagt, og hævede højre hånd som tegn på godkendelse, og hvis
nogen var imod forslaget, kunne de tilkendegive det på samme måde, efter at den
bekræftende afstemning havde fundet sted.
Kvorummerne stemte i denne rækkefølge:
1. De tolv Apostle.
2. Patriarkerne, stavspræsidenter, deres rådgivere, samt højrådene.
3. Højpræsterne.
4. Halvfjerdserne.
5. Ældsterne.
6. Biskopperne og deres rådgivere.
7. Det mindre præstedømme.
Derefter stemte præsidenterne for de forskellige kvorummer, og forslaget blev derpå
forelagt hele forsamlingen, og alle rejste sig og tilkendegav deres stemme på samme
måde. Det var et bemærkelsesværdigt syn. Der var ikke en eneste afvigende stemme
i hele forsamlingen, og der var sikkert stuvet 13 000 mennesker sammen i Det store
Tabernakel. Der var fuldstændig enstemmighed, og efterhånden som de forskellige
kvorummer tilkendegav deres stemmer, og hele forsamlingen rejste sig og rakte højre
hånd i vejret som tegn på, at de godkendte forslagene, var synet ubeskrivelig storslået