Kirkens Præsidenter

Side 239
eller anden hænderne på mit hoved. Jeg så op, men der var ingen at se. Det skete igen,
før vi nåede hjem-nøjagtig på samme måde. Hvad eller hvem det var, får jeg måske
aldrig at vide, men jeg var klar over, at jeg fik en velsignelse, som jeg få timer senere
fandt ud af, at jeg havde hårdt brug for.
Så snart vi var kommet hjem, ringede min hustru meget bekymret til lægen. Klokken
var omkring 11 om aftenen. Han bad mig om at komme til telefonen og spurgte mig,
hvordan jeg havde det. Jeg er meget træt,' sagde jeg, Jeg tror, jeg klarer det.' Men kort
efter fik jeg en blodstyrtning så voldsom, at hvis det var sket, mens vi befandt os i flyet,
ville jeg ikke kunne stå her i dag og fortælle om det.
Jeg ved, at der er guddommelige kræfter, som griber ind, når al anden hjælp svigter
... Ja, jeg ved, at der er sådanne kræfter."
På mange måder er beretningen en parallel til præsident Lees liv i de helliges
tjeneste. Mens han rejste i næsten 40 år på kirkens vegne, var der altid en fast
og usynlig hånd, der beskyttede og velsignede ham. Fra sin rige barndom i Clifton,
Idaho, hvor han klædt i overalls udførte de daglige pligter, og til de tæppebelagte
kontorer i kirkens administrationsbygning i Salt Lake City fulgte præsident Lee trofast
Herrens ord. Hans barmhjertighed, varme og kærlighed voksede, efterhånden som det
åndelige slør mellem kirkens jordiske arkitekt og hans almægtige Skaber blev tyndere
og tyndere.
NB: Kort efter at denne artikel blev gjort klar til udgivelse, blev præsident Lee ramt
af hjerte- og lungekomplikationer; han døde den 26. december 1973 i en alder af 74 år.
Der blev afholdt begravelsesmøde i Salt Lake Tabernaklet lørdag den 29. december,
og mødet blev efterfulgt af jordfæstelsen på Salt Lake Citys kirkegård. Som kirkens
yngste overhoved i 40 år havde han virket som præsident i omtrent halvandet år. Da
præsident Lee blev opretholdt som præsident for kirken ved den højtidelige forsamling
i oktober 1972, sagde han: "Den egentlige optegnelse over min tjenestegerning i mit
nye kald vil blive den optegnelse, jeg har skrevet i hjerterne på dem, jeg har virket og
arbejdet sammen med i og uden for kirken."