Kirkens Præsidenter

Side 180
L. Richards og J. Reuben Clark jun. som sine rådgivere. Derpå rejste præsident McKay
sig og talte bevæget til den store forsamling. Her følger en del af talen:
"Mine kære medarbejdere, brødre og søstre. Jeg ville ønske, det var mig muligt at
fortælle jer, hvorledes mine sande følelser er ved denne betydningsfulde lejlighed. Jeg
ville ønske, at I kunne kigge ind i mit hjerte og selv se, hvoraf disse følelser består.
I dag er det blot en uge siden, det gik op for mig, at lederansvaret sandsynligvis
ville blive overdraget mig. Jeg fik besked om, at præsident George Albert Smith havde
fået det værre, og at lægen ikke mente, der var langt igen. Jeg skyndte mig til hans
sygeleje og gik ind i sygeværelset sammen med hans grædende døtre, søn og andre
slægtninge. For første gang var han ikke i stand til at genkende mig.
Så var jeg nødt til at acceptere den kendsgerning, at Herren havde valgt ikke at
besvare vore bønner, som vi ønskede, at de skulle besvares, men at Han ville tage
ham hjem til sig. Heldigvis fik han det bedre senere på dagen. Flere dage før dette
besøg, da præsident Clark og jeg overvejede problemer af betydning for kirken, sagde
han, der altid var opmærksom på kirkens velfærd og mine følelser: Du vil få ansvaret
for at træffe denne beslutning,' men jeg nægtede hver gang at se det i øjnene, som
syntes at være en realitet for ham.
Da realiteten kom, var jeg som sagt dybt bevæget. Det er jeg også i dag, og jeg
beder om, at jeg vil være i stand til - om end i utilstrækkelig grad - at fortælle jer, hvor
tungt dette ansvar forekommer.
Herren har sagt, at de tre præsiderende højpræster, valgt af samfundet og beskikket
og ordineret til dette embede, skal opretholdes af kirken ved tillid, tro og bøn' (L&P
107:22). Ingen kan præsidere over denne kirke uden først at være i harmoni med
kirkens overhoved, vor Herre og Frelser Jesus Kristus. Han er vort overhoved. Dette er
hans kirke. Uden hans guddommelige vejledning og konstante inspiration kan vi ikke
klare det. Med hans vejledning og inspiration kan det ikke slå fejl.
Dernæst kommer kirkens tillid, tro, bønner og forenede støtte som en bekræftende
og mægtig kraft. Jeg lover jer højtideligt, at jeg skal gøre mit bedste for at leve således,
at jeg kan gøre mig fortjent til Helligåndens ledsagelse og beder her i jeres nærværelse
om, at mine rådgivere og jeg virkelig må få del i denne guddommelige ånd.
Derefter bønfalder vi jer i forening om en fortsættelse af den kærlighed og tillid, som
I har givet udtryk for i dag. Af jer medlemmer af De Tolv beder vi om den kærlighed og
sympati, der kommer til udtryk i vort hellige råd. Af assistenterne til De Tolv, patriarken,
de halvfjerds' første råd og det præsiderende biskopråd beder vi om, at den enhedens
ånd, vor Herre og Frelser så inderligt giver udtryk for, da han siger farvel til De Tolv,
må blive udvist af os alle.
I husker, at han sagde, da han forlod dem: Jeg er ikke mere i verden, men de er i
verden, og jeg kommer til dig. Hellige Fader! bevar dem i dit navn (det, som du har givet
mig), så de må være et ligesom vi. Ikke alene for disse beder jeg, men også for dem,
som ved deres ord kommer til tro på mig, at de alle må være et, ligesom du, Fader! i
mig, og jeg i dig, at også de må være et i os, så verden må tro, at du har sendt mig.'
(Joh. 17:11, 20-21)
Brødre og søstre, generalautoriteter, må Gud bevare os som et, må vi bære over
med de svagheder, vi måske ser, og have øjet alene henvendt på Guds ære og hans
værks fremme . . ."
XIII