Kirkens Præsidenter

I
Syvende præsident
Heber J. Grant (1856-1945)
Side 112
Blandt dem, der fulgte Brigham Young på vandringen vestpå i 1847, var der en
ung mand ved navn Jedediah M. Grant; han var 31 år gammel og var høj, rank og
udholdende. Det var en mand fuld af brændende nidkærhed for den religion, han havde
antaget. Dag efter dag fortsatte denne ivrige tilhænger af Jesu Kristi Kirke af Sidste
Dages Hellige sin besværlige rejse mod det nye indsamlingssted i Saltsødalen. Han
blev ramt af frygtelige tragedier på vejen. Først døde hans lille datter Margaret og blev
begravet i en beskeden grav. Derefter blev hans hustru, Caroline - ude af stand til
at klare rejsens strabadser - syg og døde. Jedediah ville nødig efterlade hende på
præriens ødemarker og i rovdyrenes vold. Han lavede derfor en simpel kiste, som han
spændte fast til sin vogn, og bragte hendes legeme med til Salt Lake City, hvor det
kunne blive begravet i sikkerhed. Men til trods for alle hans prøvelser og trængsler blev
hans iver for religionen dog ikke mindre. Den voksede snarere med årene, og han blev
en af Brigham Youngs tapreste medhjælpere.
Den 19. januar 1851 blev Jedediah M. Grant valgt til at være Salt Lake Citys første
borgmester, og den 7. april valgte præsident Brigham Young ham til stillingen som
andenrådgiver i kirkens øverste præsidentskab. Året efter giftede Jedediah sig med
Rachel Ridgeway Ivins, en smuk og kultiveret kvinde. De fik en søn den 22. november
1856, som de gav navnet Heber Jeddy.
Jeg udspurgte engang præsident Heber J. Grant om hans ivrige og dygtige far.
Han svarede: "Jeg har aldrig kendt min far. Han døde 9 dage efter, at jeg blev født"
Han fortalte endvidere, at hans far ved at stå op i vinternætterne for at passe sin
hustru og sin lille søn havde pådraget sig en alvorlig forkølelse, der snart slog over i
lungebetændelse. Den 1. december 1856 døde Jedediah - få måneder efter sin 40-års
fødselsdag. Fra dette øjeblik klarede enken og hendes søn sig alene.
Heber J. Grant levede et normalt barns liv i Salt Lake City. Han fortæller selv om
følgende episode, der fandt sted i hans barndom, og som giver os et billede af to
af kirkens præsidenter - den store pionerpræsident, Brigham Young og drengen, der
"hagede sig fast" i hans slæde.
"I vinteren 1862, da jeg var omkring 6 år gammel," fortæller præsident Grant, "var
det meget fint slædevejr, og da jeg ikke havde nogen mulighed for at køre i hestetrukket
slæde dengang, da ingen i vor familie ejede en slæde eller heste, plejede jeg ofte
ligesom de andre drenge at løbe ud på gaden og hage mig fast bagi nogle af de slæder,
der kørte forbi vort hjem, og efter at have kørt med et lille stykke sprang jeg af og løb
tilbage.
Ved en sådan lejlighed kom jeg op på den slæde, der tilhørte præsident Brigham
Young, og som alle, der kendte ham, ved, holdt han meget af et fint forspand og kunne
lide at køre temmelig hurtigt. Jeg opdagede derfor, at vi strøg af sted med en sådan
fart, at jeg ikke turde springe af, og efter at have kørt i nogen tid begyndte jeg at fryse.
Præsident Young, der tilfældigvis lagde mærke til, at jeg hagede mig fast til hans slæde,
råbte straks: Broder Isaac, stands!' Derpå sendte han sin kusk ud for at løfte mig op
og pakke mig godt ind i tæpperne på forsædet. Præsident Young ventede i nogen tid,
før han sagde noget til mig, men endelig spurgte han: Har du fået varmen?' og da jeg
svarede "ja", spurgte han mig, hvad jeg hed, og hvor jeg boede. Derpå talte han meget
venligt til mig; han fortalte mig, hvor meget han havde holdt af min far, og hvilken god