Kirkens Præsidenter

Side 84
Efterhånden som præsident Snow blev ældre, blev der vist ham yderligere
æresbevisninger. Da det store Salt Lake tempel var færdigt og blev indviet i 1893,
udpegede Det øverste Præsidentskab ham til at præsidere over ordinansearbejdet i
denne prægtige bygning, som de hellige over en periode på mere end 40 år havde
slidt og slæbt for at bygge. En, der kendte ham på dette tidspunkt, gav ham følgende
hyldest: "Man kunne ikke have truffet noget bedre valg. Han har altid været interesseret
i tempelarbejde. Han er i højeste grad åndeligt sindet, og med sit guddommelige åsyn
og sin venlige og blide værdighed er ingen nulevende bedre kvalificeret til at stå som
vogter ved den dør, der åbnes mellem de levende og de døde."
Den 2. september 1898 døde præsident Wilford Woodruff i San Francisco,
Californien. Før sin død havde præsident Woodruff erklæret, "at det ikke er Herrens
vilje, at der i fremtiden skal hengå en længere periode mellem præsidentens død og
Det øverste Præsidentskabs reorganisering". De Tolv fulgte dette råd og samledes den
13. september i Salt Lake City, hvor de opretholdt Lorenzo Snow som præsident for
Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Præsident Snow var på dette tidspunkt 84 år
og 5 mdr., men som nævnt i begyndelsen af dette afsnit var han stadigvæk mentalt og
åndeligt vågen og fysisk i stand til at udføre sine vanskelige pligter. Han gav udtryk for
ydmyghed overfor brødrene, da han erklærede: "Jeg ønsker ikke, at denne forvaltning
skal blive kendt som Lorenzo Snows forvaltning, men som Guds, i og gennem Lorenzo
Snow." Præsident Snow valgte George Q. Cannon og Joseph F. Smith som rådgivere,
de samme mænd, der havde virket sammen med de to foregående præsidenter.
Om eftermiddagen den 9. oktober, ved generalkonferencens sidste møde, blev
præsident. Snow og hans rådgivere opretholdt af kirkens præstedømme, kvorum for
kvorum, og derpå af hele forsamlingen. Ingen stemte imod. Efter denne storslåede
godkendelse gav præsident Snow forsamlingen nogle få, passende bemærkninger:
"Brødre og søstre, lad mig sige så meget og gøre det i Herrens navn: Jeg vil bestræbe
mig på at hellige mig jeres og Guds riges interesser. Jeg vil tjene jer efter bedste evne
og forståelse i henhold til det, der vil fremme jeres interesser i forbindelse med den
Almægtiges interesser. Jeg vil gøre dette med Herrens hjælp.
Det er let nok at rejse sig og række højre hånd i vejret som tegn på godkendelse af
det, der forelægges. Det kan jeg gøre uden anstrengelse, og det kan I også. Men der er
noget forbundet med dette at rejse sig og hæve højre hånd for at godkende de fremførte
forslag; det har en betydning, som man grundigt bør overveje, og det er, at man i
fremtiden handler i overensstemmelse med tilkendegivelsen af denne godkendelse . .
. Lad os her i denne højtidelige forsamling bestemme i vore hjerter, lad os i vort stille
sind bevidne for Herren, at vi vil være et bedre folk - et mere forenet folk - ved den
næste konference, end vi er i dag."
Den første opgave, præsident Snow pålagde sig selv ved begyndelsen af sin
forvaltning, var at forbedre kirkens økonomi. Efter bestemmelserne i Edmunds-Tucker
loven, som Kongressen vedtog i 1887, var Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Helliges
ejendele blevet konfiskeret af regeringen, bortset fra bygninger, der udelukkende blev
benyttet til religiøse formål, samt kirkegårde. Der blev forlangt en afgift, før kirken fik lov
til at benytte sine retmæssige ejendomme såsom tiendekontoret, historikerens kontor
eller endog området, hvor templet stod. Præsident Snow fandt derfor økonomien i en
meget kaotisk tilstand. For at afhjælpe denne krisesituation foreslog han brødrene, at
man skulle udstede obligationer for at skaffe dækning for kirkens presserende gæld.
"Tirsdag den 1. december 1898," beretter Joseph Fielding Smith, "holdt Det øverste
Præsidentskab og Apostlene råd, og præsident Snow gennemgik kirkens økonomiske
forhold. Han sagde, at han beklagede meget, men det så ud til, at kirken blev nødt