Kirkens Præsidenter

Side 165
for bedre søndagsskoler, siden han blev andenrådgiver til hovedbestyrelsens
tilsynsførende for Deseret søndagsskole, er ikke blot blevet bemærket i bestyrelsen,
men også overalt i Zions stave."
Samme år, 1909, havde ældste McKay en usædvanlig og sindsoprivende oplevelse,
da han skulle deltage i konferencemøder i det sydlige Utah. Sammen med sin lille søn,
David Lawrence, var han og 3-4 andre brødre på vej fra Tropic til Kanab i den første
uge i september. Jeg vil lade præsident McKay fortælle historien:
"Hele dagen traskede vi af sted langs Red Canyon, snart gik vi gennem dybe
flodsenge, snart vadede vi i floden eller kørte over sagebrush - altid i mudder eller
vand. Klokken var 5 om eftermiddagen, da vi ankom til Tropic, og vore trofaste heste
var trætte. Her erfarede vi, at flodsengen mellem Tropic og Cannonville var ufarbar,
så vi var nødt til at køre en omvej; ved at gøre det kom vi ud for en række uheld med
følgende resultater:
Først brækkede en svingelkrog, hvortil seletøjet var fastgjort, da vi kørte ud fra en
dyb flodseng, og vi var nær styrtet ned ad en dæmning. Da den var blevet bundet
sammen med ståltråd, fortsatte vi, men kun for at støde på mudder, der satte sig fast i
hjulene, så hestene ikke kunne trække os. Hertil kom, at en svingel og endnu en krog
brækkede. På dette tidspunkt var stormen blevet fordoblet i styrke og syntes at holde
jubelfest over vor vanskelige situation. Omtrent det eneste, vi var os bevidste, var lyn,
torden, regn og mudder.
Da vi endelig nåede hovedvejen, var det et spørgsmål, om vi kunne nå hen til
hovedlejets overgang, før højvandet fyldte den. Vi drev vore udmattede heste frem til
det yderste og nåede den første overgang i god behold, og ligeledes den næste, selv
om strømmen var stærk der. Bare en til, og vi ville være i sikkerhed. Men højvandet
kom før os. Mellem de to hovedovergange blev vi mødt af en rivende strøm - 3 m dyb
- der væltede ned ad bakken og strømmede af sted langs et leje hen over vor vej i
rivende tempo.
På dette tidspunkt var et tilbagetog afskåret; så lige ved mørkets frembrud-blot 3 km
fra vort bestemmelsessted - var vi tvunget til at sidde i vore vogne hele natten midt i
den værste oversvømmelse, det sydlige Utah har oplevet i mange, mange år.
Midt om natten hørte regnen op, og ved daggry blev vi ført gennem den synkende
strøm af to mænd til hest." (Journal History, 16. sept. 1909) Sådanne oplevelser havde
David O. McKay, da han rejste rundt til stavene med hest og vogn.
I en periode på 7 år fortsatte ældste McKay sit anstrengende arbejde med at have
opsigt med kirkens søndagsskoler og besøge de forskellige stave og missioner. Så i
marts 1916 var han ude for et pinefuldt ulykkestilfælde, der midlertidigt gjorde ham ude
af stand til at arbejde. I aviserne kunne man læse, at vejen gennem Ogden Canyon var
blevet beskadiget af flodens højvande, og at amtets tjenestemænd havde forsøgt at
spærre for kørsel til Ogden Valley ved at spænde et reb ud over hovedvejen. På grund
af tågen i den snævre floddal så ældste McKay ikke rebet, da han kom kørende i sin
bil, og det ramte ham i ansigtet og flængede hans mund og kind alvorligt. Hans bror,
Thomas E., der var sammen med ham og uskadt, kørte ham til hospitalet, hvor han i
adskillige dage var under lægebehandling, før han var i stand til at tage hjem.
Den 10. november 1917 var David O. McKay udsat for endnu et alvorligt chok ved sin
elskede fars, patriarken David McKys død. David O. nærede en grænseløs kærlighed
og beundring for sin far, og efter et langt liv i folkets tjeneste sørgede hele samfundet
over hans død: