Kirkens Præsidenter

Side 31
havde foretaget sig i denne sag, efter min mening - og i juni ankom senator L. W.
Powell fra Kentucky og major Ben McCullock fra Texas til Salt Lake City for om muligt
at bilægge vanskelighederne. Præsident Young og flere af de ledende brødre mødtes
med dem i det gamle Council House (en bygning i Salt Lake City, der blev benyttet til
civile, lovgivende og kirkelige formål). Præsident Young fortalte om de forfølgelser, som
de hellige havde været udsat for i Ohio, Missouri og Illinois og sagde til kommissærerne,
at han og de hellige hellere ville brænde deres hjem, ødelægge deres ejendele og
drage til et nyt sted end at finde sig i mere forfølgelse. "Ingen pøbelhob kan leve i de
hjem, vi har bygget i bjergene," sluttede han med at sige. "Hvis I ønsker krig, kan I få
det; men hvis I ønsker fred, så får I det, og det vil glæde os."
Kommissionærerne erklærede, at de ønskede fred. Det blev besluttet, at hæren
skulle få tilladelse til at komme ind i dalen, men at den ikke måtte slå lejr indenfor en
afstand af 65 km fra byen. Disse arrangementer blev gennemført, men da præsident
Young ikke stolede på embedsmændene fra regeringen eller hæren, gav han de hellige
ordre til at rykke ud af Salt Lake City og alle kolonierne mod nord og at flytte ind i Utah
og Juab dalene, indtil det var blevet bevist, at general Johnston havde i sinde at holde
ord. Det skal siges til general Johnstons ære, at han ikke gav sine soldater lov til at
forulempe de helliges hjem eller ejendele, og at han lod dem slå lejr i Cedar Valley, 65
km fra Salt Lake City. Således blev Utah krigen afsluttet. Det eneste, den havde ført til,
var udgifter på millioner af dollars, og som jeg tidligere har nævnt, blev den i de østlige
stater gennem mange år kendt som "Buchanans bommert".
Da præsident Young nu var blevet befriet fra sine ansvar som guvernør over
territoriet, kunne han fortsætte det fredelige og dejlige arbejde med at "opbygge riget".
Dette var, hvad han ønskede mere end noget andet; han gik med liv og sjæl op i dette
arbejde for Guds værks fremgang. Men han slækkede ikke på sine anstrengelser for
at sætte sig op imod dem, der ville skade de hellige eller drage dem væk fra deres
retfærdige handlinger.
Efter at freden var blevet genoprettet, blev færdslen over sletterne genoptaget, og
adskillige fremtrædende personer besøgte Salt Lake City. Den 10. juli 1859 medbragte
diligencen Horace Creeley, den berømte redaktør for New York Tribune. Under sit
ophold i byen havde han en 2-timer lang samtale med præsident Young. Han gav sit
indtryk af præsidenten i følgende beskrivelse: "Da præsident Young er den øverste
leder i mormonkirken og førte hovedparten af samtalen, har jeg kun nedskrevet hans
svar til mine spørgsmål og iagttagelser. De andre (de "andre", der her tales om, er de
andre medlemmer af kirken, som Greeley interviewede) syntes at være enige om at
rette sig efter hans synspunkter og fuldt ud at acceptere hans svar og forklaringer. Han
talte beredvilligt, ikke altid grammatisk korrekt, men uden tøven eller forbeholdenhed
og tilsyneladende uden noget ønske om at lægge skjul på noget; han afviste heller
ikke nogen af mine spørgsmål som uforskammede. Han var meget enkelt klædt i tyndt
sommertøj og uden noget præg af skinhellighed eller fanatisme. Han er en statelig,
temmelig firskåren, frimodig og godhjertet mand på 55 (dette skulle have været 58), der
synes at glæde sig over livet og ikke har særlig travlt med at komme af sted til himlen."
(Gordon b. Hinckley, Sandheden gengivet, kap. 12)
I foråret 1860 besøgte præsident Young, sammen med en stor gruppe af brødrene,
de helliges bebyggelser nord for Salt Lake City og så for første gang de voksende
kolonier i Cache Valley. Hans instruktioner til de hellige var kloge og betimelige; han
vidste, hvad de skulle gøre for at indrette sig op opdyrke landet.