Kirkens Præsidenter

Side 134
hjælpe os til at leve således, at andre vil undersøge livets og frelsens plan, når de ser
vore gode gerninger. Det beder jeg om i Jesu Kristi navn. Amen."
IX
I sine sidste år kørte præsident Grant næsten dagligt, når vejret tillod det, en lang tur
ud på landet eller til de nærliggende, maleriske canyons (snævre, dybe floddale). På
disse ture var han og hans hustru altid ledsaget af slægtninge eller venner. Han var
aldrig tilfreds, før bilen var fyldt op, og andre fik lov til at glæde sig over de scenerier,
der bragte ham så megen glæde og tilfredshed. Min hustru og jeg blev ofte inviteret
til at være hans gæster og glæde os over hans selskab ved sådanne lejligheder i de
sidste år, han levede. Vi vil sent glemme hans godhed imod os eller hans uforanderlige
interesse i vort ve og vel.
Så længe hans helbred tillod det, tilbragte præsident Grant hver dag nogle få timer
på sit kontor i kirkens kontorbygning på South Temple Street. Der rådførte han sig med
brødrene, talte med venner eller fremmede, dikterede breve eller tog sig af hvilke som
helst anliggender, han blev opmærksom på. Selv om hans fysiske helbred var svækket
på grund af en delvis lammelse i 1940, var hans forstand klar, opmærksom og aktiv.
Da hans læge havde rådet ham til ikke at tale offentligt ved generalkonferencen i
april 1943, dikterede han en længere redegørelse, som blev læst op for de forsamlede
hellige. Jeg beklager ikke at kunne gengive den i sin fylde, men jeg vil ganske kort
citere fra den:
"Jeg vil gerne takke folket for deres bønner for mig," sagde han. "Jeg har ikke været
rask i en periode på mere end 3 år, og alligevel har jeg i denne tid aldrig haft smerter. .
. Herren har været god imod mig og har besvaret folkets såvel som mine egne bønner
om, at jeg i den tid, Herren lod mig blive på jorden, både fysisk og mentalt ville være
i stand til at arbejde på at fremme hans værk."
Den store krig, der rasede overalt på jorden, var en kilde til stadig bekymring for
ham. Han gav udtryk for sine følelser desangående i en anden erklæring, der blev læst
op ved oktoberkonferencen i 1943.
"Jeg beder af mit ganske hjerte om, at denne krig må høre op, så snart Herren finder
det passende at standse den, og jeg beder oprigtigt om, at indflydelsen af Herrens ånd
må være med alle, der har nogle af deres kære med i krigen."
Der gik et helt år. Præsident Grants helbred blev gradvist dårligere, men hans
ønske om at tjene og fortsætte med sine mange opgaver blev ikke mindre med
årene. Hans ånd syntes at vokse sig stærkere, efterhånden som årene gik. Ved
oktoberkonferencen i 1944 gav han udtryk for sin taknemmelighed til sin himmelske
Fader for de velsignelser, han havde modtaget.
"Jeg har igen fået lov til at være sammen med jer ved en af kirkens
generalkonferencer, og jeg bærer vidnesbyrd om, at jeg ved, at det er ved Guds
helbredende og støttende kraft, jeg er her. Om 6-7 uger vil jeg, hvis Herren ønsker det,
påbegynde mit 89. år, og jeg har så virket i 62 år, siden jeg blev en af apostlene, og jeg
vil have virket i 26 år som præsident for kirken. I alt dette og i meget andet har Herren
velsignet mig rigt, og jeg er taknemmelig for at kunne sige, at jeg har det bedre nu, end
jeg har haft i nogle af de uger og måneder, der lige er gået."
I løbet af vinteren 1944-1945 tilbragte han færre timer på sit kontor. Men over for
dem, der besøgte ham i hans hjem, var han den samme venlige, betænksomme og
hengivne ven. Han var ikke i stand til at deltage i aprilkonferencen i 1945, men han