Kirkens Præsidenter

Side 113
mand han var, og han udtrykte det håb, at jeg ville blive lige så god som min far. Vor
samtale sluttede med, at han inviterede mig til at komme op på hans kontor en dag
og få en sludder med ham. Dette gjorde jeg kort efter, og fra denne dag hvor jeg som
dreng lærte præsident Young at kende, blev jeg altid budt hjerteligt velkommen, når
jeg besøgte ham på hans kontor eller i hans hjem, og jeg lærte ikke blot at respektere
ham og nære ærbødighed for ham, men også at elske ham med en hengivenhed, der
er beslægtet med den, jeg forestiller mig, jeg ville have følt for min egen far, hvis jeg
havde fået lov til at kende en fars kærlighed og gengælde den."
Jedediah M. Grants enke tjente til livets ophold ved at sy og tage pensionærer,
mens Heber var dreng, og kun ved at være yderst sparsommelig var hun i stand til
at få det til at løbe rundt. Der var et nært kammeratskab mellem moderen og hendes
lille søn, og hun skulle blive den mest betydningsfulde indflydelse ved opbygningen af
hans karakter. "Hun ville komme Herren så nær i sine bønner," beretter hendes søn,
"at de var en vidunderlig inspirationskilde for mig fra barndommen til manddommen!"
Hun havde tiltro til sin lille dreng, og hun lærte ham, at han ikke blot ville få succes i
forretningsverdenen, men at han også ville blive en leder i kirken. Hun ville tage sig af
ham nu, og senere ville han være i stand til at sørge for hende. En så opmuntrende
indflydelse fik drengen, Heber Jeddy Grant, fra sin ædle mor.
Som årene gik, følte drengen selv dette dybt rodfæstede ønske om at vinde i livets
kamp i enhver henseende. Han havde et naturligt ønske om at udmærke sig og komme
frem i verden. Han beretter følgende om sine erfaringer i baseball:
"Da jeg var enebarn, opdragede min mor mig meget omhyggeligt; jeg voksede
faktisk mere eller mindre efter samme princip som en drivhusplante, der vokser sig
lang og ranglet', men ikke stærk. Jeg lærte at feje og at vaske op, men jeg kastede
ikke ret meget med sten og dyrkede kun lidt de sportsgrene, der er interessante og
tiltrækkende for drenge, og som udvikler deres fysiske legeme. Når jeg derfor deltog i
en baseballkamp(1), var drengene på min egen alder og de lidt ældre blandt de første
92; de, der var yngre end jeg, spillede på 2. reservehold, og de endnu mindre på 3.
reservehold, og dem spillede jeg sammen med. En af grundene til dette var, at jeg
ikke kunne kaste bolden fra den ene base til den anden; en anden grund var, at jeg
manglede fysisk styrke til at løbe eller slå godt. Når jeg samlede en bold op, råbte
drengene sædvanligvis: Kast den herover, dit pjok!' Mine kammerater morede sig så
meget på min bekostning, at jeg højtideligt aflagde det løfte, at jeg en dag ville spille
baseball på det hold, der ville vinde mesterskabet for Utah territoriet.
(1) Baseball har fået navn efter de 4 baser på en udstrakt, flad, diamantformet
spillebane. Det almindelige udstyr består af en hård bold, boldtræ og polstrede
handsker. Et spil bliver spillet af to hold, der hver består af 9 spillere. For at score et
point skal en spiller ramme bolden, når den bliver kastet til ham, og løbe rundt om alle
baserne. Et spil består af 9 halvlege. En halvleg betyder, at begge hold har været inde
som slåere. En spiller er "død", hvis han rammer bolden, og det andet hold griber den,
før den rammer jorden, hvis han bliver ramt af bolden, mens han løber fra den ene
base til den anden, eller hvis han ikke rammer bolden én gang ud af 3 forsøg. Når der
er 3 døde' på et hold, kommer det andet hold ind som slåere. Det hold, der har flest
points efter 9 halvlege, har vundet.
(2) De første 9 er de regulære spillere på et baseballhold; de næste 9 og et tredje
hold på 9 er reservespillerne.
Min mor havde pensionærer boende på dette tidspunkt for at tjene til livets ophold,
og jeg pudsede deres sko, indtil jeg havde sparet en dollar sammen, som jeg købte en