Kirkens Præsidenter

Side 232
En morgen, efter at en stærk storm havde dækket alle Salt Lake Citys gader med
sne, førte præsident Lee tilsyn med snerydningen, og han beretter følgende:
"Jeg fik øje på en lille dreng. Han havde ingen varm frakke på og heller ikke vanter
eller støvler. Det var bidende koldt, så jeg standsede og fik ham ind i bilen. Der var
varme på, og da han havde fået varmen, spurgte jeg ham, om han var klar til julen.
,Vi skal slet ikke have nogen jul, hr. Far døde for 6 måneder siden. Nu er der kun
mor og jeg og så to mindre børn. Vi har ikke ret meget.'
For at undersøge det nærmere spurgte jeg, hvor han skulle hen, og han svarede,
at de viste en gratis film her i formiddag, og den ville han gerne se. Det var al den jul,
han skulle have. Jeg fik hans navn og adresse, og jeg fortalte ham, at jeg ville sørge
for, at det blev jul i hans hjem."
Præsident Lee fortalte derpå sin familie om den lille dreng, der ikke skulle holde jul.
De blev også bekymrede. Han ringede til biskoppen for at sikre sig, at der blev sørget for
familien. Han sluttede af med at sige: "Da jeg dette år satte mig ned til min julemiddag,
følte jeg, at jeg kunne nyde den, fordi hver eneste familie i min stav ville få en god jul."
Den 20. april 1935 blev højdepunktet for alle de åndelige, mentale og fysiske
forberedelser, præsident Lee indtil da havde gjort. Da han fortalte om disse
begivenheder, sagde han, at der kom "en opringning fra Det øverste Præsidentskab til
mig om at komme op på deres kontor en dag, jeg aldrig vil glemme - den 20. april 1935.
Jeg var byrådsmedlem i Salt Lake City. Jeg var stavspræsident. Vi havde kæmpet med
dette spørgsmål om velfærd. Regeringen havde kun få arbejdsprogrammer; der var
lavvande i kirkens finanser, og vi fik at vide, at der ikke var meget, der kunne gøres
ved det. Og her var vi med 4.800 af vore 7.300 medlemmer, der var helt eller delvist
afhængige. Vi havde kun et at gøre, og det var at iværksætte Herrens program, som
det blev fremført i åbenbaringerne."
Præsident Lee fortsatte: "Det var pga. vore beskedne bestræbelser, at Det øverste
Præsidentskab ringede til mig en morgen og spurgte, om jeg ville komme hen til deres
kontor, idet de vidste, at vi havde haft nogen erfaring. Det var lørdag morgen. Der stod
ingen aftaler i deres kalender, og de talte med mig i timevis denne formiddag og fortalte
mig, at de ønskede, at jeg skulle trække mig tilbage fra byrådet, og de ville så afløse
mig som stavspræsident, for de ønskede, at jeg skulle lede velfærdsbevægelsen for
at vende tendensen bort fra regeringshjælp og direkte hjælp og hjælpe med at gøre
kirken i stand til at tage sig af sine egne trængende."
Efter at have modtaget kaldet handlede og virkede præsident Lee med den indsigt
og fornyelse, han altid havde for skik. Men da han var ydmyg og afhængig af, at Herren
skulle lede hans faste hånd, nedskrev han følgende reaktion over for sit nye ansvar:
"Der stod jeg, bare en ung mand i 30'erne. Min erfaring havde været begrænset. Jeg
var født i en lille by i Idaho. Jeg havde næsten ikke været uden for grænserne af Utah og
Idaho. Og at anbringe mig i en stilling, hvor jeg skulle nå ud til alle kirkens medlemmer
over hele verden, var en af de mest overvældende betragtninger, jeg kunne forestille
mig. Hvordan kunne jeg gøre det med min begrænsede forståelse?"
Det var på dette tidspunkt, ældste Lee foretog sin ensomme vandring i Rotary Park.
"Da jeg knælede ned, bad jeg: "Hvilken form for organisation skal der oprettes for at
det, som præsidentskabet har foreskrevet, kan blive udført?' Og denne herlige morgen
modtog jeg der en himmelsk forståelse af Guds præstedømmes kraft. Det var, som
om noget sagde til mig: Det er ikke nødvendigt med en ny organisation til at tage sig
af dette folks behov. Alt, hvad der er nødvendigt, er at sætte Guds præstedømme i
arbejde. Du behøver ikke noget andet som erstatning."