Kirkens Præsidenter

Side 96
i Savannah, Missouri fik vi mel, majs, bacon og anden proviant. På vejen tilbage til
Winter Quarters slog vi en aften lejr på en åben slette ved Missourifloden ved siden
af en lille bæk, der løb ud i floden omkring en km borte. Vi kunne tydelig se floden og
hver eneste del af den lille åbne slette, hvor vi havde slået lejr ... På den anden side af
bækken var der nogle mænd med en flok slagtekvæg, som de skulle drive til Savannah
og St. Joseph i Missouri til marked.
Vi spændte sædvanligvis vore okser fra ågene og lod dem gå frit omkring for at
græsse, når vi slog lejr for natten, men da der var så stor en flok kvæg i nærheden
denne gang, og vi frygtede for, at vore okser ville blande sig med dem og blive drevet
bort sammen med dem, lod vi dem beholde ågene på, mens de græssede. Da vi den
næste morgen kom for at kigge efter dem, kunne vi til vor store skuffelse ikke finde
vort bedste spand okser. Onkel Fielding og jeg tilbragte næsten hele formiddagen med
at lede efter dem, men uden held. Græsset var højt, og det var vådt af duggen om
morgenen. Vi blev fuldstændig gennemblødte af at traske gennem græsset og skoven
og hen over skrænterne, og vi var trætte, modløse og helt udmattede. Jeg var den
første til at vende tilbage til vore vogne i denne ynkelige forfatning, og da jeg nærmede
mig, så jeg min mor knæle ned i bøn. Jeg standsede et øjeblik og gik så forsigtigt nær
nok til, at jeg kunne høre hende indtrængende bede Herren om ikke at efterlade os i
denne hjælpeløse tilstand, men at hjælpe os til at finde det forsvundne spand okser, så
vi kunne fortsætte vor rejse i sikkerhed. Da hun rejste sig fra sin knælende stilling, stod
jeg lige i nærheden. Det første udtryk, jeg opfattede på hendes elskelige ansigt, var
et kærligt smil, der, til trods for min modløshed, gav mig fornyet håb og en forsikring,
som jeg ikke før havde følt. Et øjeblik senere kom onkel Fielding tilbage til lejren, våd
af duggen, forkommen, træt og meget modløs. Hans første ord var: Mary, kvæget er
borte.' Mor svarede med en stemme, der havde en munter klang: Skidt med det; din
morgenmad har ventet i timevis, og mens du og Joseph spiser, vil jeg lige gå en tur
ud og se, om jeg kan finde kvæget.' Min onkel slog ud med hænderne i forbavselse,
og ingen af os kunne have været mere overrasket, selv hvis Missourifloden pludselig
var begyndt at løbe i modsat retning. "Men Mary," udbrød han "hvad mener du? Vi har
været alle vegne, overalt i skoven og gennem kvægflokken, og vore okser er væk - de
er ikke til at finde. Jeg tror, de er blevet drevet bort, og det er nytteløst, at du begynder
at lede efter dem." "Bryd dig ikke om mig," sagde mor, spis din morgenmad, mens jeg
kigger mig omkring.' Derpå gik hun hen imod floden, fulgte den nedad og forsvandt
udenfor hørevidde. Manden, der havde kommandoen over flokken af slagtekvæg, kom
ridende på den anden side af bækken og råbte: Frue, jeg så Deres okser derovre i
den retning i morges ved daggry,' idet han pegede i modsat retning af den, min mor
gik i. Vi hørte tydeligt, hvad han sagde, men mor fortsatte uden at bryde sig om hans
bemærkning, og hun drejede ikke engang hovedet for at se på ham. Et øjeblik efter red
manden hurtigt hen mod sin flok, som var blevet samlet i åbningen i skovens udkant,
og de var snart på vej hen ad vejen, der førte til Savannah og forsvandt hurtigt ud af
synsvidde.
Min mor fortsatte langs med den lille bæk, indtil hun næsten stod ved flodens bred,
og derpå vinkede hun til os. (Jeg holdt hele tiden øje med hende og var fast besluttet
på ikke at tabe hende af syne.) Vi rejste os straks fra den kiste, hvorpå morgenmaden
var blevet stillet, og gik hen imod hende, og ligesom Johannes, der løb hurtigere end
den anden discipel og kom først til graven, løb jeg hurtigere end min onkel og kom først
til det sted, hvor min mor stod. Der så jeg vore okser bundet til en klynge piletræer,
der voksede i bunden af en dyb kløft, som var opstået ved, at et stykke af flodens
sandede bred var blevet skyllet bort af den lille bæk, og kløften var fuldstændig skjult for