Kirkens Præsidenter

Side 218
Hart) fortæller, at "mor stilfærdigt ville sige: Å far, vi har ikke brug for så mange tærter.
Desuden smager tærterne ikke godt, når de bliver gamle'. Men ved I hvad, jeg så aldrig
en tærte blive gammel. De varede ikke ret længe. Vi nød dem, og han sørgede for, at
vi gav nogen væk til naboer eller andre, der trængte til en opmuntring."
Selv om han i sin levetid sikkert mere end nogen anden bidrog til slægtforskningens
fremme, var han på ingen måde den alvorlige, excentriske person, verden så ofte
forbinder med sådanne bestræbelser. Han elskede livet, og i sin modne alder var han
en hård modspiller for sine børn i håndboldkampe, og han vedblev at spille, selv da
han var oppe i 60-erne. I alle de 96 år, han levede, var han aldrig indlagt på hospitalet.
Baseball blev en familietradition "med en travl far på 1. base eller i færd med at
slå bolden ud til sine ivrige sønner og døtre". Som apostel overværede han engang
en stavskonference sammen med ældste Adam S. Bennion(2). Ældste Bennion, der
senere fortalte historien, lagde mærke til, at en af stavslederne ofte rejste sig og gik ud.
Det var tidspunktet for USA's baselballturnering. Der blev spillet en kamp, og ældste
Bennion blev til sidst klar over, at stavslederen gik ud for at få pointstallet. Han fortalte,
at han derpå sendte en seddel over til broderen og spurgte ham, hvordan det stod.
Broderen skrev tilbage: "Yankees 4, White Socks 2 i ottende halvleg." Ældste Bennion
kiggede på sedlen og begyndte at krølle den sammen, hvorpå ældste Smith, der havde
lænet sig frem i et forsøg på at læse, hvad der stod på sedlen, rakte hånden ud og tog
den fra broder Bennion med ordene: "Lad være med at holde det for dig selv; jeg er
lige så interesseret i spillet, som du er."
(2) Adam S. Bennion (1886-1958) - tidligere medlem af De tolv apostles Råd.
Præsident Smith præsiderede over tempelceremonier med en værdighed og dybt
rodfæstet åndelighed, der tydede på, at han selv måtte være et levn af menneskets
første åndelige opvågnen. Ikke desto mindre tog han ivrigt imod det 20. århundredes
teknologiske fremskridt og drog nytte af dem, når de tjente hans formål. Han var kun 27
år gammel, da Wright-brødrene foretog deres første vellykkede flyvetur i Kitty Hawk,
North Carolina, i 1903, og han nåede at opleve jetflyvningens mirakel. Engang før
det var almindeligt med planmæssige jetfly, opdagede ældste Smith til sin bestyrtelse,
at han havde fastsat et vigtigt møde i Salt Lake City det meste af lørdagen, men
havde fået overdraget at lede en kvartårlig konference i San Francisco lørdag aften
og søndag. Den uheldige udsigt til at skulle aflyse en af aftalerne blev undgået, da
en ven i Air National Guard(3) hørte om problemet og konstaterede, at en nødvendig
øvelsesflyvning til San Francisco lige præcis opfyldte apostlens behov. Ældste Smith
nød den oplivende tur med jetfly og holdt begge sine aftaler lørdag. Som påskønnelse
af hans store interesse for flyvning tildelte Utah National Guard ham i 1960 æresrang
som brigadechef.
(3) Air National Guard - en militsstyrke, hver eneste stat er i besiddelse af, og som
er underlagt statens eller nationens behov.
Den mand, hvis prosa selv fandt vej gennem vanskelighederne ved indviklede
lærdomsmæssige problemer, nød også at skrive vers om dyr, om familie og frem for
alt om evangeliet. En af hans salmer begynder med en streng påmindelse om livets
besværligheder, men kulminerer i det løfte, at
Kristi fremstrakte hånd kan føre mennesker med mod og beslutsomhed til fred og
fuldbyrdelse:
Synes vejen dig lang?
Er den stenet og hård?
Gror der tidsler og torne iblandt?