Kirkens Præsidenter

Side 242
tvivl opmuntret ved ankomsten, hvor de ventende hellige som velkomst strøede en
mængde roser ud foran dem. Selv om hele ørkenen endnu ikke blomstrede, var
der i det mindste roser nok i den lille koloni til at give familien Kimball en hjertelig
mormonvelkomst til deres nye hjem. Ligesom deres forældre før dem havde været
banebrydere i Saltsødalen, forlod Andrew og Olive de goder, deres forældre havde
været med til at frembringe, og var nu parate til at hjælpe med udviklingen af et
afhængigt mormonsamfund i Gila Valley, Arizona. Familien ville fremover være bundet
til den opgave at bringe civilisation og overflod til et ørkenland. Som Spencer senere
mindedes, var det hans fars opgave "at bringe sit folk alt det, der ville give dem vækst
og udvikling, og ikke efterlade dem som et lille samfund i ørkenen, men gøre dem til
en del af det værk, der var under udvikling".
Da familien flyttede til Arizona, var Spencer 3 år gammel, og han voksede og trivedes
som det samfund, der var hans nye hjem. En aften kom en nabo forbi for at tale med
Andrew, og han lagde mærke til, at drengen sang, mens han malkede køerne. Faderen
vendte sig mod sin nabo og kom med en profetisk vurdering af sin unge søns fremtid:
"Broder, den dreng Spencer er en usædvanlig dreng," sagde Andrew. "Han prøver altid
på at adlyde mig, ligegyldigt hvad jeg beder ham om at gøre. Jeg har indviet ham til at
blive et af Herrens talerør - om Herren vil. Du vil en dag se ham som en stor leder. Jeg
har indviet ham til Guds tjeneste, og han vil blive en stor mand i kirken."
Spencer var altid trofast til stede ved kirkens møder. En dag, mens han trampede
hø for sine brødre, bekendtgjorde han, at han skulle i primary. Da brødrene hævdede,
at de havde brug for ham og ikke ville give ham lov til at gå, benyttede Spencer - der
vidste, at faderen ville have ladet ham gå - sin første chance, sprang ned fra vognen og
var på vej, før brødrene havde lagt mærke til, at han var væk. Denne faste troskab over
for de rette formål er vedblevet med at være en del af hans karakter, og den bidrager
til den succes, han har opnået som kirkeleder.
Spencer bar sin andel af hjemsøgelser som barn. Da han var 7 år gammel, var
han lige ved at drukne, da han trådte ned i et dybt hul i udkanten af en sø ved et
lokalt udflugtssted, kendt som Cluffs ranch. Da han var 10 år gammel, led han af en
delvis lammelse af ansigtsmusklerne. Hans søskende drillede ham godmodigt med
det sjove ansigt, han lavede, når han smilede ("en ensidig affære" kaldte præsident
Kimball det for sjov). Da lammelsen ikke fortog sig ved lokale lægers behandling, bad
Spencers far andre præstedømmebærere om at hjælpe ham med at salve sin søn.
Efter få ugers forløb fik Spencer igen kontrol over sine ansigtsmuskler og genvandt
fuldstændig helbredet. Hans mor døde, da han var 11 år gammel, og det var årsag til
et stort savn og nødvendiggjorde forandringer, der var smertelige for et barn i så ung
en alder.
I sin ungdom fortsatte Spencer sin faste efterlevelse af kirkens principper. Han gik
frem i det aronske præstedømmes embeder med fremragende tilstedeværelses- og
aktivitetsoptegnelser. Som 14-årig var han søndagsskolelærer, og mens han endnu
var i begyndelsen af teenageårene, virkede han som hjemmelærer, wardsdirigent,
kormedlem og medlem af stavens søndagsskolebestyrelse. Da han var 22 år gammel,
blev han sekretær for St. Joseph stav.
Engang tog den unge Spencer og en ven et job med at aflæsse godsvogne i
Californien. Han udholdt villigt de lange timer og det hårde arbejde, jobbet krævede,
men blev mere og mere vred over det vulgære sprog, der flød i en uafbrudt strøm
fra hans arbejdskammerater. Til sidst gik han og vennen i desperation til formanden
og sagde, at de blev nødt til at holde op. Formanden udbad sig en forklaring, og da