Kirkens Præsidenter

Side 74
gentaget, og det blev den adskillige aftener i træk. Den søde erindring om disse herlige
oplevelser får dem til at stå klart for mig og bibringer en inspirerende indflydelse, der
fylder hele min sjæl, og det stoler jeg på, den vil gøre, så længe jeg befinder mig i
denne jordiske tilstand."
Denne Åndens dåb bevirkede, at Lorenzo Snows omvendelse blev fuldstændig.
Derefter tilbragte han over 60 aktive år i kirkens tjeneste.
Mens Lorenzo stadigvæk opholdt sig i Kirtland i foråret 1837, blev han kaldet til at
tage på en kort mission til Ohio. Han rejste "uden pung og taske" (Luk. 22:35), hvilket
var en ny og temmelig vanskelig erfaring for ham, da han altid havde været vant til at
have tilstrækkelige midler til at betale for sig. Men han drog ydmygt af sted og udførte
sine opgaver.
Da Lorenzo vendte tilbage til Kirtland, fandt han megen utilfredshed blandt de
hellige, og sammen med sin familie, der bestod af hans far, mor og søskende,
besluttede han at flytte til Missouri og slutte sig til kirkens medlemmer, som havde bosat
sig der. Det var en lang og trættende rejse på 1600 km, og den varede det meste af
sommeren 1838. Da Lorenzo ankom til Far West, var han meget syg med høj feber, og
han forblev i denne tilstand i flere uger. Hans trofaste søster, Eliza, passede og plejede
ham, til han igen var sund og rask.
Så snart Lorenzo havde genvundet sit helbred sidst på efteråret i 1838, tog han på
sin anden mission, denne gang til den sydlige del af Illinois og Kentucky Den første
del af rejsen sejlede de ned ad Missourifloden på en tømmerflåde. Det var et farligt og
risikabelt foretagende. Derefter gik Lorenzo og hans kammerat fra by til by gennem sne
og kulde, men overalt arbejdede han uophørligt på at forkynde evangeliets budskab.
I februar 1839 besluttede ældste Snow sig til at forlade Kentucky og besøge sit
gamle hjem i Ohio. Følgende uddrag fra hans dagbog giver en udmærket beskrivelse
af hans vanskeligheder på dette tidspunkt: "Den sidste dag i februar 1839 forlod jeg
staten Kentucky med en dollar og 25 cent i lommen for at besøge mit tidligere hjem i
Ohio og for at ordne nogle uafsluttede forretninger, da min søster Eliza har skrevet og
fortalt mig om vort folks fordrivelse fra Missouri. Rejsen, der lå foran mig, var på ca.
800 km, og det var den værste tid på året at rejse i. Det var på et tidspunkt, hvor folk
viste meget lidt interesse for evangeliets sandheder, og der var ikke mange muligheder
for at tale offentligt. Rejsen var trættende. Den foregik til fods midt i sne, storm og
regn - somme tider på hård, frossen jordbund - somme tider i mudder og vand, der gik
igennem mine støvler, så sokkerne var drivvåde om aftenen og selvfølgelig hårde og
stive om morgenen, hvis jeg var så heldig at få dem tørre. Det var en hård tur, men jeg
gennemførte den og nåede udmattet af træthed og kulde frem til mine venner i Ohio.
Det første sted jeg nåede, var broder Smiths hjem, hvor jeg havde boet året før, da
jeg var missionær der og forkyndte evangeliet og døbte. Trætheden og følgerne deraf
havde forandret mit udseende så meget, at broder Smith og hans familie i begyndelsen
ikke genkendte mig. Men så snart de havde genkendt mig og var blevet klar over min
tilstand, udviste de al den godhed, der var mulig, og gjorde alt, hvad varme hjerter
og villige hænder var i stand til. Derefter fulgte reaktionen af mine fysiske kræfters
overbelastning, og jeg lå med høj feber og forblev i denne tilstand i flere dage. Men
gennem mine venners omsorgsfulde pleje og Guds velsignelser, der kom til udtryk
gennem hans kraft, kom jeg mig hurtigt og genoptog mine opgaver som missionær."
Ældste Snow fortsatte sin missionering i Ohio indtil efteråret 1839, da han tog
arbejde som skolelærer i Shalersville i vinteren 1839 og 1840. I mellemtiden var de
hellige blevet jaget ud af Missouri og med dem ældste Snows familie. De havde nu