Kirkens Præsidenter

Side 91
han sig af forretninger som sædvanlig, men i går morges opstod der mavebesvær, og
han var ude af stand til at holde den mindste smule føde i sig. I går aftes blev lægerne
Richards og Wilcox tilkaldt, og de meddelte, at hans tilstand var meget alvorlig. Kl. 1
blev dr. Richards igen tilkaldt, og han vendte tilbage kl. 6:30 og kl. 11, og siden den
tid har lægerne hele tiden været ved hans sygeleje. Kl. 4 i morges og igen kl. 9:30
havde præsidenten alvorlige besvimelsesanfald og var kun ved bevidsthed ind imellem
i løbet af dagen."
Tre dage senere følger en beretning om begravelsen:
"Før begravelsesmødet, som blev afholdt kl. 10:30 i Tabernaklet, lå hans legeme
lit de parade på familiens bopæl, og tusinder kom for at få et sidste glimt af deres
afdøde leder og fælde en stille tåre, da de så den livløse skikkelse af ham, som de
havde lært at elske inderligt. Det store Tabernakel var smukt pyntet til begravelsen,
og katafalken med den smukke kiste, der indeholdt de jordiske levninger af Israels
agtværdige søn, var bogstavelig talt dækket af roser og sødt duftende blomster, da
der var blevet sendt talrige, smukke blomster af beundrere. Ved en af buketterne var
der et bånd med følgende ord i purpurfarvede bogstaver: Som Gud er, kan mennesket
blive'; det illustrerede på slående måde et synspunkt, der i årevis havde været øverst i
præsident Snows tanker og handlinger. Tabernaklet var fyldt til overflod, og mødet var
i harmoni med begivenhedens strenge højtidelighed."
Brigham Young jun. var blandt dem, der talte ved begravelsen. Han gav præsident
Snow følgende enestående hyldest:
"Jeg har betragtet præsident Lorenzo Snow som min anden far. Jeg har elsket ham
som en far, og jeg sørger over hans bortgang; men jeg er taknemmelig for, at han fik
enhver tænkelig hjælp, at der var fred i hans hjem og blandt folket, og at han døde,
mens han var omgivet af sin kære familie og venner. Omkring 2 timer før han døde,
lagde jeg min hånd på hans pande og sagde: Præsident Snow, kan du genkende mig?'
Han så på mig med sit dejlige smil og øjne, der var fulde af intelligens, og sagde: Det
kan du tro, jeg kan.' Han var klar næsten til det sidste, og han vidste, at hans tid var
kommet, for han talte om det. Hvis folkets bønner og tro kunne have frelst præsident
Snow, ville han være i live i dag; men Gud har villet det på anden måde, og vi er blevet
berøvet en mand, som har været en af de mest tapre af dem, der blev oprejst af den
Almægtige til at hjælpe med at lægge grundvolden til det store værk, som han oprettede
for sine sønners og døtres frelse.
Jeg har kendt præsident Snow siden før profeten Joseph Smiths død. Jeg kendte
ham godt, før profeten led martyrdøden, og jeg vidste, at han var en ven af profeten,
en ven af kirkens ledere og en ven af Gud. Selv om jeg kun var en dreng, genkendte
jeg i denne mand en kraft, der var født af Helligånden. Jeg har set hans gerninger
siden 1843, og ingen anden mand iblandt os har været mere omhyggelig, mere flittig,
mere forstandig i de stillinger, hvori han er blevet sat, eller har vist mere retskaffenhed
overfor værket end afdøde præsident Lorenzo Snow. Jeg elskede denne mand, som
jeg elskede hans forgængere; og det store arbejde, han har udrettet i de sidste 3 år,
vil leve i kirkens historie, og det vil vise denne mands storhed, hans lederevner og
økonomiske dygtighed. Han vil være blandt de førende af dem, der har indvarslet dette,
de sidste dages, store og herlige værk. Jeg takker Gud, fordi jeg kendte ham! Selv om
jeg sørger over, at han ikke er her mere, ved jeg, at han er gået til en belønning, der er
storslået og herlig; for ham er der lagt en krone til side, der aldrig vil miste glansen. Jeg
ved, at hans familie vil savne ham, og brødrene vil savne ham; men Lorenzo Snow har
udført et storslået arbejde, og hans eksempel er værd at følge."