Kirkens Præsidenter

Side 105
ikke være rigtigt af nogen i mit sted at sige mindre end, at langt mere end al den rigdom
og ære, verden kan skænke, påskønner jeg mine venners kærlighed og tillid - at vide,
at jeg er lidt værd, at jeg i det mindste i ringe grad er værdig til at eje gode mænds
og kvinders tillid og kærlighed. Selvfølgelig har mit hjerte været fuldt hele dagen. I går
da vi besøgte min fars og nogle af hans søskendes fødested, og jeg beskuede dette
barske land fyldt med bakker og slugter, kom den tanke til mig, at her i dette land
blev min slægt født, at vi måske krydser de samme veje og slugter og muligvis spiser
frugterne fra de samme træer, som vore forfædre spiste af 2-3 generationer tilbage,
også tanken om at indvie dette mindesmærke- (her blev præsidenten stærk bevæget,
han stemme skælvede af bevægelse, og hans øjne fyldtes med tårer, men med en
kraftanstrengelse fik han herredømmet over sig selv og fortsatte) - Mit hjerte er som
et barns. Det bliver nemt bevæget, især af kærlighed. Jeg kan meget lettere græde
af glæde end af sorg. Jeg formoder, at det måske i nogen udstrækning skyldes den
kendsgerning, at alle mine første minder var smertelige og sørgelige. Forfølgelserne
af profeten og medlemmerne i Missouri og i Illinois, profetens og min fars endelige
martyrdød, de helliges fordrivelse fra Nauvoo, enkernes og de forældreløses uddrivelse
af deres hjem, rejsen over sletterne de genvordigheder vi kom ud for, da vi koloniserede
Saltsødalen og forsøgte at opbygge et hjem der, mine oplevelser på sletterne, når jeg
stod vagt, vogtede kvæg og tog op i de snævre dale; og så i en alder af 15 år at blive
sendt på mission til Hawaiiøerne, så langt borte, tilsyneladende alene, uden far eller
mor og næsten uden slægtninge og venner - alt dette havde i min ungdom en tendens til
at gøre mig deprimeret. Men gennem Guds nåde har jeg haft styrke til at holde mig væk
fra dødssynder. Og når jeg nu oplever udtryk for mine søskendes tillid og kærlighed,
går det lige til hjertet . . ."
I 1906 foretog præsident Joseph F. Smith og nogle venner, hvilket også omfattede
min ærede far, Charles W. Nibley, en længere rejse til Europa og besøgte de sidste
dages hellige i Tyskland, Holland, Belgien, Schweiz, Frankrig og Storbritannien. På
tilbagevejen gjorde de ophold i Nauvoo og Carthage i Illinois og i Far West, Missouri
- historiske steder i kirkens første historie. Det var præsident Smiths første besøg i
Carthage fængslet, stedet, hvor hans far led døden. Han ville helst have holdt sig væk
fra denne bygning. Jeg var sammen med ham ved denne lejlighed og hørte ham sige
til min far: "Charley, jeg afskyr dette sted. Det virker oprivende på mig at komme her."
Fire gange under præsident Smiths forvaltning foretog han rejser til Hawaiiøerne.
Under besøget i 1915 indviede han en grund til et tempel i Laie. Ældste Reed Smoot(1),
der var sammen med ham, sagde følgende om denne begivenhed: "Jeg har hørt
præsident Smith bede hundreder af gange. Han har bevæget mig mange gange med
sin vidunderlige bønnens ånd og sine påkaldelser til vor himmelske Fader. Men aldrig
før i hele mit liv har jeg hørt en sådan bøn. Selve stedet syntes at være helligt, og
det var, som om han talte ansigt til ansigt med Faderen. Jeg hverken kan eller vil
glemme det, om jeg så lever i tusind år." Siden præsident Smiths første mission til
Hawaiiøerne, da han kun var en dreng, havde han udvist stor kærlighed til dette land
og dets indbyggere.
(1) Reed Smoot - 1862-1941, ordineret til apostel i 1900.
Under sin forvaltning foretog præsident Smith mange rejser til de afsides liggende
ward og stave. Han fandt fuldstændig glæde i sin omgang med sidste dages hellige ved
at besøge dem og belære dem om evangeliets principper. "Hvem kunne måle sig med
ham som forkynder af retfærdighed?" spurgte Charles W. Nibley. "Han var den største,
jeg nogensinde har hørt - stærk, mægtig, tydelig og bønfaldende. Det var fantastisk,
hvorledes ordene af levende lys og ild flød fra ham. Han var den fødte forkynder, og