Kirkens Præsidenter

Side 80
store afstande mellem Utah og fabrikationscentrene østpå havde det været vanskeligt
og i de fleste tilfælde umuligt at få udstyr og maskineri. Nu tænkte Lorenzo Snow
imidlertid på at gøre en begyndelse. Tre velstående medlemmer af kirken sluttede sig
sammen med ham og rejste 3.000 dollars, og med dette beløb til at købe varer for blev
Brigham City Mercantile and Manufacturing Association (Brigham Citys handels- og
fabrikationsvirksomhed) organiseret. Ældste Snow beretter, hvad der videre skete: "Vi
begyndte med at oprette en handelsafdeling. Udbyttet blev betalt i varer, og det beløb
sig som regel til 25 % om året. Efterhånden som dette foretagende blomstrede, vedblev
vi med at udvide aktiekapitalen og føjede også nye navne til listen af aktionærer, indtil
vi havde et overskud af midler og havde held til at forene folkets interesser og sikre
deres støtte. Derpå besluttede vi at gå i gang med industrien, og hvis der blev noget
udbytte, skulle vi modtage det i form af de fremstillede artikler."
Det viste sig, at denne plan kunne gennemføres, og ifølge ældste Snow begyndte
han og de brødre, der var aktionærer i handelsvirksomheden, at opføre en "toetages
garveribygning (13,7x24,4 m) med moderne forbedringer og bekvemmeligheder, til en
pris af 10.000 dollars. De fleste af materialerne samt murer- og tømrerarbejdet blev
leveret som aktiekapital af sådanne personer, som var i stand til det, og som ønskede
at få del i vor institution. Den største del af arbejdet blev udført i vintersæsonen, hvor
der ikke var andet arbejde at få, og de, der havde brug for det, modtog 1/4 af betalingen
i varer og 3/4 i aktier. . . . Dette garveri er blevet drevet i de sidste 9 år (skrev ældste
Snow i 1876) med succes og rimelig fortjeneste, og det fremstiller læder af bedste
kvalitet til en værdi af 8.000-10.000 dollars om året."
Da garveriet var godt i gang, blev der brug for en udvikling af industrien: "Vi
forbandt denne industri med et støvle- og skomagerværksted, og også med et sadel- og
seletøjsværksted, idet vi modtog vort udbytte i form af varer, som var fremstillet i disse
afdelinger."
Men det kooperative arbejde standsede ikke her. "Det næste vi gik i gang med, var
uldfabrikation. Her fulgte vi den samme fremgangsmåde, som da vi opførte garveriet.
Dette var også med til at forøge kapitalen og udvide antallet af aktionærer uden at virke
forstyrrende på nogens normale virksomhed. Maskineriet blev betalt med fortjenesten
fra handelsafdelingen plus yderligere kapital. I de sidste 7 år har denne fabrikation
været meget tilfredsstillende, og hverken vinter eller sommer har det været nødvendigt
at lukke på grund af mangel på uld. Vi har fabrikeret for ca. 40.000 dollars varer om
året."
Den ene industri efter den anden opstod. "For at sikre os mod svigtende tilførsler af
uld anskaffede vi dernæst en fåreflok. Vi begyndte med 1500 stykker, der blev leveret
af forskellige, der kunne afse dem som aktier i foretagendet. Vi har nu 5 000, og de er
en stor hjælp for fabrikationen i tider som disse, hvor penge er sjældne, og der kræves
kontant betaling for uld."
Man kunne blive ved i det uendelige med at opremse præsident Snows bedrifter.
"Vort næste foretagende var oprettelsen af et mejeri, og da vi havde valgt en passende
kvægfarm, begyndte vi med 60 køer, oprettede nogle midlertidige bygninger og
investerede et mindre beløb i beholdere, bøjler, presser, etc., hvilket alt sammen er
blevet forbedret, så det i dag muligvis er det fineste, bedste og mest rummelige mejeri
her i territoriet. De sidste 2 år har vi haft 500 malkekøer, der hver sæson har produceret
for omkring 8.000 dollars smør, ost og mælk.
Derefter gik vi i gang med at oprette en kvæghjord. Der er nu 1000 stykker, og
sammen med fåreflokken forsyner de et kødtorv, der ejes af vor virksomhed.