Kirkens Præsidenter

Side 119
En af grundene til, at jeg spurgte, om der var nogen fare, var, at vor gruppe et
par dage før havde besøgt det sted, hvor George A. Smith jun. var blevet dræbt af
navajoindianerne, og denne begivenhed stod meget tydelig i min erindring på det
tidspunkt, jeg talte med Lot. Jeg havde måske redet 1 1/2 km, da det gennem Herrens
venlige forsyn blev tilkendegivet tydeligt for mig, så vidt min forståelse rækker - jeg så
ikke himlen, jeg så ikke et råd, som blev afholdt der, men ligesom Lehi i fordums tid
syntes jeg at kunne se, og hele mit væsen var så fyldt med de oplysninger, jeg modtog,
da jeg standsede min hest og sad der og kommunikerede med himlen, at jeg er lige så
overbevist om de oplysninger, der kom til mig ved den lejlighed, som hvis Guds røst
havde sagt ordene til mig.
Det blev tilkendegivet for mig der og dengang, mens jeg sad og græd af glæde,
at det ikke var pga. nogen særlig intelligens, jeg besad, at det ikke var pga. nogen
kundskab, jeg havde, der var større end et vidnesbyrd om evangeliet, og at det ikke
var pga. min visdom, at jeg var blevet kaldet til at være en af Jesu Kristi apostle i
denne sidste uddeling, men at det var fordi Guds profet, Joseph Smith - den mand,
der var det udvalgte redskab i den levende Guds hænder til igen at grundlægge livets
og frelsens plan på jorden - ønskede, at jeg skulle kaldes, og fordi min far - Jedediah
M. Grant, der gav sit liv for evangeliet, mens han sad i kirkens præsidentskab som
rådgiver til Brigham Young, og som havde været død i næsten 26 år - ønskede, at hans
søn skulle være medlem af De tolvs Råd. Det blev tilkendegivet for mig, at profeten og
min far var i stand til at skænke mig apostelembedet pga. deres trofasthed, og fordi
jeg havde levet et rent liv, men at det nu var op til mig at gøre denne kaldelse til en
succes eller en fiasko. Jeg kan bære vidnesbyrd for jer her i dag, at jeg ikke tror, at
noget menneske på jorden, fra denne dag i februar 1883 og indtil nu, har nydt større
glæde og en mere fuldstændig og vidunderlig lykke, end jeg har ved at opløfte min røst
og bære vidnesbyrd om evangeliet ude og hjemme, i hvert eneste land og under hvert
eneste himmelstrøg, hvor det er faldet i min lod at drage hen."
Årene fra 1882, da han blev kaldet til apostelembedet, og til 1901, da han tog
af sted til Japan for at åbne en mission for kirken, tilbragte Heber J. Grant med
at besøge wardene og stavene, deltage i apostlenes råd og passe sine omfattende
forretningsvirksomheder. Følgende citat fra en af hans taler giver et tydeligt billede af
hans forretningsevner i de unge år:
"I 1890-1891 blev der gjort alvorlige bestræbelser på at oprette roesukkerindustrien i
vort territorium. På grund af den økonomiske panik i 1891 var mange, der havde tegnet
sig for aktier, ude af stand til at betale deres bidrag, og jeg blev sendt østpå for at sikre
de nødvendige midler til at få industrien sat i gang. Da det ikke var lykkedes mig at få
det nødvendige beløb i New York og i Hartford, Connecticutt, blev jeg dernæst sendt til
San Francisco, hvor jeg fik 100.000 dollars af hr. Henry Wadsworth, kasserer for Wells,
Fargo & Co.'s bank der i byen. Jeg er sikker på, at den kendsgerning, at jeg som dreng
havde været trofast i hans tjeneste, da han var fuldmægtig for Wells, Fargo & Co. i Salt
Lake City, havde nogen indvirkning på, at han ville låne mine kolleger et så stort beløb
på et tidspunkt, hvor der var stærkt brug for penge."
I året 1893 opstod der en alvorlig forretningskrise overalt i De forenede Stater. Prisen
på fast ejendom og på alle handelsvarer gik ned; folk tog deres penge ud af banker, og
i hundredvis af disse institutioner blev tvunget til at lukke dørene; fabrikker lukkede, og
mennesker blev arbejdsløse. Der herskede en kaotisk tilstand i forretningsverdenen.