Kirkens Præsidenter

Side 111
Han fortalte videre, at da han var kommet ind og stod i midtergangen, tænkte han:
"Åh pyt, det er nok bare min fantasi" men så hørte han røsten igen: Sæt dig ned,' og
han satte sig straks, og resultatet var, som jeg allerede har fortalt.
Han ville utvivlsomt være kommet alvorligt til skade, hvis han var blevet ude på
platformen, da vognene blev presset temmelig meget sammen. Han fortalte: Jeg har
hørt denne røst mange gange i mit liv, og jeg har altid draget fordel af at adlyde den.'
Ved en anden lejlighed holdt han en længere tale for de tilstedeværende ved en
fest, der blev afholdt i hr. og fru A. W. McCunes fornemme hjem. Han sagde, at da en
bestemt bror, der var blevet kaldet til et ansvarsfuldt embede i kirken, var blevet udvalgt
til denne stilling, havde han aldrig mere tydeligt og klart hørt den åndelige stemme
fortælle ham, hvad han skulle gøre, end han havde ved henvisningen til denne mand,
der skulle kaldes til det bestemte embede.
Han levede i nær forbindelse med Herrens Ånd, og hans liv var så eksemplarisk og
rent, at Herren let kunne tilkendegive sig for sin tjener. Han kunne virkelig sige: Tal,
Herre, din tjener hører!' (1 Sam. 3:9) Ikke enhver tjener kan høre, når han taler. Men
præsident Smiths hjerte var afstemt efter de celestiale melodier - han kunne høre, og
han gjorde det.
Hvad skal jeg sige om det storslåede og herlige værk, han har udført ved at
opfostre den store og prægtige familie, han efterlader sig? Hvilken ædel' gerning for et
menneske! Kun et menneske med en ædel sjæl kunne have gjort det. Er det ikke godt
for kirken, for staten og for nationen, når man opfostrer en god familie og en stor familie
af gode borgere, gode mænd og kvinder- er det ikke noget af det mest guddommelige
arbejde, man kan udføre i denne verden? Den, der tænker sig om og går dybt nok ind
i dette spørgsmål, vil forstå, at her er et værk, som ikke blot er udført af en stor mand,
men af en vordende gud. Hele kirken kan være stolt af retfærdiggørelsen af dette store
princip, som han med så stor succes har udarbejdet. Ingen almindelig mand kunne gøre
det. Lykkelig er den hustru, der kan kalde ham ægtemand. Lykkelige og velsignede
er de børn, der kalder ham far. Aldrig var noget menneske mere rent og retskaffen
af karakter end han. Han blev stillet overfor alle mulige former for tøjlesløshed, men
forblev urokkelig som et bjerg. Salige er de rene af hjertet' (Matt. 5:8); og han hørte til
blandt de reneste - han skal se Gud.
Der står skrevet, at en virkelig stor mand kendes på det antal mennesker, han
elsker og velsigner, og på det antal mennesker, der elsker og velsigner ham. Hvis man
dømmer ham alene på dette grundlag, hvor findes da hans lige i hele verden!
Jeg kan sige om Joseph F. Smith, som Carlyle(1) sagde om Luther(2), at han virkelig
var en stor mand, Stor i intellekt, i mod, i hengivenhed og retskaffenhed. Stor, ikke som
en udhugget obelisk, men som et bjerg i Alperne.' Intet hjerte har nogensinde banket
mere oprigtigt for hvert af manddommens, retfærdighedens og barmhjertighedens
principper end hans; dette store hjerte, indesluttet i hans ædle legeme, gjorde ham
til den største, den modigste, den mest følsomme, den reneste og bedste af alle de
mænd, der var på jorden i hans tid.
(1) Carlyle, Thomas - (1795-1881), skotsk essayist og historiker.
(2) Luther, Martin - (1483-1546), tysk reformator.
Hans liv var ædelt, og elementerne var kombineret således i ham, at Naturen kunne
rejse sig ø og sige til hele verden: Her var en virkelig mand!"'