Kirkens Præsidenter

Side 227
med to skinnende instrumenter - en kornet i den ene hånd og en trompet i den anden.
Derefter genlød huset af den muntre, skrattende lyd fra brødrene Lees horn. Snart blev
de så dygtige, at de sluttede sig til Silver Cornet Band i Clifton, Idaho, der spillede ved
parader og festlige lejligheder, f.eks. den 24. juli(1). Da de kom på gymnasiet i Preston,
Idaho, øvede Harold sig på trækbasun og sluttede sig til Preston Military Band og en
gruppe, der sørgede for klokkeren musik til kirke- og skoleballernes foxtrotter og valse.
(1) En helligdag, hvor man fejrer pionerernes ankomst til Saltsødalen den 24. juli
1847.
Da hans musikalske evner som regel kom til udtryk gennem instrumenter, gav han
sig ikke megen tid til at øve sin stemme. Skolens dirigent Charles J. Engar spurgte
ham, om han ikke ville forsøge at komme med i et kor, og han svarede, at han ikke
kunne synge. "Det ved jeg," sagde hr. Engar, "men hvis jeg har tålmodighed til at lytte,
burde du have tålmodighed til at gøre et forsøg!" Den unge mand strengte sig an og
udviklede en fin sangstemme.
Da familien Lees drenge havde fuldført alle klasserne i den lokale skole, blev de
sendt til Oneida Academy i Preston, Idaho. Hver dag kørte de 24 km til skolen, hvor
Harold som 13-årig fik en klassekammerat ved navn Ezra Taft Benson, som han senere
arbejdede sammen med i De tolvs Råd.
I Oneida demonstrerede han - foruden sine musikalske evner - sin evne som
taler. Da han og hans partner, Sparrel Huff, skulle være imod spørgsmålet om at
skrinlægge Monroedoktrinen(1) og sejrede over de hidtil uovervindelige rivaler fra
Fielding Academy i Paris, Idaho, blev Harold og hans meddebattører feteret som
sejrende helte af deres kammerater.
(1) En udenrigspolitisk udtalelse fra De forenede Stater, der giver udtryk for
modstand over for udbygningen af europæisk kontrol eller indflydelse på den vestlige
halvkugle.
Harolds interesse for sport - han udmærkede sig især i basketball- hjalp
ham til at blive valgt som sportsleder. Dette var den mest eftertragtede post i
studenterorganisationen, da sportslederen fik udgifterne betalt, når han var ude at rejse
med holdene. Dette gav ham mulighed for at se omegnen og forberede sig til det aktive,
selskabelige liv, der lå foran ham.
Studenterlivet i Oneida blev krydret af kappestridigheder. I Harolds sidste år der,
hejsede han og hans kammerater deres klasseflag op i flagstangen blot for næste
morgen at opdage, at nogen fra de yngre klasser havde fjernet det. For at gøre det
værre, havde de også revet flaget i strimler. I en kort redegørelse for situationen
fortælles der sagligt, at "det kom til slagsmål".
Efter gymnasiet besluttede Harold sig til at tage en uddannelse som lærer på Albion
State Normal School(2) i det sydlige Idahos vestlige del. I sommeren 1916, da han kun
var 17 år gammel, forberedte han sig på at gå op til eksamen i 15 fag. I denne tid tabte
han over et pund i vægt for hvert emne, men han blev belønnet, da han fandt ud af, at
han havde fået et gennemsnit på 89% på prøverne.
(2) En skole, der hovedsageligt uddanner lærere for de mindre klasser.
På Silver Star School i nærheden af Weston, Idaho, påbegyndte Harold B. Lee sin
løbebane som lærer i en lille skole med kun et klasseværelse. Da lønnen skulle afgøres,
trak den unge skolelærer lod med skolebestyrelsen for at finde ud af, om han skulle
have 65 eller 60 dollars - og han tabte! Imidlertid bevilgede den venlige bestyrelse et