Kirkens Præsidenter

Side 56
Da jeg var 12 år gammel, var jeg lige ved at drukne i Farmingtonfloden. Jeg sank
på 9 m dybt vand, men blev mirakuløst reddet af en ung mand ved navn Bacon. Jeg
led meget, da jeg kom til mig selv igen.
Da jeg var 13 år gammel, var jeg en dag på vej gennem Farmingtons enge. Det
var midt om vinteren i en bidende snestorm, og jeg blev så forkommen af kulde, at jeg
ikke kunne fortsætte, men kravlede ind i hulningen af et stort æbletræ. En mand i det
fjerne så mig, og da han var klar over den fare, jeg befandt mig i, skyndte han sig hen
til det sted, hvor jeg var. Før han nåede derhen, var jeg faldet i søvn og var næsten
bevidstløs. Han havde meget besvær med at få mig vækket og få mig til at forstå min
kritiske tilstand, og han bragte mig omgående til mit hjem, hvor et venligt forsyn igen
sørgede for, at mit liv blev bevaret.
Da jeg var 14 år gammel, flækkede jeg min venstre ankel med en økse, der næsten
gik igennem foden. Jeg led meget ved denne skade, og det varede 9 måneder, før min
fod var rask igen.
Da jeg var 15 år gammel, blev jeg bidt i hånden af en hund, der var i de sidste
stadier af hundegalskab. Blodet begyndte imidlertid ikke at flyde, og gennem Guds
barmhjertighed og kraft blev jeg igen skånet for en frygtelig død.
Da jeg var 17 år gammel, kom jeg ud for en ulykke, der var årsag til megen lidelse,
og den gjorde det næsten af med mig. Jeg red på en meget temperamentsfuld hest, og
da vi var på vej ned ad en meget dyb og klippefuld bakke, sprang den pludselig væk fra
vejen og ind i buskadset mellem klipperne. Samtidig begyndte den at sparke bagud og
skulle til at sende mig over hovedet og ned mellem klipperne, men jeg blev siddende
på dens hoved, greb fat i begge dens ører med hænderne og forventede hvert øjeblik
at blive knust mod klipperne. Mens jeg befandt mig i denne stilling, overskrævs på
hestens hals med hverken bidsel eller andre midler til at styre den bortset fra ørene,
styrtede den rasende ned ad bakken mellem klipperne, indtil den ramte en klippe i
brysthøjde, der kastede den til jorden. Jeg fløj hen over dens hoved og landede på
benene næsten 5 m foran den. Det reddede sikkert mit liv, at jeg landede på benene,
for havde nogen anden del af mit legeme ramt jorden, ville jeg sikkert have været dræbt
på stedet. Sådan som forholdene var, havde jeg brækket det ene ben to steder, og
begge mine ankler var frygteligt forvredne. Hesten rullede næsten hen over mig, da
den kæmpede for at komme op. Min onkel så mig og kom mig til undsætning. Jeg blev
båret til hans hjem i en armstol og lå fra kl. 2 om eftermiddagen til kl. 10 om aftenen
uden lægehjæplp og med mange smerter, indtil min far ankom med doktor Swift fra
Farmington. Lægen satte mine knogler på plads, forbandt mine lemmer og kørte mig
samme aften i sin vogn de 13 km til mit hjem. Jeg blev plejet omhyggeligt, og selv om
jeg havde mange smerter, bevægede jeg mig i løbet af 8 uger omkring på krykker og
var snart helt rask."
Wilford fortsatte med at arbejde på gården og i møllen og hjælpe sin far på alle
mulige måder. Det omtales, at han har gået i skole i sine unge år, men vi ved ikke,
i hvilken udstrækning han fortsatte sin uddannelse. Vi ved imidlertid, at han lærte at
læse og skrive godt, og at Bibelen var hans yndlingsbog.
I april 1827, kort efter at Wilford var blevet 21, forlod han sit hjem og tog til East
Avon, Connecticut, hvor han overtog ledelsen af sin tante Helen Wheelers mølle. Som
betaling fik han en del af det udbytte, møllen gav. Her blev han i 3 år. Derpå overtog
han ledelsen af en mølle i Collinsville, men han havde ikke været der ret længe, da
hans bror Azmon overtalte ham til at tage til den vestlige del af New York og sammen
med ham købe en gård. De to brødre bosatte sig i Richland, Oswego County og købte