Kirkens Præsidenter

Side 225
efter ham. Hun brækkede hans bue og pil, og han løb i sikkerhed, lykkelig over at være
sluppet med lemmerne i behold. Ved senere lejligheder viste søster Lee sig at være
en nær og betroet ven af indianerne i området.
Dette hårdføre pionerægtepars to sønner giftede sig med to søstre.
McMurrin-pigerne, der var blevet omvendt i Skotland, havde sammen med deres far
- som var bødker - trukket en håndkærre til Salt Lake City. Samuel Lee ægtede
Margaret, og Francis jun. ægtede Mary. I de dage, hvor der var risiko forbundet med
børnefødsler - hvor en steril fødestue og en læge var sjældne - fødte Margaret 12 børn.
De 11 af dem døde kort efter fødslen. Kun et barn overlevede, det 12., Samuel Lee,
der blev opkaldt efter sin far. Derefter døde Margaret. Samuel, der var født for tidligt,
var så lille, at hans hånd kunne glide gennem en fingerring.
Mary McMurrin passede det moderløse barn sammen med sit eget, indtil hendes
helbred svigtede. Så rejste hun og hendes ægtemand til Salt Lake City med deres børn
og overdrog drengen Samuel i bedstemor McMurrins varetægt, og hun tog sig af ham,
indtil han var 16 år gammel. Samuel, der nu var en ung mand, tog nordpå til Cache
Valley for at søge lykken. Der fandt han sin hustru. Mens han boede i landsbyen Clifton
i Idaho, mødte han mørkhårede og mørkøjede Louisa Bingham.
Samuel og Louisa blev viet i Logan templet i 1895, og de fik 6 børn. Deres hjem
lå "ud ad vejen 5 km nord for butikken". "Butikken" var det eneste sted, man kunne
handle i byen, og "vejen" var en lille sti, der enten var mudret, støvet eller dækket af
sne alt efter, hvilken årstid det var. "Tante Susan" Henderson virkede som jordemoder i
området, da det nærmeste hospital og den nærmeste læge var mange kilometer borte.
En dag med blæsevejr, den 28. marts 1899, hjalp tante Susan Harold Bingham Lee
til verden.
Præsident Lee beskrev sin barndom bedst med følgende ord: "Vi havde alt,
hvad man ikke kunne købe for penge." Selv om det var knapt med penge omkring
århundredskiftet, var familien Lees børn aldrig klar over, at de var fattige, fordi de havde
så mange muligheder for adspredelser. Der var Dudleys sø, hvor barfodede drenge
gik hen for at svømme. I en anden sø - ved Bybees gård - blev den fremtidige profet
døbt som medlem af kirken, da han var 8 år gammel.
Livet på landet var ikke uden farer, og Harolds barndom var heller ikke uden uheld.
Da han ikke var ret gammel, slugte han et stykke natronlud i den tro, at det var slik. Ifølge
en artikel i Deseret News i 1934 "ville denne beretning ikke være blevet skrevet hvis
ikke hans bedstemor, hans mor samt et kvantum olivenolie havde været i nærheden".
Da Harold var 5 år, var han på besøg i nabolagets skole, hvor læreren blev henrykt
og overrasket over, at han kunne skrive alfabetet og også sit eget navn. Læreren var
imponeret over hans fremmelighed og bestemte, at drengen i overalls skulle begynde
i skolen året før, man normalt sendte børn skole. Familien Lees børn kørte de 5 km til
skolen i en tohjulet kærre; den blev trukket af en lille lysebrun pony, og hans mor kørte
den. Ifølge Harolds bror, Perry, kørte de hver dag til den lille skole iført knæbukser,
hvide, stivede manchetter bøjet ud over jakkeærmerne og hvide matroskraver draperet
ud over skuldrene. "Og så var der slangekrøllerne," tilføjer Perry. "Omhyggeligt redt og
krøllet dinglede de ned ad ryggen, så hele verden kunne se dem - og trække i dem
- og drille. Harold blev sendt i skole, da han var 5 år, og havde stadigvæk sine smukke
krøller. Det var sikkert første gang, han lærte noget om de besværligheder, livet ville
bringe. Lad det være nok at sige, at disse krøller var årsag til flere skrammer og blå øjne
end både politik og religion. Til sidst havde han fået nok, og jeg husker, hvor mor græd,
da han, lånte' en saks og bogstaveligt, savede' en af pandekrøllerne af; det ødelagde