Kirkens Præsidenter

Side 126
George Q. Cannon samt andre fra De britiske Øer - især præsident John R. Winder(1),
der næsten har været som en far for mig, Anthon H. Lund(2) fra Skandinavien og den
prægtige gamle mand' Karl G. Maeser(3) fra Tyskland - får mig til at føle det, som om
jeg personligt kender mange af jer fra alle områder af den europæiske mission.
(1) John R. Winder (1821-1910) født i England, virkede som rådgiver til Den
præsiderende Biskop og som rådgiver i Det øverste Præsidentskab
(2) Anthon H. Lund (1844-1921) født i Danmark, ordineret til apostel i 1889. Virkede
som rådgiver i Det øverste Præsidentskab.
(3) Karl G. Maeser (1828-1901) tysk pædagog, der grundlagde Brigham Young
universitetet.
Vi er af én tro og har et fælles håb i livet, såvel som i de kommende evigheder.
Jeg ved, at I har den samme kærlighed til Guds værk, som jeg har, og at I er lige så
villige til at yde ofre for at fremme vor Mesters værk på jorden, og dette værk har I fået
kundskab om gennem Herrens velsignelser. Jeg føler, at vi er, et' i overensstemmelse
med vor Herre Jesu Kristi lærdomme. Intet er mere sandt, end at Ånden gør os
til et. Denne sandhed er kommet til mig med megen kraft, når jeg har rejst blandt
indianerne i Arizona, i New Mexico, i republikken Mexico, og siden jeg kom til Japan.
Jeg tænker med virkelig hengivenhed på indianerne og på folket i dette land, og jeg
har et brændende ønske om, at de må få kundskab om livets og frelsens evangelium.
Mens jeg sidder her og skriver dette brev til jer og tænker på de 6-7 gange, siden jeg
blev apostel, da Præsidentskabet næsten havde besluttet at sende mig til Liverpool,
bliver jeg mindet om den kendsgerning, at vi aldrig ved, hvad der venter os. Den tanke
er aldrig faldet mig ind, at jeg skulle kommunikere med jer gennem et brev fra Japan
i stedet for at have fornøjelsen af at kende jer personligt; jeg tænkte heller ikke på,
da mit navn først blev taget under overvejelse til præsidentskabet for den europæiske
mission - nu for næsten 20 år siden - at jeg ikke ville have været sammen med jer for
længe siden. Når Herren skal sende mig til jer, er jeg sikker på, at der vil være en varm
velkomst i jeres hjerter, og efter alt hvad brødrene Rulon S. Wells, Joseph og James
McMurrin, John Nicholson, Henry W. Naisbitt, medlemmerne af mit kvorum og andre,
der har præsideret i Liverpool, har fortalt mig om de mange varme og oprigtige hjerter
fra den ene ende til den anden af missionen, forventer jeg stor glæde ved at lære jer
personligt at kende."
Det ovennævnte brev var næsten en profeti, for få måneder senere blev præsident
Grant kaldt hjem, og her fortalte præsident Joseph F. Smith ham, at han var blevet
udpeget til at præsidere over den europæiske mission. Jeg har taget følgende fra en
af hans senere taler:
"Jeg husker, at mens jeg virkede i Japan, var jeg ikke helt igennem lykkelig i mit
arbejde der, fordi det ikke var lykkedes mig at lære sproget. Jeg husker, at jeg gik
ud i skoven, knælede ned, bad til Gud og sagde, at når mit arbejde der var afsluttet,
ville jeg sætte meget pris på at blive kaldt til De britiske Øer for at efterfølge broder
Francis M. Lyman. 2-3 dage efter at have udtalt denne bøn modtog jeg et telegram:
Tag hjem med det første skib, der sejler.' Da jeg nåede hjem, fortalte præsident Smith
mig, at de havde besluttet at sende mig til Europa for at efterfølge broder Lyman. Han
sagde: Vi indser, at de to år eller mere, du har været i Japan, har været alt andet end
tilfredsstillende, når man tænker på den glæde, missionærer føler ved at bringe sjæle
til kundskab om sandheden, og vi ønsker, at du skal have mindst et år med virkelige
missionæroplevelser.' Da jeg gik til hans kontor for at sige farvel og sagde: Vi ses om et
år,' udbrød han: Vi har besluttet at gøre det til 1 '/2 år.' Jeg sagde: Gang det med to uden