Kirkens Præsidenter

Side 140
i foråret og sommeren 1890. Nogle få uger tidligere var han fyldt 20 år. Sammen med
sin ledsager, James Poulton, forlod han Salt Lake City; rejsen foregik med hestevogn,
og man satte kursen mod de sydlige kolonier. Det tog dem 7 timer at nå deres første
stoppested, American Fork. Men de var lykkelige; James Poulton havde sin fløjte, og
George Albert havde taget sin guitar med, og sammen spillede og sang de. De tog
imod bestillinger på varer fra købmændene i de forskellige kolonier. De nåede så langt
sydpå som St. George og Panguitch, og efter en vellykket rejse vendte de tilbage til
Salt Lake City den 30. juni.
(1) Denne virksomhed blev startet kort før jernbanens komme til Utah for at hjælpe
de hellige med at købe varer, fremstillet i de østlige stater, til rimelige priser. Kirkens
ledere frygtede, at de "vantro" købmænd, der kom til Saltsødalen, ville forlange meget
høje priser for deres varer. Et stort antal aktionærer bidrog med små pengebeløb til
virksomheden og satte således folk i stand til at få del i forretningens fortjeneste, og
dette forhindrede store rigdomme i at blive samlet på få hænder.
I efteråret 1891, da han var 21 år gammel, blev han sendt på sin første mission. Han
modtog et kald fra kirkens præsidentskab til at virke blandt de unge i stavene i Juab,
Millard, Beaver og Parowan i det sydlige Utah som repræsentant for kirkens Gensidige
Uddannelsesforening. Han påtog sig villigt denne gerning. Efter at have modtaget
sin tempelbegavelse i Manti templet tog han af sted til den sydlige del af staten den
7. september. Han og hans kammerat, William B. Dougall jun., afholdt møder i de
forskellige byer, organiserede gensidige uddannelsesforeninger og opmuntrede de
unge til at leve i overensstemmelse med deres religions principper. Da de havde fuldført
deres mission, vendte de tilbage til deres hjem sidst i november 1891.
Onsdag den 25. maj 1892 blev George Albert Smith gift med sin barndomskæreste,
Lucy Emily Woodruff, i Manti templet. Lucy var datter af Wilford Woodruff jun. og Emily
Jane Smith. Hun var barnebarn af to velkendte mænd i kirkens historie: præsident
Wilford Woodruff og dommer Elias Smith. Den milde, forfinede og oprigtige Lucy, der
havde fuldstændig tro på sine forældres og bedsteforældres religion, var den ideelle
ledsagerske for sin ægtemand. De havde mange lykkelige år sammen, indtil døden
skilte dem.
En uge efter sit bryllup tog George Albert af sted på sin anden mission, denne
gang til de sydlige stater. Da han ankom til Chattanooga, Tennessee, sendte
missionspræsident J. Golden Kimball(1) ham til Middle Tennessee distriktet, hvor
han arbejdede flittigt indtil september. På dette tidspunkt blev han forflyttet til
missionskontoret i Chattanooga for at virke som sekretær for sydstaternes mission. Få
uger senere sluttede hans hustru Lucy sig til ham, og sammen arbejdede de glade indtil
juni 1894, hvor de blev hæderligt afløst og kunne vende hjem igen.
(1) (1853-1938) medlem af De halvfjerds' første Råd.
Da han aflagde rapport om sin mission søndag den 22. juli 1894 i Salt Lake
Tabernaklet, erklærede han, at sydstaternes mission gik strålende. "Den antipati, folk
tidligere nærede mod de Guds tjenere, der blev sendt til dem, og mod de sidste dages
hellige, der boede her, er næsten forsvundet. Vore ældster bliver behandlet godt alle
vegne. Tidligere havde vi kun adgang til beboerne i landdistrikterne, men nu har vi det
privilegium at kunne besøge dem i byerne, og mange af dem modtager os venligt ...
Taleren glæde sig over at være hjemme igen og have mulighed for at være sammen
med de hellige her. Han nød sit arbejde meget, mens han var på mission, og udtalte
sig rosende om sydstaternes indbyggere, der, som han sagde, er nogen af de mest
gæstfri mennesker i verden."