Kirkens Præsidenter

Side 77
"Da vi nåede Mississippiflodens bredder, frøs vandet øjeblikkeligt til is for første gang
ved denne årstid og dannede en bro, så vi kunne gå over på den anden side. Ikke så
snart havde vi gjort det, før den rivende strøm løb som før."
Missionærerne brugte et par dage til at besøge de hellige, der stadigvæk boede
i Kanesville, Iowa. Derpå fortsatte de østpå. Ældste Snow var især interesseret i,
hvordan der så ud i Mt. Pisgah og Garden Grove i Iowa samt i Nauvoo. I den
sidstnævnte by lagde han mærke til, at "mosset voksede på bygningerne, der hurtigt
var ved at synke i grus. Vinduerne var slået ind, og dørene blev rystet frem og tilbage
af vinden, så det peb i de rustne og knirkende hængsler. Vor Guds skønne tempel,
der engang var de helliges håb og genstand for verdens beundring og forbavselse, var
brændt, og de sorte mure faldt ned over hinanden."
Fra Nauvoo fortsatte ældste Snow sin rejse med båd til St. Louis, Missouri og derfra
østpå til New York City. Den 25. marts sejlede han til England om bord på skibet
Shannon, og den 19. april - 6 måneder efter han havde forladt sit hjem i Salt Lake City
- ankom han til Liverpool.
Ældste Snow blev i England indtil den 15. juni. Under sit ophold der besøgte
han de større byer, hvor kirken havde blomstrende grene, og han fik økonomisk
hjælp af medlemmerne, der var interesseret i hans mission til Italien. Han fortæller:
"Præsidenter, funktionærer og medlemmer modtog mig venligt og gav rundhåndede
bidrag til min mission; og selv om jeg ikke havde mulighed for at besøge Cambrias
bjerge (latinsk navn for Wales), sendte de wallisiske brødre bidrag med den
højsindethed, der kendetegner mennesker, som giver uopfordret."
Således var ældste Snow i stand til at fortsætte sin rejse. Han ankom til Italien i juli
måned og bosatte sig i Genova. Det italienske folks væremåde, skikke og vaner var
helt fremmede for ham, og han kendte ikke sproget. Landets befolkning var næsten
udelukkende katolikker, og de økonomiske forhold var meget dårlige. I nogen tid var
ældste Snow ude af stand til at finde en eneste åbning, hvor evangeliets lys kunne
trænge igennem. I et brev, han skrev på dette tidspunkt, giver han udtryk for sine
betragtninger: "Jeg er alene og fremmed i denne store by ... 13 000 km fra min elskede
familie, omgivet af et folk, hvis væremåde og ejendommeligheder jeg ikke kender. Jeg
er kommet for at oplyse deres sind og belære dem om retfærdighedens principper, men
jeg ser ingen midler, hvorved jeg kan nå dette mål. Der er kun udsigt til mørke." I det
samme brev nedskriver ældste Snow en smuk bøn i det italienske folks interesse og for
sin egen fremgang i at forkynde evangeliet for dem: "Jeg beder Gud, min himmelske
Fader, om at have medlidenhed med dette folk. O Herre, lad dem blive genstand for din
barmhjertighed, at de ikke alle skal gå til grunde. Tilgiv deres synder, og lad mig blive
kendt blandt dem, så de kan kende dig og vide, at du har sendt mig for at oprette dit
rige. De synder hele dagen lang og gør sig skyldige i mange vederstyggeligheder. De
har vendt dig ryggen, selv om de knæler foran din Søns billede og udsmykker templer,
hvor de kan tilbede dig. Præsterne, herskerne og folket er alle faret vild og har glemt
dig, deres Herre og Gud. Men vil du ikke nok have medlidenhed med dem? Du ved,
at det var med blødende hjerte, jeg sagde farvel til min elskede familie for at adlyde
dit kald. Har du ikke nogle udvalgte blandt dette folk, jeg er blevet sendt til? Led mig til
sådanne, og æret være dit navn, gennem Jesus, din Søn."
Jeg har ikke plads til i denne korte beretning at gå i detaljer om ældste Snows
mission i Italien, men det er interessant at konstatere, at ældste Snow fandt et sted
i Italien, hvor "nogle udvalgte blandt dette folk" accepterede evangeliet. I landsdelen
Piedmont var der en stor protestantisk befolkning, og hertil sendte ældste Snow to