Kirkens Præsidenter

Tolvte præsident
Spencer W. Kimball (1895- )
Af Dean May, kirkens historiske afdeling
Side 240
En navajo-mor samler sine børn tæt omkring det rygende ildsted, der forsyner deres
hytte med varme og lys. Den lille hytte, der er lavet af jord og brædder, kan næsten ikke
skelnes fra det snedækkede New Mexico landskab, hvori den ligger. Bilister, der jager
gennem landet i behageligt opvarmede biler, ville ikke bemærke familiens eksistens,
hvis ikke det var for den røgsøjle, der synes at stige lige op i den klare, kolde himmel
fra boligens midte.
Mexikanskfødte medlemmer sidder stille i en overfyldt kirkebygning. De bliver holdt
uden for talernes fulde betydning, bønnernes trøst og salmernes inspiration, fordi de
ikke taler det sprog, der benyttes af de fleste medlemmer i forsamlingen.
En soldat, der er strandet i en lille by langt borte hjemmefra, sidder uvirksomt ved et
busstoppested og venter på den næste forbindelse ud af byen. Byens indbyggere, der
har travlt med deres daglige pligter og hæmmes af deres naturlige generthed, hilser
ikke venligt på den fremmede og inviterer ham heller ikke til at spise middagsmad
sammen med familien, før aftenbussen skal køre.
Spencer W. Kimball, kirkens tolvte præsident, er en mand, der hele livet igennem
har været opmærksom på den glemte og den forsømtes tilstand. Han har lagt mærke til
navajo-moderen, det spansktalende medlem, den ensomme rejsende og har reageret
overfor deres behov med inderlig medfølelse. Hvis der er et enkelt ord, som kan
opsummere hans tjenestegerning, er det barmhjertighed. Præsident Kimball har aldrig
forsømt at give den sultne mad, tage sig af den fremmede og besøge de syge og
indespærrede, og ved sin adfærd har han været et eksempel på Frelserens påmindelse
om, at vi ikke må glemme de fattige i ånden.
Beretningen om præsident Kimballs familiebaggrund minder os om de stærke
bånd, der knytter nutidens hellige til dem, der hjalp med ved evangeliets gengivelse i
begyndelsen af forrige århundrede. En af præsident Kimballs bedstefædre, Heber C.
Kimball, blev ordineret til ældste af profeten Joseph Smith i 1832. Tre år efter blev
han kaldet til at være en af kirkens oprindelige tolv apostle, og han virkede som en
trofast rådgiver til Brigham Young. Han åbnede missioneringen i England i 1837 med
bemærkelsesværdig succes og deltog i en anden form for åbning ti år efter, idet han
var med det første kompagni hellige, der ankom til Saltsødalen i juli 1847.
Edwin D. Woolley, præsident Kimballs anden bedstefar, var også en nær
ven og bekendt af profeten Joseph Smith. Han ordnede også Brigham Youngs
forretningsanliggender og virkede i næsten 3 årtier som biskop for Thirteenth ward i
Salt Lake City.
Som apostel og kirkeleder er præsident Kimball især kendt for sit arbejde med
de amerikanske indianere. Han er blevet kaldt for "apostlen til lamaniterne" og har
viet meget af sin opmærksomhed på at forbedre indianernes levestandarder - især
i den sydvestlige del af Amerika. Længe før minoritetsgrupper blev bemærket af
de fleste amerikanere, arbejdede præsident Kimball utrætteligt på at vække offentlig
interesse og fremme aktiviteter, der kunne hæve levestandarden for de mest forarmede
minoritetsgrupper.
I en patriarkalsk velsignelse, som den unge Spencer havde modtaget, da han var
11 år gammel, var det blevet lovet ham, at han ville "forkynde evangeliet til mange
folk, men især til lamaniterne, for Herren vil velsigne dig med sprogets gave og kraft