Kirkens Præsidenter

Side 101
og præsident Young fandt det nødvendigt at sende 2 af De Tolv, Ezra T. Benson og
Lorenzo Snow, af sted for at udjævne besværlighederne. Da disse brødre ikke kunne
tale sproget, bad man Joseph F. Smith og 2 andre ældster, der havde arbejdet på
øerne, om at ledsage dem. Den 1. marts 1864 forlod de Salt Lake City, og Joseph F.
begav sig nu ud på sin 3. mission - før han var fyldt 26 år. Herren beredte ham bestemt
til det store ansvar, der en dag ville blive hans, når han skulle præsidere over kirken.
Denne anden mission til øerne blev trofast udført, og i december 1864 vendte Joseph
F. tilbage til Salt Lake City efter at have udført de opgaver, der var blevet pålagt ham.
For en tid efter sin tilbagevenden fandt han beskæftigelse på kirkens historikers
kontor og var assistent til George A. Smith. Den 1. juli 1866, mens han stadigvæk
arbejdede i denne stilling, blev han bedt om at deltage i et møde sammen med adskillige
af apostlene samt præsident Young i "værelset oven over historikerens kontor". Ved
mødets slutning "vendte præsident Young sig mod brødrene og sagde: Vent et øjeblik;
skal jeg gøre, som jeg føler mig tilskyndet til? Jeg føler mig altid godt tilpas, når jeg gør,
hvad Ånden leder mig til. Det ligger mig på sinde at ordinere broder Joseph F. Smith
til apostel og til at være en af mine rådgivere."' De tilstedeværende brødre godkendte
præsident Youngs ønskede handling, og derefter blev Joseph F. Smith ordineret til
denne høje og hellige kaldelse af præsidenten. Da der ikke var nogen ledig stilling i
kvorummet på daværende tidspunkt, blev det ikke bekendtgjort før den 8. april 1867,
hvor hans navn blev forelagt forsamlingen, og han blev opretholdt som medlem af De
tolv apostles Kvorum som efterfølger for Amasa M. Lyman. Enkens søn, hyrdedrengen
fra sletterne, den unge missionær, var nu gennem sin tro og sin loyalitet, sine evner og
sin hengivenhed blevet anerkendt og havde indtaget sin plads i kirkens ledende kvorum
ved siden af Det øverste Præsidentskab. Fra denne tid blev han en af kirkens stærke
mænd, en, der hjalp med at lede dens skæbne gennem de vanskelige år forude.
IV
Det var i samme år 1867, at min far, Charles W. Nibley, først lærte Joseph F. Smith at
kende. Han fortæller selv følgende om det:
"Den første gang, jeg nogensinde husker at have set Joseph F. Smith, var i den
lille landsby Wellsville, Utah, i året 1867. Han var 28 år gammel og var for nylig blevet
valgt som en af De tolv Apostle. Præsident Young og hans ledsagere rejste rundt i de
nordlige kolonier, og den nye apostel, Joseph F. Smith, var iblandt dem. Jeg hørte ham
tale i det gamle mødehus i Wellsville, og jeg lagde på dette tidspunkt mærke til, hvilket
fint eksemplar af en ung mand han var - stærk, myndig og med en smuk stemme, så
fuld af medfølelse og kærlighed, med en så tiltrækkende klang, at det gjorde indtryk på
mig, selv om jeg blot var en ung mand på 18 år. Han var en flot mand."
Fra tidspunktet for Joseph F. Smiths tilbagevenden fra sin anden mission til øerne i
1864 og indtil februar 1874 - en periode på 10 år - fik han lov til at blive hjemme, bortset
fra sine besøg i de forskellige stave. Foruden at tjene til livets ophold og passe sine
kirkelige pligter virkede han i disse år som medlem af territoriets lovgivende forsamling.
Ved oktoberkonferencen i 1873 blev Joseph F. Smith kaldet af Det øverste
Præsidentskab til at præsidere over den europæiske mission. Han gik straks i gang
med forberedelserne til at påtage sig denne vigtige stilling, og den 28. februar 1874
sejlede han til England, hvortil han ankom den 21. marts. Han havde nu påbegyndt
sin 4. mission.
I årene 1874 og 1875 besøgte præsident Smith kirkens grene i England og Skotland.
Han rejste også rundt i Frankrig, Schweiz, Tyskland og de skandinaviske lande. I