Kirkens Præsidenter

Side 237
Da David O. McKay døde i den kolde januarmåned i 1970, blev tømmerne til kirkens
ledelse lagt i præsident Joseph Fielding Smiths værdige og dygtige hænder, og han
valgte Harold B. Lee som sin førsterådgiver og N. Eldon Tanner som sin andenrådgiver.
Denne forandring i ledelsen gjorde ikke alene ældste Lee til præsident for De tolvs
Råd, men nødvendiggjorde også hans afløsning fra de komiteer, hvor han havde virket,
således at han kunne hellige Det øverste Præsidentskabs opgaver hele sin tid. Mens
han virkede i dette embede, udviklede han sine evner som administrator og vedblev
med at arbejde på at forbedre effektiviteten af kirkens programmer. Under hans ledelse
blev lærer- og biskopuddannelsesprogrammer styrket, og størrelsen og rækkevidden
af det verdensomspændende missionærprogram blev udvidet.
Den 2. juli 1972 sad præsident Joseph Fielding Smith fredeligt i en lænestol, da
Guds finger rørte ved ham, og han sov ind. Ved hans død faldt profetens kappe på
Harold Bingham Lee. Præsident Lee sagde følgende om præsident Smiths død: "I dette
korte øjeblik var det, som om han overdrog mig et retfærdighedens scepter og sagde
til mig: Gå du hen og gør ligeså!"'
Efterhånden som det gik op for ældste Lee, at han var kaldet som hyrde for Kristi
flok, voksede hans åndelige mod, så han kunne klare udfordringen. I de dage, der
gik forud for den officielle kaldelse af De tolvs Råd, tilbragte broder Lee mange timer
i bøn og overvejelse. "Morgenen efter at jeg var blevet kaldet," sagde han, "og jeg
knælede sammen med min kære hustru i bøn, syntes mit hjerte og min sjæl at nå ud
til alle kirkens medlemmer med et særligt fællesskab og en særlig kærlighed, og det
var, som om himlens sluser blev åbnet for mig for at give mig en kort fornemmelse af
samhørighed med kirkens mere end 3 millioner medlemmer overalt i verden."
Fredag morgen den 7. juli mødtes De tolvs Råd i et særligt værelse i det hellige
Salt Lake tempel for at indsætte den nye profet. Ved denne lejlighed skrev ældste
Hinckley: "Der var ingen tvivl hos medlemmerne af De tolvs Råd om, hvem der skulle
efterfølge ham (præsident Smith) som præsident for kirken ... på dette rolige, hellige
sted søgte de med stille sind Åndens tilskyndelser. Alle hjerter var som et som svar
på disse tilskyndelser. Harold Bingham Lee - udvalgt af Herren, oplært fra barnsben i
det gengivne evangeliums principper, lutret gennem 30 års tjeneste som apostel - blev
udnævnt til præsident for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige og som profet, seer
og åbenbarer. Alle de tilstedeværende lagde hænderne på hans hoved, og han blev
ordineret som Herrens salvede til dette høje og enestående kald."
Måneden efter fløj præsident Lee til Mexico City for at præsidere over det største
møde, der nogensinde var blevet afholdt for hellige i Latinamerika. Over 16.000
medlemmer fra Mellemamerika og Mexico samledes der for at modtage inspirerede
instruktioner fra generalautoriteterne. En ung sidste dages hellig fra Tampico, Mexico,
sagde: "At være i stand til at sidde og lytte til hans ord og at vide og føle i sit hjerte, at
man lytter til en Guds profet er en af de vidunderligste oplevelser i mit liv - især at vide,
at disse mænd har myndighed fra Herren til at lede og organisere os."
Senere rejste præsident Lee til Mellemøsten, hvor han sammen med sin hustru
gennemrejste Det hellige Lands støvede veje og vandrede på de stier, hvor Jesus
havde vandret. Han læste i skrifterne ved Genezaretsøens bredder og vandrede
gennem olivenlundene i Israels tætte hede. Mens han var der, organiserede han også
kirkens første gren i Jerusalem.
I oktober samme år (1972) blev der så indkaldt til højtidelig forsamling. Efter at det
berømte tabernakelorgel var holdt op med at vibrere, sad Harold B. Lee - manden med
det grå hår, de gennemtrængende blå øjne og af middelbygning - i den røde lænestol,