Kirkens Præsidenter

Side 226
hele effekten og gjorde det nødvendigt at klippe resten af - en kærkommen befrielse.
Endelig var han en dreng - rund og buttet og alle lærernes yndling."
Harolds bedstefar arbejdede som fængselsinspektør i et fængsel i Idaho. Da
fængslet lå i nærheden af familiens gård, havde de et kobbel blodhunde, der skulle
opspore undvegne fanger. Når hundene om aftenen hylede under eftersøgningen af en
undsluppen fange, førte Harolds kvikke bedstemor ham og hans søskende ind i et lille
værelse og låste døren. Hun troede ikke på, af børn havde godt af "ugunstige indtryk".
Familien Lees gård indbragte ikke ret mange penge, da den rige høst af hvede og
kartofler blev solgt til en meget lav pris. For at supplere familiens indtægt påtog fader
Samuel sig at meje korn, bore brønde og bygge overrislingskanaler.
I en tale til de unge, hvor præsident Lee mindedes sin barndom, sagde han: "Vi
begyndte på vore daglige pligter' kort efter daggry, så vi kunne, gå i gang' med dagens
arbejde ved solopgang. Når dagens arbejde var overstået, var der stadigvæk vore,
aftenpligter' tilbage, og de blev som regel udført ved hjælp af lyset fra en lanterne. .
. Søvnbehov tillod ikke for hyppige forlystelser. Betalingen for vort arbejde var lille og
blev som regel udbetalt en gang om året ved høsttid. Dengang havde de fleste hjem
ikke ret mange rede penge om sommeren, men fra vore køer fik vi mælk, smør og ost;
i vore kornmagasiner var der som regel hvede nok, vi kunne bringe til møllen for at få
mel og grød. Vi havde vore egne kyllinger samt alle årstidens grønsager og frugter."
Sabbaten var altid en hviledag på familien Lees gård. Kirkeanliggender havde
førsteprioriteten, da Harold B. Lees far i mange år tjente i biskoprådet og hans mor i
Unge Pigers gensidige uddannelsesforening. De fik ikke lov til at svømme i Dudleys
sø om søndagen; i stedet for samledes familien Lee for at studere, synge og nyde
familieånden, mens de hvilede fra det daglige arbejde.
Selv om præsident Lee ikke havde mange af de "færdigkøbte" glæder, der var et
resultat af den stigende industrielle udvikling i De forenede Stater, havde han mange
værdige erstatninger. Han havde altid nok at spise, nok tøj at tage på, ren luft, der kunne
holde hans sind årvågent, og en familie, der var bundet sammen i pagt og kærlighed.
Han kunne ride på en af familiens heste til toppen af de nærliggende Klippebjerge
og skue ud over de gyldne hvedemarker ved høsttid og mærke den rolige og stærke
glæde ved at være i harmoni med naturen. Ved siden af den klare, kolde bjergbæk
kunne han ligge i sin sovepose og stirre op i himlens millioner af bittesmå lys og
tænke over spørgsmål, som han senere ville finde svar på. Han kendte tilfredsheden
ved at sidde omkring et familiebord og spise et godt måltid - masser af kartoffelmos,
hjemmedyrkede majskolber og fingertykke bøffer - efter en dag med hårdt arbejde. Om
efteråret fik han delikatesser i form af "grisesylte", når grisen var blevet slagtet for at
skaffe hjemmekonserverede skinker og baconstykker, der skulle slå til i de kolde Cache
Valley vintre.
Det gamle familieklaver var familiens klenodie. På dette fine, gamle instrument lærte
præsident Lee - sommetider med en skotsk dame ved sin side - at spille de livlige
marcher, han især holdt af. Disse timer gav stødet til en broget interesse for musik,
som han senere fandt nyttig, da han virkede som formand for kirkens musikkomite.
Nye lyde oplivede altid familien Lees hjem. Somme tider var det bedstemor, der
nynnede en salme, mens hun kærnede smør, eller mor, der beroligede en baby med
kolik ved hjælp af en blid vuggevise, eller den unge Harold, der øvede sig i skalaer på
klaveret. Måske blev det mest storslåede lydmæssige bidrag - i det mindste det højeste
- indført den dag, da brødrene Harold og Perry lå i sengen med mæslinger. De hørte
familiens heste komme hen over gårdspladsen; kort efter kom deres smilende far ind