Kirkens Præsidenter

Side 51
Men selv om tiden tillod det, er det ikke nødvendigt for os at opregne begivenhederne
i hans lange og travle liv. At gøre dette ville blot være at give størstedelen af kirkens
historie, for med den er hans levnedsskildring uadskilleligt forbundet.
Sidste gang, præsident Taylor viste sig for offentligheden, var søndag den 1. februar
1885. Ved denne lejlighed holdt han en længere tale i Tabernaklet i Salt Lake City. Der
havde i nogen tid gået rygter om, at man tænkte på at arrestere ham. Da han var på
vej hjem fra en tur til kolonierne i Arizona, fortalte man ham faktisk i Californien, at han
var i stor fare, og man foreslog, at det måske ville være bedre for ham ikke at vende
tilbage til Salt Lake City. Han lyttede til disse advarsler, men besluttede sig alligevel til
at tage risikoen ved at tage hjem, og i nogen tid udførte han uden frygt sine pligter. Men
om aftenen, lørdag den 1. februar, besluttede han sig til at trække sig tilbage fra den
offentlige udførelse af sine mange og betydningsfulde pligter. Da han tog dette skridt,
var det mere for at bevare freden og fjerne enhver mulig årsag til ophidselse end et
ønske om personlig sikkerhed. Han opfattede, at mænd i høje stillinger havde besluttet
at skabe besværligheder og, om muligt, inddrage de sidste dages hellige i alvorlige
vanskeligheder. Han havde ikke overtrådt nogen lov. Han vidste, at han var uskyldig,
og at hvis han blev arresteret og kunne komme for en retfærdig domstol, ville man ikke
have noget at anklage ham for. Han havde taget alle de forholdsregler, som en mand
i hans situation kunne, for at gøre sig usårlig overfor angreb. Han havde besluttet, at
hvad ham angik, ville han ikke være årsag til besværligheder, men ville gøre alt, hvad
der stod i hans magt, for at forhindre, at det folk, som han præsiderede over, blev
indblandet i vanskeligheder.
Siden denne dag for 2 1/2 år siden, da han forlod sit hjem i Salt Lake City, har han
ikke haft mulighed for at vende tilbage til det. Han har ikke kendt noget til hjemmet og
dets glæder, dets dejlige forbindelser og lykkelige sammenkomster. Han har levet som
en landsforvist - en omvandrende i det land, til hvis udvikling og gode regering han
har bidraget så meget! Mens han levede under disse forhold, blev en af hans hustruer
syg, og selv om han led de frygteligste kvaler ved tanken om hendes tilstand og var
ivrig efter at se hende og tage sig af hende i denne svære tid, blev hendes bopæl nøje
overvåget af spioner, og da hun lå for døden, gennemsøgte man den endog med det
håb at lokke ham i en fælde. Således blev hun berøvet den glæde at se hans elskede
ansigt, og han fik ikke engang den vemodige trøst at overvære begravelsen eller på
nogen måde tage del i den.
I de 2 1/2 år præsident Taylor har levet under disse forhold, har han været afskåret
fra sin families kærlige selskab og hjælp. Men selv om det var svært at bære på dette
tidspunkt i livet, har han aldrig beklaget sig. Han var altid fuld af mod og håb; han
opmuntrede alle, han kom i kontakt med og ved sit eksempel hjalp han sine ledsagere
gennem fortvivlelse og modløshed. Det samme mod, han udviste, da han stod ved
profetens side og med en stok slog pøbelhobens geværer væk, da de udspyede deres
ildkugler og dødens budbringere i Carthage fængslet - med det samme mod mødte
han de vanskeligheder og prøvelser, han kom ud for, da han blev tvunget til at forlade
sit hjem og dem, han elskede. Hans holdning under denne lange ildprøve har været
beundringsværdig. Alle, der har set ham, er blevet imponeret over hans sindsligevægt
og værdige fremtræden. Han, der altid var kendt for sin høflighed og værdighed, udviste
på intet tidspunkt disse egenskaber med større fordel end under sit eksil. Han har
endog aldrig nedladt sig til at tale ondt om dem, der så grusomt forfulgte ham.
Ved Guds mirakuløse kraft undslap præsident John Taylor den død, som
attentatmændene i Carthage fængslet havde tiltænkt ham. Hans blod blev ved denne
lejlighed blandet med profetens og patriarkens. Siden dengang har han stået som