Kirkens Præsidenter

Side 231
lukkede skraldevogne; de første udgifter til disse blev betalt gennem nedsatte
driftsomkostninger i det første år.
I mellemtiden blev 1920'ernes "gode tider" bragt til ophør, da børsen krakkede i
1929. Den store depression sænkede sig som en mørk sky over nationen. Fabrikker
lukkede, antallet af arbejdsløse steg brat, landbrugspriser gik ned, og millioner af
familier opdagede, at de ikke havde nogen indtægt, så de kunne købe mad og tøj.
Just da skyen sænkede sig, iværksatte stavspræsident Harold B. Lee og hans
rådgivere Charles S. Hyde og Paul Child et kreativt alternativ til nedværdigende
velgørenhedsprogrammer. "Afhjælpning af arbejdsløshed uden velgørenhed" blev et
meningsfuldt slogan i Pioneer stav. Det velovervejede program, der blev planlagt og
iværksat efter megen bøn, indledte på et større plan, hvad den unge stavspræsident
havde set sin far udvikle i Clifton - et biskoppens forrådshus, der kunne være til hjælp
for de trængende. Man fik fat i et varehus på 333 Pierpont Avenue i Salt Lake City, og
arbejdsløse gjorde det i stand til forråd og arbejdsprojekter. Ved fælles bestræbelser
samlede man sylteglas, tøj og møbler, så man kunne levere varer til bearbejdelse og
uddeling. Man gik også i gang med at sy og udføre reparationer. Arbejdere blev sendt
ud for at hjælpe landmænd med høsten, og deres løn bestod af en del af høsten.
Snart var forrådshuset forvandlet til et foretagende, der skaffede hundreder af hellige
arbejde, mad og varer til livets opretholdelse. Pioneer stav fremskaffede også 16 ha.
jord til haver, der skaffede den nødvendige føde til mange, og for kun 5.000 dollars
byggede de en gymnastiksal og et fritidscenter af resterne fra et forladt varehus. Denne
bygning blev den kulminerende indsats i et stavsomfattende samlingssystem, der
senere blev omdannet til et rekreationsprogram, som alle medlemmer kunne deltage
i uden hensyn til deres forhold. Den nye bygning gjorde det muligt at centralisere
og koordinere alle stavsaktiviteter. Mens broder Lee virkede som stavspræsident,
udviklede han også et særligt leder- og læreruddannelsesprogram - programmer, der
senere blev taget i brug af kirken over hele verden, og som fortsat fungerer i kirkens
nuværende organisation.
På intet tidspunkt følte man virkningen af den økonomiske desperation stærkere
end i julen. Præsident Lees praktiske indfølingsevne illustreres i to episoder, som han
berettede om i en tale til arbejdere i Deseret Industries ved deres årlige julemiddag i
1973:
"Vor lille pige gik over gaden med dukken, hun havde fået i julegave, for at vise den
til naboen og kom snart grædende tilbage. Hun græd, fordi Donna Mae, naboens pige,
ikke havde fået nogen julegaver. Julemanden var ikke kommet til hendes hjem.
For sent kom vi i tanker om, at familiens far havde været arbejdsløs. Selv om han ikke
var medlem af kirken, forsøgte vi at dele vores jul med børnene. Det var en vanskelig
jul for mig. Jeg nød ikke den middag, jeg satte mig ned for at spise den dag, fordi jeg
som stavspræsident ikke havde lært folkene i min stav at kende.
Næste jul gjorde vi forberedelser. Vi foretog en undersøgelse, og vi opdagede, at der
var over tusind mennesker, som trængte til hjælp i disse vanskelige tider. Derfor gjorde
vi os parate ved at indsamle legetøj og bringe det til det gamle forrådshus. Derpå kom
fædrene og mødrene og hjalp med at reparere legetøjet, de satte tingene sammen,
klædte dukkerne på og syede forskelligt.
Vi havde appelsiner og æbler. Der var oksesteg og alt tilbehøret til en julemiddag.
Biskopperne sørgede for, at det blev afleveret til alle de trængende familier, og derefter
ringede de til mig for at fortælle mig, at alle var blevet besøgt."