Kirkens Præsidenter

Side 230
mor fuld af formaninger og gode råd: Hold jer nær til far, giv ikke slip på hans hånd,
kom ikke for nær til yderkanten af stien,' osv."
(1) Timpanogos Cave - en kalkstensgrotte, der ligger højt oppe i bjergene.
Søster Goates husker, at hun listede sig lidt nærmere til sin far, greb lidt fastere om
hans hånd og sagde: "Åh mor, du behøver ikke at være bekymret for os. Så længe far
er her, er vi i sikkerhed. Der vil ikke ske os noget."
Hun fortæller, at hendes fars tanker var rettet imod hendes bemærkning, da de gik
op ad stien den dag, og det fik ham åbenbart til at tænke på, at de måske var i gode
hænder, så længe han var sammen med dem - han ville gøre alt, hvad der stod i hans
magt, for at hans piger kunne være i sikkerhed. Men der var en større lektie, som måske
kunne læres. Helen fortsætter: "Da vi gik op ad stien den dag, talte far til os om den
kendsgerning, at så længe han var der, ville han gøre alt, hvad han kunne, for at der
ikke skulle ske os noget. Derpå fortsatte han med at sige, at vi ville komme ud for andre
farer end legemlige. Der ville komme et tidspunkt i vort liv, sagde han, hvor vi ville blive
klar over, at vi havde brug for en anden end blot far ved vor side, for at vi kunne være
i sikkerhed. Derpå talte vi om vor himmelske Fader, at han elskede os akkurat lige så
meget, som vor jordiske far gjorde, og at han ville være med os, hvor vi end var, og hvor
vi end gik hen. Hvad omstændighederne end var, og hvad farerne end bestod i, kunne
vi altid kalde på denne himmelske Fader og bede ham om at vejlede og hjælpe os."
Da børnene blev ældre, flyttede familien til et større hus på 1208 South Eighth West
i Salt Lake City. Præsident Lee arbejdede hårdt for at forskønne huset og omgivelserne
og demonstrerede sin evne til at gøre mange ting selv. Ved at stå tidligt op om
morgenen for at arbejde i haven og arbejde sent hver aften, når han havde tid, fik han
lavet en smuk baghave, som familien og deres mange venner benyttede. Han anlagde
selv det hele, installerede bræddestakit, en forsænket fiskedam, en pagode, bænke på
strategiske steder samt et ildsted af musten til havegrill.
Hans datter fortæller: "Far lærte i sine unge år, at hvis han skulle få noget udrettet,
måtte han bevæge sig hurtigt. Og jeg mener det bogstaveligt. Hans bevægelser var
altid meget hurtige, og jeg formoder, at efterhånden som han fik mere travlt, og hans
liv blev mere kompliceret, var han nødt til at bevæge sig med tophastighed for at få
alting lavet - især når han havde sådan en stor have at passe. Han kunne komme ind
fra arbejde, hilse på os alle og så gå ovenpå for at skifte tøj i vældig fart. Når han havde
fået sit havetøj på, kunne han begynde at slå plænen før vi skulle spise, mens mor var
ved at dække bord. Det skete, at han blev ringet op - nogen bad ham om at komme for
at give en salvelse, eller de trængte til råd eller hjælp. Han løb ind og tog sin habit på
igen, tog af sted for at give salvelsen eller tage sig af noget andet, kom tilbage, skiftede
tøj igen, arbejdede en stund og tog så af sted til et aftenmøde. Far ville ikke have tid
til det hele, hvis han bevægede sig i normalt tempo."
I 1932 døde Joseph H. Lake, et medlem af Salt Lake Citys byråd, efter en
operation på LDS Hospitalet, og stillingen, han 13 måneder tidligere var blevet valgt
til, blev ledig. Kort efter overtalte de resterende byrådsmedlemmer præsident Lee til at
acceptere udnævnelsen til det betydningsfulde, kommunale embede. Efter omhyggelig
overvejelse opsagde han sin post hos Foundation Press og blev enstemmigt godkendt
til det nye embede. Ved et regulært valg et år efter, hvor 25 kandidater var til stede,
blev han valgt til at fortsætte som byrådsmedlem med et ret stort flertal.
Et af de mest gavnlige projekter kommissær Lee stod for, var udskiftningen
af de 7 gammeldags skraldevogne med 3 nye, automatisk kontrollerede,