Flugten til Sverige. Aktionen mod de danske jøder oktober 1943 - DIIS

af og til skete, at der var en sabotør imellem, at indprente ham, at han var jøde
eller halvjøde.“ 5 6 Bertelsen havde ligeledes problemer med at afskibe
sabotører. Han nævner et eksempel med en fisker, som i en periode havde sejlet
både jøder og sabotører til Sverige, men var stoppet på grund af nervepresset.
„Da jeg [Bertelsen] tilbød, at vi i fremtiden ville sende sabotørerne over ad
særlige ruter, gik han ind på at genoptage arbejdet.“57 I Bertelsens organisation
var man særligt bekymret, når det gjaldt transport af sabotører: „I enhver
transport til kysten med jøder fulgte en af vore medarbejdere; kun hvor det
drejede sig om sabotører, lod vi chaufføren køre alene uden ledsagelse fra
gruppen, og dette arbejde, der efter sin natur var særlig farligt, besørgedes af
særligt udvalgte vognmænd.“5 8
En lignende beskrivelse gives af Jørgen Gersfelt: „I Begyndelsen, da det kun
drejede sig om Transport af Jøder, var Risikoen ikke saa stor, naar man kun gav
sig af med Mennesker med et umiskendeligt Racepræg. Senere, da der kom
andre og for Tyskerne farligere Passagerer, maatte man udvise stor
Forsigtighed.“ 5 9
Tortzen har påpeget, at folkene i Gilleleje havde den opfattelse, at det alene var
flugtkomiteens opgave at hjælpe flygtende jøder: „Transporter for
modstandsbevægelsen var noget helt andet, alt for farligt – også for jøderne.“ 6 0
En halvjøde, som søgte overfartsmulighed kom først med da han havde
overbevist fiskeren om, at han ikke var sabotør. 6 1
Der var flugthjælpere, som turde hjælpe hvem som helst. Men at fiskerne og
andre flugthjælpere havde den opfattelse, at det var mindre farligt at hjælpe
jøder, underbygges af, at tyskerne (som vi siden skal se) ikke udstedte
bekendtgørelser om at hjælp til jøder ville medføre en hård pådømmelse ved
tysk krigsret. Derimod havde v. Hanneken allerede den 5. september 1943 „til
Vejledning og Advarsel for den danske befolkning“ annonceret i dagspressen, at
hvis man husede eller ved anden understøttelse hjalp sabotører og spioner, ville
man blive idømt dødsstraf eller hård frihedsstraf.62 På den baggrund er det ikke
umuligt, at beretningsmaterialet i virkeligheden beskriver den generelle
opfattelse blandt flugthjælperne i oktober 1943.
Flugthjælpere, der kom for retten, anførte i reglen, at de ikke
103