Flugten til Sverige. Aktionen mod de danske jøder oktober 1943 - DIIS

også allerede efter et kort forhør blevet dimitteret den 15. oktober 1943.48
Den 20. oktober 1943 kunne Statsadvokaten meddele Gestapo, at der ikke var
grundlag for at rejse tiltale imod andre 11 ud af 14 danskere, som havde bistået
jøder til flugt, på grund af deres beskedne medvirken. Hovedparten af de 11 var
taget på fersk gerning af tyskerne og havde over for det danske politi erkendt, at
de på forskellig måde havde hjulpet med transport osv. Alle 14 blev afhentet i
Vestre Fængsel den 9. oktober 1943 og efter få timer dimitteret med sædvanlig
tilkendegivelse.49
Til trods for at tyskerne, som påvist, i flere tilfælde med sikkerhed vidste, at de
anholdte havde hjulpet jøder, accepterede tyskerne i en lang periode, at politiet
konsekvent løslod dem straks efter endt afhøring. Ganske vist blev der „… fra
tysk Side gjort Forestillinger i Anledning af, at de overførte Personer straks
løslades, hvilket synes en alt for lempelig Behandling af disse Sager og i Strid
med hidtil fulgt Praksis, hvorefter saadanne Personer overhovedet ikke kom paa
fri Fod, forinden Straffen var afsonet, da det ellers maatte befrygtes, at de vilde
unddrage sig Strafansvaret ved Flugt …“ 5 0 Men alligevel ændrede Gestapo
ikke den praksis, at hjælperne i de første tre uger efter aktionsnatten fortsat blev
overgivet til det danske politi.
Denne milde tyske politik ændrede imidlertid karakter efter Byrettens
behandling af en sag den 23. oktober imod tre hjælpere, der var taget på fersk
gerning den 17. oktober af det tyske sikkerhedspoliti, og som over for det danske
politi tilstod at have hjulpet ca. 500 jøder til Sverige, bl.a. over Grønsund
færgeleje. De pågældende blev tiltalt efter den milde lov fra 1942. Men byretten
frifandt dem under henvisning til, at loven i dette tilfælde var bortfaldet ved den
af de tyske myndigheder iværksatte anholdelse af jøderne. Man fandt hjemmel til
dette i straffelovens § 14 vedr. nødret. Dommen blev påanket til Landsretten,
som af justitsministeriet fik at vide, at det fra tysk side udtrykkeligt var
tilkendegivet: „… at de Varetægtsfanger, der er sigtet for samme Forhold ikke vil
kunne udleveres til dansk Jurisdiktion, og at Paadømmelse heller ikke i
fremtidige lignende Tilfælde vil kunne overlades til danske Domstole, saafremt
den afsagte Byretsdom maatte blive stadfæstet“.51 Landsretten lod
100