Flugten til Sverige. Aktionen mod de danske jøder oktober 1943 - DIIS

Krigsmarinen
Den danske kystbevogtning blev, som vi tidligere har set, ikke nogen hindring
for jødernes flugt. Tværtimod medvirkede betjentene i høj grad enten passivt
eller aktivt i forbindelse med udskibningerne.
Om tyskernes kendskab til kystpolitiets illoyalitet anfører L. Yahil, at det
varede længe, inden det gik op for de autoritetstro tyskere, at de danske
politifolk ikke adlød deres ordrer, men at de tværtimod tog sagen i egen hånd og
hjalp jøderne.5
Heri ligger implicit, at jødernes flugt var godt i gang, førend man fra tysk side
blev opmærksom på, at der var „uregelmæssigheder“ med i spillet. Om dette var
tilfældet, vil vi undersøge i det følgende.
Som anført tidligere foregik kystbevogtningen i et nært samarbejde mellem den
danske og den tyske marine. Det dansk-tyske samarbejde foregik på det formelle
plan således, at Admiral Dänemark udstedte ordrer til kystbevogtningen
gennem Justitsministeriet. På det operationelle plan varetog Holten på den
danske side udførelsen af ordrerne, mens den tyske militære
efterretningstjeneste, Abwehr, foretog kontrollen af og tilsynet med den danske
kystbevogtning. Derimod havde Holten intet med søpolitiet i København at
gøre, idet kontakten foregik direkte mellem Abwehr og søpolitiet.6
Den tyske havnekommandant i Helsingør beklagede sig over, at det lykkedes
dansk militærpersonel og nogle kystpolitibetjente at flygte fra Nordsjælland den
29. august. Dette burde ikke kunne ske, når det danske kystpoliti stod vagt ved
kyster og havne.7 Og følgen blev, at Holten indkaldtes til et møde i Abwehrstelle
Kopenhagen den 2. september.8 Holten blev forhørt af
Kriminalpolizeikommissar Multerman fra Berlin der bl.a. skulle efterforske
omstændighederne omkring de mange officerers flugt til Sverige. Om dette
kunne Holten forklare, at kystpolitiet havde stået over for en bevæbnet
overmagt, – man havde ikke haft midler til at modsætte sig officerernes flugt.
Hvad angik de flygtede betjente anførte Holten, at nogle var blevet bortført af de
flygtende officerer, mens andre, efter den tyske afvæbning af forsvaret, havde
tabt hovedet og valgt at