Flugten til Sverige. Aktionen mod de danske jøder oktober 1943 - DIIS

134
ved at foretage illegale handlinger. Dertil kom, at de illegale
transportforbindelser til Sverige endnu ikke var udviklet, og at jøderne ikke var
sikre på, hvordan de ville blive modtaget i Sverige. Efter den svenske invitation
var man dog ikke længere i tvivl. Den svenske marine fulgte invitationen op og
hjalp mange danske både på vej mod svensk havn, hvilket medvirkede til, at
jøderne kom hurtigt og sikkert over Sundet.
I flugtens begyndelsesfase organiserede mange jøder selv flugten til Sverige,
senere blev det især de danske hjælpere, der forestod transporterne. Det var
hovedsageligt de danske fiskere, som påtog sig at bringe de 7000 jøder over
Sundet. Disse kom over fordelt på 600-700 illegale transporter, der udgik fra alle
steder på den østsjællandske kyststrækning med København som vigtigste
afskibningshavn. En vigtig forudsætning for de mange transporter var, at et stort
antal jøder havde de nødvendige pengemidler. Netop betalingen blev et vigtigt
led i hele det hjælpearbejde, der blev organiseret af en lang række
hjælpegrupper. Deres fortjeneste var i særlig grad, at de ubemidlede og gamle og
syge fandt vej til Sverige.
Også danske myndighedspersoner indgik i hjælpearbejdet. Udskibningen af
jøderne foregik inden for det område, som det talstærke kyst- og søpoliti
kontrollerede. Men politiet undlod at gribe ind. Kun ved et sammenfald af
uheldige omstændigheder blev kystbevogtningsbetjente involveret i situationer,
der medførte tyske anholdelser af jøder i oktober måned. Betjentene arbejdede
for det modsatte. De nøjedes ikke med at lukke øjnene for flugten. De hjalp i
mange tilfælde jøderne med flugten, og mange deltog aktivt i organiseringen af
transporterne. Dette gav det illegale flugtarbejde et legalt skær og var
medvirkende til, at mange af de øvrige flugthjælpere turde debutere i det illegale
hjælpearbejde. Medvirkende hertil var også den særegne behandling af de
hjælpere, der blev arresteret. Således accepterede de tyske myndigheder de
danske myndigheders milde behandling af de pågrebne, og det er derfor også
sandsynligt at mange hjælpere blev bekendt med, at der kun var en lille risiko
forbundet med at redde jøder til Sverige. I modsætning til andre okkuperede
lande satte man ikke livet på spil. Det blev ganske enkelt ikke anset for at være
en alvorlig forbrydelse. Maksi-