Flugten til Sverige. Aktionen mod de danske jøder oktober 1943 - DIIS

7. Tyskerne og flugten
106
Aage Bertelsen, den måske bedst kendte flugthjælper, anfører i sin bog om
Lyngby-gruppen, at tyskerne „jagede jøderne dag og nat, i deres hjem, på
gaderne, i deres skjulesteder, ved kysten og til søs på flugt mod frelsen, så længe
der endnu var én tilbage i Danmark“.1
Men der var andre, der havde en anden opfattelse. I en samtidig illegal rapport
hedder det, „… at de tyske myndigheder i Danmark så vidt muligt lukker øjnene
for den storstilede flugt til Sverige og egentlig helst ser, at så mange som muligt
undslipper, således at jødespørgsmålet „løses“ på den mindst smertefulde måde
…“.2
En lignende opfattelse kom til udtryk på den svenske side af Sundet, hvor
Söderblom, afdelingschef i udenrigsministeriet i Stockholm, den 4. oktober
anfører, at „… det synes som om, at tyskerne i København er uvillige til at skride
hårdt ind mod jøderne og i en vis udstrækning ser igennem fingre med, at de
flygter over til Sverige“.3 Få dage senere kunne man fastslå: „Det forekommer
åbenbart, at tyskerne ser igennem fingre med flugten.“4 I det svenske Aftonbladet hedder
det den 9. oktober „… at man virkelig for fuld alvor begynder at undre sig over om
jødejagten i virkeligheden ikke blev aflyst i Danmark siden de første arrestationer blev
foretaget for ca. en uge siden og at man bare lader dem løbe“, og dagen efter bragte
Dagens Nyheter følgende overskrift: „Flyktingstrafiken tros ske med tyskarnas goda
minne“.
Vi vil i det efterfølgende undersøge, i hvilket omfang tyskerne faktisk forsøgte at standse jødernes flugt
til Sverige.