Den opdelte eksistens og stress - Provokator

Summary
The main objective of the thesis is to investigate and discuss stress, as a phenomenon, that arises from
the intersection between culture, body and disease. In endeavoring to understand the phenomenon we
take a multidisciplinary approach that links human, social, and natural science. Founded on a
governmentality perspective, we study the culture and body-consciousness of late modern man and
examine the dynamics of the neoliberal and borderless labour market, characterised by flexibility,
expertise optimisation, outsourced responsibility and the promise of self-realisation. We reach the
understanding that this reality creates an extensive strain on the body, and that our culture bears the
mark of a divided man, in turn influencing and perpetuating stress. As a response we have developed
an alternative frame of reference to the view of humanity that should facilitate a novel approach to
addressing the issues of stress. To this end we link post-structuralism with phenomenologist and
embodiment theorists. In addition, we conducted a qualitative study of a stress-treatment center, where
treatment is grounded in a view of human nature similar to our holistic composed theory. This revealed
insights into possible ways in which our theory could be incorporated into the work on and against
stress.
Tak til Adam Bencard for inspiration og rygstød.
1

Eller vandfaldet eller musik, man hører dybt i sig,
Til den høres ej, men man er selv musikken
Så længe musikken varer. Dette er vink og kun gisninger,
Vink, efterfulgt af gisninger; og resten er
Bøn, regler, disciplin, tanke og handling.
Hint vink halvt gættet, hin gave halvt forstået, er Inkarnationen
T.S. Eliot
2

Indholdsfortegnelse
INDLEDNING .......................................................................................................................................................... 7
PROBLEMFELT .......................................................................................................................................................................................... 9
PROBLEMFORMULERING .................................................................................................................................................................... 10
METODE .................................................................................................................................................................................................. 10
Rapportens præmisser.............................................................................................................................................................. 11
Specialerapportens genealogi – en læsevejledning .................................................................................................... 11
Metodisk og videnskabsteoretisk klinkevals .................................................................................................................. 14
Stress – en specificering ........................................................................................................................................................... 14
DEKONSTRUKTION AF STRESS ...................................................................................................................... 17
GOVERNMENTALITET – KULTIVERINGEN AF MENNESKET ......................................................................................................... 19
FOUCAULTS TOMME MENNESKE ....................................................................................................................................................... 23
Discursus ......................................................................................................................................................................................... 24
Diskurs og materialitet? .......................................................................................................................................................... 25
MELLEM TEKST OG MATERIALITET.................................................................................................................................................. 26
Magten over biologien .............................................................................................................................................................. 27
Foucaults dualistiske vandmærke....................................................................................................................................... 28
Den åndelige strømning........................................................................................................................................................... 30
Sproget er værens hus............................................................................................................................................................... 32
PSY - SUBJEKTIVITETSEKSPERTISEN ................................................................................................................................................ 35
Psykologiens kanvas .................................................................................................................................................................. 35
Psyken som drift .......................................................................................................................................................................... 36
Den betingede psyke .................................................................................................................................................................. 37
Psyken som computer ............................................................................................................................................................... 37
Psyken som sprog ........................................................................................................................................................................ 39
Reaktion - modreaktion ........................................................................................................................................................... 40
Psykologiens rettesnore ........................................................................................................................................................... 41
SAMMENFATNING ................................................................................................................................................................................. 43
DEN NY ARBEJDSETIK ...................................................................................................................................... 45
DEN NEOLIBERALE PRODUKTIVKRAFT ........................................................................................................................................... 45
Den avancerede neoliberale stat ......................................................................................................................................... 46
DET DANSKE ARBEJDSMARKED – EN NEOLIBERAL KONSTRUKTION........................................................................................ 46
Overstatsligt krav om fleksibilitet ....................................................................................................................................... 48
3

Individualismus............................................................................................................................................................................ 50
Forlangendet om fleksibilitet ................................................................................................................................................ 51
Den imperative selvrealisering ............................................................................................................................................. 52
KONSEKVENSERNE AF DEN NY ARBEJDSETIK ................................................................................................................................ 55
Ledelse af selvledelse ................................................................................................................................................................. 56
Arbejdstidsmæssig fleksibilitet ............................................................................................................................................. 56
Overvågning .................................................................................................................................................................................. 57
Kompetenceudvikling ............................................................................................................................................................... 58
Presset på den præsterende krop – en sammenfatning ............................................................................................ 60
DEN PERFORMENDE KROP ................................................................................................................................................................. 61
DEN DANSKE STRESSINDSATS ....................................................................................................................... 63
FOREBYGGELSE OG BEHANDLING AF STRESS I DANMARK (SIF 2007) .................................................................................. 63
Den almene lægepraksis .......................................................................................................................................................... 65
DET OFFENTLIGE ØJE PÅ STRESS ...................................................................................................................................................... 66
Stress Magasinerne .................................................................................................................................................................... 67
DET PRIVATE ØJE PÅ STRESS.............................................................................................................................................................. 69
Interesseorganisationer og fagforeninger ...................................................................................................................... 70
DE KOMMERCIELLE AKTØRER ........................................................................................................................................................... 71
DELKONKLUSION .................................................................................................................................................................................. 72
Kommunikation og psykologi ............................................................................................................................................... 73
Kroppen i indsatserne ............................................................................................................................................................... 73
Avler stressindsatser stress? .................................................................................................................................................. 74
Status quo ....................................................................................................................................................................................... 75
DEN TREDJE VEJ ................................................................................................................................................. 77
KROPPENS HEMMELIGHEDER ............................................................................................................................................................ 78
KROPPENS ÅBENHED ........................................................................................................................................................................... 81
KULTUR OG NATUR – EN HYBRID...................................................................................................................................................... 83
KROPPEN VENDT PÅ HOVEDET.......................................................................................................................................................... 87
DEN INDRE FILM OG VORES REPRÆSENTATION AF VERDEN ..................................................................................................... 90
GESTEN.................................................................................................................................................................................................... 92
VORES SPROGLIGE BILLEDER ............................................................................................................................................................. 93
KROPPEN FØLER OG ERINDRER SIG .................................................................................................................................................. 95
ÅNDEN I MASKINEN ............................................................................................................................................................................. 98
DET HYBRIDE SELV – EN SAMMENFATNING................................................................................................................................ 101
4

MATERIALITETSDISKURSEN – EN OPSAMLING OG DISKUSSION ............................................................................................. 101
EMPIRI OG ANALYSE ....................................................................................................................................... 105
POSTKONSTRUKTIONISTISK ONTO-EPISTEM-OLOGI ................................................................................................................. 105
KALMIA – NÅR SAMTALER IKKE ER NOK (INDSAMLING AF EMPIRI) ..................................................................................... 107
Body Awareness Therapy ..................................................................................................................................................... 110
Mindfulness ................................................................................................................................................................................. 112
Den subjektive deltagelse ..................................................................................................................................................... 113
Interviewspørgsmål og temaer ......................................................................................................................................... 114
ANALYSESTRATEGI OG BEGREBSAPPARATUR............................................................................................................................. 115
ANALYSE ............................................................................................................................................................ 117
ANALYTISKE OVERVEJELSER ........................................................................................................................................................... 117
ACCEPT AF RESIGNATIONEN ........................................................................................................................................................... 118
Forløsningen .............................................................................................................................................................................. 118
Performans og utilstrækkelighed ..................................................................................................................................... 120
Grænseløshed ............................................................................................................................................................................. 122
Selvkritik ...................................................................................................................................................................................... 123
Privatlivet og bagagen .......................................................................................................................................................... 124
Ømhed og omsorg .................................................................................................................................................................... 125
MODSTAND OG FORANDRING ......................................................................................................................................................... 126
Nødværge..................................................................................................................................................................................... 127
Den fraværende krop ............................................................................................................................................................. 129
Genopbyggende og præventive redskaber ................................................................................................................... 131
DEN KALMIANSKE BALANCEKUNST – EN DISKUSSION ............................................................................................................ 132
Modmagtsteknik....................................................................................................................................................................... 132
Homo duplex .............................................................................................................................................................................. 133
Terapeutisering ........................................................................................................................................................................ 136
Kendskab til arbejdsmarkedet ........................................................................................................................................... 137
Retlig modmagt ........................................................................................................................................................................ 137
Opfølgning ................................................................................................................................................................................... 138
Disponeret for stress? ............................................................................................................................................................. 138
PERSPEKTIVERENDE DISKUSSION ............................................................................................................. 140
PSY OG DEN MODERNE PERVERSION............................................................................................................................................. 140
PERFORMATIVITET OG MODMAGT ................................................................................................................................................ 142
”DEN TREDJE VEJ” OG SOCIALE PATOLOGIER ............................................................................................................................. 143
5

DET FØLENDE PARADIGME.............................................................................................................................................................. 144
STRESSCENTRE ................................................................................................................................................................................... 145
KONKLUSION .................................................................................................................................................... 147
LITTERATURLISTE .......................................................................................................................................... 150
6

Indledning
Danskerne er blandt de lykkeligste folkefærd på jorden. Det konkluderer sociolog Peter Gundelach i sit
værk ”Danskernes særpræg” fra 2004, der bygger på en undersøgelse af forskellige befolkningers
værdier i 33 europæiske lande. Danskernes lyksalighed skyldes ifølge Gundelach hovedsagligt tillid til de
offentlige institutioner, det sociale sikkerhedsnet og arbejdstilfredshed (Gundelach 2004). Siden da har
flere internationale undersøgelser foretaget af blandt andet Social Science Research Center Berlin i
2005 1 og Cambridge universitet i 2007 2 bakket op om denne tese. De opløftende studier af livet i
Danmark gør sig stadig gældende, og nyere undersøgelser fra 2008 viser, at danskerne især finder lykken
i deres arbejdsliv og den professionelle del af tilværelsen 3 . Hvis man imidlertid ser nærmere på
arbejdsmiljøundersøgelser, opgørelser over sygefravær og arbejdsrelaterede sygdomme, tegner der sig et
ganske andet paradoksalt og pessimistisk billede. Ifølge undersøgelser foretaget af en række
forskningsinstitutioner, der sætter fokus på arbejdsmiljø, rummer det moderne arbejdsliv en skyggeside,
hvor stadigt flere ansatte knækker sammen på grund af overbelastninger og stress. Som det fremgår af
tal fra Statens Institut for Folkesundhed (SIF) og Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø
(NFA), lider mellem 250.000 og 300.000 danskere af alvorlig stress (Geisling 2008). Stress afspejler sig
også i sygefraværsstatistikkerne, der viser, at 35.000 danskere på en ganske almindelig decemberdag i
2009 vælger at blive hjemme frem for at tage på arbejde på grund af stress. Det svarer til godt og vel
hver fjerde sygemelding. Stress fører til en million sygefraværsdage, 3.000 førtidspensionister, 30.000
hospitalsindlæggelser og en halv million henvendelser i almen lægepraksis hvert år i Danmark, og det
koster Danmark 14 milliarder kroner om året i form af sygedagpenge, tidlige dødsfald og udgifter til
sundhedsvæsenet (ibid.). Stress er altså ikke blot et problem for arbejdspladserne, men må efterhånden
anerkendes som et alvorligt folkesundhedsproblem, der truer samfundsøkonomien. I forlængelse af
disse alarmerende tal forudser forskningsinstitutionerne en opadgående stresskurve, og bekymringen
deles af verdenssundhedsorganisationen WHO, der skønner, at stress bliver en af de væsentligste kilder
til sygdom i 2020 (A4, 13-03.06).
Som naturlig følge af denne alarmerende udvikling har stress fået bevågenhed fra både politisk hold, på
virksomhedsniveau og fra den menige mand og kvinde i arbejdslivet. Indsatsen mod stress
intensiveredes allerede fra 2004 ved, at de danske sikkerheds- og medarbejderudvalg, efter Europæiske
1 Link 1.
2 Link 2.
3 Undersøgelserne af europæernes tilfredshed fra 2008 er foretaget af Kairos Institute og Dublin Institute.
7

anbefalinger 4 , indgik en aftale, som pålagde dem at udfærdige en række retningslinjer til de danske
virksomheder, der hører under de statslige og regionale 5 /kommunale parter. Disse retningslinjer skulle
hjælpe arbejdspladserne med at identificere, forebygge og håndtere problemer i tilknytning til stress ved
at udarbejde lokale stresspolitikker. I forbindelse hermed bidrog Det Personale Politiske Forum i 2005
med fire inspirationskataloger ”Stress Magasinerne”, som netop havde til hensigt at vejlede om stress
og stresspolitikker. 6 Ud over disse tiltag blev en række forskningsinstitutioner så som SIF og NFA bedt
om at analysere stressfænomenets mulige årsagssammenhænge og fremlægge eventuelle løsningsforslag
på det eskalerende samfundsproblem. Både SIF og NFA fik dermed til opgave at afdække forholdene
for psykisk arbejdsmiljø, sygefravær og stress i arbejdslivet, og i 2007 forelå den første rapport fra SIF,
der alene havde til formål at klarlægge stressindsatsen på dansk grund (SIF 2007). NFA førte
sideløbende hermed lignende undersøgelser, der har resulteret i en større kampagne ”Fra stress til
trivsel”, som i skrivende stund formidles via tv-reklamer såvel som gennem internettet og reklamesøjler
i byrummet. 7 De offentlig instanser forsøger således på flere måder at komme stressen til livs, og de
forfølges desuden af et voksende udbud af kommercielle aktører, så som stresscoaches og diverse
konsulenthuse specialiseret i psykisk arbejdsmiljø 8 . Disse eksperter vejleder både offentlige og private
virksomheder i stressforebyggende tiltag, der omhandler interne omlægninger så som arbejdsprocesser,
sundere mad i kantinerne, fitnessmedlemskaber og konkrete stresskurser. Ydermere bistår de med
behandling af allerede stressramte ansatte.
Den danske stressindsats, der både inkluderer forebyggelse og behandling, er gennem de seneste 10 år
betydeligt intensiveret. Men til trods for de mange ressourcer, der er anvendt til forebyggelse, viser en
rapport fra Det Europæiske Arbejdsmiljøagentur (EU-OSHA), at stressudviklingen eskalerer 9 . Og på
samme led synes behandlingen af stressramte at være utilstrækkelig, hvilket dokumenteres i en aktuel
undersøgelse, der viser, at to ud af tre medarbejdere, der vender tilbage fra en stresssygemelding, ofte
ikke får det bedre (Ritzau, 04.10.09). Vi kan hermed pege på, at der tydeligvis er noget galt i den danske
stressindsats, og at nogle væsentlige faktorer forbundet med udviklingen af stress derfor må være
overset.
I daglig tale kan ordet stress ikke siges at være ukendt, og mange anvender det som synonym for
travlhed. Men den stress, der nedbryder mennesker omkring os, er ikke en almindelig træthed som
4 'Draft framework agreement on work-related stress' er indgået mellem UNICE, CEEP og ETUC den 8. oktober 2004.
5 Indsatsen skulle på daværende tidspunkt ikke forvaltes af danske regioner, men koordineres i amtsligt regi.
6 Link 3.
7 Link 4.
8 Center for stress og trivsel, Attractor, Macmann Berg og Matzau Erhvervspsykologer kan nævnes som eksempler herpå.
9 Link 5.
8

følge af for mange planer. En stressreaktion er ifølge læge og stressforsker Bo Netterstrøm naturlig og
nødvendig (Netterstrøm 2007, 19). Det er en fysisk reaktion, hvor kroppen udskiller en mængde
præstationsfremmende hormoner, så det enkelte menneske på denne måde får tilført ‟ekstra‟ kræfter og
energi. Denne naturlige reaktionsevne er både nødvendig og ufarlig i dagligdagens små portioner, men
overproduktionen af stresshormoner skal reduceres inden for relativt kort tid, ellers vil denne tilstand
udvikle sig til kronisk og alvorlig stress, der forårsager skader på kroppens organer samt immunforsvar
(Netterstrøm 2007, 22). Den alvorlige kroniske stresstilstand har ifølge Netterstrøm et utal af
symptomer i forskellige sværhedsgrader, blandt andet søvnløshed, svimmelhed, diarre, hovedpine,
mavesmerter, nedsat potens og libido, indre uro, hukommelses- og koncentrationsbesvær, træthed og
ulyst m.m.(Netterstrøm 2007, 27). Disse symptomer fungerer som kroppens advarselssignaler, og de vil
altid opstå i forbindelse med en længerevarende stressreaktion. Det vil sige, at processen fra
velbefindende til ramt af underskud, overbelastning og udbrændthed ikke sker fra den ene dag til den
anden og ikke uden, at kroppen har sendt alarmerende signaler. Derfor kan det undre, når man gang på
gang hører historier om granvoksne, veluddannede mænd og kvinder, der pludselig falder om i deres
kontorer – som var de ramt af en hjerneblødning. Eller når man læser, at 1.400 danskere hvert år dør af
stress (Geisling 2008). Har de ikke mærket disse symptomer? Eller har de overhørt og underkendt dem?
Det er på mange måder paradoksalt, at stressen på en og samme tid udsender en række faresignaler og
alligevel nedlægger så mange danskere som lyn fra en klar himmel.
Problemfelt
Vi har nu iagttaget tre interessante og påtrængende paradoksale problemstillinger, der relaterer sig til
den danske stressproblematik:
1. Danskerne er ifølge diverse undersøgelser lykkelige og særligt på grund af arbejdstilfredshed,
men alligevel har vi over en kvart million kronisk stressramte.
2. Der investeres intensivt i stressforebyggelse og behandling, men kurven af kronisk stressramte
stiger, og behandlingen har tilsyneladende ikke en mærkbar effekt.
3. Stress medfører en række symptomer, der viser sig fra den tidlige stressreaktion til den alvorlige
kroniske stresstilstand. Alligevel overhører og underkender mange dens faresignaler.
Disse problematikker foranlediger en række interessante spørgsmål. Som udgangspunkt finder vi det
centralt at rejse det overordnede spørgsmål om, hvad der mon kan være på spil, når 35.000
arbejdsdygtige danskere dagligt rammes af en overbelastningsreaktion - hvad er det i arbejdslivet, der
fører til problemet? Igennem de seneste 30 år, har arbejdsmarkedet gennemgået en rivende udvikling,
9

hvor man fra både politisk og organisatorisk hold har lagt kræfter og ressourcer i en gennemgribende
optimering af erhvervslivets globale konkurrencedygtighed. Det har bl.a. fået den konsekvens, at
virksomhederne er blevet indrettet mere fleksibelt og nu satser intensivt på forbedringer af de ansattes
faglighed og effektivitet. Fleksibiliteten indebærer, at arbejdsgivere lettere kan tilpasse virksomhedens
produktion i henhold til kunders efterspørgsel, og at arbejdstagere kan afstemme arbejdets og
privatlivets aktiviteter. Virksomhederne satser desuden på forbedringer af det fysiske arbejdsmiljø og
personalepleje, og principper inden for Human Resource Management er blevet en afgørende del af
ledelsesstrategien. Alligevel bliver stadigt flere ansatte ramt af stress, og der må derfor være nogle
oversete faktorer på spil, der afstedkommer en særlig form for overbelastning. For at komme dybere
ind i denne problemstilling har vi derfor formuleret følgende problemformulering:
Problemformulering
Metode
Hvordan kan underkendelsen af stressens faresignaler begrundes,
og hvilken betydning har nye fleksible arbejdsindretninger og
senmoderne arbejdsideologiske tendenser for udviklingen af
arbejdsbetinget stress?
I dette afsnit følger en gennemgang af, hvordan vi ønsker at besvare vores problemformulering. Vi vil
desuden skitsere, hvordan vi har struktureret og behandlet rapportens problemstilling.
Som det fremgår af problemformuleringen, ønsker vi både at stille skarpt på en række praktiske
indretninger i arbejdslivet og en særlig arbejdskultur, der fungerer som arnested for den
arbejdsbetingede stress. Det forudsætter en optik, der kan favne og begrebsliggøre den form for
organisering og styring af produktivkraften, der finder sted i moderne virksomheder. Det kræver
desuden en forståelse af den etik eller mentalitet, der driver de arbejdende danskere, og som på samme
tid får dem til at underkende eller overhøre stressens faresignaler. Det er en vanskelig og omfattende
problemstilling, der stiller krav til både den teoretiske optik og den metodiske fremgangsmåde. Det er
derfor af afgørende betydning, at undersøgelsen bygger på en overskuelig struktur og gennemsigtighed,
10

der giver læseren overblik og mulighed for at gå vores resultater efter i sømmene. For at få hånd om
denne udfordring har vi valgt at gøre brug af nogle særlige retningslinjer for vores arbejde, og i den
forbindelse har vi hentet inspiration hos den svenske sociolog Thomas Brante, der har udarbejdet en
række grundpræmisser for sociologisk og socialpsykologisk arbejde (Brante 2000).
Rapportens præmisser
Brantes metodiske fremgangsmåde søger at imødekomme en række grundlæggende problemer ved
moderne samfundsvidenskabelig forskning, som han mener generelt er for utilstrækkelig og ufleksibel,
hvis man skal øjensynliggøre de komplekse mekanismer, der gør sig gældende i det sociale (arbejdsliv
eller liv i al almindelighed?). Han fremlægger derfor en række metodiske dessiner, der kan bidrage til det
grundlæggende krav om gennemsigtighed og validitet:
• En teoretisk sammensætning bør skæve til mange og forskelligartede optikker og må ikke
forfalde til fastlåste og rigide perspektiver. Det er afgørende for sociologiens anvendelighed, at
den kontinuerligt tilpasser sin begrebsliggørelse af nye sociale og samfundsmæssige udviklinger
og ikke mindst måder at tænke og forstå verden på.
• Den teoretiske optik bør være mangefacetteret og pluralistisk, så den favner den omfattende
udfordring ved at arbejde med et senmoderne fragmenteret subjekt/individ/selv. Arbejdet
bliver på denne led let eklektisk, hvilket fordrer en ad hoc metodisk og videnskabsteoretisk
stillingstagen og diskussion. I den forbindelse er det vigtigt at have øje for fælles teoretiske
berøringsflader og endnu vigtigere at diskutere og problematisere de punkter, hvor
perspektiverne adskiller sig fra hinanden. Som det vil fremgå af den senere behandling, er det
netop i brydningsfladerne mellem forskellige former for tænkning, at nye og interessante
perspektiver bliver til.
• Undersøgelsen bør bygge på aktuelle og relevante problemstillinger. Det konkrete emne bør
derfor tage afsæt i de facto gældende problematikker, herunder sociale og politiske emner.
Fremgangsmåde og formulering skal være forståelig og brugbar, så analyserne kan udgøre en
anvendelig position i den videre vidensdannelse på området
Specialerapportens genealogi – en læsevejledning
I overensstemmelse med Brantes retningslinjer og i henhold til specialeemnets mange iboende
problemstillinger ønsker vi at sammensætte en optik, som kan redegøre for de mest centrale
dynamikker i det senmoderne arbejdsliv, der på flere niveauer fører til fænomenet arbejdsbetinget
stress. Vi har derfor som udgangspunkt valgt at gøre brug af et governmentality-perspektiv, der trækker
11

på arven fra den franske tænker Michel Foucault (1926 – 1984), hvis dekonstruktionistiske metode ikke
blot kan bruges til at afdække de gældende indretninger og styringsteknologier i arbejdslivet, men også
skitsere de strømninger, der gennem tiden har ført til en særlig neoliberal arbejdsideologi og -kultur.
Dekonstruktion af stress - Forud for en mere grundig analyse af dynamikkerne i det danske arbejdsliv
ønsker vi at skitsere, hvordan underkendelsen af stressens faresignaler finder sin styrke i et særligt
menneskesyn - en idé om, hvad vi er og kan som mennesker - der har rødder i en årtusind lang
filosofisk og idéhistorisk overlevering. Dette menneskesyn knytter an til en dualistisk videnstradition,
hvor menneskets erkendelsesmæssige formåen siden oldtidens grækere er blevet gransket og vurderet
som det primære ved den menneskelige eksistens. Som en konsekvens heraf er kroppen blevet henvist
til en position som en instrumentel og mekanisk anordning, der tjener psykens instruktioner. I
forlængelse af den dualistiske videnstradition har en særlig lingvistisk drejning med fokus på sprog og
kulturens betydning for identitetsdannelse inden for humaniora, humanvidenskaben og
samfundsvidenskaben gjort mennesket til en sprogafhængig konstruktion og har vanskeliggjort et
videnskabeligt arbejde med en sansende, følende og levende krop. Det sproglige fokus i disse
fagdiscipliner fastholder et menneskesyn, hvor man går til hovedet og gennem sproget, når man ønsker
at forstå og behandle sociale problemstillinger. Vi ønsker i den forbindelse at problematisere denne
fremgangsmåde i henhold til stressproblematikken, der som udgangspunkt er både et kulturelt og
kropsligt fænomen.
Sideløbende og som en konsekvens af ovenstående udviklingsforløb er der med hjælp fra den
psykologiske fagdisciplins indlemmelse i arbejdslivet opstået en performanskultur, hvis parole om
selvaktualisering og dygtiggørelse fører til en særlig arbejdsiver i det senmoderne arbejde. Vi vil i den
forbindelse anvende den governmentale optik til at beskrive fremkomstbetingelserne for et performativt
paradigme, der beror på en gennemgribende disciplinering af kroppens kapacitet og ydeevne, og som i
dag fører til en stadig større overbelastning af den menneskelige organisme.
Den ny arbejdsetik – Det danske arbejdsliv er sammensat af en lang række brancher og
produktionskoncepter, der på forskellig vis danner rammebetingelserne for de ansattes arbejdsliv. Det
er derfor en omfattende opgave at afdække de mange arbejdsindretninger og kulturelle forhold, der kan
tænkes at føre til stress. Vi ønsker derfor ikke at foretage en udtømmende skitsering af disse
omstændigheder, men vil i stedet beskæftige os med en række mere overordnede neoliberale
indretninger og styringsrationaler, der kendetegner det aktuelle arbejdsliv. I den forbindelse vil vi
fokusere på den stadigt mere fleksible indretning af arbejdslivet, der finder sted i alle brancheformer og
erhverv, og som på flere niveauer fører til en grænseløs arbejdskultur. Denne grænseløshed baserer sig
12

på en høj grad af ansvarsudlicitering og arbejdstidsmæssig fleksibilitet, der til sammen skaber nogle
flydende rammer mellem arbejds- og privatliv og kræver en avanceret evne til at organisere de daglige
gøremål. Med vores governmentality-optik ønsker vi at redegøre for, hvordan nye og mere ”usynlige”
styringsteknologier og magtstrukturer i form af forventninger og krav om fleksibilitet og læring taler
sammen med normen om selvrealisering og performans. Vi vil ved hjælp af en genealogisk metode
belyse en række samfundsmæssige og sociale transformationsprocesser, der gennem de seneste 30-40 år
har ført til en grænseløs performanskultur og diskutere, hvordan denne udvikling i samspil med nye
arbejdsindretninger har ført til et stigende arbejdspres og dermed til den gældende stressproblematik.
Den danske stressindsats – Efter granskningen af de dynamikker i det danske arbejdsliv, der lægger
et stigende pres på den senmoderne arbejdstager, vil vi se nærmere på en række af de indsatser, der ydes
i forhold til stressproblematikken på arbejdspladserne. I den forbindelse ønsker vi at anlægge en særlig
kritisk angrebsvinkel, der kan identificere de problemer, som kuldsejler den aktuelle indsats. I den
forbindelse vil vi især stille spørgsmål til indsatsernes faglige fundament og anvendelighed.
Den Tredje Vej - Med afsæt i vores kritik af den danske stressindsats ønsker vi at arbejde videre med
et perspektiv, der kan imødekomme de problemer, der gør sig gældende i ydelsen på stressområdet. I
den forbindelse tager vi udgangspunkt i en samkøring af den governmentale kropsforståelse og den
fænomenologiske for at nærme os en optik, der integrerer krop og psyke i en sammensat organisme -
en såkaldt hybridforståelse. På denne led vil vi udvide Foucaults passive og receptive
"diskursive/sproglige menneske" ved at inddrage Maurice Merleau-Pontys fænomenologiske teori om
den levede krop og ved at kombinere denne med embodiment-teoriens sammensatte og organiske
kropsforståelse. Som det vil fremgå kræver forståelsen og behandlingen af stress en optik, der åbner op
for en samkøring af humaniora og naturvidenskab, som kan forklare, hvordan kultur kan blive til
sygdom Specialerapporten arbejder på denne måde i retning af en såkaldt postkonstruktionistisk
menneskeforståelse, hvori kroppen tildeles agens og stemme.
Empiri og analyse - For at arbejde videre med hybridperspektivet fra Den Tredje Vej har vi inddraget
en empirisk undersøgelse af en ny og alternativ stressbehandlingsmetode, der opererer med en organisk
kropsforståelse. Stresscentret Kalmias behandlingen af kroniske stresspatienter henvender sig til
mennesket som et samlet hele; som en organisme, hvor hverken kroppen eller psyken prioriteres, men
ligestilles og samtænkes. Vi har derfor fulgt et behandlingsforløb med kroniske stresspatienter og har
ved hjælp af interview af både behandlere og patienter samt deltagende observation fået analyseret
denne fremgangsmåde. Vi har desuden foretaget en række ekspertinterview gennem hele
skriveprocessen og har talt med overlæge i arbejdsmedicin Bo Netterstrøm, Etnolog Kirsten Marie
13

Bovbjerg, ph.d. forsker Charlotte Palludan, ph.d. forsker Adam Bencard og Folketingskandidat for
Venstre Anne Ehrenreich.
Diskussion – Vi diskuterer i dette kapitel en række centrale iagttagelser, som vi har gjort os gennem
specialrapporten. Vi samler op på analysen og perspektiverer dens resultater i en diskussion om
danskernes forhold til stress. Vi fremskriver med hjælp fra vores gennemarbejdede hybridoptik et
alternativ til den aktuelle stressindsats og diskuterer desuden, hvordan dette alternativ kan bringes i
anvendelse i forhold til andre livsstilssygdomme end stress.
Metodisk og videnskabsteoretisk klinkevals
Som det på nuværende tidspunkt gerne skulle fremgå, rummer vores anvendelse af Foucaults tænkning
et paradoksalt problem. På den ene side anvender vi hans metode til at dechifrere de vidensregimer, der
ligger til grund for det dualistiske menneskesyn og den grænseløse arbejdskultur, og på den anden side
kritiserer vi indgående den lingvistiske tradition, som Foucault i allerhøjeste grad selv tilhører. Men
denne kritik åbner for en udvidelse af governmentality-tanken, hvor kultur og kropslighed forenes. Man
kan sige, at vi med Foucault åbner feltet og kommer halvvejs i behandlingen af vores problemstilling,
og at vi med fænomenologien og embodiment-teorien kommer resten af vejen. Sammenkoblingen af
disse perspektiver kræver imidlertid en større metodisk klinkevals, som vi vil redegøre for løbende
gennem rapporten.
Vi benytter os gennemgående af en kvalitativ forskningsmetode, hvor vi med en række eksempler vil
tegne konturerne af et større billede. Denne fremgangsmåde forlanger, at vi gennem hele rapporten
forholder os kritisk til de resultater vi fremlægger. Denne løbende kritiske diskussion af vores
iagttagelser er en grundpræmis for vores arbejde.
Stressfænomenet er som nævnt mangefacetteret, og en forståelse af dets kompleksitet forudsætter en
grundig indføring i en række kulturelle og økonomiske forhold. Forståelsen af stress som sygdom er
desuden en relativ størrelse og defineres på utallige måder afhængig af fagligt og politisk ståsted. Vi
ønsker derfor kort at konkretisere vores forståelse af stressbegrebet.
Stress – en specificering
Alle taler om stress - den moderne epidemi, som har angrebet den vestlige verdens arbejds- og ydeevne.
Stressudbredelsens omfang vækker i stigende grad bekymring på arbejdspladserne og på Christiansborg,
hvorfor man i virksomhederne og fra politisk hold har iværksat en lang række initiativer og kampagner,
der skal bremse den uheldige udvikling. De fleste danskere har et nært og personligt forhold til stress og
14

har på egen krop stiftet bekendtskab med fænomenet. Stressbegrebet er af samme årsag blevet en
integreret del af hverdagssproget og betegner hovedsagligt alle tilstande, hvor mennesker oplever et
opskruet og hektisk tempo. Men når man ser nærmere på den videnskabelige definition af begrebet og
undersøger vidensgrundlaget bag ”diagnosen”, må man konstatere, at stress vanskeligt lader sig entydigt
definere. Vi har med afsæt i vores problemstilling forsøgt at sætte os ind i stressproblematikken og i
den forbindelse fundet frem til fire forhold, vi mener, man skal være særlig opmærksom på, hvis man
ønsker at nærme sig en forståelse af fænomenet;
1. Det enkelte menneskes stressoplevelse og symptomer er subjektive og ikke målbare. Hvert menneske
oplever stress vidt forskelligt, og symptomerne på tilstanden tager sig ofte forskelligt ud. Derudover er
årsagerne til stress ligeledes subjektive og kan skyldes mange forhold i tilværelsen. I flere tilfælde er
fænomenet arbejdsrelateret, men det kan lige såvel være forårsaget af omstændigheder i privatlivet eller
som følge af en sammenblanding af arbejdsmæssige og private forhold 10 . Det har desuden vist sig, at
hvad, der fører til stress for ét menneske, kan være motiverende for et andet, og derfor er det vanskeligt
at fremlægge generelle årsagsforklaringer på stress.
2. Fagdiscipliner som psykologien, psykiatrien og lægevidenskaben, der forsøger at forstå og behandle
stress, har de sidste 10 år forsøgt at formulere en forståelse af årsagerne til problemet og tilrettelægge
effektive behandlingstilbud. Men når man ser nærmere på markedet for stressforebyggelse og -
behandling, må man erfare, at den samlede indsats synes uensartet og forvirrende. De mange tilgange
bygger på forskellige videnskabelige traditioner og anvendes ofte efter forgodtbefindende i et eklektisk
sammensurium af kommercielle og semividenskabelige aktører. Dette underbygges af David
Wainwrights og Michael Calnans undersøgelser af arbejdsbetinget stress i værket ”Work stress – the
making of a modern epidemic” fra 2008, der viser, hvordan markedet for behandling af stress er blevet
både ukvalificeret og ineffektivt.
3. Med poststrukturalistiske briller kan det synes relevant at diskutere, hvorvidt årsagerne til stress skal
findes i en slags placeboeffekt, der er fremprovokeret at det stadigt større og selvforstærkende fokus på
problemet samt den lægefaglige anerkendelse af stress som sygdom. Vi ønsker dog ikke i nærværende
specialerapport at forholde os indgående til denne problematik, men i stedet arbejde med de
sociostrukturelle forhold, der belaster de arbejdende danskere.
4. De forebyggende og behandlende tiltag er indhyllet i politiske interesser, som på flere måder
tilgodeser virksomhedernes og samfundsøkonomiens interesserer.
10 Uddybende beskrivelser på dette findes i Analyse-kapitlet.
15

Som det fremgår, er stress en variabel størrelse, der ikke lader sig indfange i entydige definitioner og
forklaringsmodeller. Det er især årsagerne til stress, der synes vanskelige at beskrive, idet stressens
fremkomstbetingelser altid er underlagt en række sociale, kulturelle og kontekstuelle betingelser. Det er
derfor ikke muligt at definere, hvad der forårsager stress, og hvordan den opleves af den enkelte. Det
eneste, vi med nogenlunde sikkerhed kan forklare, er den fysiske og kemiske reaktion på stress.
Begrebet stress er afledt af det latinske ”strictum”, som betyder at stramme. Det betegner en tilstand i
organismen forårsaget af en belastning (Bruhn 2002, 6). Fysiologisk er stress karakteriseret ved
energifrigørelse og psykologisk af anspændthed og ulyst. Når en stresstilstand aktiveres i kroppen,
udløser det sympatiske system stresshormoner i binyrerne. De væsentlige er i denne forbindelse cortisol
og katekolaminerne, som består af adrenalin og noradrenalin. Katekolaminerne er de akutte
stresshormoner, som aktiverer os til akut kamp eller flugt. De fører blandt andet til ophidselse, vrede og
angst og har på denne led en direkte indvirkning på vores emotionelle og mentale tilstand. Hormonet
cortisol øger blandt andet blodtrykket og blodsukkerniveauet og har til opgave at mobilisere kroppens
fedt og sukkerdepoter til brændstof, så mennesket med andre ord har mere energi til rådig. Reaktionen
mobiliserer således på forskellige planer ‟ekstra‟ energi, hvilket kan være livsnødvendigt, hvis man
eksempelvis skal flygte fra en livstruende fare. Men hvis reaktionen ikke destabiliseres, har det en
decideret nedbrydende effekt på organismen. Det viser sig blandt andet ved, at længevarende udskillelse
af cortisol hæmmer immunforsvaret og desuden forårsager skader på hippocampus (center for
indlæring og hukommelse), mens hjernens serotoninstofskifte påvirkes, og stressdæmpende hormoner
som oxytocin og endorfin hæmmes. Man kan derfor tale om, at en vedvarende stressreaktion svækker
kroppen betydeligt, og dermed øges risikoen for sygdom.
En stressreaktion fører altid symptomer med sig. Disse er i vid udstrækning individuelle og kan således
vise sig på vidt forskellige måder. Eksempler på de hyppigst forekomne er hovedpine, hjertebanken og
svimmelhed, mavesmerter samt nedsat potens og libido, søvnløshed, træthed, hukommelses- og
koncentrationsbesvær samt rastløshed og ulyst. Stress kan således defineres som en fysisk reaktion, der
udløser en række biologiske faresignaler. Det er længere tids tilsidesættelse af disse signaler, der i sidste
instans fører til kronisk stress og følgesygdommene.
16

Dekonstruktion af stress
Specialet har grundlæggende til hensigt at afdække en række centrale fremkomstbetingelser for
fænomenet arbejdsrelateret stress. Som vi netop har beskrevet, kan det være særdeles vanskeligt at
definere, hvad der konkret forårsager stress, men vi ønsker dog alligevel at gøre et forsøg. Det
forudsætter imidlertid en mere grundig indføring i de forhold, der gør sig gældende på de senmoderne
arbejdspladser. For at favne denne problematik har vi valgt at gøre brug den såkaldte Governmentality-
tænkning, hvis metodiske fremgangsmåde kan åbne op for de komplekse dynamikker, der kendetegner
de aktuelle indretninger i arbejdslivet. I den forbindelse ønsker vi især at beskæftige os med de
mekanismer, der kan tænkes at føre til den arbejdsrelaterede stress. Som det fremgår af vores
problemformulering, ønsker vi samtidig at undersøge de betingelser, der ligger til grund for mange
menneskers underkendelse af stressens fysiske faresignaler, og som fører til stadigt flere alvorlige
stresssygdomme. Michel Foucaults tænkning kan bruges til begge ærinder, men anvendelsen af den
poststrukturalistiske metodiske fremgangsmåde kræver en indføring i governmentality forståelsen, der
tager afsæt i et avanceret syn på den moderne styring af de sociale kræfter i arbejdslivet. Vi har samtidig
erkendt, at stressproblematikken ikke blot handler om særlige indretninger på arbejdspladserne, men i
stedet bunder i en institutionaliseret måde at tænke om mennesket på. Som det vil fremgå af den
følgende behandling, rodfæster indretningen af arbejdslivet sig i en lang videnstradition, der hylder
menneskelig effektivitet og disciplinerer kroppens signaler. Det er derfor nødvendigt at grave endnu
dybere ned i den filosofiske og idéhistoriske overlevering, der har formet vores selvforståelse og til
dagligt motiverer vores virksomhed.
For at få hånd om disse problemstillinger er det nødvendigt, for en stund, at bevæge os væk fra
stressbegrebet, og den følgende behandling har derfor til hensigt at afdække, hvordan et dualistisk
menneskesyn gennem tiden har adskilt psyken fra legemet og i dag sætter præstation og performans i
højsæde. Dette menneskesyn ligger til grund for og bidrager til stadighed til måden, hvorpå vi håndterer
forskellige former for livsstilssygdomme, herunder stress.
Ønsker man at begrebsliggøre sociale fænomener, tendenser og patologier, som eksempelvis
arbejdsbetinget stress, må man ifølge governmentality-tænkere som Michel Foucault, Nikolas Rose,
Mitchell Dean, Paul Rabinow, Majia Holmer Nadesan m.fl. koncentrere sig om de effekter, mekanismer
og vidensstrømninger, der ligger til grund for og reproducerer de gældende samfundsmæssige
17

strukturer og idémønstre. Det kræver i de fleste tilfælde en form for genealogisk 11 fremskrivning, hvor
sociale, idéhistoriske udviklingsforløb og ikke mindst sproglige kategoriseringer og videnskabelige
forklaringsmodeller dechifreres og sættes under en kritisk lup. Denne poststrukturalistiske metode
fokuserer på måden, hvorpå tidstypiske vidensregimer bidrager til udviklingen af den samfundsmæssige
”bevidsthed” og dannelsen af sociale praksisfællesskaber, institutioner og strukturer. En aktiv
katalysator og medspiller for åndelige og videnskabelige strømninger har gennem de sidste århundreder
været arbejdsmarkedet og de sociale praksisfællesskaber, hvor borgerne har udført deres instrumentelle
funktion. I et tæt og bastant samspil har kapitalens udvikling og videnskabens iagttagelser af verden og
det sociale liv genereret nye indretninger og måder at organisere arbejdet på i erhvervslivet. Det viser
sig blandt andet ved, at man løbende søger at optimere arbejdsprocesser og styringsteknologier på
baggrund af analyser og undersøgelser af de gældende mekanismer på arbejdsmarkedet og det
menneske, der befinder sig i trædemøllen. Det er den konstante vidensdannelse om økonomistyring,
ledelse og produktionseffektivitet, der ligger til grund for nye reformer, omstruktureringer og ikke
mindst effektivisering i arbejdslivet. Disse organisationsdiscipliner bunder grundlæggende i videnskaben
om menneskelig anatomi, identitet og kapacitet og effektiviseringen af virksomhedernes
”menneskemateriale”, og på denne led har især humanvidenskaben spillet en afgørende rolle for
udviklingen af virksomhedsorganisering og -kultur 12 . I Foucaults tidlige værker beskriver han, hvordan
netop den blomstrende videnskab om mennesket, herunder afdækningen af biologiske, fysiologiske og
mentale sagforhold, i klassicismen fungerede som en grundpille og central fremkomstbetingelse for den
moderne kapitalisme.
Foucault ser med sit granskende blik menneskets omgang med viden som underlagt et vidensregime,
der fungerer som et implicit tvangssystem, for måden at vide noget på. Ud fra denne forståelse er det
kun muligt at betragte verden ud fra de videnskategoriseringer, der er tilgængelige i den gældende
kulturelle og tidsmæssige kontekst. Foucault gjorde det derfor til sit projekt at dechifrere de
kategoriseringer, der gennem tiden har støbt det samfundsmæssige fundament og til stadighed former
den aktuelle samtid. Foucault beskæftigede sig derfor med spørgsmålet om, hvordan nutiden er gjort
mulig. Hvad er det, der konstituerer nutiden, og hvilke diskurser og praksisser har muliggjort vores
nuværende levevis, som nu synes så almindelig, naturlig og indlysende? For at begrebsliggøre sit projekt
11 I en genealogisk (oprindeligt Nietzsches begreb) analyse tager man udgangspunkt i et her og nu perspektiv og konstruerer
ved et bagudrettet blik en slags stamtavle for eksempel for en bestemt teori, tankegang eller et begreb.
12 Den kan i denne forbindelse være meningsfuldt at skelne mellem humaniora og humanvidenskab. Humaniora dækker hele
det felt, der beskæftiger sig med mennesket, dets kultur og erkendelse, mens humanvidenskab mere specifikt knytter an til
udviklingen af positiv viden, og hvis praksis primært centreres om definition og behandling af krop og sind (psykiatri,
psykologi, medicin m.m.) Foucault opererer hovedsagligt med kritik af både human- og samfundsvidenskaberne og deres
objekter (Collin 2003, 80).
18

eskæftigede Foucault sig derfor med de såkaldte arkæologiske og diskursanalytiske undersøgelser, der
så vidt muligt har til hensigt at afdække de ‟forståelser‟ og ‟interesser‟, der gennem tiden har ført til
institutionaliserede indretninger af det sociale. I den forbindelse arbejder Foucault indgående med
begreber som magt, disciplinering og regulering og ikke mindst de bagvedliggende politiske rationaler.
Kønsforskeren Valerie Walkerdine, der i sit arbejde beskæftiger sig indgående med Foucaults
fremgangsmåde, opsummerer hans standpunkt ganske klart på følgende måde: ”For at forstå nutiden, må
vi forstå de muligheds- og dannelsesbetingelser, der skabte de antagelser, som vi i dag tager for givet (…). Dette bliver
udgangspunktet, fordi det gør os i stand til at forstå, hvordan subjektiveringspraksisser opererer (Walkerdine 2006,
243 13 i Elle et. al.). Foucault var især optaget af den institutionaliserede viden samt sociale normer og
idealer, der afstedkommer menneskets regulering af egen virksomhed og levevis. Når mennesket bliver
gjort til genstandsfelt for videnskaben, bliver der gennem denne objektivering samtidig udformet en ny
rationalitet om det menneskelige, der derefter vendes mod subjektet for at afklare grænser og
afstedkomme forandringer (Lindgren 2005, 336). For at forstå bevæggrundene for menneskelig
virksomhed er det derfor magtpåliggende at se nærmere på de strukturelle indretninger og magtforhold,
der betinger disse forandringer.
Nyere governmentality-tænkere har sidenhen gjort brug af mange af Foucaults betragtninger i
forbindelse med analyser af det senmoderne arbejdsliv. Samme fremgangsmåde ønsker vi at gøre brug
af i forsøget på at forstå de dynamikker og logikker, der i øjeblikket gør sig gældende i arbejdslivet. De
governmentale analyser kan med fordel bruges til at granske de mekanismer, der udgør og driver den
instrumentelle del af tilværelsen, hvorfra det senmoderne menneskes virketrang og fremdrift både
udspringer, forstærkes og nedbrydes.
Governmentalitet – kultiveringen af mennesket
Michel Foucault fremskriver i essayet ”Governmentality”, hvordan dannelsen af den vestlige moderne
stat i middelalderen tog afsæt i en række nye filosofiske perspektiver på regeringsførelse (Foucault
2003c) 14 . Den spæde statskundskabs ideer førte til en transformation, hvor den traditionelle
herskerstyreform, der så det som sin primære opgave at holde masserne i ave gennem disciplinering og
straf i form af udøvende magt og beskatning m.m. blev afløst af en mere langsigtet strategi, der skulle
optimere statens produktivitet og økonomi. Det statslige apparatur satsede derfor på forvaltning af en
række civilstatslige rammebetingelser, herunder bedre sundheds- og uddannelsessystemer, der kunne
13 Valerie Walkerdine er kønsforsker og henter meget af sin inspiration hos Jacques Lacan og Foucault.
14 Foucaults essay og magtopfattelse er et dekonstruktionistisk opgør med Niccolo Machiavellis ”Fyrsten” og ”Discorsi” og
Thomas Hobbes magtforståelse, der fokuserer på en suveræn og repressiv magtforståelse.
19

forbedre borgernes levestandard og effektivisere den instrumentelle ydeevne. Formålet var at øge
befolkningens velstand, sikkerhed, udvikling, lykke og fred og fordragelighed. Det medførte et skifte i
måden, hvorpå man betragtede borgerne, og de blev nu anset som en ressource i stedet for en
belastning. Foucault ser i sin genealogiske behandling nærmere på den videre udvikling af den moderne
stat og viser, hvordan regenter fra 1600 til 1800-tallet gradvist begyndte at danne sig en ny og
anderledes opfattelse af regeringsførelse, der baserede sig på viden om befolkningens demografi,
sundhed og interesser. Opgaven for den nye regeringsform blev således ”at handle i forhold til detaljerne i
adfærden hos de individer og befolkninger, der udgjorde deres subjekter” (Rose 2003, 181). I klassicismens epoke
medførte denne målsætning sideløbende en insisteren på rationelt at diskvalificere alle former for
ufornuft (Heede, 2004), og mennesker, der på forskellig vis repræsenterede skyggesiden og dekadencen
af en ideel samfundsmæssige tilstand blev derfor klassificeret som afvigere og urostiftere. Disse
”brodne kar” internerede man i vidt omfang på diverse asyler eller almenhospitaler, hvor de måtte leve
en stigmatiseret tilværelse uden for det acceptable og kultiverede liv. Disse ”opbevaringsinstitutioner”,
der rummede en heterogen gruppe af udstødte, gale, tiggere, arbejdsløse og politiske fanger samt
fattigfolk, benyttede sig ikke blot af afstraffelsesmetoder, men også af en række behandlingsfunktioner
såsom diagnosticering og terapi. Foucault viser i ‟Galskabens Historie‟, hvordan denne diagnosticering
og kategorisering af galenskab blev udsat for tidens positivistiske videnskabssyn, der bl.a. søgte at finde
almengyldige sandheder om biologiske, fysiologiske og mentale tilstande og dermed opstod også
fremkomstbetingelserne for en række humanvidenskabelige fag og samtidig også forudsætningerne for
konstruktionen af det moderne sind (Heede 2004, 60) 15 . Videnskaben producerede i den forbindelse
viden om normal og unormal/patologisk menneskelig adfærd og opstillede dermed en række
rettesnore, der virkede imperativt moraliserende for borgerne i den samfundsmæssige kontekst 16 .
Videnskaben om selvet, herunder psykologien og psykiatrien kan således med Foucaults blik anskues
som en konstruktion af moralske rettesnore, der er opstået som en konsekvens af et statsligt behov for
at skabe en progressiv og funktionel samfundsindretning. Formålet med de nye og avancerede
styringsteknologier var at sikre en udlicitering af magten, hvor borgerne regulerede sig selv og sine
medborgere gennem normative moralske kodekser, der fandt sin legitimitet i datidens videnskab. Den
moderne regeringsførelse kom således til at bygge på en fjernstyring af borgerne, der skulle sikre ”The
conduct of others, og ”The conduct of one’s own conduct” (Dean 2006).
Denne fjernstyring forudsatte imidlertid en række instanser, der kunne overvåge borgernes gøren og
laden. Foucault viser i sit værk Overvågning og Straf, hvordan man bevægede sig fra offentlige henrettelser
15 Se også Foucaults ”Galskabens historie”
16 Se også Foucaults ”Seksualitetens historie 1 & 2”.
20

og pinestraffe til en mere diskrete anbringelser i fængsler og såkaldte forbedringshuse. Den mere
humane straffeteknik knyttede an til snedigt udtænkte metoder i eksempelvis Panoptikonfængslet, der
bevidst søgte at etablere en overgang mellem ydre og indre disciplinering gennem følelsen af konstant
overvågning. Resultatet af den disciplineringsform var, at den dømte gradvist normaliserede sine
aktiviteter i henhold til en række definerede forskrifter for acceptabel opførsel. Humanismens indtog
som et nyt samfundsmæssigt paradigme fik således en omfattende betydning for den statslige
administration af både kriminelle og de ekskluderede samfundselementer. Foucaults behandling af disse
udviklinger skal mere overordnet forstås som analogier over den måde, hvorpå man også i den aktuelle
samtid regulerer borgerne i den moderne stat. I denne forbindelse tildeler Foucault videnskaben om
mennesket både en overvågende, normaliserende og regulerende rolle.
De humanvidenskabelige fagdiscipliners vidensproduktion om menneskets anatomi og måde at lære og
tænke på fik en afgørende rolle for etableringen af en række samfundsmæssige institutioner som
eksempelvis hospitaler og læreanstalter, skoler og uddannelse generelt. Disse institutioner reproducerer
og videreudvikler til stadighed en række ”sandheder” om verdens beskaffenhed, og hvordan man som
menneske kan og bør agere i verden. Foucault foretager således et kvalitativt spring fra sin genealogiske
redegørelse af Jeremy Benthams panoptikon og historien om galenskab til en reel vurdering af,
hvorledes reciprociteten mellem viden og magt fungerer som disciplineringsredskaber i det moderne
samfund. Foucault ser i denne sammenhæng magten som værende både subjektiverende og produktiv,
hvor viden og institutionelle magtinstanser producerer føjelige og duelige kroppe i skolen, militæret og
inden for alle sociale sfærer, der til sammen skaber bæredygtighed for merproduktion og økonomisk
landvinding – det er således også de samfundsmæssige disciplinære teknikker og den overvågede sociale
kontrol, der ifølge Foucault ligger til grund for kapitalismens opkomst (Foucault 1994, 83).
I fremvæksten af den moderne vestlige økonomi spiller viden - og ikke mindst viden om mennesket
som behandlet - en fundamental rolle i forhold til definitionsmagt og normativitet. Foucault ser ikke
magt som udøvet af ”fangevogtere” eller af en bestemt magtelite eller magtfuld social klasse eller som
noget, der kan besiddes, ejes, frarøves eller erobres. Magten er snarere en række viljer uden ansigt, der
udfolder sig i kæder fra uendelige rækker af punkter i et spil af ulige og mobile relationer (Heede 2004,
39; Foucault 2002, 11). Magten strømmer ikke ovenfra og nedefter, men består af diverse styrkeforhold
i interpersonelle relationer, der konstant forskubbes og moduleres, og derfor kan magten hverken
knytte sig til bestemte lokaliteter eller kategoriske magtpositioner (Foucault, 2003a). Det, som har
betydning, det, som umyndiggør, former og omformer, tilpasser og normaliserer mennesker i de mest
individuelle og intime detaljer, er den magt, som udøves i små portioner overalt i vores samfund
21

(Foucault 1994, 97). Magten ser han yderligere som dynamisk, produktiv, i kontinuert forandring og
som et resultat af diverse former for modreaktioner. Hvor der er magt, vil der altid opstå modmagt
grundet forskellige sociale grupperingers forhandlinger om position og status, og man kan derfor til
dels tale om en generel foranderlighed af magt. Denne magt vinder sin styrke fra de fremherskende og
tvingende diskurser i de gældende vidensregimer eller epistemer. Foucault er derfor særlig opsat på at
granske og dechifrere vores og ikke mindst videnskabens måde at udlægge sandheden på 17 . Ny viden
skaber nye rationaler og får på denne led en handlingskoordinerende effekt, og derfor må ny viden i
denne optik dekonstrueres i uendelighed. Det er af samme årsag, at Foucault nægter at lade sig placere
som producent af ny viden i en særlig videnskabsteoretisk kategori, men fastholder en flygtig position,
der som grundpræmis udfordrer alle sandheder om verdens beskaffenhed.
Med afsæt i ovenstående kan vi således, med hjælp fra Nikolas Rose, definere vores Governmentality-
begreb mere nøjagtigt på følgende måde: ”[Governmentality] refers to the emergence of political rationalities, or
mentalities of rule, where rule becomes a matter of the calculated management of the affairs of each and all in order to
achieve certain desirable objects” (Rose, 1996, 29). De governmentale analysers genstandsfelt er derfor de
”diskurser, som italesætter magtudøvelsen og […] de praktikker, metoder og teknikker, der bringes i anvendelse for at
styre” (Villadsen, 2002, 78).
Det governmentale perspektiv er særligt brugbart, hvis man ønsker at få hånd om de
stressfremkaldende mekanismer, der figurerer i det moderne arbejdsliv. Vi har derfor til hensigt at gøre
brug af denne fremgangsmåde i en nærmere analyse af den eksisterende arbejdsetik og de indretninger
og styringsteknologier, der udgør den professionelle del af tilværelsen. Men først ønsker vi at gøre brug
af den genealogiske metode til at begrebsliggøre en række historiske udviklingsforløb samt åndelige og
idéhistoriske strømninger, der har ført til en særlig kultur, der hylder performans og effektivitet. Som
det vil fremgå af den følgende behandling, er det den samme ideologiske udvikling, der har ført til
underkendelse af de kropslige faresignaler i forbindelse med den arbejdsrelaterede stress. Foucaults
subjektforståelse knytter på flere måder an til denne idéhistoriske udvikling og reproducerer et særlig
menneskesyn, der reducerer kroppen til en receptiv, passiv og sproglig beholder. Som det vil fremgå
tilhører den poststrukturalistiske tænkning en særligt udbredt tradition inden for human- social- og
samfundsvidenskaben, der fjerner sig fra essentialisme, genetik og naturvidenskabens biologi og
fysiologi. Den insisterer derimod på den sproglige og diskursive konstruktion af mennesket, som vi
17 "My intention was not to deal with the problem of truth, but with the problem of truth-teller or truth-telling as an activity. By this I mean that,
for me, it was not a question of analyzing the internal or external criteria that would enable the Greeks and Romans, or anyone else, to recognize
whether a statement or proposition is true or not. At issue for me was rather the attempt to consider truth-telling as a specific activity, or as a role",
Foucaults afsluttende kommentarer til en forelæsning om diskurs og sandhed på Berkeley i 1983.
22

kender det fra en lang række fag i den gældende humaniora 18 . Følgende gennemgang vil derfor se
nærmere og problematisere dens effekt i henhold til stressproblematikken.
Foucaults tomme menneske
Foucaults tænkning er gennem tiden blevet fortolket på adskillige måder, og hans forståelser af
mennesket bliver ofte diskuteret og problematiseret. Følgende afsnit søger at samle op, ikke blot på
Foucaults egne anskuelser af sprogets og diskursernes betydning for menneskets identitetsdannelse,
men ligeledes på brugen af hans teoretiske platform. Herigennem vil der tegne sig et klarere billede af
sprogets placering som det primære aspekt ved menneskelivet.
Som behandlet ser Foucault det governmentale subjekt som en moderne vidensproduceret opfindelse,
hvis forståelse af sig selv og sin omverden grundlæggende er betinget af det eksisterende
episteme/paradigme (Foucault 1969, 211). Videnskaben om mennesket skaber som behandlet
fundament for en referenceramme af såkaldte teknologier, som borgerne kan regulere sig selv i henhold
til. Denne ramme er grundlæggende sprogligt funderet og indlejret i det implicitte tvangssystem, der
betinger måden, hvorpå det er muligt at tænke og udtrykke sig om noget (Foucault 2002, 41, 325;
Heede 2004, 75). I Ordene og tingene (Foucault 2006) og i Archaeology of Knowledge (Foucault 1969) har han
det menneskelige udsagn i fokus og beskæftiger sig i særlig grad med sproget og diskursernes betydning
for meningsdannelse og normativitet. Mennesket ser han som diskursivt subjektiveret forstået på den
måde, at mennesket fungerer som medium for sproget og diskursen. Diskursen ser Foucault bl.a. som
et begrænset antal af ytringer, som man kan definere mulighedsbetingelserne for, og
mulighedsbetingelserne er underlagt de subjektpositioner, som subjektet taler ud fra. Disse
talepositioner rummer i sig selv en række grænser for, hvad der overhovedet kan siges (Heede 2004,
82). Der forefindes således ikke et egentligt frirum for, at mennesket kan disponere over sin tale, idet
han mener, at diskursernes mulighedsbetingelser ligger hinsides det enkelte subjekts intention (Ibid.,
84). Man kan således tale om, at subjektet ikke bruger sproget til at udtrykke sig selv, det er snarere
sproget, der taler gennem personen – mennesket bliver således et medium for både kultur og sprog.
18 Der findes imidlertid eksempler på socialkonstruktionistisk tænkning, der mere eller mindre ufrivilligt anlægger
essentialistiske formodninger, herunder narrativitetspsykologi (Michael White, Donald Polkinghorne, Paul Ricoeur) og
sensemakingteori (Karl Weick m.fl.), der forestiller sig, at menneskelig bevidsthed er indrettet efter en temporal, skematisk
struktur, der tildeler mening gennem fortællinger. Det samme gør sig gældende for positioneringsteoretikerne (Bronwyn
Davies, Rom Harré og Luk van Langenhove), der forestiller sig, at bevidstheden udgøres af de positioneringer, man gennem
livet tildeles i diverse mellemmenneskelige interaktioner (Rose 1999).
23

Discursus
Diskursbegrebet har sin oprindelse i den latinske og franske brug af ordet (fr. discourse 'samtale', af lat.
discursus egl. 'løben frem og tilbage') 19 og kan således i sit udgangspunkt betragtes som en
sammenhængende kæde af udsagn i eksempelvis samtaler og fortællinger, udredninger eller argumenter.
Foucault definerer som nævnt diskurs på mange forskellige måder, men i Archaeology of Knowledge
beskriver han diskurs således: (...) The term discourse can be defined as the group of statements that belong to a single
system of formation (...) (Foucault 2002, 121). Vi kan således mere præcist sige, at Foucault retter sin
opmærksomhed mod udsagnet i sin analyse af diskurser og disses mulighedsrum. Der findes forskellige
opfattelser af diskursbegrebet, men centralt for dem alle er, at de anskuer diskurs som mønstre af
sproglig karakter, som mennesker har til rådighed i sociale sammenhænge, og at de ses som tids- og
stedsbundne fænomener, der former og begrænser tanker og handlinger. Diskurser kan derfor ses både
som skabt af og skabere af social orden. Som det eksempelvis beskrives af Norman Fairclough bidrager
diskurs for det første til konstruktionen af sociale identiteter og subjektpositioner for sociale subjekter.
For det andet konstruerer diskurs sociale relationer mellem mennesker. For det tredje bidrager diskurs
med videnssystemer (Fairclough 1992, 64). Kort sagt; mennesket formes og subjektiveres gennem
diskursive praksisser og er således underlagte samfundets flydende og kontingente strukturer. Det
kommer bl.a. til udtryk i dele af den socialkonstruktionistiske praksis, hvis metodiske udgangspunkt
arbejder meget ensidigt med diskursanalyser, som vi eksempelvis kender det fra Jacques Derrida, Jürgen
Habermas, Ernesto Laclau & Chantal Mouffe, Fairclough, Marianne Winther Jørgensen og Louise
Phillips (Phillips & Jørgensen 1999) og andre diskursorienterede discipliner som diskursteori, semiologi
samt narrativitets – og positioneringsteori. Disse diskursdominerede perspektiver spiller centrale roller
inden for især sociologien, antropologien, filosofien, retorikken og lingvistikken, men har desuden
bredt sig til alle dele af human- og socialvidenskaben, herunder også socialpsykologien. Gennem de
sidste 30 år har diskursbegrebet og diskursanalysen således indvirket på adskillige humanistiske fag som
sprog- og litteraturstudier, kulturstudier, psykologi og historie. Richard Rorty taler i den forbindelse om
en gennemgående drejning mod sproget - a linguistic turn 20 (Rorty 1992, 1f), der har konsolideret sig i den
moderne humaniora. I løbet af de seneste 10-15 år har diskursbegrebet og den sproglige vending
desuden holdt sit indtog i samfundsvidenskaberne. Her har det øgede fokus på sproget især skabt en
gennemgående revurdering af politiske ideers og sociale forestillingers betydning for skabelsen af
institutioner og normer, som vi eksempelvis kender det fra nyinstitutionalismen.
19 Link 6.
20 ”The linguistic turn, (eng. 'den sproglige drejning'), i 1900-t.s filosofi en markant tendens, der består i, at de traditionelle
metafysiske, moralfilosofiske og erkendelsesteoretiske problemer opfattes som sproglige problemer og søges løst vha.
begrebsanalyse e.l.”.
24

Diskurs og materialitet?
Den lingvistiske drejning har ført til en særlig udbredt menneskeforståelse, hvor menneskelig viljestyrke
reduceres til en nærmest ureflekteret parering af diskursens paroler. Det gør sig især gældende i den
foucauldianske menneskeforståelse, der som eksempel herpå insisterer på at betegne mennesket som
subjekt – altså som underlagt den diskursivt strukturerede samtid. Som det udtrykkes af kønsforskeren
Donna Haraway bliver Foucaults menneske på denne led til ”A blank page for social inscriptions” (Haraway
1991b, 197). I Foucaults optik reproducerer mennesket de dominerende tids- og epokebestemte
diskurser gennem anvendelse og forhandling, og i den forbindelse både vedligeholdes og
forandres/udvikles de diskursive praksisser. Foucaults magtviden, der former samfundsmæssige
processer er således indlejret i den sproglige interaktion. Subjektet dannes eller produceres udelukkende
i disse processer, og Foucault afviser således også prædefineret identitet og understreger, at selvet er
socialt og diskursivt konstrueret - selv seksualitet og sindssyge bliver dannet i det sociale. Denne
tankegang bliver bl.a. videreført af hans arvtagende governmentality-tænkere Majia Holmer Nadesan og
Vicki Kirby, der i deres arbejde fastslår, at der ingen menneskelighed findes uden for det sociale
(Nadesan 2008, Kirby 1999). På denne led er kroppen og mennesket ikke andet end en receptiv
beholder, som modtager og rummer indtryk, påvirkninger, erfaringer m.m. Det er i denne forstand
vores mange sociale og kulturelle input, som former den menneskelige identitet fra bunden. Den
lingvistiske drejning kommer desuden til udtryk i den praktiske anvendelse af diskursbegrebet inden for
humaniora. Når man i langt de fleste former for humanistisk akademisk arbejde ønsker at belyse sociale
problemstillinger, konsulterer man enten tekstmateriale eller tager ud og taler med folk og baserer
analysen på udsagnet alene, som vi kender det fra diskurs- og formalpragmatiske analyser. I disse
sammenhænge kommer man således til at underkende, at der findes en materiel verden og en krop
uden for sproget, der også kan tænkes at betinge og forme mulighedsbetingelserne for, hvad der kan
siges og gøres 21 .
Vi har set nærmere på Foucaults mange forskellige udlægninger af diskursbegrebet og kan konstatere, at
hans forståelse ikke udelukkende kan reduceres til at omhandle sprog og tekst. Han er noget
usammenhængende på netop dette punkt, men som han antyder, består diskursen samtidig i de
materielle omstændigheder, som mennesket betræder, lever i og anvender til at forme sine livsvilkår ”It
is not enough to say the subject is constituted in a symbolic system… It is [also] constructed in real practices” (Foucault
1984, 369). Det være sig eksempelvis indretningen af faciliteter i skolevæsenet, i fængslerne og på
21 I den klassisk reduktionistiske tradition arbejder man ud fra en metodisk tilgang, der har lighedstegn med
dekonstruktionen. Men hvor den reduktionistiske metodiske analysestrategi insisterer på at rekonstruere dets objekt og
skabe ny sandhed om dets væsen, insisterer poststrukturalisterne på at stoppe undersøgelsen, når objektet er adskilt i
stumper og stykker – se senere behandling i ”Mellem tekst og materialitet”.
25

arbejdspladserne, hvor de fysiske rammer ligeledes har en disciplinerende effekt 22 . Videreførelsen af
hans tænkning og ikke mindst den metodiske anvendelse har dog gennem de senere år modificeret hans
diskurs til næsten kun at fokusere på symbolets magt for dannelsen af subjekter (Slingerland 2008, 80) 23 .
Mellem tekst og materialitet
- En historisk sidebemærkning
Vi har indtil videre set nærmere på Foucaults begrebsliggørelse af samfundsmæssige og sociale
processer og ikke mindst, hvordan vidensregimer og normative rettesnore former subjekters identitet,
selvforståelse og motivation. Som vi indledningsvis har beskrevet, ønsker vi at vise, hvordan en særlig
udbredt tradition inden for humaniora har afkoblet psyke fra legeme og har fremelsket et fokus på
sprog og tekst frem for materialitet. Som det vil fremgå af den følgende behandling, er det bl.a. denne
afkobling af legemet, der har ført til vores samtids underkendelse af kropslige faresignaler i forbindelse
med overbelastninger i arbejdslivet. Vi ønsker derfor at se nærmere på den årtusinde lange filosofiske
og idéhistoriske overlevering, der har ført til denne menneskeforståelse, hvor psyken og sproget har
forrang frem for den instrumentelle krop, hvis følsomhed og sanselighed på mange måder er blevet
diskvalificeret som valide genstandsfelter for den gældende humaniora. Som det senere vil fremgå, har
dette menneskesyn fået alvorlige konsekvenser for den måde, hvorpå man i dag forsøger at håndtere en
række livsstilssygdomme, herunder stress.
Selvom Foucaults primære fokus lå på symbolets magt, arbejdede han indgående med
menneskekroppen og den måde, hvorpå den er blevet formet gennem forskellige epistemer. Foucault
introducerede et øget fokus på kroppen, og i tråd med hans genealogiske udgangspunkt dykkede han
dybt ned i filosofihistoriens måde at betragte det menneskelige legeme på. Foucault brugte kroppen i
historisk- kritisk metodisk øjemed til at identificere forskellige tidstypiske samfundsmæssige strukturer,
der har strømmet gennem, og aftegnet sig i, det menneskelige korpus. Formålet var at spore de
diskursive processer og dynamikker, der gennem tiden har bidraget til den gældende samtids måde at
klassificere mennesket og den sociale væren. Kroppen blev således hans genstand, og det objekt han
anvendte til at spore tidernes diskursive aflejringer 24 . Han identificerer i den forbindelse, hvordan
22 Mange begår den fejl udelukkende at reducere diskurs til tekst. Diskurs er nemlig ikke kun sprog, men omfatter også den
bredere handlingsmæssige praksis, i hvilken sproget indgår (Collin 2003, 109).
23 Læs mere om Foucaults behandling af materialitet eller mangel på samme gennem hele specialet. Se især ”Den tredje vej”.
24 ”The body is the surface of the inscription of events (traced by language and dissolved by ideas), the locus of the dissociation of the Me (to which
it tries to impact the chimera of a substantial unity), and a volume in perpetual disintegration. Genealogy, as an analysis of descent, is thus
situated within the articulation of the body and history. Its tasks is to expose a body totally imprinted by history and the process of history’s
destruction of the body” (Foucault 1998, 375).
26

magten materialiseres i kroppen og bliver til somatiske vaner hos det enkelte subjekt, som det
eksempelvis kommer til udtryk, når kvinder i en given kultur taler sagte, spiser afmålt, sidder med ben
over kors, indtager den passive rolle under samleje, går med bøjet hoved, sænker blikket osv. (Foucault
2006). Mennesket bliver i denne forståelse trænet i henhold til normen og reproducerer den gennem
gentagne handlinger.
De sidste 25 års diskussion af kroppen har hentet meget af sin inspiration i netop Foucaults analyser af
magtstrømningernes betydning for kropslig/somatisk disciplinering og regulering, og hans bidrag til
den senmoderne forståelse af kroppen er på mange måder uvurderligt 25 . Foucaults og Roses m.fl.
arbejde problematiserer adskillige forståelser af kroppen som noget oprindeligt, naturligt og insisterer
på at behandle det som en ikke-målbar størrelse og et anti-essentialistisk hylster, som det gjorde sig
gældende i efterkrigstidsårenes positivisme og psykoanalytiske sværmeri. Foucault er i sit værk Klinikken
fødsel og i sit essay Nietzsche, Genealogy, History om end meget lydhør over for en kropslighed og åbner
døren på klem for en forståelse, hvor kroppen rummer mere end blot kultur og diskurs, men fastholder
samtidig, at videnskaben må bevæge sig væk fra datidens videnskabeliggørelse af en naturlig krop, der i
hans blik først og fremmest bliver formet gennem disciplinering i den sociale kontekst. ”We believe, in
any event, that the body obey the exclusive laws of physiology and that it escapes the influence of history, but this too is
false. The body is molded by a great many distinct regimes; it is broken down by the rhythms of work, rest and holidays; it
is poisoned by food or values, through eating habits and moral laws; it constructs resistances. Effective history differs from
traditional in being without constants. Nothing in man – not even his body – is sufficiently stable to serve as the basis for
self-recognition or for understanding other men” (Foucault 1977, 153). Årsagen til de lingvistisk-orienterede
perspektivers underkendelse af kroppens indre dynamikker skyldes dog, som det fremgår, et ensidigt
fokus, hvor det ikke er subjektets ”substans”, der granskes, men snarere de diskursive kræfter, som
skaber og reproducerer særlige former for subjekter. ”However, a genealogy of subjectification is not concerned
with the cultural relativity of bodily capacities in and of itself, but with the ways in which different corporeal regimes have
been devised and implanted in and rationalized attempts to produce a particular relation to the self and others” (Rose
1998, 31).
Magten over biologien
Foucault arbejdede, gennem den senere del af sit forfatterskab, videre med sit kropslige fokus og
inkorporerer disciplineringen af kroppen i begrebet biomagt, der fungerer som en magtmekanisme
udvundet af eksperternes viden om biologi. Biomagtens æra tog ifølge Foucault afsæt i en periode fra
det 17. århundrede og frem til slutningen af 1800-tallet, hvor det medicinske vidensparadigme var
25 Se den senere behandling af feministernes videreførelse af Foucaults tænkning i kønsforskningen i ”Den tredje vej”.
27

under kraftig udvidelse (Foucault 2006, 144). Dette afstedkom, at lægevidenskaben blev specificeret og
raffineret, og der blev ifølge Foucault skabt to horisonter, eller med hans ord magtteknikker, hvorudfra
man forstod den menneskelige krop og dennes funktioner (Foucault 2006,145). Den første anlagde et
perspektiv, der anså det menneskelige legeme som en maskine: ”..dressuren af legemet, forøgelsen af dets evner,
aftvingelsen af dets kræfter, den parallelle vækst i nytten af det og i dets lydighed, dets integration i økonomiske, effektive
kontrolsystemer, alt dette er blevet tilsikret af magtprocedurer, der karakteriserer disciplinen: menneskelegemets politiske
anatomi.” (Foucault 2006,143). I løbet af 1800 tallet fremstod den anden vinkel, som bestod i
forståelsen af: ”..kroppen som en art, i legemet, der er gennemsyret af det levendes mekanik og tjener som støttepiller for
de biologiske processer: forplantningen, fødslerne og dødeligheden, helbredsniveauet, levetiden, den lange levetid, forhold, der
kan give sig udslag i disse størrelser; varetagelsen af alt dette kommer i stand ved hjælp af stadig intervention og
regulerende kontrol: en befolkningens biopolitik.” (Foucault 2006, 143). Det senmoderne menneskes tæmning
af kroppen finder således sin styrke i vidensdannelsen og de teknikker, der er udtænkt for at fremme
vores sundhed og menneskelige ressourcer. Disse teknikker knytter i dag an til en række adskillige
sundhedspolitiske institutioner som Sundhedsministeriet, Sundhedsstyrelsen og
Forebyggelseskommissionen og deres politiske initiativer til at indføre kost- og idrætspolitik på skoler
og arbejdspladser, der kan imødekomme diverse sygdomsproblematikker og forbedre befolkningens
generelle levestandard 26 .
Foucaults dualistiske vandmærke
Foucault forsøger gennem sit forfatterskab at skrive sig ud af den videnskabsteoretiske traditions
kategorier og ophøje sit arbejde til en metode, der, isoleret fra de gældende vidensregimers mønstre,
kan definere den samfundsmæssige ”virkelighed”. Dette er dog et paradoks i hans teoretiske udredning,
for Foucaults metode må i overensstemmelse med sit eget blik i øvrigt være en teori med vandmærker
fra tidligere tænkeres dechifrering af menneskets eksistensbetingelser. Hans fokus på sprogets,
symbolernes og tekstens tungtvejende betydning ligger i forlængelse af et tusindårigt tankespind, der
tog sit afsæt hos oldtidens grækere, og som sidenhen har dannet skole for vores måde at begribe verden
på. Foucault trækker i sine udredninger på både Nietzsche, Karl Marx, Louis Althusser, Gilles Deleuze,
Jorge Louis Borges, Roland Barthes, Martin Heidegger og Maurice Merleau-Ponty, der alle på samme
led finder deres rødder i idéhistorien. Foucault er derfor et produkt eller et aggregat af sin historie og
samtid, og er dermed også fanget i de mulige positioner, der tilbydes ham i filosofien og dens
idéhistoriske ophav. Både den poststrukturalistiske og socialkonstruktionistiske tankegang hører som
26 Et godt eksempel på denne slags indsatser er det aktuelle KRAM-projekt fra Statens Institut for Folkesundhed, der skal
stille skarpt på danskernes brug af Kost, Rygning, Alkohol og Motion. Som et supplement til analysen har man desuden
valgt at undersøge danskernes forhold til stress.
28

ehandlet under en særlig udbredt skole inden for moderne humanvidenskabelig akademia, der
prioriterer sprog, tegn, symboler og lingvistik som sit primære genstandsfelt (Kirby 1999, 149). Vi har i
den moderne såvel som senmoderne æra været vidne til en udvikling inden for fag, der har mennesket
som sit forskningsobjekt, hvor man i udpræget grad har reduceret den menneskelige identitetsdannelse
og vores opfattelse af virkeligheden til sproglige mønstre og tekst, der opstår som sociale kodninger og
tolkninger mellem deltagere i forskellige sociale praksisfællesskaber.
Paradigmet om konstruktionen af samfundet, det sociale og det personlige har på flere niveauer tildelt
os evnen til at udfordre de institutionaliserede forståelser af verdens beskaffenhed (Kirby 1999, 150), og
har dermed også banet vej for at sætte noget nyt og anderledes i deres sted. Den konstruktivistiske og
poststrukturalistiske bevægelse tog sine spæde skridt i oprøret mod en ontologi, der knytter an til
strukturalistiske og essentialistiske begrebsliggørelser af verdens beskaffenhed. Det største slag stod
mellem positivismen og relativismen, hvor ideen om det objektive blik led nederlag. Men paradoksalt
nok insisterer man i den senmoderne humaniora til stadighed på at diskutere og arbejde med det relativt
håndgribelige og observerbare, nemlig ytringer, narrative udlægninger, positioneringer og analyser af
diskurser. Sideløbende med denne proces har man generelt valgt at diskvalificere alt det, som ikke
umiddelbart er repræsenterbart og håndgribeligt. Og de grundlæggende sandhedskriterier bestemmes af
et epistemologisk råderum, som afgrænses til sprogets grænser – altså det, der kan graves frem i
terminologi, semantik og det symbolske. Som den poststrukturalistiske kønsforsker Valerie Walkerdine
beskriver det, kan man tale om, at det konstruktivistiske paradigmes ensidige drejning mod diskurs, på
sin egen måde kan forstås som lige så rationalistisk som den rationalisme, den vender sig mod – den er
blevet en slags rationalistisk vidensblik (Walkerdine 2006, 246 i Elle et.al.). På den videnskabelige rejse
væk fra fastlåste og rigide kategoriseringer har man med det konstruktivistiske paradigme bevæget sig
mod en vidensdannelse, der mere eller mindre ufrivilligt har taget livet af alt det, som ikke er tekst og
som en konsekvens heraf, anskues følelser, emotioner og affekt, hvis eksistens næppe kan dementeres,
som sproglige aflejringer i psyken. Mennesket er som tidligere nævnt blevet et medium for sprog eller
med andre ord et sprogafhængigt konstrukt. Et væsen, der handler og agerer ud fra ansigtsløse
normative viljer, til fordel for en neoliberal diffus samfundsmæssig agenda, der taler for merrationale og
optimering. Det blanke blad, det tomme menneske, hvis autonomi kun består i evnen til at forhandle
om positioner og forståelser af verden, og et vagt potentiale til modmagt. Mennesket er en maskine, og
herigennem strømmer og reproduceres den ulige, repressive og på samme tid produktive sproglige
bestemmelse og forankring af os selv, vores materialitet, blik, åndelighed og sjæleliv. Konsekvensen af
dette sæt briller til at granske, og iagttage vores verden er, at alt det vi ikke kan sætte stempel eller ord
29

på, eller prædikere med et symbol/tegn, ikke tildeles en egentlig eksistensberettigelse. Det gælder alle
former for metafysik, intuition, sansning, følelser og præerkendte menneskelige impulser/affekter.
I den følgende gennemgang har vi tænkt os at gå i Foucaults fodspor og se nærmere på idéhistoriske
strømninger, der har fungeret som forløber og katalysator for den dualistiske tanke og den aktuelle
gennemgribende disciplinering af kroppen.
Den åndelige strømning
Det lingvistiske perspektiv ligger, som nævnt i forlængelse af en lang række åndelige strømninger, der
fra Aristoteles og Platon til Foucault, har beskæftiget sig med menneskelig væren og identitet. Denne
tilgang har som et gennemgående træk været kendetegnet ved en ontologisk opdeling eller adskillelse
mellem ånd og materie, eller med andre ord, psyke og krop. Den klassisk dualistiske begrebsliggørelse
indebærer forestillingen om, at hjernen og den ydre fysiske verden er uafhængig af observationen - altså
en skarp adskillelse mellem fysiske genstande og den såkaldt subjektive oplevelse. Den dualistiske tanke
og hele begrebsverdenen, der følger med, kan siges at have haft sin spæde tilblivelse i og med Platons
‟idéverden‟. I denne tese er livet på jorden et midlertidigt ophold, og herunder er det legemlige liv en
formørkelse af sjælen, der i sin natur stræber efter at løsrive sig for at forenes med det fuldkomne;
ideernes verden, jf. hulelignelsen i ”Staten” (Platon 1977, 264). Platon postulerer desuden i sit værk
”Faidon”, at ”Filosoffens opgave er at foregribe sin biologiske død ved bevidst at løse sjælen fra legemet” (Christiansen
1998, 61) og ekspliciterer herved behov for at adskille sjælen fra legemet, der repræsenterer det
forgængelige og ufuldkomne. Platons såkaldte Homo duplex-perspektiv har tydeligvis haft en afgørende
indflydelse på kroppens videnskabelige samt idéhistoriske placering som et sekundært element ved det
levede liv, hvilket blandt andet kommer til udtryk i kristen teologi og filosofisk idealisme, hvor aspektet
behandles indgående med samme fortegn (Shusterman 2008, 5). Mennesket er i dette perspektiv skabt i
Guds billede og har ingen relation til det primitive dyr. Desuden betragtes sindet som en immateriel
størrelse og dets evner er styret af en metafysisk kraft (Pinker 2002, 1). I en næsten fugleflugtslignende
linje fra Platon er det næstkomne væsentlige bidrag, inden for den klassisk dualistiske tænkning,
rationalisten Rene Descartes, der i 1600 tallet med sin ‟metodiske tvivl‟ og sin tilhørende konklusion
‟Cogito, ergo sum‟ fastslog, at tankevirksomhed er det eneste sikre og fuldkomne ved den menneskelige
eksistens (Pinker 2002, 178). "Og selv om det er muligt (eller rettere som jeg sagde før: sikkert), at jeg har en krop,
som jeg er i nær kontakt med, så er det dog sikkert, at dette jeg (d.v.s. mit intellekt, i kraft af hvilket jeg er, hvad jeg er)
er fuldstændig adskilt fra legemet og kan eksistere uden for det...” (Ladegaard 2003, 185). Legemet er således
inden for den kartesianske optik i sin sanselighed manipulerbart, desuden endeligt og forgængeligt og
anses som en yderst nuanceret maskine underlagt tænkningens hensigter og mål. Hans teser har
30

muligvis været de mest skelsættende inden for den filosofiske behandling af forholdet mellem sjæl og
legeme/psyke og krop (Køppe et al. 2004). Den såkaldt dualistiske idé tegner sig videre skarpt op
gennem den senere filosofihistorie, hvilket kommer til udtryk hos blandt andet Nietzsche og Heidegger.
Dog er det et fejlagtigt postulat, at kroppen aldeles underkendes. Kroppen blev omtalt og behandlet
som et vigtigt redskab, der skulle trænes, forbedres og raffineres af oldtidens tænkere som eksempelvis
Sokrates, Cleobulus og Diogenes. Men kendetegnende for de væsentligste bidrag inden for filosofien er,
at de i stedet for at beskæftige sig indgående med den konkrete krop, retter et bredere fokus mod
forholdet mellem perception og materialitet. Det er derfor mere nærliggende at tale om en forfordeling
af den menneskelige tankevirksomhed, fornuften og eller intellektet. Dette kommer ligeledes til udtryk i
den moderne psykologi, hvis fokus som udgangspunkt ligger på netop psyken 27 .
Platon og Descartes udmærker sig således ved at være klassiske forbilleder for en dualistisk
begrebsdannelse, der med tiden er blevet til en antisomatisk idealisme. Denne forståelse har som vist på
flere måder spædet til et gennemgående træk i filosofien og kan spores hos eksempelvis Emile
Durkheim, der også arbejder med en sui generis, dualistisk adskillelse i mennesket; ”Man is double. There are
two beings in him: an individual being which has its foundation in the organism and the circle of whose activities is
therefore strictly limited, and a social being which represents the highest reality in the intellectual and moral order that we
can know by observation” (Durkheim 1966, 29). Vi er den dag i dag stadig vidner til en opdeling af
menneskelig bevidsthed og kroppen/materien, som vi eksempelvis ser det hos Pierre Hadot (Hadot i
Shusterman 2008, 16). Her tildeles erkendelsen og bevidstheden ofte forrang frem for kroppen, der
anvises en mere tilbagetrukket sekundær position.
Tanken og sproget er gennem tiden blevet tæt forbundne størrelser og med Foucault og andre
diskurstænkere har sproget fået sit eget liv og fungerer som et system af strukturer, der
gennemstrømmer kroppen og puster liv i den passive organisme. I den forbindelse er det de
tilgængelige forståelser af verden, der former identitet. Kroppen er blevet et kanvas, der bliver farvelagt
af struktur og diskurs. Krop og psyke er blevet reduceret til det instrument, sproget manifesterer sig
igennem. I adskillige værker kan man finde antydninger af, at mennesket blot er det sted, hvor sproget
artikulerer væren. F.eks. kan man i Jacques Lacans "ca parle" - "det taler" se en forskydning fra
psykoanalysens 'jeg' til et anonymt og strukturelt 'det', og ligeledes kan man i Heideggers "die Sprache
ist das Haus des Seins" - "sproget er værens hus" finde eksempler på denne tænkemåde: ”Language is the
house of being. In its home man dwells” (Heidegger 1993b, 217) efterfulgt af: “Language alone brings beings as
27 Psykologien som videnskab tog afsæt i et forsøg på at fjerne sig fra den dualistiske forståelse, men dens praksis har
gennem tiden fastholdt den dualistiske tænkning. Denne problemstilling bliver nærmere behandlet i afsnittet ”psy –
subjektivitetsekspertisen”.
31

eings into the open for the first time… Language by naming being for the first time, first brings beings to word and to
appearance. Only this naming nominates being to their being from out their being” (Heidegger 1993d, 198).
På denne led opstår der en forgrening af dualismen, der både fastholder adskillelsen mellem krop og
bevidsthed og samtidig etableres en ny dualistisk form, der på den ene side placerer de magtfulde og
gennemgribende sproglige strukturer og på den anden det passive og receptive menneske. Gradvist
blev mennesket også til noget sekundært i forhold til de samfundsmæssige strukturer, hvilket
degraderede kroppens position yderligere - strukturer blev det primære, tanken det sekundære og
kroppen det tertiære. Lidt forsimplet kan man skitsere følgende proces: Struktur/diskurs møder subjekt
og subjekt disciplinerer og former kroppen. Kroppen har i dette perspektiv ingen stemmer eller vilje, og
kun det ”målbare” sprog er nu relevant for human-, samfunds- og socialvidenskabelig tænkning. Denne
dualistiske og sprogligt reduktionistiske måde at tænke på har gennem de sidste 30 års tænkning bredt
sine ringe af vandmærker. Men denne tænkemåde overser, at diskursen er sproglig og dermed
menneskeskabt. Som vi senere vil forklare er sproget ikke blot menneskeskabt, men kropsligt
konstitueret og dermed materielt. Det giver derfor ikke mening at se mennesket som opdelt - hverken i
forhold til struktur, tænkning eller materialitet. Og netop denne problematik ønsker vi at behandle mere
indgående gennem specialet.
Sproget er værens hus
Den ontologiske adskillelse mellem bevidsthed og materialitet kan rodfæstes i en lang idé- og
åndshistorisk tradition. Den mere sprogligt orienterede dualisme tog fart i 60‟erne og 70‟erne og har
med blandt andet Foucault og hans lingvistiske arvtagere i spidsen tildelt humaniora en nærmest
uindskrænket vægtning af tekstlighed, som det eneste valide genstandsfelt for undersøgelser af det
sociale, hvilket blandt andet viser sig hos Roland Barthes; ”Man does not exist prior to language, either as a
species or as an individual” (Pinker 2002, 33). Det samme gør sig gældende hos Noam Chomsky og ikke
mindst i Jacques Derridas ”Of Grammatology”, hvor han proklamerer, at der intet findes uden for
teksten; ” Il n’y a pas de hors-texte” (Derrida 1997, 178) 28 . Disse udlægninger kan vi således også placere
under betegnelsen for det udbredte lingvistiske fokus, nemlig den tidligere berørte ”sproglige
drejning” 29 . Kendetegnende for det tekstlige fokus er, at kun ganske få afviser, at der findes en
materialitet, men at den kun er tilgængelig for os gennem vores sprog. Placeringen af kroppen som
noget sekundært ved det levede liv gør sig også gældende for sansningen, der siden oplysningstidens
28 Eksempler på denne lingvistiske drejning kan desuden spores i nykritikkens litteraturkritiske analyser i 1920‟erne ført an af
fremtrædende figurer som T. S. Eliot og den danske Finn Stein Larsen.
29 Foucault, Derrida og Chomsky har ikke ensartede opfattelser af tekst og diskurs, men disse uoverensstemmelser er ikke
umiddelbart relevante for dette speciales udgangspunkt.
32

positive videnskabs krav på validitet er blevet negligeret og henvist til alternative former for
lægevidenskab. Kroppens sanser blev allerede med Descartes anset for at være bedrageriske kvaliteter,
hvorimod evnen til at reflektere blev det eneste sikre vidnesbyrd om menneskets eksistens i denne
verden. Den moderne videnskabs kritik og analyse af epistemologiske forståelser, der indebærer
menneskets sanseapparatur, er sidenhen blevet diskvalificeret til fordel for tænkning, der bevidner
observer- og målbare resultater og ikke subjektive oplevelser og erfaringer (Shusterman 2008, 19).
Mennesket blev ifølge Finn Collin især sprogliggjort i slutningen af 1700-tallet gennem Georg Wilhelm
Friedrich Hegel, der argumenterede for at virkeligheden konstitueres igennem de fælles begreber, der
gennemsyrer menneskets samfundsmæssige liv. Samme betragtninger gjorde sig gældende hos Vilhelm
von Humboldt, der formulerede det således: ”Sproget er så at sige den ydre fremtrædelsesform for et folks ånd,
sproget er deres ånd, og ånden er deres sprog” (Collin 2003, 17). Ideen om sproget som konstituerende for
tanken fik især ben at gå på ved overgangen til det 20. århundrede med Ferdinand de Saussure
(Saussure 1915) 30 , Edward Sapir (Sapir 1973) og Benjamin Lee Whorf (Whorf 1956) samt Ludwig
Wittgensteins arbejde (Wittgenstein 1978). Denne tænkning demonstrerer, både hos Wittgenstein og
Sapir/Whorf, hvordan sproget danner ramme for menneskets virkelighedsforståelse og introducerer
således et altoverskyggende blik på det lingvistiske (Collin 2003, 17; Lakoff & Johnson 1999, 450).
Wittgensteins tanker blev desuden overleveret til Thomas Kuhn og hans paradigmebegreb, der beror på
ideen om en videnskabelig tankestruktur, der er sprogligt konstitueret (Kuhn 1962). De
konstruktivistiske tankemønstre er ifølge Finn Collin sidenhen blevet mærkbart styrket i det 20.
århundrede, hvor både angloamerikanske og kontinentale filosoffer har været intenst optaget af
sproget, som de betragtede som nøglen til at forstå denne menneskelige tænkning og til at afsløre
virkelighedens grundstruktur (Collin 2003, 18; Lakoff & Johnson 2002, 144). Det gør sig ifølge Søren
Kjørup den dag i dag også gældende inden for både human- og socialvidenskaben eksempelvis
repræsenteret ved den socialkonstruktivistiske, poststrukturalistiske, dekonstruktionistiske og kritisk
teoretiske teori (Kjørup 1996, 60f), som vi kender i forbindelse med diskursanalyse hos Norman
Fairclough (Fairclough 1992), formalpragmatiske analyser hos Jürgen Habermas (Habermas 1981) og
systemteoretisk analyse hos Niklas Luhmann (Luhmann 2000). Samme tekstlige fokus finder vi hos en
lang række tænkere, der ofte placeres under betegnelsen postmodernisme og udgør platformen i den
sproglige drejning og det konstruktivistiske paradigme.
30 Saussures teori betegner, hvordan sproget opstår i det relationelle som en social konstruktion og betinger subjektets måde
at forstå verden (lignende udlægninger findes hos Roman Jakobsen og Claude Lévi-Strauss). Hans tanker udgør en
grundsten i den konstruktivistiske optik og har stor betydning for dens tekstlige fokus. Foucaults tanker henter på mange
måder sin oprindelse i Saussures strukturalistiske teori (Collin 2003, 82). En teori, som han dog på en lang række områder
gør oprør mod. Se senere behandling i ”Den tredje vej”.
33

Den lingvistisk-orienterede filosofiske tradition, der har bredt sig inden for både human-, social- og
samfundsvidenskaben, ligger til grund for vores måde at begribe vores verden og os selv på og
adskillelsen mellem krop og psyke, og det omfattende fokus på tekstlighed gennemsyrer til stadighed
vores måde at håndtere sociale problemer på, herunder også problemer, som vedrører og manifesterer
sig andre steder end i sproget og bevidstheden. Sat lidt på spidsen kan man sige, at det
konstruktivistiske paradigmes subjekt er bortmanet til fordel for struktur. Mennesket med hud, hår og
følelser er bogstaveligt talt blevet skrevet ud af humanismen, hvilket, som det senere vil fremgå, er en
voldsom begrænsning og en graverende problematik for den senmoderne humaniora. Nu kan man
imidlertid hævde, at den meget lingvistisk orienterede konstruktivisme blev mere blødgjort i 1970‟erne
og 1980‟erne og siden hen måtte betragtes som passé, men hvis man rent faktisk ser på den konkrete
anvendelse af både poststrukturalisme og socialkonstruktionisme, må man konstatere, at den til
stadighed havner i samme sproglige blindgyde (Slingerland 2008, 80). Det gør sig ligeledes gældende
med nyere forsøg på at komme videre fra tekstligheden, som man eksempelvis kan se hos Pierre
Bourdieu og ”den senere” Latour, der forsøger at tale om integration mellem krop og kultur, men i
sidste ende farer vild og vender tilbage til sikker grund (Slingerland 2008, 96) 31 . Med forsøget på at
komme videre ind i mennesket løber også mange andre, som kønsforskerne Judith Butler (Butler 1993)
og Vicki Kirby, panden mod en mur og ender med kun at se skriften på væggen. Med konstruktivistiske
briller sker der en adskillelse mellem mennesket og dets ydre, forstået på den måde, at subjektet ingen
adgang har til verden andet end gennem sproget. Som vi senere vil behandle, er dette udgangspunkt
grundlæggende forkert, idet mennesket basalt set er lige så materielt som den verden, det befinder sig i.
Den konstruktivistiske anti-essentialisme har haft stor betydning for den moderne måde at forstå
mennesket på. Og teorier, som tager afsæt i spekulationer om menneskelig natur og indre dynamikker,
er blevet dementeret med konstruktionsbegrebet som fortegn. Især Wittgensteins tanker har haft en
afgørende betydning for denne udvikling og hans indædte indvendinger mod brugen af kropslige
forklaringsmodeller på psykologiske nøglebegreber som emotion og vilje og selvbevidsthed lever i høj
grad videre i human-, social- og samfundsvidenskaben (Shusterman 2008, 10-11).
Sammenfattende kan vi konkludere, at mennesket i det konstruktivistiske paradigme ses som
samfundets diskursorgan, hvor kroppen (men også psyken) nedsættes til råmateriale. Således
fremkommer de som en art modellervoks, der kan formes og omdannes efter forskellige forskydninger
i magt og forståelse. Bevidstheden, og i denne forbindelse den sproglige bevidsthed, tildeles en
fremtrædende og afgørende position for måden, hvorpå mennesket konstrueres og konstruerer sig selv.
31 Se behandlingen af denne problematik i ”Den Tredje Vej”.
34

Dette skyldes især et humanvidenskabeligt dualistisk fokus på menneskelig erkendelse og evne til
refleksion.
Den følgende behandling vil se nærmere på psykologiens rolle som en videnskabelig disciplin, der
skaber en særlig normativitet for menneskets selvregulering. Denne behandling er af afgørende
betydning, idet psykologien og den tilhørende Human Ressource-disciplin på en lang række områder
har stor indflydelse på indretningen af arbejdsmarkedet. Psykologien er desuden det fag, der
hovedsagligt varetager løsningen af den aktuelle stressproblematik. Eftersom stressindsatsen på flere
måder virker utilstrækkelig finder vi det væsentligt at se nærmere på dette humanvidenskabelige fag
med vores sammensatte governmentality-perspektiv. Udredningen skal senere bringes i anvendelse i
forbindelse med en analyse af både det grænseløse arbejdsmarked og den danske indsats på
stressområdet.
Psy - subjektivitetsekspertisen
Psykologiens kanvas
Psykologien er en relativ ung videnskab, der på mange måder relaterer sig til en række tilgrænsende
videnskabelige hovedområder, herunder humanvidenskaben, naturvidenskaben og
samfundsvidenskaben. Man kan med fordel sige at psykologien befinder sig i krydsfeltet mellem disse
fagområder og generelt ”snylter” på en lang række perspektiver indenfor de forskellige områder.
Psykologien har især et stærkt slægtsbånd til filosofien, som den oprindeligt også udspringer af, og som
den gennem tiden desuden har kæmpet for at løsrive sig fra. Det har den gjort for at blive accepteret på
lige fod med eksempelvis medicinen, hvilket især kommer til udtryk i psykiatrien, neurofysiologien og -
psykologien, hvor man typisk arbejder med medicinsk behandling af psyken. Psykologien har desuden
en tæt forbundethed til naturvidenskaben, hvilket kommer udtryk inden for neuropsykologien,
adfærdspsykologien og den kognitive psykologi. En anden retning inden for psykologien er den mere
humaniorarelaterede, hvis metoder hovedsagligt er hermeneutiske, tolkende, kvalitative og
helhedsorienterede, som vi kender det fra den humanistiske og eksistentielle psykologi samt i den
narrative psykologi og psykoanalysen. Psykologien relaterer sig også til samfundsvidenskaben ved at
beskæftige sig med menneskets sociale og samfundsmæssige vilkår, som det især kommer til udtryk i
socialpsykologien, i marxistisk orienteret psykologi og i socialkonstruktionismens undersøgelser af den
måde, hvorpå viden og identitet er vævet sammen med samfundets magtstrukturer. Psykologien består
på denne måde af adskillige idémønstre af både naturvidenskabelig, humanvidenskabelig og
samfundsvidenskabelig karakter, men har i sin grundsubstans hentet meget inspiration fra filosofien og
35

dermed også det tusindårige tankespind, der har haft mennesket som sit genstandsfelt 32 . I den
forbindelse spiller dualismen en særlig rolle, idet psykologien på flere måder har forsøgt at etablere sig
som et opgør mod adskillelsen mellem krop og psyke, men samtidigt har insisteret på at arbejde med
noget særligt psykisk, også kaldet bevidsthed, der på forskellige måder interagerer med kroppen og de
fysiske omgivelser. Psykologien havde oprindeligt til hensigt at afklare og kortlægge den menneskelige
bevidsthed og erkendelse, men fandt hurtigt ud af, at dette var mere komplekst end forventet.
Problemet har især været at lokalisere generelle sammenhænge mellem en psykisk tilstand og en fysisk
tilstand (Christensen 2005, 83). Undersøgelserne af forholdet mellem krop, hjerne og psyke har generelt
haft stor betydning for måden, hvorpå psykologien har forholdt sig til genstandsfeltet og derfor er det
vigtigt at diskutere forskellige psykologiske retningers behandling af den dualistiske problematik, hvis
man ønsker at forstå, hvorfor en særlig kropslig disciplinering og underkendelse af faresignaler har
konsolideret sig i menneskets nærværende måde at forstå sig selv på. Psykologien har altså forsøgt at
ophæve dualismen, men har samtidig erkendt at en ontologisk reduktionisme, der udelukkende gør
brug af fysikkens love, også kaldet monisme, ikke kan indfange fremkomstbetingelserne for
psyken/bevidstheden. Det såkaldte psykofysiske problem (Christensen 2005, 82) har gennem tiden
udmøntet sig som en gennemgående ”irritation” for psykologien. Vi vil i det følgende skitsere et
eksempel på et udviklingsforløb inden for psykologien, hvor flere retninger tog afsæt i den dualistiske
problematik, men i dag er endt i det samme dilemma. Det viser sig især som et metodisk og praktisk
onde. Denne gennemgang skal kvalitativt vise, hvordan psykologiens forsøg på at fjerne dualismen ofte
ender i en reduktion af problemet til neurofysiologi, semiotik, politisk økonomi og kulturelle forhold.
Psyken som drift
Den moderne psykologis indpas i humaniora og humanvidenskab tog afsæt i det 20. århundrede med
en begrebsliggørelse af den menneskelige personlighed som værende underlagt drifter, impulser,
fortrængninger, projektioner og forsvarsmekanismer – alt sammen forankret i en konkretiseret model 33 .
Psykoanalysen tog afsæt i den dualistiske problematik og satte spørgsmålstegn ved lægevidenskabens
traditionelle skarpe skel mellem legemlige og psykiske sygdomme og banede vej for den
psykosomatiske medicin, der udforsker psykiske faktorers betydning for somatiske sygdomme. Et af
32 Det viser sig bl.a. i den aktuelle psykologiske praksis, der ifølge embodiment-teoretikerne Edward Slingerland samt
George Lakoff og Mark Johnson knytter an til en semividenskabelig tradition fyldt med uvidenskabelige common-senseforståelser,
der i flere tilfælde knytter an til folklore og andre mytiske fortællinger (Slingerland 2008, 129; Lakoff & Johnson
1999, 440). Eksempler på dette er psykoanalysens brug af græske tragedier som Ødipus og sagnet om Narcissus og ikke
mindst den humanistiske psykologis anvendelse af taoisme og zenbuddhisme. Jerome Bruner underbygger dette postulat
med sin teori om den såkaldte folkepsykologi (Bruner 2004, 44).
33 Fremkomsten af psykologien som vidensfag fandt egentlig sted med Wilhelm Wundts oprettelse et psykologisk
laboratorium i 1879, men psykologien som professionsfag tager først rigtigt sit indpas i moderne videnskab med Sigmund
Freud, hvis terapeutiske metode først introduceredes ca. 10 år senere.
36

psykoanalysens mål var således at påvise det ubevidste og de psykiske processer. Psykoanalysen vandt
især indpas i den ungdomsbevægelse, der opstod blandt amerikanske collegestuderende og bredte sine
ringe til resten af den vestlige verden, og mange af retningens begreber kendertegner stadig den gængse
folkepsykologi, hvor begreber som fortrængning, forsvarsmekanismer og ødipuskompleks er blevet
allemandseje (Christensen 2005, 58). Dens betydning har på en lang række områder været afgørende for
den psykologiske fagdisciplin og dens personlighedsteorier indgår i en gensidig inspiration med
retninger indenfor den moderne samfundsvidenskab, som vi kender det fra eksempelvis den kritiske
teori 34 , den fænomenologiske, eksistentielle og den humanistiske psykologi. Disse retninger adskiller sig
fra hinanden på en række betydelige områder, men fastholder i fællesskab et fokus på sammenstødet
mellem biologisk drift og samfundsmæssige krav. Disse retninger opererer ofte med en oprindelig eller
autentisk menneskelig natur, og menneskers fremmedhed overfor naturen, medmennesket, samfundet
og ikke mindst sig selv er et af de problemer som eksempelvis humanistisk og eksistentiel psykoterapi
søger at løse. Den psykoanalytiske metode beror på gennemgribende analyser af analysandernes
erfaringer på baggrund af intensiv samtaleterapi.
Den betingede psyke
Sideløbende med udviklingen af disse psykologiske retninger har en række andre discipliner med et
tungtvejende fokus på mere naturvidenskabelige perspektiver set dagens lys. Som et anti-essentialistisk
opgør med både dualismen og psykoanalysen opstod behavioristernes teori om stimulus-respons og
adfærdsregulering. Denne positivistisk inspirerede psykologiske disciplin bygger på antagelsen om, at
introspektion ikke er mulig, og at menneskelig adfærd er betinget af simple reaktioner på stimulans.
Behavioristerne mente, at hvis psykologien skulle være videnskabelig, så måtte den holde sig til at
beskrive organismers adfærd (dvs. faktiske bevægelse af kroppen), og ignorere de subjektive tilstande.
Hjernen betragtes i den forbindelse som en "black box", hvor man kan studere input og efterfølgende
output, men ikke de mentale processer der foregår i hjernen, herunder komplekse indre dynamikker og
bevidsthed (Christensen 2005, 62). Behaviorismen beskæftigede sig indgående med eksperimenter, der
skulle dokumentere motivation for adfærd og arbejdede desuden med forskellige former for
adfærdsregulering.
Psyken som computer
Som et opgør mod den behavioristiske tænkning og dens sorte boks dæmrede det kognitive
psykologiske paradigme i midten af det 20. århundrede, hvis fokus netop er rettet mod hjernen og ikke
34 Adorno, Marcuse og Habermas har anvendt den freudo-marxistiske arv i sine samtidsteoretiske analyser.
37

mindst menneskets bevidsthedsprocesser, herunder især perception, hukommelse, tænkning, sprog og
læring (Larsen 2008, 13). Retningens fokus var dog på samme måde som behaviorismen at skabe
ændringer i adfærd. Grundtanken er, at man gennem tilegnelse eller omstrukturering af viden, kan
udnytte de kognitive færdigheder som perception, forestillingsevne osv. til at få indsigt i menneskets
måde at forstå verden og sig selv på, og dermed også ændre disse forhold. Man udnytter, at mennesket
har evnen til at forstå, se sammenhænge og danne sig forestillinger om forskellige hændelser, idet man
mener at dette er forhold som har stor betydning for, hvordan man lærer. De tidlige kognitivister drog
mange paralleller mellem hjernens funktioner og computerens maskinelle operationer, og psyken
etableres her som det primære genstandsfelt. Gennem den kognitivistiske tradition har man således
principielt reduceret menneskelig tænkning til formelle og logiske beregninger, der kan ekspliciteres i
form af symboler (Valla 2004). Kognitivismen genindfører dermed ufrivilligt den klassisk dualistiske
adskillelse mellem krop og bevidsthed, hvilket blandt andet kommer til udtryk gennem den
grundlæggende mangel på begrebet organisme i kognitionsforskning og neurovidenskab (ibid.). Sindet
var forbundet med hjernen i en tvetydig relation, og hjernen var stadig adskilt fra kroppen i stedet for at
blive betragtet som en del af en kompleks levende og sammensat organisme 35 . Den kognitive psykologi
opererer især med bevidsthedsprocesser og ændringer i tankevirksomhed, men beskæftiger sig i praksis
sjældent med kroppens betydning for dannelsen af det menneskelige sind (Gibbs 2006, 5) 36 . I den
forbindelse arbejder et bredt udsnit af kognitive psykologer i behandlingen af stress med coping, eller
på dansk mestring. Ifølge den amerikanske psykolog og professor i stress Richard S. Lazarus hænger
mestring og stress uløseligt sammen. Hvis et menneske ikke mestrer en stressende hændelse på
hensigtsmæssig vis, vil det udløse negative følelser og på sigt forårsage kronisk stress (Lazarus 2006,
128). Mestring defineres af Lazarus som: ”(…) kognitive og adfærdsmæssige bestræbelser, som er under konstant
forandring og søger at håndtere specifikke ydre og/eller indre krav, der vurderes at være plagsomme eller at overskride
personens ressourcer” (Lazarus 2006, 139). Og postulatet fra hans side er altså, at man gennem træning af
kognitive og adfærdsmæssige færdigheder, og ved hjælp af hans udarbejdede model over
mestringsstrategier, kan lære at håndtere, reducere eller tolerere stress (Lazarus 2006, 144). Den
kognitive terapis bud på stresshåndtering går dermed ud på at udfordre og ommøblere negative tanker
med det mål for øje, at de pågældende mennesker for fremtiden kan kontrollere hovedets aktivitet. På
35 Denne problematik er sidenhen blevet ratificeret i de nyere embodiment-teorier, som vi mere indgående behandler i ”Den
Tredje Vej”.
36 De kognitive psykologer har tidligere haft et indgående fokus på kroppen som en samlet organisme og har især hentet sin
inspiration i det naturvidenskabelige. Den praktiske anvendelse ser imidlertid anderledes ud og metoderne begrænser sig ofte
til tankemæssige adfærdsændringer. Selv den nyere kognitionsforskning repræsenteret i Thomas Iversens stress og traume
forskning tager primært afsæt i behandling gennem sprog og tanke. Det viser sig bl.a. ved at han bruger 220 sider på tanken
og fem sider på de somatiske forhold (Iversen 2007).
38

denne led er metoden adfærdsregulerende i og med at mennesket skal tilpasse sig de ydre
omstændigheder.
Psyken som sprog
”Socialkonstruktionistisk undersøgelse er hovedsagligt optaget af at forklare de processer, hvorigennem folk kan beskrive,
forklare eller på anden måde gøre rede for verden (inklusive sig selv) i hvilken de lever” (Gergen 1985, 266 – vores
oversættelse).
Diskurspsykologien er på flere måder et socialkonstruktionistisk modsvar til kognitivismen i
socialpsykologien. I de kognitivistiske tilgange betragtes sprog som essentielle og ”private” afbildninger
af en ekstern virkelighed eller som produkter af indre mentale repræsentationer. Diskurspsykologien ser
derimod psykologiske processer som dynamisk foranlediget af den kommunikative interaktion mellem
mennesker. Psykiske tilstande er i denne optik konstitueret i sociale aktiviteter og ikke motiveret af en
menneskelig essens. Selvet er diskursivt konstrueret og de psykiske processer er, på denne led, betinget
af de kulturelle og historiske vidensregimer, der gennemstrømmer subjektet. Diskurspsykologien er
kraftigt influerer af Foucaults tænkning, men anlægger i modsætning til Foucault en mere nuanceret
forståelse af autonomibegrebet. Eksempelvis arbejder diskurspsykologiske tænkere som Rom Harré,
Bronwyn Davies og Luk Van Langenhove med sproglige interaktions- og talehandlingsanalyser og er
især optaget af, hvordan subjektet, gennem forhandling, tager aktivt del i konstruktionen af den
sproglige referenceramme, som i deres optik definerer selvet og dets omverden (Harré & Davies 1999;
Harré & Langenhove 2001). Denne forståelse gør op med den foucauldianske udlægning af rigide
subjektpositioner og Erving Goffmanns fastlåste rolleteori og anviser i stedet, med afsæt i Austin &
Searles 37 talehandlingsteori, hvordan subjektet i samspil med andre, positionerer sig og afviser
positioneringer på forskellig vis og på denne måde udvikles selvforståelsen dynamisk og kontinuert. I
diskurspsykologien bliver mennesker ikke blot til bærere af diskurser, men anvender dem mere aktivt
som ressourcer i tilrettelæggelsen af deres livsprojekter.
Diskurspsykologien rummer desuden narrativitetsteorien, hvis frontfigurer bl.a. er Jerome Bruner, Paul
Ricoeur, Donald Polkinghorne og Michael White, der også trækker på Foucaults tænkning. Denne
retning inden for diskurspsykologien vinder stadigt større indpas i den aktuelle managementstrategi, der
fokuserer på fortællingernes betydning for arbejdskultur og medarbejderidentitet 38 . Narrativitetsteorien
37 Se evt. John L. Austins & John R. Searles talehandlingsteori.
38 Narrativitetstænkningen udgør et centralt grundlag for stadigt flere af de store danske konsulenthuse, der arbejder med et
sprogpsykologisk udgangspunkt. Narrativitetsteorien relaterer sig til det stadigt mere udbredte storymaking-koncept og
indgår desuden i den såkaldte systemiske praksis.
39

ehandler, hvordan mennesket gennem fortællinger konstruerer sin identitet og forståelse af verden
(White 2006; Bruner 1999; Polkinghorne 1988). Et narrativ er kendetegnet ved en skematisk temporal
struktur, og udgør derved en sammenhængende fortælling om en række begivenheders forløb og en
fortælling vil dermed tage afsæt i en begyndelse, hvorfra fortællingen bevæger sig mod en afslutning.
Bevægelsen og selve fortællingen inkluderer endvidere et plot – en storyline, hvilket er narrativets
centrale omdrejningspunkt. Men for at mennesket kan skabe en overordnet mening, må samtlige
narrativer nødvendigvis placeres i et overordnet selvnarrativ, der konstituerer den enkeltes
selvforståelse og begrebsliggørelse af verden (ibid.).
Selvom diskurspsykologien på en række punkter gør op med Foucaults fastlåste autonomiforståelse
forbliver mennesket et sprogafhængigt konstrukt, hvis identitet kontinuerligt formes i det sociale. Det
indgående fokus på sproget, som konstituerende for tænkning og psykiske processer, betyder, at man
reduktionistisk fastholder et ensidigt fokus på erkendelse og i minimal udstrækning beskæftiger sig med
legemet. Til trods for det menneskelige forhandlingspotentiale reproduceres Foucaults subjekt som en
blank plate for social inscriptions.
Reaktion - modreaktion
Ovenstående eksempel viser en række reaktioner og modreaktioner på dualismeproblematikken inden
for psykologien. Men det der hovedsagligt fastholder psykologiens dualisme, er dens måde at arbejde
med sit genstandsfelt på. I langt de fleste tilfælde tyr psykologiske behandlinger til samtaleterapi og det
er sproget, der bliver det primære medium, der skal skabe adgang til psyken. Det er vanskeligt at
forklare, hvordan denne udvikling har fundet sted, men som vi tidligere har beskrevet snylter
psykologien på en række videnskaber og siden positivismestriden er der opstået en klar ”barriere”
mellem det naturvidenskabelige og det samfunds- og humanvidenskabelige. Psykologien knytter i
stadigt større grad an til de humanistiske fag, der på mange måder er kraftigt influeret af den lingvistiske
drejning (Brinkmann 2008) 39 . Betydningsfulde tænkere som blandt andet Foucault har bidraget
betydeligt til denne udvikling, og har altså været med til at undertrykke og diskvalificere teorier, der
forsøger at behandle mennesket, som andet og mere, end en sproglig, diskursiv konstruktion. Man kan
helt overordnet tale om en reduktionistisk bevægelse, hvor en teoretisk approach, der som
udgangspunkt tilsigter at opløse forståelser af verden, har nægtet at arbejde med blandt andet det
kognitivt ubevidste, emotioner og sanselighed og dermed har reduceret alle menneskelige dynamikker
til laveste fællesnævner – i dette tilfælde sproget. Ydermere understreges sprogets dominerende rolle
39 Den mere medicinske gren af psykologien i form af psykiatrien spiller en mindst ligeså afgørende rolle, som den kulturorienterede
gren. Det viser sig bl.a. ved den stadigt mere anvendelse af biomedicin og psykofarmaka.
40

især i den praktiske anvendelse af stort set samtlige psykologiske teorier, herunder også dem, der
beskæftiger sig med kroppens anatomi og indre dynamikker som vi kender det fra netop den
fænomenologiske psykologi og psykoanalysen. Kendetegnende for psykologien som sådan er, at
sproget bliver et centralt redskab for at nå menneskets black box; de indre dynamikker og dermed den
psykiske tilstand. Det menneskelige udsagn placeres således som medium i den praktiske anvendelse af
psykologien, der som oftest baserer sig på samtale mellem to eller flere deltagere. Derudover udgør
udsagnet den overvejende del af det analyserbare materiale for psykologiens granskende blik.
Både retninger, der beskæftiger sig med kultur og sprog som afgørende for den menneskelige væren, og
retninger, som i højere grad fokuserer på menneskets indre dynamikker og kroppen, spiller centrale
roller for den nutidige psykologiske fagdisciplin, dog har sidstnævnte område måttet se sig henvist til en
mindre betydningsfuld position. Det skyldes i vid udstrækning, at dens umålbare antagelser ikke tildeles
validitet i den moderne videnskabs krav om dokumentation. Det fraholder dog ikke den moderne
psykologiske praksis fra at gøre brug af mange forskellige retninger, hvilket blandt andet kommer til
udtryk i organisationspsykologisk metode, hvor strategierne ofte fremstår som eklektiske og utro mod
det videnskabsteoretiske ophav. Teorierne bliver i mange tilfælde sammenkoblede med henblik på
optimering af arbejdsprocesser og effektivisering af individuelle færdigheder 40 . Og man kan således
være vidne til management-teori, der både taler for den humanistisk psykologiske idé om udvinding af
indre potentiale og et socialkonstruktionistisk fokus på ændringer i den daglige kommunikation, som
det blandt andet ses med i forbindelse med narrativ, systemisk og anerkendende praksis samt i NLP 41 .
Adskillige retninger kommer således i spil, men kendetegnende for de fleste metoder er, at når de
bringes i anvendelse konverteres tænkningen ofte til samtale og analyser af udsagn (Bovbjerg 2004).
Psykologiens rettesnore
Den poststrukturalistiske tænker Nikolas Rose beskriver i forlængelse af Foucault, hvordan en særlig
normativ forståelse af selvet har vundet indpas i det senmoderne samfund. Hans hensigt er at se på de
teknologier og teknikker, der er med til at forme, hvem man er og hvordan man forstår sig selv som
menneske i dag. Her tillægger han, i tråd med Foucault, især psykologien en central rolle (Rose 1996, 3).
Rose påpeger, at der i dag synes at eksistere en normativitet i forståelsen af selvet; ”… in the regulative
ideals concerning persons […] ideals concerning our existence as individuals inhabited by an inner psychology that
animates and explains our conduct and strives for self-realization” (Ibid.). De praktikker, metoder og teknikker,
der udgør hovedbestanddelen i moderne management-teori, trækker på flere psykologiske traditioner
40 Se ”Den ny arbejdsetik” og ”Den danske stressindsats”.
41 (NLP) Neuro-lingvistisk-programmering.
41

og bruges til både at motivere og reparere det menneskemateriale, der får hjulene til at køre rundt i det
nuværende velfærdssamfund. Gennem følgende udredning har vi derfor til hensigt at demonstrere,
hvordan viden om subjektets bevidsthedsmæssige anatomi samt menneskets ydeevne og dets plads i
verden har ført til en stadigt eskalerende insisteren på kapitalakkumulation og optimering af det
moderne arbejde. Denne optimering er hovedsagligt rettet mod den menneskelige krop, herunder både
psyke og materie, der fungerer som den primære produktivkraft på det moderne arbejdsmarked. Som
det vil fremgå, har psykologiens hovedfokus på psyke og sprog tildelt kroppen en maskinel funktion, og
bevidstheden og tankens kraft er således blevet den prioriterede handelsvare.
Vi forstår i dag vores liv, politiske emner og etiske dilemmaer ud fra en almen opfattelse af at
mennesket er frit og selvforvaltende (Rose 1996, 1). Men ifølge Rose er menneskets moral ikke alene
formet af traditionen, men i høj grad af såkaldte subjektivitetseksperter, herunder psykologer og andre
fagfolk med en specialiseret viden om mennesket. Disse eksperter er på mange niveauer med til at
understøtte en etik og et normativt ideal om, at det velfungerende og normale subjekt er virksomt og
stræber mod selvrealisering (Rose 1996, 151). Vi oplever således i dag en tendens til, at man hjælper det
enkelte menneske til at kapitalisere sig selv, og arbejdet bliver, med sine identitetsskabende værdier, et
bindeled mellem det økonomiske og det psykologiske. Gennem arbejde knytter man folk ind i social
ansvarlighed, moralsk orden og adfærdsregulering. Ledelsen af menneskers selvledelse foregår blandt
andet gennem et ”ekspertapparatur”, hvor videnskabelige ekspertiseformer er med til at opfylde og
legitimere politiske mål via dets autoritet som sande, videnskabelige og tekniske (Rose 1996, 155). Det
ser vi eksempelvis i adskillige politiske problemstillinger, hvor forskellige interessenter trækker på den
tilgængelige viden om mennesket. Den politiske anvendelse af subjektivitetseksperterne reproducerer
på denne led den intime relation mellem styring og viden i den samfundsmæssige kontekst. Ifølge Rose
er det derfor vigtigt at arbejde med det, han kalder den øgede psykologisering i det moderne samfund
(Rose 1998). Rose fremskriver hvordan subjektivitetseksperter eller såkaldte grundlæggere af den menneskelige
sjæl har fået en gennemgribende betydning for den måde livet tilrettelægges på i vestlige avancerede
liberale demokratier, og hvordan forvaltningen af menneskelig conduct er blevet en udbredt
psykologisk aktivitet i det moderne samfund (ibid.). Psykologien med dens eksperter, sprogbrug og
teknikker er blevet uundværlig i det moderne samfund, herunder især på arbejdspladsen. Psykologien
har fået en udbredt social rolle og er blevet et kald i det moderne samfund. ”… Psy 42 has played a key role
constituting our current regime of the self as well as itself having been disciplinized as part of the emergence of this regime”
(Rose 1996, 2). Psykologien er blevet magtfuld, ikke fordi den har taget patent på at tage psykologiske
42 Rose sætter, i tråd med Foucault, de vidensdiscipliner der starter med ”psy” centralt i dannelsen af den forståelse af selvet,
vi har i dag, herunder psykologi, psykiatri, psykoterapi osv.
42

vurderinger, men fordi dens viden er blevet stillet til rådighed for alle borgere, der især i de senere år er
begyndt at tænke og handle som psykologer. Dette kommer blandt andet til udtryk i mange
kommercielle aktørers håndtering af stress, der, som det senere vil fremgå, ofte varetages af
repræsentanter fra andre faggrupper end psykologien.
Mange forskellige former for religiøse og moralske autoriteter har været, og er fortsat, med til at forme
vores forståelse af os selv som mennesker. Men ifølge Rose spiller psykologien en central rolle i
udformningen af det moderne selv, fordi psykologien erklærer at den kender den indre sandhed om
mennesket. Psy-ekspertisens terapeutiske etik lover mennesker et værdisystem, som er frigjort fra
sociale autoriteter, og som ikke er bundet op på en abstrakt moralsk eller politisk kode, men som kun
tager udgangspunkt i den ”naturlige” sandhed om, hvem vi er som mennesker. Ud fra denne forståelse
handler det altså ikke om, at påtvinge mennesker en moral, men om at frigøre hvem de virkeligt er, så
de får mulighed for at arbejde med, og realisere sig selv som et projekt. Denne tankegang kommer i
særdeleshed til udtryk i den humanistiske psykologi, hvor indfrielsen af indre og medfødte potentialer
gennem selvaktualisering tematiseres (Rose 1998; Brinkmann 2006) 43 .
Sammenfatning
I gennemgangen af ovenstående kapitel, står det klart hvorledes den neoliberale indretning understøttes
af ekspertapparaturer, der gør krav på viden om mennesket og dets måde at agere i verden på. Det er
denne viden om mennesket, der således også ligger til grund for en række fænomener - heriblandt den
selvrealiserings- og performanskultur, som giver mennesket mulighed for at indfri mål og udleve
drømme, men som også mod sin intention bidrager til et stadigt større pres på det enkelte menneske.
Vi udleder endvidere, at vores basisviden om mennesket bygger på en række legitime og illegitime
antagelser, om hvad mennesket er for en størrelse, og at bestemte kulturorienterede og
praksisforankrede retninger har underkendt teorier om mennesket som en sammenhængende
organisme, hvor krop og psyke eksisterer og virker i kraft af hinanden. Psy-ekspertisen har i forbindelse
hermed fungeret og fungerer de facto som et raffineret indrettet apparatur, der tilbyder en række
teknologier, som kan bidrage til det enkelte menneskes måde at tænke, planlægge og optimere sin
identitet på. Samtidig har kravet om objektivisme og kapitalismens praktiske anvendelse af ‟psy‟ været
med til at undertrykke teorier, der taler for en krop, der skal føles og mærkes og har i stedet fremhævet
udvalgte aspekter af psykologien, som taler for udvikling og personlig effektivisering. Tanken og
dermed udsagnet, der lader sig målrette af kulturen, kommer forud for kroppen og den menneskelige
43 Den humanistiske psykologis samspil med kapitalens interesser behandles i ”Den ny arbejdsetik”.
43

ydeevne er dermed kun begrænset af vilje, mod og tæft. I en overordnet linje kan vi således påpege,
hvorledes den kartesianske arv de facto gør sig gældende og udmærker sig på flere måder ved, at vi til
stadighed anskuer menneskets ‟psykiske‟ væren ud fra ideen om at tænkning er adskilt fra kropslig
erfaring og er en art mere eller mindre autonom bevidsthedsform.
Tankens kraft og viljen til at aktualisere sit indre potentiale blænder og tryllebinder os fra piedestalen og
det virksomme selv fremelskes og helliggøres i den senmoderne tilværelse. Men det virksomme selv
anskuer vi som en konstruktion. En konstruktion, der både er blevet til i, og selv bidrager til, et særligt
praksisfællesskab som danner ramme om hele vores tilværelse. Nemlig arbejdsmarkedet. I den følgende
behandling ønsker vi at gøre brug af vores governmentale optik og se nærmere på især den betydning
psykologien har haft for indretningen af det moderne arbejdsmarked. Vi vil desuden skitsere, hvordan
de sidste 30 - 40 års individualiseringstendenser har talt sammen med en kapitalistisk udvikling og
tilsammen har skabt en særlig neoliberal arbejdsmarkedsindretning, hvis paroler bygger på fleksibilitet,
selvrealisering, performans og læring.
44

Den ny arbejdsetik 44
Den neoliberale produktivkraft
Med governmentality-analytiske briller kommer konstruktionen, produktionen og reguleringen af
mennesket i det moderne samfund i fokus, og i den forbindelse er det især udformningen af diverse
styringsteknologier, der er interessant. Som det vil fremgå af den senere behandling, er indretningen af
det moderne arbejdsliv på flere niveauer betinget af forskellige former for disciplinering og
overvågning. Disse styringsteknologi finder sin legitimitet i opretholdelsen af autonomi, demokrati og
ansvarsudlicitering, men med foucauldianske briller må friheden ses som en maskeret størrelse, der i
stedet bygger på fjernstyring gennem normen. Vi har derfor valgt at belyse fænomenet arbejdsbetinget
stress i det senmoderne arbejdsliv med en a priori forståelse, der klassificerer den aktuelle
samfundsindretning som neoliberal. Denne kategorisering skal ikke forveksles med den politiske scene i
Storbritannien under Margaret Thatcher i slutningen af halvfjerdserne og start firserne, men som en
særlig indretning, der kendetegner den gældende samtid både politisk, kulturelt og materielt i flere
vesteuropæiske lande. Den neoliberale offensiv tog sit afsæt i slutningen af 90‟erne ved at opponere
mod statslig regulering, skattebetalte velfærdsydelser og advokerede i stedet for „minimalstaten‟, øget
markedskonkurrence og deregulering 45 som de væsentligste metoder til at forstærke de nationale
økonomiers konkurrenceevne. Der er dog i mellemtiden opstået en række modtendenser, især i
Danmark, hvor det på en række områder er lykkedes staten at forbinde fleksibilitet på arbejdsmarkedet
med veludbyggede statslige velfærdsydelser, som vi kender det fra flexicurity-modellen og andre
socialliberale tiltag 46 . Den særlige konstruktion og strukturering af livet i de neoliberale lande knytter i
den governmentale optik an til særlige måder at ”styre/forvalte” befolkninger på i avancerede
demokratiske liberale systemer, som vi eksempelvis kender det fra Danmark, EU og Nordamerika. Den
neoliberale organisering søger som sit primære udgangspunkt at optimere velfærd, arbejdsliv samt
økonomi og indrette sociale strukturer i henhold til en merkantil, velfærds- og laissez-faire-teknologi.
Denne form for styring finder, i overensstemmelse med Foucaults governmentality-forståelse, sin
legitimitet ved at samle det mest effektive og appellerende sæt strategier for administration af det
sociale liv. Legitimiteten næres i den forbindelse af neoliberalismens kapacitet og anlæg til at maksimere
menneskers, familiers, organisationers og statens energi, evner og færdigheder (Nadesan 2008). Denne
44 Etik skal i henhold til Roses definition forstås ”… in terms of specific ‟techniques of the self‟, practices by which
individuals seek to improve themselves and their lives and the aspirations and norms that guide them” (Rose 1996, 95).
45 I flere tilfælde er der tale om en vid udstrækning af decentralisering også kaldet multiniveauregulering. Se senere
behandling.
46 Disse forhold vil blive indgående behandlet i specialerapportens kapitel om ”Den Ny Arbejdsetik”.
45

politiske optimering af befolkningens levevis henter som tidligere nævnt sin inspiration i de gældende
og dominerende vidensregimer, hvorfor vi netop ønsker at se nærmere på de idémønstre, der ligger til
grund for de moderne styringsteknologier i arbejdslivet.
Den avancerede neoliberale stat
Som vi tidligere har beskrevet, fungerer neoliberalismen ved at frembringe subjekter, der til stadighed
må konstituere sig selv som vælgende. Den neoliberale tænkning søger at minimere sin styringsindsats
og taler derfor om borgere som rationelle og selvansvarlige. Den fordrer et subjekt, som er frit (i den
governmentale betydning af ordet), men som kontinuert må genskabe sig selv i forskellige
tilpasningsprocesser. Når staten reducerer sig selv og sin kontrol, spiller anderledes konstruerede
styringsmekanismer som overvågning en central, regulerende rolle, når den eksempelvis udfoldes i de
daglige institutioner og sociale sammenhænge, der fungerer som ”everyday panopticons”. Formålet
med denne indretning er med Roses ord at skabe ”subjects that are both useful and compliant” (Rose 1998,
233). Her kommer især ”the conduct of others” i spil, når adskillige eksperter definerer ”korrekte”
måder at indrette sit liv på gennem forskellige former for viden. Den neoliberale stat søger således ikke
at regere gennem ”samfundet”, men snarere gennem de regulerende stemmer fra individuelle borgere
(Rose 1998, 79).
Vi vil i det følgende kapitel beskrive, hvordan mennesket er blevet en fleksibel og foranderlig størrelse,
hvis identitet især tager form på et konstant skiftende arbejdsmarked, der konstitueres i et stadigt større
krav om læring og effektivisering. I denne forstand, er der tale om et ”frit” subjekt, der skabes i
praksisfællesskaber og er reguleret af teknologier, der eksempelvis advokerer for forskellige former for
selvorganiserings- og selvreguleringspraksisser. Ændringer i conduct of conduct sker i dette perspektiv
som følge af ny teknologi, nye former for subjektivering og nye beregninger/viden. Dette finder ifølge
de franske sociologer Luc Boltanski og Eve Chiapello sted i tæt samspil med markedets økonomiske
dynamikker, der smidigt tilpasser sig alle nye udviklinger af social, kulturel og økonomisk karakter
(Boltanski & Chiapello 1999).
Det danske arbejdsmarked – en neoliberal konstruktion
Det er vigtigt at holde sig for øje, at neoliberale samfundsretninger adskiller sig fra hinanden på tværs af
geografiske, kulturelle og økonomiske grænsedragninger. Det er derfor vigtigt at skelne mellem de
magtfulde teknologier, der varierer fra ét liberalt regime til et andet. Det skyldes forskellige
markedsmekanismer, produktionskoncepter og politiske problemstillinger de forskellige vestlige lande
imellem. Danmark har gennem de seneste årtier gennemgået en række neoliberale reformer i
46

arbejdslivet og flere politiske initiativer sikrer til stadighed et decentraliseret marked, hvis fundament
mere og mere knytter an til autonomi, flad struktur og ansvarsudlicitering. Der er tale om den såkaldte
danske model, der danner forbillede for en lang række udenlandske økonomier og efterhånden
kendetegner især vesteuropæiske arbejdsmarkedsindretninger. Nøgleordene er i overensstemmelse med
den neoliberale tankegang selvregulering, overvågning og optimering af yde- og konkurrenceevne. Som
et gennemgående princip er der tale om en fleksibel indretning af arbejdsmarkedet, hvor virksomhederne
betjener sig af nye styringsteknologier samt mere tilpasnings- og omstillingsdygtige
produktionskoncepter, hvor virksomhederne og deres ansatte tilrettelægger deres indsats ligeledes i
henhold til normen (Csonka 2003). Følgende kapitel stiller skarpt på disse nye indretninger og måder,
hvorpå arbejdet på det stadigt mere fleksibelt indrettede arbejdsmarked kan ”forvaltes”. Heri behandles
og diskuteres de omstændigheder ved det nye arbejde, som kan menes at betinge
overbelastningsreaktioner så som stress.
De seneste årtiers udvikling i dansk arbejdsliv har været præget af en række bevægelser, der har fundet
sted på både politisk og institutionelt niveau. Foucault og Rose lægger i deres diskursive magtanalyser
ikke fokus på den legitime magtudøvelse, men derimod de politiske strategier, der former aktørernes
identitet, deres handlingskapaciteter og deres sociale kontekst. Referencer til politiske strategier kan give
associationer i retningen af kalkulerede handlinger styret af rationelle mål-middelovervejelser. Men som
det fremgår af ovenstående afsnit, dækker politisk strategi i stedet over en antagonistisk kamp om
konstruktionen af betydning gennem artikulation, hvilket vil sige gennem en praksis, der etablerer
relationer mellem forskellige betydningselementer, sådan at betydningen af disse gensidigt modificeres
(Laclau & Mouffe 1985, 105). Når man opererer med diskursive magtstrategier, er det centrale
spørgsmål derfor, hvordan magten udøves – hvilke klassifikationsskemaer, fjendebilleder, metaforer,
fortællinger og positioneringer der konstrueres af politiske strategiers diskursivering af de sociale
aktører og deres omverden. Mere præcist kan man spørge til, hvordan disse strategier institutionaliseres
gennem lokale magtteknologier og se nærmere på, hvad det er for nogle normer, regler og procedurer,
som kodificerer, stabiliserer og reproducerer bestemte idéer og meningshorisonter. Eftersom de
diskursive magtstrategier virker gennem lokale institutionelle apparater, der kobler magt og viden, er det
klart, at magtanalysen ikke kan starte foroven og derefter gå nedad. Magten er organiseret og udøves
som tidligere behandlet i lokalt forankrede institutioner, og magtanalysen må derfor som udgangspunkt
være opadstigende (Foucault 1986, 99). Men Foucault understreger samtidigt det gensidige betingende
mellem de lokale og globale magtstrategier. På den ene side er de lokale magtstrategier betingede af
globale magtstrategier, som forstærker dem og giver dem retning (Foucault 1990, 99). På den anden
side er de globale magtstrategier forudsat de lokale strategier, som er de globale strategiers byggesten.
47

Vi vil derfor i det følgende eksplicitere, hvordan en ny fleksibel indretning på arbejdsmarkedet er
opstået i krydsfeltet mellem politiske viljer fra oven om en fleksibel og konkurrencedygtig
produktivkraft og nedefra kommende krav om individualisering og udvikling.
Overstatsligt krav om fleksibilitet
EU satte sig ifølge den engelske sociolog Anthony Giddens i Lissabon i marts 2000 for ”at blive den mest
dynamiske og konkurrencedygtige vidensbaserede økonomi i verden, i stand til at sørge for en bæredygtig økonomisk vækst
med flere og bedre job og større social sammenhæng samt respekt for miljøet” (Giddens 2007, 30). Denne strategi er
siden hen blevet ratificeret i KOK-rapporten 47 i 2004 og advokerer generelt for mere dynamiske indre
markeder og tilvejebringelsen af større erhvervsmæssig fleksibilitet (Giddens 2007, 33) 48 . De politiske
rammer for denne strategi blev ifølge Giddens fastsat af EU‟s mest succesrige stater, hvilket
efterfølgende har ført til omfattende arbejdsmarkedsreformer, hvor omstillingsparathed og viljen til at
prøve noget nyt bliver af største betydning (Giddens 2007, 30). Traktaten, der blev endeligt indgået i
december 2009, skal således geare EU til det 21. århundrede med det overordnede formål ”at fremme
freden, EU’s værdier og befolkningernes velfærd” (Udenrigsministeriet 2007, 7), og tanken bag traktaten er at
indrette det beslutningsdygtige EU-organ på en smidig og fleksibel måde, der grundlæggende kan
effektivisere samarbejdet i EU. Denne udvikling, der blandt andet skal sikre et konkurrencedygtigt
europæisk erhvervsliv er dog ikke entydigt styret af politiske beslutningsprocesser, men er, som det
senere vil fremgå, igangsat af mere komplekse sociale, kulturelle, materielle og åndelige processer.
Den skærpede konkurrence og den stigende jobmobilitet på regionale og internationale markeder har
haft en mærkbar betydning for det danske arbejdsmarked, der gennem de sidste årtier, som konsekvens
af en stigende efterspørgsel på kvalificeret arbejdskraft, blandt andet har oplevet en signifikant stigning i
uddannelsesniveau. Analogt med denne proces har erhvervslivet ifølge Giddens genereret kraftige
teknologiske landevindinger, og disse forløb har i fælles forening skabt gode vækstbetingelser for job,
der beskæftiger sig med både specialiseret og ikke-specialiseret arbejdskraft i videns-, informations- og
teknologisektorerne. Den opskærpede internationale konkurrence med bastante konkurrenter og
fjendebilleder som Kina og Indien m.fl. medfører dog også en række problematikker for vestligt
forankrede virksomheder, der må kæmpe for at bevare fodfæstet på det globale marked, og man har
derfor fra politisk side ønsket og ønsker til stadighed at fremme et erhvervsmæssigt fokus på
effektivitet og lave faste omkostninger, herunder på drift, personaleomkostninger m.m. – udviklingen
rummer således både positive som negative konsekvenser for danske virksomheder og deres
47 Wim Kok: Facing the Challenge. Report of the High Level Group, november 2004, s. 16.
48 Den endeligt ratificerede udgave af traktaten forventes at træde i kraft 1. januar 2009.
48

medarbejdere 49 . Globaliseringen placerer danske virksomheder i et konkurrencemæssigt krydsfelt, hvor
omkostningseffektivitet og fleksibilitet er nøglen til at imødekomme det øgede konkurrencemæssige
pres, og det har fået betydning for efterspørgslen af en mere fleksibel arbejdskraft, hvor
omstillingsparathed, høj uddannelse, avancerede IT-færdigheder og personligt og fagligt engagement er
imperativt for den daglige drift.
Arbejdsmarkedsforsker Agi Csonka betegner den fleksible produktionstype som nye organisationsformer, der
omfatter nye måder at organisere produktion, ledelse og arbejde på. (Csonka 2000, 10) 50 . For at opretholde en
stabil konkurrencedygtighed i turbulente omgivelser indretter mange virksomheder efterhånden deres
interne arbejdsprocesser ud fra en tilpasningsdygtig og smidig struktur, der kan sikre den nødvendige
fleksibilitet i omskiftelige globale omverdensbetingelser. Det skyldes som nævnt et overhængende
behov for at udvikle nye produktionskoncepter, der kan styrke konkurrenceevnen. Det fleksible arbejde
baserer sig således på en række konkurrenceparametre, der tager afsæt i et forandringsparat koncept,
der kan sikre en hurtig produktionsomstilling og produktfleksibilitet – dermed kan strukturen i
virksomheden i højere grad sikre opfyldelsen af nye kundekrav om service og større personlighed i
forbruget (Csonka 2000). Disse såkaldt fleksible virksomheder, der omkring årtusindeskiftet begyndte
at betjene sig af en ny organisering og nye arbejdsformer, herunder selvorganisering, projektarbejde,
selvstyrende teams, fleksibel arbejdstid og distancearbejde har ifølge arbejdssociologen Csonka siden
hen vundet betragteligt indpas på arbejdsmarkedet og kendetegner efterhånden et bredt udsnit af det
danske erhvervsliv (Csonka 2003) 51 .
Med afsæt i ovenstående redegørelse kan det umiddelbart virke, som om udfordringerne ved det nye
arbejde, der udspringer af nye og fleksible arbejdsrammer, skyldes en særlig kapitalistisk udvikling, hvor
adskillige samfundsøkonomiske processer har tvunget det politiske system til at indrette
arbejdsmarkedet på nye og dygtigere måder. En sådan kausalforståelse er dog langt fra tilstrækkelig, hvis
49 Forud for mødet i Lissabon igangsatte den danske regering i 1997 et storstilet, tværministerielt projekt for at ruste danske
virksomheder til den skærpede internationale konkurrence. Projektet ”Ledelse, Organisation og Kompetence i
videnssamfundet” (LOK), der blev afsluttet i 2005, skulle blandt andet bidrage til at gøre danske virksomheder mere
fleksible og dynamiske i henhold til de omskiftelige omverdensbetingelser (Erhvervsfremmestyrelsen 1999).
50 Teknologirådet definerer i overensstemmelse med Csonka det fleksible arbejde som brede job med mange forskellige
arbejdsopgaver, hvor ansvaret for tilrettelæggelse af arbejdet er uddelegeret til dem, der udfører det. Arbejdet indebærer
løbende faglig og personlig udvikling.
51 En større empirisk analyse fra 2000 konkluderede, at 22 pct. af danske virksomheder på daværende tidspunkt var
kendetegnet ved fleksible ledelsesformer, 39 pct. havde blandede ledelsesformer, mens 39 pct. betjente sig af traditionelle
ledelsesformer 51 (Csonka 2000, 307). Undersøgelsen fra årtusindeskiftet tog således temperaturen på en tendens, der
bevægede sig i retning af stadigt større antal fleksible arbejdspladser i det danske erhvervsliv. Denne udvikling har de seneste
år taget fart i både den offentlige og private sektor, og et stigende antal virksomheder og organisationer integrerer i dag
forskellige former for fleksibel produktion. Der er således tale om en ny og mere effektiv organisationsform med et
produktionskoncept, der smidigt kan akklimatisere sig kontingente omverdensbetingelser og samtidig honorere
organisationens og de ansattes krav om geografisk og tidsmæssig fleksibilitet.
49

vi ønsker at begribe og forklare den nye arbejdskultur. Vi vil derfor se nærmere på en række
hændelser/mekanismer, der på flere måder forudsætter dannelsen af de nye produktionsformer og den
såkaldte neoliberalistiske kapitalisme, og i den forbindelse vil vi især fokusere på kravet om fleksibilitet og
læring/udvikling på et mere intersubjektivt plan.
Individualismus 52
For at imødekomme behovet for en mangefacetteret optik har vi med fare for en række eklektiske
videnskabsteoretiske sammenstød valgt at hente inspiration i den tyske skole, herunder især
Frankfurterskolens behandling af den kapitalistiske udvikling og den nye arbejdskultur. Det skyldes
blandt andet, at både Foucault og Rose refererer til individualisering som en central endog altafgørende
komponent for den neoliberale kapitalismes fremkomst, men samtidig undlader tydeligt at definere
disse forløb i deres ellers grundige genealogiske arbejde. Den tyske kritiske teoretiker Axel Honneth har
derimod set nærmere på en række grundlæggende individualiseringstendenser, der kommer forud for
den nye arbejdsetik 53 . Følgende gennemgang tilsigter som det foregående kapitel ikke at skitsere et
komplet billede af de historiske hændelsesforløb, der ligger til grund for den nye arbejdskultur, men
derimod at anvise en række tendenser og eksempler på denne udvikling.
Honneth skitserer i sit essay Organiseret selvrealisering – individualiseringens paradokser en række
individualiseringsprocesser, der har kendetegnet de sidste 30-40 år, og henviser i den forbindelse til en
ny form for individualisme, der er forårsaget af en række sociale processer af materiel, social og åndelig
karakter 54 . Honneths grundlæggende tese er, at overgangene fra mere traditionsbundne arbejdsformer
med rigide rammer for social adfærd er blevet afløst af en stigende individualisme, der har taget sit afsæt
i en social emancipatorisk bevægelse nedefra. Han beskriver i den forbindelse, hvorledes en vilje mod
en større autonomi i arbejdslivet gennem tiden har gennemgået en kovending, hvor kravet om frihed til
52 Begreb, der stammer fra den tyske sociolog Georg Simmel. Denne overskrift siger ikke noget om vores
menneskeforståelse (individ/subjekt), men skal slå en særlig social udviklingsproces an, hvor borgere i det moderne samfund
har gjort krav på større autonomi og demokratisk indflydelse.
53 Rose og Honneth har en overensstemmende forståelse af selvrealiseringsbegrebet, men brugen af to forskelligartede
traditioner forudsætter en kort indføring i den metodiske og videnskabsteoretiske klinkevals. Som det fremgår af tidligere
behandling af governmentality afstedkommer videnskabelig normativitet en magtviden, der medfører kausale reaktioner af
en repressiv (og produktiv) karakter – at ”lave” videnskab fører ofte til handling, hvis forløb afstedkommer forandring, og
videnskaben bør derfor ifølge Foucault ikke føre til løsningsforslag på sociale og samfundsmæssige problemstillinger, men
udelukkende dekonstruere og iagttage disse processer. Den tyske teoritradition bygger derimod på en kulturpessimistisk og
handlingskoordinerende præmis og dermed et normativt indhold, der problematiserer den kapitalistiske udvikling for en
række sociale forhold. Begge traditioner accepterer dog fundamentalt, at senmoderne sociale problemstillinger skal ses i lyset
af en række relativt tilfældige kausale udviklingstendenser, hvor magtstrategier spiller en afgørende rolle. Forskellen ligger
grundlæggende i det forhold, at Frankfurterskolen som udgangspunkt ser kapitalismen som indlejret i en undertrykkende
hegemonisk tilstand, hvor eksempelvis Foucault og Rose ser den som både repressiv og produktiv og ikke tager stilling til,
om udviklingen er hensigtsmæssig eller destruktiv.
54 Disse ”processer” låner Honneth delvist af Max Weber (Collins 2000, 95).
50

uddannelse, job og andre ”frihedsgoder” er blevet afløst af institutionaliserede forventninger, der nu
møder mennesket udefra – han refererer således til institutionelle og organisatoriske
tilpasningsmønstre, hvor virksomheder og offentlige institutioner har set en fordel i brugen af det
kollektive ønske om fleksibilitet, uddannelse og muligheden for at realisere sig selv som et livsprojekt i
arbejdslivet og nu misbruger denne sjælsstyrke som produktivkraft i den kapitalistiske modernisering
(Honneth i Willig 2005, 52). De sociostrukturelle forandringsprocesser, der ligger forud for den nye
form for individualisme, definerer han som baseret på nye handlemuligheder for det moderne
menneske, og i den forbindelse tænker han både på den forholdsvis overmåde stigning i indkomst,
arbejdsfri tid og social mobilitet, der kendetegnede vestlige samfundsudviklinger i efterkrigstidsårene.
Den stigende grad af autonomi og individualisering tog især fart i forbindelse med studenteroprørene i
60‟erne og 70‟erne, hvor blandt andet udvidelsen af uddannelsesmulighederne øgede muligheder for
refleksion og selvrealisering. Kravet om livslang læring og selvrealisering i eksempelvis arbejdslivet ses
således af Honneth som en konsekvens af et dobbeltsidet forløb, der består i en institutionaliseret
sammenfletningsproces af rationalisering og stigende individualisme (Honneth i Willig 2005, 47). På
samme måde som Foucault og Rose refererer han i den forbindelse til en tiltagende rationalisme og et
samfundsmæssigt målrationale, der kontinuerligt sigter mod at skabe en optimeret
effektiviseringsstandard på forskellige områder herunder i virksomhedsorganisationer, i politisk ledelse,
i individuel livsførelse og i familielivet (Honneth i Willig 2005, 41).
Forlangendet om fleksibilitet
De sidste 10-15 års debat om arbejdsliv og privatliv eksemplificerer således glimrende, hvorledes kravet
om fleksibilitet i arbejdet har gennem gået en konvertering fra at være et krav nedefra til at i dag at være
en institutionel forventning. Eksempelvis beskriver Agi Csonka i Arbejdets nye ansigter, hvordan et
kortvarigt opsving i økonomien i midtfirserne førte til arbejdskraftmangel på delarbejdsmarkederne.
For at løse problemstillingen forsøgte Dansk arbejdsgiverforening og Arbejdsformidlingen i fællesskab
at få flere kvinder til at søge over i traditionelle mandefag. Det viste sig imidlertid at være vanskeligt at
fastholde den kvindelige arbejdskraft, hvilket grundlæggende skyldtes problemer med at få kvindernes
arbejdsliv og familieliv til at korrespondere på en tilforladelig måde – det nye arbejde gjorde det for
svært at varetage den praktiske og følelsesmæssige omsorg for familien (Csonka 2003, 168). Denne
problemstilling lagde således byggestenen for en omfattende debat om grænsedragningen mellem
arbejde og privatliv, og i et forsøg på at afværge kvindernes flugt fra de industrielle arbejdspladser
skabte man gradvist bedre muligheder for fleksibilitet og selvbestemmelse i form af eksempelvis
flekstid, mulighed for deltid, indflydelse på vagtskemaer, børnefamilier skulle have ret til at vælge
51

ferieperioder først osv. Den stigende grad af arbejdstidsmæssig fleksibilitet tog fart i 90‟erne og tog
karakter af grundlæggende krav fra både medarbejdere, der ønskede større indflydelse og mulighed for
at koordinere egne arbejdsprocesser i henhold til arbejdslivet. Arbejdet er blevet en meget omfattende
del af tilværelsen for det senmoderne menneske, der ikke blot gør krav på fleksibilitet, men i høj grad
også faglig og personlig udvikling. Men hvorfra kommer dette behov for at tilrettelægge sit liv i henhold
til en række livsbaner, der kan realisere personlige drømme og ambitioner?
Forøgelsen af den individuelle frihed går ifølge Honneth hånd i hånd med et stigende normativt ideal
om selvrealisering – en realisering af et indre potentiale eller en form for personlig unik iboende natur. I
overensstemmelse med Webers Protestantiske etik daterer han grundlaget for den moderne
arbejdskultur til epoken for den calvinistiske arbejdsmoral, hvor man gennem sit arbejdsliv og daglige
hverv kunne tilvejebringe en form for bodsudøvelse. Også med det Foucaultianske blik fungerede
denne ”Pouvoir pastoral” eller den såkaldte pastoralmagt med sin bekendelseskultur som en
governmental styringsstrategi, der kunne sikre arbejdsmæssig stræbsomhed og ildhu til den
konstruerede rationelle samfundsudvikling og samtidig sikre, at den enkelte forbedrer og ikke skader sin
egen eller helhedens tilstand (Fogh Jensen 2005). Ifølge Foucault har denne magtform, der er udviklet
gennem den kristne ledelsesteknologi, ingenlunde stillet træskoene sammen med Gud, men tværtimod
oplevet en reaktualisering i den moderne velfærdsstat som en af de dominerende ledelsesteknikker 55 .
Den calvinistiske arbejdsetik tager ifølge Svend Brinkmann nye afskygninger i 60‟erne og 70‟erne, hvor
behovet for individuel frigørelse samkørtes med en orientalsk og østlig strømning af new age inspireret
filosofi. Disse nye alternative måder at iagttage og sætte mennesket i centrum på blev som tidligere
behandlet integreret i en række humanvidenskabelige retninger og modtaget overordentligt positivt af
generationer, som arbejdede hårdt for frigørelse fra konventionelle livsstilsformer. Som grundpille i det
nye menneskesyn eller episteme ligger idéen om, at mennesket besidder et indre potentiale eller en form
for essens, der skal fremelskes som en gennemgående parole for tilværelsen. Denne parole gennemgås
således i det følgende afsnit.
Den imperative selvrealisering
Friheden og den individuelle autonomi er sikret politisk i de moderne demokratier gennem personlige
rettigheder. Ud over de generelle og grundlæggende rettigheder har borgerne ejendomsret, stemmeret,
55 Foucault beskriver i sine forelæsninger fra 1978-79, hvordan pastoralmagten sikrer, 1) at frelsen flyttes til det dennesidige:
sundhed, sikkerhed, beskyttelse, risikominimering 2) multiplikation af agenter, herunder statslige institutioner i form af
foreninger, virksomheder m.m. 3) multiplikation af viden om befolkningen (kvantificering og statistik) og om den enkelte
(bekendelse og fortolkning – eksempelvis humanvidenskabelig praksis/psy-ekspertise i form af psykoanalytisk terapi, der har
mange berøringsflader med pastoralmagtens bekendelseskultur).
52

et til overførselsindkomster, til uddannelse, til at ytre sig og til at bestemme over egen krop. Ydermere
har borgere i avancerede vestlige liberale demokratier oparbejdet en række teknikker og praksisser, der
skal bistå subjektet i at udleve egne personlige ambitioner og i det hele taget frigøre og realisere et indre
menneskeligt potentiale (Brinkmann 2006, 41). Kravet om personlig udvikling og vækst gennemtrænger
efterhånden alle dele af det senmoderne menneskes liv, og den personlige og faglige udvikling ses som
en livslang læring, der tager sine spæde skridt allerede på et meget tidligt tidspunkt i tilværelsen. Ideen
om selvrealisering er således ifølge Rose og Brinkmann blevet et nøgleord eller et mantra, der konstant
figurerer som et behov eller krav i alle afskygninger af den menneskelige identitetsdannelse. Som
Nikolas Rose beskriver det i sine samtidsdiagnostiske governmentale analyser, har individualiseringen
foretaget sit indtog sideløbende med en række neoliberale styreformer, som overskrider de måder,
hvorpå vi normalt forstår politisk ledelse. Gennem en række selvledelsesteknikker er det frie menneske
kommet til at arbejde i overensstemmelse med politiske mål, idet disse som nævnt i høj grad er kommet
til at fremstå som personlige mål for det senmoderne subjekt. Den humanistiske psykologis succes kan
forklares ved, at den netop opfordrer til en realisering af selvets potentialer, hvilket stemmer overens
med kapitalismens krav (Brinkmann 2006, 56).
Kravet fra det frie stræbsomme og selvrealiserende subjekt, som ønskede at udleve sine drømme og
ambitioner på arbejdsmarkedet, manifesterede sig eksempelvis som led i lønmodtagernes krav om Det
udviklende arbejde (DUA), som blev iværksat af fagforeningen LO i 90‟erne. Denne vision om bedre
forhold med større autonomi og mulighed for videreuddannelse for foreningens medlemmer i en stadig
mere omskiftelig verden blev efter regeringsskiftet i 1993 støttet af Socialdemokratiet, der blandt andet
fremlagde en række fælles udspil fra Finansministeriet og centralorganisationerne. Følgende citat
stammer fra en fælles dagsorden og vision, som den på daværende tidspunkt blev fremlagt af
Finansministeriet.
”Mennesker vokser og trives med større ansvar og selvstændighed. Der er ingen modsætning mellem medarbejdernes
personlige og faglige udvikling og institutionernes behov. Derfor opnår vi den bedste service for borgerne, når medarbejderne
er med i et konstruktivt og positivt samarbejde på alle statens arbejdspladser. Vi har en vision om «det udviklende
arbejde»: Det er muligt at forene medarbejdernes ønsker og behov med de krav, som stilles fra borgernes og
virksomhedernes side om fornyelse, kvalitet og effektivitet i staten. Det er medarbejderne, der skaber kvaliteten i de
statslige produkter, og det er gennem udvikling af medarbejderne, vi får de bedste løsninger til gavn for hele samfundet”
(Finansministeriet, 1994).
DUA satte således både fokus på ansvar, selvstændighed og læring i arbejdslivet, og det blev
understøttet økonomisk af den politiske venstrefløj (Clematide & Lassen 1999). Gennem 90‟erne
53

iværksatte man fra politisk side således en række initiativer, der skulle sikre bedre arbejdsforhold og
større organisatorisk konkurrencedygtighed: Arbejdsministeriet afsatte 105 mio. kr. til fremme af et
bedre arbejdsliv og øget vækst. Erhvervsministeriet iværksatte et erhvervsfremmeprogram rettet mod
mindre og mellemstore virksomheder til 216 mio. kr., og Forskningsministeriet etablerede et
forsknings- og udredningsprogram om ”udvikling af de menneskelige ressourcer i arbejdslivet” til 55
mio. kr. (Bovbjerg 2004, 208). Som det fremgår af Roses betragtninger, viser denne udvikling, hvordan
venstrefløjen, i et forsøg på at etablere et skift fra det monotone industrielle arbejde til mere fleksible
organisationer med fokus på autonomi og udvikling, i højere grad end tidligere begyndte at koble det
enkelte menneskes personlige udviklingsprojekt sammen med den monetære udvikling (Rose 1996,
166). Ideen om selvrealisering gennem arbejde er ifølge Rose en gammel venstreorienteret tanke, men
venstrefløjens traditionelle forståelse af selvrealisering byggede samtidig på en dikotomi mellem
arbejdernes og kapitalens interesser (Rose 1999a, 56). I dag er det dog netop inden for
markedsorienterede kapitalistiske styreformer, at selvrealiseringen er blevet bedst udnyttet.
Lærings- og selvrealiseringskravet på landets arbejdspladser er siden 1990‟erne eskaleret, hvilket
eksempelvis i 2005 kom til udtryk i forhandlingerne om kompetenceudvikling og videreuddannelse
mellem Finansministeriet, CFU, HK/Stat, der skulle sikre en mere omfattende kompetenceudvikling
for personalet i statens institutioner.
Stk. 2. ”Kompetenceudviklingen skal være både strategisk og systematisk. Den skal være strategisk ved, at
kompetenceudviklingen har sammenhæng med institutionens mål og opgaver. Den skal være systematisk ved, at arbejdet
med kompetenceudvikling er en tilrettelagt og løbende proces. Et led i at være systematisk er at holde årlige,
tilbagevendende medarbejderudviklingssamtaler” (Finansministeriet 2005).
Citatet indkapsler beskrivelsen af det tidligere behandlede dobbeltsidede forløb, der består i en
institutionaliseret sammenfletningsproces af rationalisering og stigende selvrealiseringsindividualisme.
Og det viser konkret, hvorledes organisationers/institutioners og medarbejdernes interesser er blevet
fabrikeret og sammenfiltret som ansigtsløse viljer, der udfolder sig i kæder fra uendelige rækker af
punkter i et spil af ulige og mobile relationer.
Der findes således ingen styringsrationaler fra en politisk elite eller en magtfuld lobby, der står bag
udviklingen af den nye arbejdsetik, men derimod en række relativt tilfældige tilpasningsprocesser, hvor
økonomiske og politiske systemer har tilpasset sig en række friheds- og selvrealiseringskrav fra
aktørerne og har vendt dem til institutionaliserede forventninger. Værket Den nye kapitalismes ånd, ”Le
Nouvel Esprit du Capitalisme” af Luc Boltanski og Eve Chiapello (Boltanski & Chiapello 1999) stiller
54

en lignende diagnose af den nye kapitalismens fremkomst og ser nutiden som en blanding af en
fragmentering eller en decentralisering af den overordnede styring og en styring gennem krav om
performans. Disse to styreformer lader sig forene i eksempelvis projektorganiseringen. Men før det
kom dertil, har kapitalismen gennemløbet adskillige faser, hvor den har legitimeret sig i forhold til nogle
overordnede fortællinger. Den absurde kapitalisme har i disse faser formået at vise, at den var i
overensstemmende med det, tidsånden opfattede som legitimt (ibid.). Der er således ikke tale om
fortællingen om, hvorvidt det var hønen eller ægget, der kom først, men snarere en fortælling om,
hvorledes rationalisering og individualisering gensidigt forudsætter hinanden. Den nye kapitalismes
kultur er altså ikke et politisk intenderet resultat af sammenkædninger af forskellige processer, men
snarere et resultat af et halvt århundredes generelt tiltagende selvrealiseringsindvidualisme gennem
instrumentalisering, standardisering og fiktionalisering.
Konsekvenserne af den ny arbejdsetik
Ovenstående behandling skitserer klart, hvorledes adskillige moderne virksomheder på det danske
arbejdsmarked gennem de sidste 10-15 år har omlagt deres produktionskoncept og organisering til en
mere fleksibel struktur, der bygger på nye instrumentelle dyder. Det være sig en højere grad af
multiniveauregulering, hvor virksomhederne selv forretter interne og personalepolitiske justeringer i
organisationer, hvilket ofte kommer til udtryk ved ansvarsudlicitering til de enkelte arbejdstagere, krav
om kompetenceudvikling og ikke mindst en fleksibel tilrettelæggelse af arbejdstid. Disse nye forhold på
arbejdsmarkedet stemmer som påpeget overens med både EU‟s og den danske regerings målsætninger,
siden Lissabon-traktaten blev formuleret i starten af det nye årtusinde. Det længe formulerede ønske fra
arbejdsmarkedets parter og de europæiske fagforeninger om et fleksibelt arbejde med plads til
individuel koordinering af arbejdsprocesser og prioritering af kompetenceudvikling stemmer godt
overens med det politiske ønske. Til sammen har de to bevægelser skabt grobund for udviklingen af en
ny arbejdsorganisering og kultur, hvor arbejdstagerne selv sammensætter logistik, proces og samarbejde.
Den såkaldte nye ledelsesmodel, der understøtter dette forløb, knytter an til en række nye former for
styring, der sætter demokrati, selvledelse og teknologi-tilgængelighed i højsæde. Det betyder i mange
tilfælde, at arbejdet tilrettelægges uden omfattende detailledelse i projektstrukturer, løst koblede teams
og udføres hvor og når som helst takket være laptops og mobiltelefoner.
Vi vil i det følgende belyse de mest gennemgribende nye styringsteknologier og arbejdsetiske dyder,
nemlig selvledelse, arbejdstidsmæssig fleksibilitet, overvågning/kontrol og kompetenceoptimering, for herigennem at
klarlægge de konsekvenser, den nye arbejdsetik har for det senmoderne menneske.
55

Ledelse af selvledelse
Det centrale, eller snarere decentrale element ved de nye arbejdsindretninger er selvkontrol og kontrol
af andre – altså på samme måde som den governmentale styringsteknologi, der bygger på ”the conduct of
one’s own conduct” og ”the conduct of others”. Decentralisering af beslutningstagning forudsætter imidlertid
en anderledes type styringsværktøjer. Og denne værktøjskasse rummer primært udstyr, der kan sikre
regulering på multiniveau, hvilket bygger på rationalet om, at personalet i vid udstrækning selv kan tyde,
administrere og forvalte organisationens informationsflow og omsætte det til konkrete produkter. Niels
Åkerstrøm Andersen og Niels Thyge Thygesen beskriver i artiklen Styring af styringsværktøjer ved hjælp af
Foucaults rorgængermetafor, hvordan moderne styring af virksomheder altid forudsætter andres selvstyring
(Andersen & Thygesen 2004). Øget integration og samarbejde på tværs i organisationen betyder, at de
ansatte kan samarbejde på tværs af afdelinger og hierarkiske strukturer. Beslutninger om arbejdets
udførelse overlades i mange tilfælde til projektansvarlige og selvstyrende grupper, hvor de ansatte selv
har mulighed for at bestemme, hvor og hvornår arbejdet skal udføres. Personaleledelse er derfor ifølge
Åkerstrøm Andersen i vidt omfang kommet til at handle om at understøtte de ansattes ledelse af eget
selvforhold (Born & Andersen 2001, 241). Medarbejderen tildeles evnen til selvledelse, der baserer sig
på en forventning om at udvikle sin faglighed såvel som personlighed, så den ansatte føjer
organisationens og arbejdsmarkedets behov (Ibid.).
Arbejdstidsmæssig fleksibilitet
Grundlaget for den fleksible indretning på arbejdsmarkedet bunder i mulighederne for
arbejdstidsmæssig fleksibilitet, og anvendelsen af de bøjelige tidsrammer bliver ifølge
arbejdsmarkedsforsker Hans Jeppe Jeppesen ofte betegnet som et politisk mantra i en søgen efter at
modsvare teknologiens muligheder og markedets turbulens (Jeppesen 2003) 56 . Både EU og den danske
regering bakker op om en større arbejdstidsmæssig fleksibilitet og støtter dermed en model, der i
praksis betyder, at man i det private erhvervsliv kan få medarbejderne til at arbejde mere end den
normerede arbejdstid uden yderligere omkostninger. Til at karakterisere den indirekte form for
dominans, hvor medarbejdere i fleksibilitetens navn optimerer virksomhedens udnyttelse af dem,
bruger Pierre Bourdieu udtrykket flexploitation (Bourdieu 1998, 85). Bourdieus tanke er således delvist i
overensstemmelse med den governmentale tankegang, der beskæftiger sig med den moderne
styringsteknologi i erhvervslivet. I dag dominerer ledelsen ikke medarbejderne ved direkte at pålægge
56 Kendetegnende for definitioner af fleksibilitet (se Politiken 1999, Oxford Dictionary 2003) er, at de betegner et fænomens
evne eller kapacitet til at kunne tilpasse sig forskellige formål og betingelser. Desuden at fleksibilitet udtrykker egenskaberne
at være smidig og bøjelig. Det fleksible er således knyttet til det fænomen, der er bøjeligt, eller som skal tilpasse sig. I
arbejdstiden vil det altid komme til udtryk i en given relation (Jeppesen 2003, 66).
56

dem opgaver, men ved at pålægge dem frihed til at skabe sig selv ud fra et ganske bestemt udvalg af
styringsredskaber. Det er ikke lydige og føjelige kroppe, men „selv-aktive‟ entreprenører.
Styrkelse af fleksibiliteten kan defineres som muligheden for at integrere organisationernes behov og de
ansattes præferencer. Uanset intentioner ændrer de nye betingelser for anvendelsen af fleksibilitet i
arbejdstiden dynamikken i samspillet mellem organisation og ansatte, og desuden påvirkes
forudsætningerne for balance mellem socialt liv og arbejdsliv. Denne type af fleksibilitet i arbejdet er
særlig udbredt for personer med stor autonomi i arbejdet som eksempelvis ved visse typer af
akademiske stillinger og ved vidensarbejde, samt for personer i ledelsesstillinger. Især forskellige typer
af vidensarbejde vil også rumme den problematik, at arbejdsopgavernes art og omfang ikke kun er
pålagte, men også selvvalgte. Disse grupper vil ofte have lange arbejdsdage og grænserne mellem
arbejdstid og social tid vil være uklare og flydende (Jeppesen 2003, 62). Det er sværere for disse
personer at sige, hvornår de ikke er på arbejde, og det er vanskeligt at præcisere den økonomiske værdi
af arbejdstiden. Denne særlige arbejdsindretning kan dækkende betegnes som den grænseløse arbejdstid.
Jeppesen konkluderer i sin undersøgelse af dansk arbejdstid, at jo mindre grad af kontrol, der ligger hos
de ansatte, jo større krav er der til, at de ansatte skal være fleksible og tilpasningsparate. Det kan også
siges på den måde, at jo mindre kontrol over fleksibiliteten de ansatte har, jo mindre indflydelse har de
på tidsstrukturerne i deres eget sociale liv. Det sociale livs aktiviteter bliver i mange tilfælde tilpasset og
tidsmæssigt underlagt produktionens behov for fleksibilitet (ibid.). Gennem de senere år har
fleksibiliteten som svar på en række arbejdsliv- og familielivsproblematikker ændret karakter. Og flere
privilegerede familier finder det nu sværere at få den instrumentelle del af tilværelsen til at hænge
sammen med den mere private. Det skyldes det forhold, at den større grad af fleksibilitet og ansvar for
eget arbejde gør det svært for medarbejdere at sætte grænser for egne ydelser i arbejdslivet. Faktisk viser
det sig, at jo mere fleksibilitet, der er i det daglige arbejde, jo flere timer lægger danskerne i både det
private og offentlige erhvervsliv (Csonka 2003, 169).
Overvågning
Den fleksible virksomhed satser på en organisationsform med flade hierarkiske strukturer, hvor der
styres efter mål og rammer frem for regler, direktiver og fastlåste konventioner. Et afgørende og
grundlæggende parameter for denne arbejdskoordinering er som nævnt ansvarsudlicitering. På det
generelle plan er der dermed tale om en høj grad af selvstændighed og autonomi, der tilsyneladende står
i kontrast til det industrielle arbejde og traditionelle produktionsformer, der fokuser på kontrol og
overvågning. Det nye scenario er ifølge Klaus T. Nielsen, Pernille Bottrup og Annette Kamp et regime,
hvor tillid er herskende, og hvor tidligere tiders disciplinering og umyndiggørelse er blevet afløst af et
57

udviklende arbejde (Kamp 2008, 5). Fortællingen om det komplet udviklede videnssamfund med
fleksible demokratiske organisationer er dog ikke så entydig, som den fremstilles i den aktuelle
mainstream managementteori. Som det fremgår af Csonkas analyser af danske virksomhedstyper,
rummer dansk erhvervsliv et stigende antal neotraditionelle virksomheder, der opererer ud fra en
traditionel organisering krydret med nyere og mere fleksible produktionskoncepter (Csonka 2003).
Disse virksomheder integrerer således både en høj grad af selvstændighed og autonomi og samtidigt
traditionelle produktionsformer, der fokuser på kontrol og overvågning, som vi kender det fra Fayol,
Ford og den Tayloristiske produktionsteknologi. Overvågningen bistår dog ikke blot i relationen
arbejdstager og arbejdsgiver imellem, men ligeledes blandt medarbejderne – kendetegnet ved ”conduct of
others”. Dette styringsværktøj så at sige operationaliseres gennem de velkendte MUS- og GRUS
samtaler 57 såvel som gennem selvstyrende teams og Lean metoden 58 . Man kan således tale om en
renæssance til mere konservative og traditionelle former for organisering og herunder om nye
struktureringer på arbejdsmarkedet med en form for hybridorganiseringer, hvor som nævnt klassisk
industrielle produktionsformer kombineres med mere udflydende grænser for arbejdskultur og
organisering. Udviklingen på arbejdsmarkedet er således ikke lineær eller bundet i en direkte kausal
bevægelse fra industrisamfund til videnssamfund, men bør snarere ses som en proces, hvor dannelsen
af nye fleksible produktionsformer samtidig reproducerer sin modsætning. Der er dermed tale om en
dobbelthed, hvor blandt andet teknologien på samme tid giver mulighed for en geografisk/tidsmæssig
autonomi og nye muligheder for minutiøst at kontrollere og registrere medarbejdernes handlinger og
aktiviteter (Csonka 2003, 15). Eksempelvis beskriver Jesper Tynell i sin afhandling ”Det er min egen skyld
– nyliberale styringsrationaler inden for Human Resource Management” (Tynell 2002), hvordan IT-virksomheden
Adore på en række områder minutiøst overvåger medarbejdernes arbejdsproces og fakturering. Dette
foregår via den enkelte medarbejders personlige intranetportal, hvor såkaldte score pie systemer løbende
viser, hvor stor en del af vedkommendes arbejdstid Adore kan fakturere ud til kunder (Tynell 2002, 9).
Kompetenceudvikling
Moderne ledelse skal med Roses ord ”work on the ego of the worker itself” (Rose 1989, 112). Han peger i den
forbindelse på, at medarbejderens tilpasning, innovation, ansvarlighed og engagement skal kanaliseres
ind i organisationens succes. Psykologisk managementteori og strategi, det såkaldte HRM sprog, udgør
derfor en meget central rolle for ledelsen af de fleksible organisationer, og i den forbindelse fokuseres
57 Medarbejder- og gruppeudviklingssamtaler.
58 Denne form for ledelsesteknologi har taget nye former og bliver stadig mere udbredt herhjemme i form af Lean
Production og Toyotamodel-arbejde. Denne form for TQM Management kommer oprindeligt fra japanske
produktionsprocesser og er kendetegnet ved statistisk proceskontrol, logistik, opretholdelse af produktivitet, planlægning af
materielle ressourcer, kvalitetskontrol, benchmarking m.m. (Holt Larsen 2005, 199).
58

der på personlig vækst som motivator for arbejdstagernes indsats. Faglig kompetenceudvikling, og
personlig udvikling indgår ofte som kriterier, når jobsøgende kigger stillingsannoncerne igennem, og i
stillingsopslagene er honnørordene forandringsparathed og motivation. Muligheden for løbende
udvikling er blevet et krav på linje med rimelige lønforhold. Og ofte accepterer medarbejdere en
forholdsvis lav løn mod gode arbejdsbetingelser – og ikke mindst muligheden for faglig og personlig
udvikling (Clegg 2001, 120). For virksomhederne er det derfor blevet en central HRM opgave at sikre
gode udviklingsmuligheder og en god employer branding strategi 59 , der kan tiltrække og fastholde
medarbejdere på et arbejdsmarked, hvor arbejdskraftmobilitet siden 80‟erne har befundet sig på et sted
mellem 25 og 35 pct. per år og stadig er tiltagende (Arbejderbevægelsens Erhvervsråd 2004).
Virksomheder er derfor i højere grad begyndt at integrere principper inden for HRM i
beslutningsprocesserne og i forretningsstrategien, og i dag betjener næsten 70 pct. af alle danske
virksomheder sig af HRM, og næsten halvdelen af alle virksomheder involverer strategien i vigtige
beslutningsprocesser (Bech 2007). Denne prioritering skyldes også, at medarbejdere udgør en knap og
dyr ressource, som det eksempelvis kan ses i forbindelse med vidensintensive virksomheders budgetter,
hvor lønnen i dag udgør ca. 80 pct. af de samlede produktionsomkostninger (Steno 2006). Det er
derfor blevet afgørende for virksomhedens drift og overlevelse, at de ansattes ildhu, stræbsomhed og
vilje til effektivisering plejes løbende. Kirsten Marie Bovbjerg definerer denne udvikling som
virksomhedernes personlig-vækst-orientering – en tilgang, der har afløst de managementteorier, der især var
rettet mod produktionen og dennes effektivisering af arbejdsgangene (Bovbjerg 2004, 16; Bilag 17). Der
er således tale om afgørende og central prioritering af Human Ressource Management, der i
overensstemmelse med medarbejdernes krav, kan sikre et gennemgående fokus på
kompetenceudvikling og personlig udvikling. Virksomhedsledelse er derfor ikke længere ensidigt
koncentreret om detailstyring og økonomi, men handler i højere grad om pleje og optimering af
”menneskematerialet” på de fleksible arbejdspladser. Mange virksomheders ledelsesstrategiske
udfordringer bliver derfor ofte håndteret af en HRM afdeling eller af eksterne aktører i form af
konsulenter med ekspertise inden for udvikling og optimering af menneskelige ressourcer. De tidligere
behandlede ”Experts of subjectivity” (Rose 1996, 151) er med til at understøtte en etik og et normativ ideal
om, at det velfungerende og normale individ er virksomt og stræber mod selvrealisering og betjener sig
ofte af en tvingende ekspertise, hvis teoretiske psykologiske fundament ofte er en
hybridsammensætning af psykologiske teorier, der alle taler for selvrealisering i subjektets
arbejdssituation (Bovbjerg 2004).
59 Employer Branding defineres af Dansk Kommunikationsforening som den strategi, virksomheder anvender for at
markedsføre sig som en attraktiv arbejdsgiver. Arbejdet med Employer Branding udvikles i et tæt samarbejde mellem HR,
Marketing og Kommunikation.
59

Selvudvikling er ifølge Rose og Brinkmann blevet en normativ fordring i alle afskygninger af tilværelsen
og især i arbejdslivet. Selvudvikling præsenteres ofte som et tilbud, der er meget svært at sige nej til, da
diskursen om ”den hele medarbejder” semantisk set rummer et krav om dygtiggørelse og personlig
effektivisering. Som det beskrives i Kærlighed og Omstilling ser man ofte medarbejderen, der ikke er i
udvikling som værende under afvikling (Born & Andersen 2001, 8). Hvem vil ikke gerne udvikle sig og
følge med tiden? Hvem vil ikke gerne være i udvikling og bruge flere af sine ressourcer?
Presset på den præsterende krop – en sammenfatning
I ovenstående behandling har vi undersøgt, hvorledes den nye arbejdsetik med de dertilhørende
fleksible indretninger er opstået i en institutionaliseret sammenfletningsproces af rationalisering og
stigende individualisme. Vi har således identificeret en række modsætningsfyldte forhold, hvor
medarbejdernes ønske om demokrati, medindflydelse, fleksibilitet og selvrealisering i arbejdslivet
bringes i anvendelse i et maskeret net af kontrol gennem frihed og overvågning – en overvågning, der
både finder sted på et direkte nytayloristisk plan og en mere usynlig monitorering gennem samtale og
forventningsafstemning. Man kan således tale om, at de neoliberale styringsteknologier smidigt har
tilpasset sig en række emancipatoriske udviklingsønsker nedefra og vendt kravet om udvikling,
forandringsparathed og fleksibilitet mod mennesket og produktivkraften på det fleksible
arbejdsmarked. Adskillige iagttagere af arbejdsmarkedets udvikling oplever i denne forbindelse, at et
stigende antal ansatte i de fleksible erhverv mistrives i deres dagligdag, og stadig flere knækker sammen
på grund af dette pres. Dette kommer til udtryk i form af offentlige ydelser som sygedagpenge og i
praktiserende lægers samt hospitalernes budgetter til behandling af arbejdsbelastninger som depression,
angst og som i specialerapportens tilfælde – stress.
Årsagen kan, som påvist i behandlingen, findes i den selv samme organisering, der taler for frihed og
råderum i arbejdet, idet denne struktur vanskeliggør den enkelte medarbejders evne til at formulere
grænsedragninger mellem arbejdsliv og andet liv. Når disse grænser ikke længere er skarpt opdelte, kan
det medvirke til en form for kontinuerlig rettethed mod arbejdet – en tilstand, hvor det enkelte
menneske ikke har lejlighed til at ‟logge af‟ eller med andre ord, holde fri. Arbejdsopgaverne er desuden
blevet flydende samtidig med, at kvalitetskravene er blevet mere diffuse, og projekternes nederlag og
succes skrives ofte på den ansvarshavende medarbejders regning. Det får ofte enorme personlige
konsekvenser, når idealet om den rigtige eller hele medarbejder ikke stemmer overens med den ansattes
ydeevne eller kompetenceniveau, og en sådan diskrepans mellem den ideelle og reelle arbejdsidentitet
kan være svær at acceptere for den enkelte. Disse faktorer skaber til sammen et meget omfattende pres
på hele den menneskelige organisme, der enten kan vælge at kaste håndklædet i ringen (apati) eller
60

intensivere sit forsøg på at leve op til idealet (mani). I den forbindelse bliver kroppen et instrument
(midlet), der kan facilitere vejen til selvaktualisering (målet), og ofte vil kroppen med sine
begrænsninger stå i vejen for rejsen mod det gode liv. Den skal derfor disciplineres og raffineres, så den
passer til kriterierne for den nye arbejdsetik, der hylder evnen til performans og effektivitet,
konkurrenceevne og kreativitet, læring, projektarbejde og selvledelse; et sammensurium af gamle 68‟er-
paroler og moderne managementtænkning. Det bliver hermed tydeligt, hvorledes indretningen af
arbejdsmarkedet ikke tillader tilstedeværelsen af en krop med sygdomssymptomer eller en krop, der
”siger fra”. Raffineringen og disciplineringen af kroppen bistår således i underkendelsen, når kroppen
viser sig som en begrænsning for evnen til at kunne efterleve kriterierne for den nye arbejdsetik.
Den performende krop
Som det fremgår af ovenstående gennemgang, er diskrepansen mellem krop og psyke kendetegnet ved
en rangering, der tildeler den menneskelige psyke en primær rolle og henviser kroppen til en
tilbagetrukket og instrumentel position. Kroppen anses som sprogets og diskursens tro følgesvend –
med en stemme, der blot er et ekko af kulturen. Det betyder dog langt fra, at kroppen har været
tildækket for videnskabelig interesse. Tværtimod. Kroppen er blevet eksamineret, dissekeret, nedbrudt,
genopbygget, kunstigt reproduceret, transformeret og reguleret/disciplineret i henhold til disse
konstruerede videnskategoriseringer. Og hvad der er spundet ud af alle disse de- og rekonstruktioner af
kroppen, er kulturens provisoriske normsæt om kroppens virke, med hvilket det enkelte menneske
lever og reproducerer. Det vil altså være aldeles forfejlet at slå et slag for at få kroppen afdækket, for det
er den - ganske simpelt. Den er hvert menneskes udgangspunkt og fungerer i denne æra således. Men
dette udgangspunkter er som sagt af maskinel karakter; kroppen har en instrumentel funktion. I
neoliberalismen er kroppen blevet det hylster, hvori personligheden eller selvet tager bolig og udfolder
sig. I og med denne krop forsøger det enkelte menneske at dygtiggøre og udvikle sin fysiske formåen
gennem blandt andet præstationsoptimerende træning og æstetiske udbedringer af kropslige skavanker.
Fitnesscentre breder sig som epidemier, beklædnings- og makeupindustrien indkasserer svimlende
beløb, mens plastikoperationer ikke længere kun er noget, der er forbeholdt Californiens befolkning. At
udvikle og signalere individuelle karakteregenskaber gennem smykker, beklædning, makeup og deslige
har altid været centrale vilkår i det sociale liv, men biomagten har i det moderne samfund haft en særlig
indvirkning på måden, hvorpå man nøjsomt plejer kroppens smidighed, spændstighed og muskulære
dimension, alt imens den fyldes med næring, der gerne skulle imødekomme og afhjælpe de tilsigtede
idealer. Den krop, vi kender, beskuer og anvender, er en performende og præsterende krop, der
repræsenterer og fremstår som metafor for individets særegne karakter og herunder den grad af vilje,
61

kontrol og mod, som pågældende er i besiddelse af. Vi finder således, at den neoliberale
samfundsindretning går hånd i hånd med den humanistiske psykologi i forherligelsen af individualitet
og selvrealisering, og at effekterne heraf viser sig ved, at mennesket gennem en selvregulerende dyrkelse
af kroppens æstetik og ydeevne forsøger at forløse det potentiale, vi som art siges at indeholde.
Herigennem træder individet nemlig i karakter og danner sig en særskilt og fænomenal identitet (Funch
2006, 88).
Efter at have gennemgået den ny arbejdsetik og konsekvenserne heraf vil vi se nærmere på den indsats,
der i Danmark iværksættes for at imødekomme stressproblematikken. Følgende afsnit har dermed til
hensigt at skitsere hovedtendensen i den danske stressindsats. Formålet med at undersøge tiltagene er at
opnå indsigt i, hvilken subjektopfattelse der arbejdes ud fra – og således vurdere, om – og i så fald
hvordan – det dualistiske islæt ligeledes gør sig gældende på denne front. Denne viden skaber endvidere
mulighed for, at vi senere i specialerapporten kan vurdere Kalmias behandlingsform i relation til den
gældende norm.
62

Den danske stressindsats
Nedenstående gennemgang baserer sig på en lang række rapporter og analyser af forskellige indsatser
på stressområdet. Vi har nøje gennemgået materialet og foretaget en gennemgribende analyse derudfra,
men har af pladsmæssige årsager valgt blot at vise de mest centrale iagttagelser, vi har gjort os.
Gennemgangen tager udgangspunkt i Statens Institut for Folkesundheds rapport fra 2007
”Forebyggelse og behandling af stress i Danmark” 60 , som omhandler stressindsatsernes karakter og
omfang og derfor bidrager med en overordnet viden om stressindsatsernes praksisform.
Forebyggelse og behandling af stress i Danmark (SIF 2007)
Der findes endnu ikke en national strategi for forebyggelse og behandling af stress. Selvom flere
forskningsinstitutioner, der løbende iagttager arbejdsmarkedet, påpeger, at stress i forhold til udbredelse
og helbredskonsekvenser er et folkesundhedsproblem på niveau med eksempelvis manglende fysisk
aktivitet og alkohol, optræder stress ikke som en selvstændig risikofaktor i regeringens
folkesundhedsprogram ”Sund hele livet” 61 . Indsatsen på stressområdet faciliteres derfor af et stadigt
større antal aktører i både privat og offentligt regi, hvilket har medført et naturligt stigende udbud af
forskellige kurser, foredrag og rådgivningsforløb. Det kan derfor synes vanskeligt at finde hoved og
hale i den indsats mod stress, der ydes i det danske arbejdsliv. Statens Institut for Folkesundhed (SIF)
valgte derfor i 2007 at gennemføre en større systematisk undersøgelse, der skulle søge at skabe overblik
over den nuværende forebyggelse og behandling af stress 62 . Formålet med SIF‟s rapport er således at
undersøge, hvilke aktører der står bag indsatserne, hvilke typer af indsatser der udbydes, hvordan
indsatserne er fordelt geografisk, hvilke faggrupper der er involveret i gennemførelsen af indsatserne,
hvilke målgrupper og deltagere de retter sig mod, hvilket videnskabeligt grundlag de bygger på, og
hvorledes indsatserne finansieres og evalueres. Rapporten konkluderer:
At de fleste stressindsatser, hvoraf over halvdelen fandt sted i Region Hovedstaden, blev
udbudt af private konsulenter.
Deltagerne var især funktionærer i aldersgruppen 30-59.
Stress blev primært opfattet som et individuelt anliggende med kun få indsatser rettet mod det
organisatoriske niveau.
60 Link 7.
61 De nationale mål for folkesundheden 2002-10 (Regeringen 2002).
62 Stressindsatser blev identificeret ved søgning på Internettet samt kontakt til stressforskere og forebyggelseskonsulenter.
Data blev indsamlet via spørgeskemaer og telefoniske interview (SIF 2007).
63

De fleste indsatser var baseret på egne erfaringer og teori og derfor med begrænset
evidensbaseret forskning.
Ligeledes forekom en måling af indsatsernes effekt sjældent.
Der foreligger et behov for øget forskning i virkningsfulde forebyggelses- og
behandlingsmetoder, som både retter sig mod det individuelle og organisatoriske niveau.
Den manglende politiske opbakning til en national strategi mod stress kan skyldes, at der
hverken i Danmark eller internationalt foreligger konsensus om, hvordan stress bør forebygges
og behandles.
(SIF 2007)
For at opnå en bredere enighed, der kan styrke den politiske velvilje mod en samlet stressindsats, er det
ifølge SIF nødvendigt at udvikle flere videnskabeligt funderede indsatser med grundige
metodebeskrivelser (og brugbare effektmålinger af metoderne) og opfølgningstid (SIF 2007, 15). Af
samme årsag har The European Agency for Safety and Health at Work udviklet en række anbefalinger
til forebyggelse af arbejdsrelateret stress, og herhjemme arbejder Det Nationale Forskningscenter for
Arbejdsmiljø (NFA) og flere arbejdsmedicinske klinikker i øjeblikket med en række danske initiativer.
SIF‟s undersøgelse viser desuden, at de fleste indsatser retter sig mod erhvervsaktive personer, og der er
kun få tilbud til personer uden for arbejdsmarkedet. Samtidig er indsatserne særligt målrettet
funktionærer, som måske netop er den gruppe, der har overskud til at deltage i indsatserne. Gruppen af
stressede danskere er ikke homogen, og et tidligere studie har vist, at høj stressrapportering både er
karakteristisk for grupper med højere socioøkonomisk status og grupper med belastende arbejdsvilkår
(Ibid.). Hovedparten af de større indsatser fokuserer på det individuelle niveau, mens fokus på det
organisatoriske niveau er begrænset. SIF slutter derfor, at stress primært bliver opfattet og behandlet
som et individuelt anliggende (Ibid.). Endelig finder SIF, at mange forskellige faggrupper er involveret i
indsatserne. Og det kan muligvis være et problem, at personer uden egentlig uddannelse udøver
forebyggelse og behandling, da manglende viden kan øge risikoen for, at stresssituationen forværres
(Ibid.).
Den følgende gennemgang har til hensigt at arbejde videre med resultaterne fra SIF‟s undersøgelse og i
den forbindelse stille skarpt på en række af de mest centrale og anvendte metoder og strategier, i
forhold til forebyggelse og behandling af stress, i det danske arbejdsliv. Vi vil desuden belyse de
internationale og nationalpolitiske initiativer på området og i den forbindelse fremhæve en række
kvalitative eksempler på, hvordan man i det danske arbejdsliv forstår og forholder sig til stress.
64

Indsatsen finder sted i forskelligt regi og initiativer, der skal komme stressen til livs, tager sig ofte
forskelligt ud afhængig af sektor og brancheform. For at skitsere et overblik over de mange
personalepolitiske tiltag i dansk arbejdsliv kan man med fordel henvise til to forskellige arenaer,
herunder henholdsvis den offentlige sektor (det statslige, regionale og kommunale område) og den
private, der på hver sin måde beskæftiger sig med og prioriterer stresshåndtering og forebyggelse. På
disse scener optræder en række aktører fra forskellige faggrupper, og deres indsats finder typisk sted i
begge arenaer. De væsentligste spillere i indsatsen er praktiserende læger, fagbevægelser,
forskningsinstitutioner, brancheforeninger og ikke mindst de kommercielle aktører repræsenteret ved
stresscentre og konsulenthuse med fokus på Human Ressource Management. Vi skal i forlængelse heraf
understrege, at vi ikke har til hensigt at afdække den danske stressindsats på fyldestgørende vis, men
kun tilsigter at give et indblik i de større bevægelser på området.
Den almene lægepraksis
Indsatsen mod stress tager oftest sit afsæt hos den praktiserende læge, der i mange tilfælde er den
første, som stifter bekendtskab med den enkelte borgers fysiske symptomer på overbelastning. Det er
herefter op til lægen at foretage vurderinger af patientens tilstand og tilrettelægge en behandlingsmæssig
indsats, der kan afhjælpe symptomerne på stress. Ifølge Sundhedsstyrelsen oplever danske læger stadigt
flere patienter med stresssymptomer, og samtidig finder mange læger problematikken vanskelig at
håndtere ud fra et lægefagligt og medicinsk grundlag. Det skyldes hovedsagligt manglende
dokumentation og modstridende forskningsresultater på området, hvorfor Sundhedsstyrelsen i 2007
besluttede sig for at udstyre samtlige lægepraksisser med en retledende pjece, der kan anvise, hvordan
lægerne bør imødekomme patienter med symptomer på stress 63 . Pjecen er som udgangspunkt
vejledende, og den egentlige behandling er derfor op til den enkelte læge. Behandlingen af stress i det
lægefaglige regi er derfor ikke systematiseret, og der kan være store variationer i lægernes
behandlingsmetoder og tilbud. Kendetegnende for den anbefalede indsats i pjecerne er, at lægerne
rådes til at indtage en ikke-handlende, men kommunikativ rolle, hvilket består i at lytte, vise
anerkendelse og stille spørgsmål. Der lægges vægt på, at lægen skal hjælpe patienten med at få indsigt i
egen situation og årsagerne til den aktuelle problematik. Lægen skal desuden bidrage til en afklaring af
de nødvendige prioriteringer, som kræves for at afhjælpe stressen. I Sundhedsstyrelsens vejledning
anbefales kognitiv adfærdsterapi sammen med afspændingsøvelser, motion og hjemmeopgaver m.m.
63 Langvarig stress. Aktuel viden og forslag til stress-forebyggelse – Rådgivning til almen praksis, udarbejdet af Center for Forebyggelse.
65

Medicinsk behandling og lange sygemeldinger frarådes 64 . Hvis lægen vurderer det nødvendigt, kan der
henvises til en psykiater, psykolog eller arbejdsmedicinsk klinik, og ydermere tages kontakt til
arbejdspladsen, kommunen, fagforening eller det sociale netværk, hvis dette vurderes gavnligt.
Lægen kommer således til at fremstå som en samtalepartner og indtager i bund og grund en psy-ekspert
position. Den lægefaglige ekspertise nedprioriteres, og i stedet anbefales det, at lægen trækker på
metoder, der kendetegner den psykologiske fagkundskab, herunder samtaleterapi og særligt kognitiv
adfærdsterapi, som udarter sig i en mere coaching orienteret praksis. Den lægefaglige støtte består
således hovedsagligt i, at lægen og patienten i fællesskab finder måder, hvorpå stressen kan tackles og
forebygges. Som det fremgår af pjecen, bør det være lægens hensigt at tilegne patienten viden om sine
stresssignaler for dermed at kunne forebygge en gentagelse af situationen. 65
Det offentlige øje på stress
Den 8. oktober 2004 indgik arbejdsmarkedets parter i EU den såkaldte ”rammeaftale om
arbejdsbetinget stress 66 ”, hvilket efterfølgende resulterede i den danske sikkerhedsudvalgs- og
medarbejderudvalgsaftale i 2005. Aftalen pålægger sikkerheds/medarbejder-udvalgene 67 at fastlægge
retningslinjer for arbejdspladsens samlede indsats mod arbejdsbetinget stress for at identificere,
forebygge og håndtere problemer i tilknytning hertil. Rammeaftalen skal sikre, at danske arbejdspladser,
der hører under de statslige og regionale 68 /kommunale parter, øger opmærksomheden på
stressproblematikker. Og samtidig forsøger at imødekomme arbejdsbelastninger med diverse lokale
stresspolitikker.
Aftalen lægger ikke fast, hvordan retningslinjerne specifikt skal udformes, men søger at øge
opmærksomheden og forståelsen hos arbejdsgivere, ansatte og tillidsvalgte for arbejdsbetingede
belastninger. Helt overordnet er stresspolitikker i den offentlige sektor kendetegnet ved en decentral
regulering, hvor en række retningslinjer udliciteres fra EU-regi for at blive fortolket i henhold til dansk
lovgivning og praksis og efterfølgende implementeret af samarbejdsudvalg og sikkerhedsorganisationen
64 Flere psykiatere mener dog, at folk, der får en depression eller bliver syge af stress, er særligt genetisk disponerede,
hvorfor de som udgangspunkt skal behandles medicinsk og evt. med elektrochok behandling (Tom Bolwig - Deadline 2.
Sektion Link 8).
65 Langvarig stress. Aktuel viden og forslag til stress-forebyggelse – Rådgivning til almen praksis, udarbejdet af Center for Forebyggelse
66 ”Draft framework agreement on work-related stress” er indgået mellem UNICE, CEEP og ETUC den 8. oktober 2004.
67 Medarbejderudvalgs-aftalen. Over halvdelen af kommunerne og næsten alle amter har aftalt en særlig organisering af
arbejdsmiljøarbejdet, hvor samarbejdsudvalget og sikkerhedsorganisationen bliver slået sammen.
Sikkerhedsudvalgs-aftalen. Samarbejdsaftalens parter – Personalestyrelsen og CFU – har nedsat et udvalg, som har til
formål at fremme samarbejdsudvalgenes arbejde gennem bred informations- og vejledningsvirksomhed for samarbejdsudvalgene.
68 Indsatsen skulle på daværende tidspunkt ikke forvaltes af danske regioner, men koordineres i amtsligt regi.
66

i den offentlige sektor. Med aftalen om, at alle arbejdspladser skal udarbejde retningslinjer, lægges der
op til en øget og fokuseret indsats fra parterne lokalt.
I tråd med den i arbejdsmarkedsafsnittet beskrevne decentralisering af stressindsatsen har man altså
valgt at udlicitere ansvaret for at tage hånd om forebyggelse af arbejdsbelastninger til den enkelte
arbejdsplads‟ Sikkerheds- og Medarbejder udvalg, hvorfor man i forbindelse med
aftaleimplementeringen af den europæiske aftale om stress ved OK-05 valgte at uddelegere et
personalepolitisk projekt til Det Personalepolitiske Forum. Projektet skulle omhandle et idé- og
inspirationskatalog, konferencevirksomhed og et stafetprojekt. Meningen med disse tiltag var, at de
skulle styrke Sikkerhedsudvalg, Medarbejderudvalg og Sikkerhedsorganisationen og dets enkelte
medlemmer (Leder, TR og SR) i arbejdet med at identificere, forebygge og håndtere arbejdsbetinget
stress med såvel personale-politiske som arbejdsmiljømæssige virkemidler. Desuden skulle projektet
formidle og udvikle viden om og erfaringer med konkrete værktøjer og skabe sammenhæng mellem den
personalepolitiske indsats, der må forventes i forhold til opgave- og strukturreformen, og den indsats,
der også må forventes til arbejdet med og forebyggelsen af arbejdsbetinget stress 69 .
Det Personalepolitiske Forum sammensatte således fire inspirationskataloger, de såkaldte Stress
Magasiner, som behandler stress på fire forskellige niveauer og dermed henvender sig både til de
udvalg, som skal udarbejde retningslinjerne på de offentlige arbejdspladser, til amts-, kommunal- og
regionspolitikere, til ledere og andre beslutningstagere og til den enkelte medarbejder, der kan forbedre
sit arbejdsliv gennem diverse tiltag.
Stress Magasinerne
Hensigten med magasinerne 70 var at inspirere danske virksomheder til at få udarbejdet stresspolitikker,
hvorfor flere forskellige vinkler og eksperter er repræsenteret deri. Man får altså som læser ikke én
måde eller ét facit at rette sig efter, men et bredt udvalg. Virksomheder kan på denne led vælge den
fremgangsmåde, der synes bedst for deres organisatoriske struktur, men de kan også ende med at
misforstå informationerne og i bund og grund ikke ane, hvor de skal sætte ind. Magasinerne er nemlig
gennemsyret af en tvetydighed. En tvetydighed, som viser sig i relation til, hvad der skyldes stress,
hvordan det forebygges, og hvilke symptomer der knyttes til tilstanden. Symptomerne beskrives som
blandt andet psykiske vanskeligheder, fordøjelsesbesvær og eller søvnløshed, og der lader ikke til at
være den skavank, som ikke kan relateres til stress. Årsagerne til stress beskrives som divergerende
stressorer, uoverkommelige ydre påvirkninger, der strækker sig fra for store eller modstridende jobkrav,
69 Link 9.
70Magasinerne kan downloades fra link 10.
67

over mobning og chikane til utrygge arbejdsforhold (Magasin 1, 9). Flere artikler i magasinerne
forklarer, at krav både kan forstås som de krav, arbejdspladsen stiller, såvel som de krav, individet stiller
til sig selv ”Når de ansatte stiller store krav til egen præstation, ligger der også en stor fare for, at de glemmer sig selv.
Glemmer at lytte til de signaler, kroppen og psyken sender.” (Magasin 4, 3). Derudover påpeges det, at stress kan
ses som et spørgsmål om, hvordan det enkelte menneske oplever, fortolker og forstår sin
arbejdssituation (Magasin 3, 3).
Hvad angår løsnings- og handlingsforslag er der i magasinerne et overordnet fokus på forebyggende
rutiner og metoder, der kan strukturere og lette arbejdslivet og dermed forebygge stress. Men som
nævnt er de retningsgivende informationer tvetydige. Det viser sig blandt ved, at visse artikler hædrer et
større fleksibelt råderum, mens andre foreslår strammere linjer og en mere autoritativ ledelsesstrategi.
Magasinerne fastslår i overensstemmelse hermed, at organisatoriske tiltag og ændringer nødvendigvis
må være branche og individafhængigt. Dog fremhæver adskillige artikler succesfulde eksempler på
stresspolitikker, og disse beror hovedsageligt på ændringer i den interne kommunikation. Begreber som
næstekærlighed og åbenhed, anerkendelse og fokus på det positive frem for brok og kritik figurerer som
grundelementer i den nye kommunikationsstrategi AI (Appreciative Inquiry). Argumenterne for denne
anerkendende og værdibaserede fremgangsmåde er, at positivitet avler positivitet, og at tabuer
forbundet med at tale om stress og følelser ikke gør nogen gavn og derfor bør dementeres. I de
påkommende tilfælde har lederen stået i spidsen for forandringerne og dermed udgjort det gode
inspirerende eksempel. Hermed signalerer lederen, at virksomheden bør stå sammen om denne
stressproblematik, og at det ikke blot er medarbejdernes ansvar at få stressfænomenet elimineret.
Magasinerne fremhæver således, at ledelsen må stå i stikken for den forebyggende indsats, men
medarbejderen har selvfølgelig også et medansvar. Ud over at engagere sig i de nye ”positive”
kommunikationsstrategier, skal medarbejderen sørge for at ”holde sig sund”, hvilket inkluderer sund
kost og motion, god nattesøvn samt en prioritering og dermed plejning af familiære og venskabelige
relationer – alt sammen aspekter, der vil styrke ens modstandskraft over for stress (Magasin 4, 8).
Som det fremgår, retter magasinerne sig primært mod forebyggelse og ikke mod behandling af stress.
Hvilket skridt, der skal tages, når skaden er sket, findes der ikke megen information om. Vi er faldet
over enkelte passager, der informerer om, at stressramte bør sendes i behandling hos en psykolog, men
nærmere kommer de ikke behandlingsaspektet. Derudover fremgik det klart af Magasinernes eksempler
på stresspolitikker, at det overordnede fokus var rettet mod sproget og altså mod en tankegang relateret
til den poststruktualistiske optik, som mener, at sproget former mennesker. Det kropslige fokus var i
denne sammenhæng begrænset til at omhandle en afklaring af de sygdomssymptomer, stress udløser.
68

Og i forlængelse heraf, hvilke forbehold (kost, motion m.m.) medarbejderen bør tage sig for at undgå at
blive ineffektiv og stressramt. Som vi har anført tidligere, er stress et komplekst fænomen, og
Magasinerne bekræfter denne påstand i og med de tvetydige informationer, der fra vores optik snarere
fremstår misvisende og forvirrende frem for afklarende.
Det private øje på stress
I den private del af erhvervslivet er det ifølge en undersøgelse foretaget af Det Nationale
Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) kun større danske virksomheder, der sætter fokus på det
forebyggende arbejdsmiljøarbejde (NFA 2006) 71 . Blandt små og mellemstore virksomheder prioriteres
arbejdsmiljøindsatsen sjældent. Eftersom der ikke foreligger krav om en egentlig indsats på området,
fastsættes størstedelen af personalepolitikken lokalt. Som tidligere nævnt, er der kun meget få
begrænsninger i forhold til fastlæggelse af arbejdstid, herunder over- og merarbejde. Der er således tale
om en høj grad af såkaldt multiniveauregulering, hvor virksomhederne i vid udstrækning selv forestår
indsatsen mod stress eller regulerer den i henhold til kollektive aftaler med fagbevægelser.
Fremtrædende aktører i det private erhvervsliv, herunder brancheorganisationer som Dansk Erhverv og
Dansk Industri, insisterer principielt på, at fastholde de lokale reguleringer på arbejdsmiljøområdet, og
tilkendegiver, at det psykiske arbejdsmiljø bedst håndteres lokalt mellem arbejdsgiver og arbejdstager.
Der findes mange eksempler på dette – nedenstående er blot for at illustrere pointen:
”Danske medarbejdere har rekord i arbejdsglæde. Ni ud af ti privatansatte vurderer, at deres psykiske arbejdsmiljø er
godt. Alligevel møder mange danske virksomheder gang på gang den holdning, at et godt psykisk arbejdsmiljø kræver flere
regler og detailstyring fra centralt hold. Men det er helt forkert. Der kan ikke opstilles objektive kriterier for, hvad der
skal til for at skabe et godt psykisk arbejdsmiljø. For det afhænger fuldstændig af virksomhedens kultur og organisering
og ikke mindst af, hvilke opgaver virksomheden udfører. Samtidig er det vidt forskelligt fra individ til individ, hvad der
skaber trivsel. […] Derfor mener Dansk Erhverv, at det psykiske arbejdsmiljø bedst håndteres på den enkelte
virksomhed i et samarbejde mellem ledelsen og de ansatte. Nødvendigheden af at tvinge virksomheder til fremover at bruge
en arbejdsmiljørådgiver i forbindelse med undersøgelser af det psykiske arbejdsmiljø på virksomheden er udokumenteret og
pålægger virksomhederne en unødvendig økonomiske byrde” (Dansk Erhverv 2009 72 ).
De kollektive overenskomster gør sig primært gældende for en række større danske virksomheder, der
har økonomi og ressourcer til at prioritere personalepolitiske forhold. Det forholder sig anderledes i
mindre brancheformer, hvor små og mellemstore virksomheder til stadighed satser på almen
71 Undersøgelsen baserer sig på svar fra 6.500 virksomheder fra 49 forskellige brancher.
72 Link 11.
69

arbejdsmiljølovgivning og ikke en central stresspolitisk aftale. I disse branchetyper betjener man sig
hovedsagligt af funktionærer og dermed udelukkende funktionær- og arbejdsmiljølov, der ikke
fastsætter lønforhold og arbejdstid. Disse forhold gør sig i vid udstrækning gældende for akademikere,
der ofte forhandler deres løn- og ansættelsesvilkår selv. Det betyder eksempelvis, at kun hver fjerde
sprog- og kommunikationsmedarbejder, der er privatansat, er dækket af en kollektiv overenskomst 73 .
Det samme gør sig gældende i en lang række andre erhverv, herunder især vidensintensive
produktionskoncepter som service, jura, kontorområdet og transport, der ofte er meget
konjunkturfølsomme og påvirkes af bratte skift mellem perioder med voldsom vækst og mangel på
arbejdskraft til perioder med krise og afskedigelser. Rammes man af stress, er det i langt de fleste
tilfælde op til den enkelte selv at gribe til lommerne, med mindre arbejdsgiveren har lavet en særlig
kriseordning for sine ansatte, eller man er medlem af et forbund, der tilbyder hjælp på det område også.
Flere virksomheder får løbende øje for fordelene ved at betjene sig af stresspolitikker og gør derfor
brug af det voksende marked for konsulenthuse med speciale i Human Ressource Management og
strategier til at forbedre arbejdsmiljø og arbejdsprocesser samt reducere sygefravær.
Interesseorganisationer og fagforeninger
Arbejdsmarkedets fagforeninger og en række nationale såvel som internationale interesseorganisationer
har også fået øje på stressproblematikkerne og har igangsat en række kampagner og udgivet rapporter,
der sætter fokus på det nye belastende arbejde. Adskillige spillere på arbejdsmiljøområdet, herunder
Arbejdstilsynet, Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA), Teknologi Rådet,
Branchemiljørådene 74 , Det Europæiske Arbejdsmiljø Agentur og Det Europæiske Fagforeningsinstitut,
ETUI m.fl. fungerer ofte som eksterne sparringspartnere til virksomheder, organisationer og
institutioner. Fagforeningerne som LO, FTF, DM, DJØF, 3F, HK/Danmark, PROSA,
Finansforbundet, BUPL og Business Danmark m.fl. samarbejder med arbejdsmarkedets parter på tværs
af EU og kæmper aktivt for at få sat arbejdsbetinget stress og især de faktorer, der forårsager
fænomenet, på den politiske dagsorden i EU. Kendetegnene for disse interessenter er, at de har nogle
overensstemmende udlægninger af, hvad der forårsager og forebygger stress, og hvordan problemet
skal tackles. Desuden vurderer næsten samtlige organisationer, at indsatsen mod stress skal forvaltes
lokalt på arbejdspladserne, og at den hovedsagligt skal være af forebyggende karakter. At indsatsen skal
finde sted i decentraliseret form kommer blandt andet til udtryk i forbindelse med Arbejdstilsynets
73 Kommunikation og Sprog 2009, link 12.
74 Der findes 11 branchearbejdsmiljøråd, der består af repræsentanter for arbejdsmarkedets parter.
Branchearbejdsmiljørådene kortlægger branchens særlige arbejdsmiljøproblemer og hjælper virksomhederne med at løse
dem ved bl.a. at lave information, temamøder, uddannelse og foreslå forskning.
70

tilsyn med sager om stress. I disse sager foreligger der en fælles aftale med arbejdsmarkedets parter, der
anviser, hvordan rollefordelingen mellem Arbejdstilsynet og andre aktører skal være på dette område,
for at problemerne kan håndteres bedst muligt. Aftalen blev etableret i et udvalg med arbejdsmarkedets
parter i 1995, det såkaldte Metodeudvalg. I udvalget var der enighed om, at stressrelaterede problemer
skal løses af og på virksomheden 75 . Interesseorganisationernes arbejde består derfor hovedsagligt i en
oplysende dagsorden, hvilket også kommer til udtryk i de politiske forhandlinger på området. Det
gennemgående argument er således, at der i det danske arbejdsliv bør foranstaltes en forebyggende
indsats, der håndteres lokalt på arbejdspladserne, både i offentligt og privat regi.
Hvis man eksempelvis ser nærmere på LO‟s seneste rapport om stress fra 2006, fastslår de allerede fra
starten, at der ikke foreligger nogen facitliste for, hvordan man forebygger stress, og at publikationen på
samme måde som stressmagasinerne skal bruges som inspiration til dialog mellem leder og
medarbejder, gerne i forbindelse med den obligatoriske arbejdspladsvurdering, også kaldet APV (LO
2006, 6). Det er således også i denne udredning op til de enkelte arbejdspladser at varetage indsatsen
mod stress i henhold til arbejdsmiljøloven, der dog som tidligere nævnt ikke fastlægger retlige forhold
omkring arbejdstid og andre ansættelseskontraktlige vilkår. LO‟s rapport forsøger at afdække de
såkaldte risikofaktorer i det psykiske arbejdsmiljø, som kan fremkalde stress, og giver samtidig en række
bud på, hvordan problemerne kan forebygges. LO‟s beskrivelser af årsager til og symptomer på stress
samt den forebyggende indsats er inspireret af Arbejdstilsynets Håndbog om Psykisk arbejdsmiljø
(Arbejdstilsynet 2004). Langt de fleste organisationer trækker på de samme fælles berøringsflader, hvad
angår deres definition af stressbegrebet, og anbefaler en indsats, der prioriterer et forebyggende
beredskab mod stress, som det eksempelvis kommer til udtryk i rapporter fra Arbejdsmiljørådet,
Teknologi Rådet, NFA og PROSA, FTF, 3F, DM samt DJØF. I det følgende giver vi en
sammenfatning af interesseorganisationernes vurdering af, hvad der ligger til grund for stressen, og
hvordan man bør arbejde med den forebyggende indsats lokalt.
De kommercielle aktører
Som en konsekvens af et arbejdsmarked, hvor virksomheder i tiltagende grad baserer sig på at levere
komplekse løsninger til kunder og samarbejdspartnere, der agerer på et internationalt marked, er det
nødvendigt kontinuert at optimere ydeevne og produktionskoncept. Det har gennem de sidste årtier
affødt en hastigt voksende brancheform med aktører, hvis kompetence det er at opkvalificere
virksomheders konkurrenceevne med principper inden for organisations-, ledelses- og
75 Opdelingen er således fortaget med respekt for arbejdsgivernes overordnede ledelsesret.
71

personaleudvikling. Disse konsulentvirksomheder betjener sig af en ofte tilpasningsdygtig metode, der
kan rationalisere organisation, produktion og menneskelige kompetencer. Konsulenterne har kendskab
til både virksomhedsøkonomiske og organisationspsykologiske forhold og knytter an til idéen om
ressourceudvikling, bedre kendt som human ressource management (HRM). Som udgangspunkt
iagttager konsulenterne de pågældende virksomheder for efterfølgende at forestå forskellige grader af
forandringer internt i organisationerne – ofte med blik for dynamikker mellem personale og produktion
herunder også arbejdsmiljørelaterede udfordringer. Eftersom stress- og udbrændthedsproblematikker i
stigende grad udfordrer det danske erhvervsliv, har flere af disse eksterne aktører valgt at gøre
stressforebyggelse og behandling til et prioriteret kompetenceområde. Metoderne knytter i den
forbindelse an til forskellige videnskabsteoretiske perspektiver, og de mest udbredte teknikker tager
afsæt i kognitive, psykodynamiske, systemiske og anerkendende principper, og i langt de fleste tilfælde er der som
tidligere nævnt tale om sammensatte eller såkaldt hybridteoretiske metoder, hvor teorierne supplerer
hinanden på forskellig vis, så de kan akklimatisere sig diverse kontekstafhængige problemstillinger
(Bilag 17). Der tages således sjældent udgangspunkt i et specifikt videnskabsteoretisk ståsted, snarere
benyttes bidder fra flere forskellige retninger. Desuden er der mange, der faciliterer stressindsatser med
inspiration og værktøjer fra psykologiske retninger, men som ikke reelt er uddannet inden for
eksempelvis den psykodynamiske retning. Disse såkaldte eksperter – kommunikationsmedarbejdere,
HR-medarbejdere m.fl. – praktiserer således med varierende baggrunde (SIF 2007, 9).
Efter at have gennemgået de forskellige stressindsatser har vi fundet flere sammenfaldende aspekter,
som vi i det følgende vil diskutere og konkludere ud fra.
Delkonklusion
På trods af det personalepolitiske projekt og den samlede danske stressindsats konkluderer en
undersøgelse af Sikkerheds- og Medarbejderudvalgenes arbejde med stress foretaget af Det
Personalepolitiske Forum i 2007, at udformningen af retningslinjer generelt var yderst sparsom.
Undersøgelsen bygger på svar fra 71 kommuner og alle fem regioner og når frem til, at en del
kommuner var på vej med retningsliner, som dog ikke var konkretiseret, og at regionerne ikke var helt
færdige med arbejdet med retningslinjerne. I de kommuner og regioner, hvor der ikke var udfærdiget
retningslinjer, og hvor møder i hovedmedarbejderudvalg/sikkerhedsudvalg først skulle til at finde sted,
var det især strukturreformen, der blev angivet som grunden til, at andre ting som for eksempel at få
udarbejdet en overordnet personalepolitik og arbejdsmiljøpolitik var prioriteret frem for en
stresspolitik. I bund og grund lader det altså ikke til, at det personalepolitiske projekt har haft en
nævneværdig indflydelse på kommunernes udarbejdelse af stresspolitikker. Vi kan selvfølgelig ikke
72

fremlægge årsagsforklaringer dertil, men blot påpege, at med stressens stadige udbredelse fremstår det
besynderligt, at der ikke gribes mere ind. I forbindelse hermed kan vi pege på, at langt de fleste
stressindsatser udføres af private konsulentbureauer, og at dette sandsynligvis kunne afhjælpes, hvis
danske organisationer fik udarbejdet stresspolitiker i henhold til rammeaftalen. Hvis én af årsagerne til
de manglende stressproblematikker skyldes et forvirrende og tvetydigt informationsudbud vedrørende
forebyggelse og behandling af stress, som vi så i Stress Magasinerne, må vi hermed anmode om nye og
mere strømlinede informationskampagner.
I SIF rapporten konkluderes det, at stress hovedsageligt anskues og tackles som et individuelt
anliggende. Men på trods af dette, fremhæver Stress Magasinerne at det også er nødvendigt med en
organisatorisk og overordnet indsats. Underliggende i magasinerne ser det dog ud til, at det primære
ansvar alligevel ender hos medarbejderne, der både skal tillære sig nye kommunikationsstrategier og
imødekomme diverse krav om sundhed. Igen ser vi altså tvetydige udlægninger, der kan forvirre
iværksættelsen af stresspolitikker.
Kommunikation og psykologi
Stress Magasinerne opfordrer som nævnt virksomhederne til at foretage gennemgribende ændringer i
deres interne kommunikation. De eksempler på allerede implementerede kommunikationsstrategier, der
fremhæves i magasinernes artikler, henter som udgangspunkt inspiration i de mest praktisk anvendte
teorier inden for psykologien som eksempelvis den systemiske eller kognitive tilgang. Gældende for de
nævnte tilgange er således, at de har et sprogligt fokus og dermed søger at ændre/omprogrammere
medarbejderes eventuelle ukonstruktive tanker og ugunstige måder at tolke og betragte oplevelser på.
På denne led er det altså nødvendigt for medarbejderen at regulere sine tanker. Idet indsatserne i både
det offentlige og private regi primært retter fokus mod sproget, mener vi, at de kendetegner og
reproducerer den dualistiske opdeling af mennesket. Hertil kan nævnes, at stress anskues som et
psykisk problem, hvilket understøttes af fænomenets generelle placering under paraplyen ”psykisk
arbejdsmiljø” – eksempler herpå findes på blandt andet på Arbejdsmiljøportalen 76 og i SIF rapporten.
Problemet består ikke i, at stress placeres under denne kategori, men at behandlingen af stress tager
udgangspunkt heri og derfor fastholder den sproglige tilgang til mennesket.
Kroppen i indsatserne
Det primære fokus på sprog betyder dog ikke, at kroppen er udeladt i stressindsatserne. Både de
praktiserende læger og diverse eksperter i Stress Magasinerne understreger eksempelvis motions
76 Link 13.
73

gavnlige virkninger og betydningen af henholdsvis søvn og sund ernæring. Derudover fokuserer
magasinerne på at informere om symptomerne på stress, hvilket også lægerne var rådet til at fortælle
patienten om. Alternative afstressningsmetoder så som afspænding nævnes et enkelt sted, men uddybes
ikke. Stress håndteres altså delvist som et kropsligt problem, men vi vurderer, at kroppen indtager en
sekundær placering i forhold til omgivelsernes og tankernes/sprogets betydning. Og den placering
handler om, at kroppen er syg og dermed en begrænsning, hvorfor den skal ‟fodres‟ med sundhed, så
den forhåbentlig svarer med overskud. Den krop, der beskrives, tager således i vores optik, form som
en mekanisk krop, en fuld funktionel og effektiv maskine, fremavlet direkte fra den kartesianske
dualisme.
Avler stressindsatser stress?
Vores undersøgelse peger på, at stress overvejende forebygges gennem kommunikationsstrategier. Det
vil sige, at det påkræves, at medarbejderes ugunstige sproglige mønstre og dermed forkerte tanker skal
mases ind i en acceptabel form. Virkningen heraf bliver, at ansvaret ofte kommer til at hvile på
subjektet, da ingen andre end subjektet selv, kan siges at være ansvarlige for de tanker, det gør sig. Så
selvom eventuelle kommunikative tiltag på arbejdspladsen implementeres fra oven, inkluderer
ændringen, at den enkelte medarbejder som nævnt engagerer sig på det personlige plan for således at få
indsatsen effektueret. Dermed bærer den enkelte et ansvar – på lige fod med ledelsen. Vi ser imidlertid
en fare forbundet med denne ansvarsudlicitering. Når det enkelte menneske forventes at
omprogrammere sine tanker, og herigennem alene står til ansvar for sit eget velbefindende, kan dette
ekstra krav blot øge presset og dermed bidrage til et stressfremkaldende miljø. Det kan endvidere fjerne
fokus fra en eventuel uhensigtsmæssig organiseret arbejdsplads. Således kan en stressforebyggende
indsats af denne karakter vise sig at gøre ondt værre ved at tilføje endnu et aspekt til den krævende
performanskultur: at holde sine tanker i en stringent, positiv linje.
På samme led kan opfordringer til motion og sund kost m.m. fremstå som krav snarere end gode
hensigter og dermed forstærke oplevelsen af at skulle efterleve en bred vifte af ydre fordringer.
Imidlertid har vi ikke til hensigt at negligere, hvorledes sund kost og motion er gavnligt, eller
undervurdere formålet med at informere om sund levevis som en del af forebyggelse og behandling af
stress. Vi mener blot, man bør holde sig for øje, at sådanne anbefalinger i stil med
kommunikationsstrategierne kan fremstå som krav – og dermed er der risiko for, at de har den
modsatte effekt. Opfordringerne kan desuden anses som moderne styringsteknologier udledt af et
biomagtsligt apparatur, der søger at disciplinere og raffinere borgerens krop; den neoliberale
produktivkraft. Og vi mener således, at der kan være en risiko for at sundhedsanbefalinger og
74

stressindsatser bliver endnu et udtryk for performanskulturens omsiggribende krav, der til trods for
gode hensigter blot forværrer status quo.
Status quo
Til trods for at der rent faktisk iværksættes adskillige tiltag på stressområdet, viser en ny undersøgelse
foretaget af A4 i samarbejde med analyseinstituttet YouGov Zapera, at mere end hver fjerde, der har
været sygemeldt med stress de seneste to år, har mistet deres job 77. Og blandt dem, der de facto er
sygemeldt grundet stress, gælder det næsten hver anden, nemlig 44 %. Overlæge Bo Netterstrøm fra
Hillerød Hospital udtaler til A4, at han ikke mener, de danske arbejdspladser tager stress alvorligt, og at
lederne mangler sans og forståelse for både, hvad stress er, og for, at deres medarbejdere kan ende med
at være så stressede, at de må sygemeldes 78 . Alt i alt lader indsatserne ikke til at have haft en
nævneværdig indflydelse på forebyggelsen af stress. Årsagen hertil kan som nævnt hænge sammen med
den tvetydige og divergerende information om, hvad stress er, og hvad der forårsager den. Råd og
vejledninger er uoverensstemmende, og der savnes håndterbare budskaber. Derudover arbejdes der ud
fra den overbevisning, at psyken og tankerne er det primære genstandsfelt, hvilket medvirker til, at det
kropslige liv tilsidesættes og kun behandles som et apparatur, der skal repareres. Kropslige reaktioner
og følelser kobles på sproget og forsøges derigennem helbredt. Dette kan i vores optik være en mulig
årsagsforklaring på de udestående effekter af indsatserne. Derudover er vi ikke stødt på indsatser, der
søger at imødekomme konsekvenserne ved de nye arbejdsindretninger. Som gennemgået tidligere,
spiller den grænseløse arbejdskultur en væsentlig rolle i konstitueringen af et miljø, der på flere områder
kan siges at være stressfremkaldende, men disse forhold bringes ikke tilstrækkeligt op til overvejelse i
det gennemgåede materiale.
Vi har nu gennemgået udvalgte nedslagspunkter i den danske stressindsats og fundet ud af, at den er
mangelfuld. Adskillige danske virksomheder har ikke fået indført stresspolitikker, hvilket muligvis kan
skyldes horden af divergerende informationer. De steder, hvor man forsøger sig med stressforebyggelse
og behandling, tages der udgangspunkt i sprogets betydning, og kroppen henvises til instrumentel
funktion. Den skal plejes og disciplineres, så den kan følge psykens formåen, og vi mener hermed at
kunne vise, hvordan vores tese om, at mennesket er et sprogafhængigt konstrukt, således underbygges.
Ansvaret for, om indsatsernes lykkes, placeres endvidere i hovedtræk hos medarbejderen, hvilket blot
77 Link 14.
78 På samme led kan man se, at den lovpligtige Arbejdspladsvurdering (APV) ikke tages alvorligt. Det er meningen, at
APV‟en skal sikre, at arbejdsmiljøet på virksomhederne er i orden, og at eventuelle problemer identificeres og løses. Ofte er
APV‟en dog ikke slet ikke udarbejdet, viser en undersøgelse foretaget af Arbejdstilsynet, som fandt, at 26 procent af de
37.000 undersøgte arbejdspladser enten ikke havde udarbejdet en APV, eller at den ikke levede op til lovkravene. Link 15.
75

skaber et yderligere pres på kroppen. Vi mener, at indsatserne muligvis overser et væsentlig element ved
menneskets eksistens og ved stres, nemlig at stress tilsyneladende ikke alene sidder mellem ørerne, og
mennesket er mere end blot tegn og symboler. Det er derfor efter vores overbevisning nødvendigt at
gribe til bredere og mere nuancerede metoder, førend vi kan håbe på at se nogle forandringer i
stressens udbredelse. I det følgende kapitel begiver vi os således ud i et forsøg på at imødekomme en
sådan metode ved at sammentænke poststrukturalistiske forståelser med en tænkning, der opererer med
en sansende og følende krop. Dette eksperiment har til hensigt at nærme sig et helhedsorienteret
perspektiv på den menneskelige organisme, som forhåbentlig vil skærpe vores forståelse for stress.
76

Den Tredje Vej
”Let us then suppose the mind to be, as we say, white paper void of all characters, without any ideas. How comes it to be
furnished? Whence comes it by that vast store which the busy and boundless fancy of man has painted on it with an almost
endless variety? Whence has it all the materials of reason and knowledge? To this I answer, in one word, from experience”
(John Locke) 79 .
I den følgende behandling vil vi granske mødet mellem den lingvistisk orienterede governmentality-
optik og nyere bud på, hvordan man kan tænke ud af den lingvistiske boks og vægte en
sammensmeltning mellem sprog og kropslig erfaringsdannelse. Vi vil hermed i det følgende forsøge at
bane vej for andet og mere end perspektiver, der betragter sproget som et spejl, hvori man kan læse
hele kulturen og forskellige elementers relative betydning. Med denne tilgang ønsker vi at dokumentere,
hvorledes hverken perception eller betydning, kan deduceres direkte fra sproglige kategorier. Sproget
ses naturligvis som et vigtigt kommunikativt redskab, men det er ikke ordene alene, der ligger til grund
for den kulturelle viden og den subjektive erfaringsdannelse. Behandlingen tilsigter således at skabe en
samkørt optik af henholdsvis poststrukturalistiske forståelser og tænkning, der opererer med en
sansende og følende krop. Det gør vi, fordi det netop er kroppen, der betaler prisen for underkendelsen
af disse forhold. Det nye sæt briller introducerer således en tredje vej, der søger at imødekomme stress,
som manifesterer sig dybt i den menneskelige krop.
Flere lingvistisk-orienterede tænkere anerkender, at kroppen er mere end blot de tegn/diskurser den
tilføres og tilfører sig selv, men med deres briller kan de ikke nærme sig den uden at plante fødderne i
essentialistiske formodninger. Tænkere som Butler, Haraway og Kirby forsøger at nærme sig en større
grad af materialitet og kropslighed i deres forskning, men som tidligere behandlet ender Butler og Kirby
imidlertid samme sted, som de startede, og ”Discourse becomes matter” nok engang 80 . Det samme gør sig
ifølge kønsforsker Nina Lykke gældende for langt de fleste konstruktivistiske optikker, der ser bort fra
kroppens fysiske materie og fakticitet, og i stedet opererer med en kulturelt formet krop, hvor det
væsentlige for dem bliver aflæsning og afkodning af de diskurser, som indprentes i materien (Lykke
2008, 96). Deres fokus ligger så at sige ikke på selve kroppen, men udenfor. Det underkender imidlertid
ikke, at mennesket er i besiddelse af et indre liv, herunder sanser og følelser, der påvirkes af og
indvirker på tekst og diskurs. Som Haraway definerer det, besidder mennesket en udefinerbar
79 Passagen stammer fra John Locke, der siden hen er blevet kaldt stamfader til det latinske begreb tabula rasa; det blanke
blad (Pinker 2002, 5).
80 Haraway behandles mere indgående senere i dette kapitel.
77

kropslighed, en såkaldt witty agent, der til en vis udstrækning har sit eget liv – altså en ikke-reflekteret
kropslig agens/rettethed (Ibid.). Men perspektivet værger sig i langt de fleste tilfælde fra at definere,
hvordan dette liv tager sig ud. Med sådan et analytisk greb, kan man således fastholde en afvisning af at
appellere til individuelle psykiske mekanismer eller intentioner ud over eller uden for det, vi faktisk kan
læse i en tekst – selvom man i Haraways tilfælde bryder med den klassiske socialkonstruktionisme, er
kroppens indre liv dog stadig utilgængeligt terræn, og det eneste analyserbare materiale til at forstå
menneskelivet fastholdes til stadighed i diskursen. Men hvis man ønsker at forstå, hvordan kulturelt
betingede fænomener og på samme tid kropsligt forankrede patologier som stress, anoreksi, angst og
depression indvirker på organismen, er det afgørende at inddrage perspektiver, som kan begrebsliggøre,
hvordan vores sociale indretninger indvirker på både psyke og krop som en helhed. At forstå, hvorfor
og ikke mindst hvordan livsstil bliver til sygdom, kræver, at man transcenderer adskillelsen mellem
psyke og materie og anerkender, at begge størrelser forudsætter hinanden. Man bliver derfor nødt til at
videretænke, hvordan diskursen aflejres i og i en vis udstrækning betinger menneskets indre liv. Det
indebærer, at vi i den følgende udredning vil åbne op for teorier, der kan arbejde med en krop, hvor
tekstlige inskriptioner spiller sammen med følelser og sanser. Tænkemåder, der kun vil se på de ydre
omstændigheder ved menneskelivet, kommer kun halvvejs i forsøget på at forstå, hvordan kultur bliver
til sygdom. Diskursens tvingende magt for udformningen af hele den menneskelige organisme er i
vores optik evident og uafviselig, men det er ikke kun vores evne til at sprogliggøre vores omverden,
der danner ramme for vores virkelighed. Det er hele vores omgang med verden, med dens socialitet og
materialitet, der skaber vores væren. Og i centrum for denne omgang står vores krop med alle dens
sanser, følelsesmæssige reaktioner og sprog. En krop, hvis tilstand er betinget af mentale dynamikker,
der kan få vores åndedræt til at eskalere og slappe af, men også af kropslige omstændigheder som
muskelsmerter, der modsat kan påvirke vores humør og koncentration.
Kroppens hemmeligheder
Maurice Merleau-Ponty (1908-1961) forsøger i sit værk, Kroppens fænomenologi, at genfinde menneskets
umiddelbare verdenserfaring igennem bevidsthedens kropslige forbindelse med verden. Merleau-Ponty
vender Descartes rationalistiske credo ’Cogito ergo sum’ på hovedet og arbejder i stedet ud fra tesen; ”Jeg
handler, altså er jeg‟. Ontologisk set er der derfor tale om en ophævelse af krop/psyke-dualismen, og
krop og bevidsthed bliver et og det samme i et enkelt begreb, nemlig blot krop (Merleau-Ponty 2006,
78

169) 81 . Han arbejder i den forbindelse med et kropsligt cogito, der fungerer som et ubevidst centrum
for tanke og handling, og dette indebærer, at kroppen i enhver situation allerede har sanset og skabt
mening, før en bevidst refleksion eller tanke kan finde sted. For Merleau-Ponty er verden fra det øjeblik
– og måske allerede før – barnet fødes så tæt på, at den bevæger sig helt ind i kroppen og omvendt.
”Verdens og først og fremmest egenkroppens 82 problem består i, at alt rummes deri” (Merleau-Ponty 2006, 168).
Overalt bærer mennesket verden med sig, fordi det er udgået fra den. Menneskelig erfaring kan derfor
aldrig være en rationel og afstandsløs viden af den simple grund, at mennesket går på jorden. Krop og
verden mødes og krydser hinanden i det fælles element, Merleau-Ponty kalder væren eller kødet ”the
flesh” (Leder 1990, 62). Kroppen og dermed mennesket kan ikke fravælge at være et sansende og
oplevende væsen, og den levede krop bliver således til ”hjertet” i menneskets sansende verden. ”Således
står egenkropsoplevelsen i modsætning til den refleksive bevægelse, der adskiller genstanden fra subjektet og subjektet fra
genstanden, og som kun giver os tanken om kroppen eller kroppen som idé og ikke kropsoplevelsen eller kroppen i
virkeligheden” (Merleau-Ponty 2006, 170). Fænomenologien bygger altså på en primær kropslig og
sanselig erkendelsesform, som, når den fungerer, ”overhaler” nuet i den traditionelle kognitive
bevidsthed. Fænomenologien vil derfor som metode gøre brug af hele vores kognitive system – altså
hele kroppen og alle vores sanser – som en primær tilgang til erkendelse, som supplement til den
rationelle eller objektive såkaldte intellektuelle erkendelse, der er sekundær og tillært. Perception og
sansning ”ligger i” kroppens åbenhed – eller lukkethed – mod væren og verden. Intentionalitet for
Merleau-Ponty er derfor primært kroppens åbenhed mod verdenen – og sekundært bevidsthedens
åbenhed. Dermed har Merleau-Ponty ændret det traditionelle fænomenologiske intentionalitets begreb
ved det, at han gør intentionalitetens subjekt til kroppen, der handler hurtigere og mere oprindeligt end
den traditionelle reflekterende bevidsthed. Merleau-Pontys fænomenologi åbner derfor op for et
prærefleksivt cogito, hvor det førsproglige har en afgørende betydning. Den prærefleksive eksistens
gemmer i den forbindelse på værens hemmeligheder og på kroppens dybe forbundethed med verden
før enhver tanke. Der ligger således også et kropsligt erfaringsgrundlag baseret på menneskets væren i
verden til grund for refleksivitet.
Merleau-Pontys forståelse skal imidlertid ikke anskues som en naturvidenskabelig reduktionisme, hvor
kroppen bliver ren natur eller biologi. Merleau-Ponty taler derimod om en krop, der i ligeså høj grad er
81 Når Merleau-Ponty taler om krop, eller kroppen, mener han hele mennesket og alt, hvad det indebærer. Dvs. krop, hoved,
bevidsthed, hjerne, sjæl, ånd, intellekt alt, hvad der gør det enkelte individ til èn unik helhed. Kroppen ses som den samlende
helhed for disse begreber – og ingen af begreberne er i hierarkisk forstand vigtigere eller mere styrende end de andre.
Kroppen er mennesket, og mennesket er kroppen. Jeg er ikke bevidsthed og krop – altså 2 dele og dermed sjæl – legeme
dualisme. Kroppen er hele mig – en del og én helhed, og dermed monisme; helhedstænkning.
82 Merleau-Ponty introducerer le corps propre, eller Egenkroppen; kroppen, som jeg umiddelbart lever og oplever den i dyb
fortrolighed med den omverden, den er sat og fungerer i.
79

socialt og kulturelt dannet. ”Dens [kroppens] enhed er altid implicit og uklar. Den er altid noget andet, end den er,
altid seksualitet samtidig med frihed, den er rodfæstet i naturen i samme øjeblik, den omformes af kulturen, er aldrig
lukket i sig selv og overskrides aldrig” (Merleau-Ponty 2006, 169). Det vil desuden være forkert at opfatte
Merleau-Pontys kropsfænomenologi som ikke at inkludere det, vi opfatter som refleksiv bevidsthed,
analytisk stringent tankegang og sprog. Hos Merleau-Ponty er tale og tanke en kropslig handling, og
han ville hævde, at enhver samtale og dialog er lige så vel kropslig som sproglig. Ifølge Merleau-Ponty
er det fælles sprog, vi taler en anonym kropslighed, jeg deler med andre organismer. Merleau-Ponty
anerkender sproget som en ”tankens krop”, hvormed tankerne, der ellers ville forblive private
subjektive fænomener, opnår intersubjektiv status og eksistens. Og talen udtrykker lige så meget ved
pauserne mellem ordene, som ved det, der faktuelt bliver sagt. ”Taleren tænker ikke, før han taler, og ikke
engang, mens han taler; hans tale er hans tanke” (Merleau-Ponty 2006, 145). Refleksivitet og historie er for
Merleau-Ponty vigtige dele af det at være et menneske, men sekundære til via kroppen at være i verden
og tage eksistensen mellem handling og mål på sig. Kroppen med sin sanselighed og følelsesmæssige
færdighed og dermed formidable evne til at formidle og fortolke hengivenhed, dybe følelser uden ord,
nærvær og samhørighed, kommer for Merleau-Ponty i første række. Når det er sagt, er det imidlertid
vanskeligt konkret at definere, hvordan prærefleksivitet og tanke spiller sammen i Merleau-Pontys
levede krop, og han er i den forbindelse ofte tvetydig. Det lykkedes ham, som nævnt, i flere omgange at
forfordele kroppen frem for sproget og det ”tillærte”, men samtidig ser han kulturen og den
samfundsmæssige udvikling som meget afgørende for den menneskelige identitetsdannelse, og det kan
derfor synes vanskeligt konkret at definere hans cogito; ”Alt i mennesket er tilfældighed i den forstand, at
denne menneskelige eksistensmåde ikke er garanteret ethvert menneskebarn gennem et ved fødslen modtaget væsen, men at
den hele tiden skal genskabes i det gennem den objektive krops tilfældigheder. Mennesket er en historisk idé og ikke
nogen naturlig art. Der er med andre ord intet i den menneskelige eksistens, der ubetinget tilkommer den, og alligevel intet
tilfældigt attribut” (Merleau-Ponty 2006, 135). Sagt med andre ord; mennesket er skabt gennem
evolutionære materielle tilfældigheder, men det, der tilkommer mennesket, er samtidig ikke tilfældigt,
men afhængigt af samfundsmæssige omstændigheder, der overleveres til mennesket gennem symbolet.
Det fremstår således uklart, om virkeligheden i sit væsen er sproglig og erfaringen dermed helt igennem
historisk-samfundsmæssig relativ, eller om der findes en umiddelbar erfaring af verden og krop, og
netop dette forhold udgør en central paradoksal problematik i Merleau-Pontys tænkning. Vores læsning
af Merleau-Ponty viser imidlertid en forfordeling af egenkroppens fysiske, sanselige og
bevægelsesorienterede betydning for menneskets tilpasning i verden. Det er på netop dette punkt, at
han og Foucault både adskiller sig fra og nærmer sig hinanden. For Foucault er det kulturen og især
sproget om verden, der former kroppen og ligger til grund for menneskets intentionalitet og handlen
80

(Foucault 1977, 148). Begge tænkere er temmelig tvetydige på netop dette punkt, og det afhænger
derfor meget af den enkeltes læsning af dem, hvor meget de to kolleger umiddelbart kan tale med
hinanden 83 .
Kroppens åbenhed
Mennesket er ifølge nye såkaldte embodiment-teorier 84 og Non-Representational Theory 85 mere end
blot relationen mellem sproget, det tomme medie og dens verden. Dette teoretiske ståsted åbner op for
en videnskabsteoretisk bevægelse på vej mod et perspektiv, der arbejder med en helhedskrop, hvor
kultur og biologi forudsætter og retter hinanden. Embodiment-teoretikerne arbejder med tesen om, at
hjernen er kapslet ind i en krop, og vores krop er altid i et miljø. Og fordi kroppen er aktiv og
udforskende i vore omgivelser, udvikles mennesket kontinuerligt. Denne optik arbejder ud fra et
kognitivistisk, evolutionsteoretisk og neurobiologisk perspektiv og ser nærmere på arven fra
fænomenologerne, der beskæftigede sig med en livsverden, hvor der er sprækker mellem ordene 86
(Widell et al. 2004, 81). Med Merleau-Ponty fik den levede virkelighed som behandlet en prioritet, og
det sociale var ifølge ham ikke et objekt for sproget, men en dimension af tilværelsen (Merleau-Ponty
2006). Subjektivitet – og i konsekvensen heraf også intersubjektivitet og socialitet – knytter sig til en
anden form for væren end den rent sproglige, og det er denne tanke, der lever videre i de nye
embodiment-teorier. Set med disse briller kan mennesket anskues som et barn af evolutionen. Af krop
og sind. Med hud og hår. En organisme, der sammen med alt levende er drevet af trangen til
overlevelse. Derfor går det oprejst. Derfor har det hænder, der manipulerer. Og derfor har det en
hjerne, der lægger planer. Alt det kan aflæses af vores måder at lære på. Mennesket er ikke alene sprog,
83 Foucault var meget optaget af og lydhør over for Merleau-Pontys kropslige fokus, men tog især afstand til hans teori pga.
dens apolitiske karakter. Foucault ville med sin teori på barrikaderne og afstedkomme samfundsmæssige ændringer,
hvorimod Merleau-Ponty ikke erklærer en decideret politisk skepsis.
84 I denne behandling repræsenteret ved bl.a. Raymond W. Gibbs, Jr., Richard Shusterman, Nigel Thrift, Edward Slingerland
og Antonio Damasio. Teorierne samler på flere måder op på arven fra fænomenologen Maurice Merleau-Ponty, men
introducerer også nyere former for kognitiv psykologi, der arbejder mere indgående med kroppen som en samlet organisme.
Embodiment bliver således en samlet betegnelse for tænkning, der forsøger at integrere en interdisciplinær forståelse af
mennesket som konstitueret af biologi og kultur. Perspektivet rummer både kognitivisme, lingvistik, biologi og
neuroscience.
85 Non-Representational Theory tilskrives ofte Nigel Thrift, der på samme måde som Foucault ser nærmere på de teknikker,
der ligger til grund for produktionen af subjektet. Arven stammer fra Foucault, Merleau-Ponty, Gilles Deleuze og Bruno
Latour m.fl.
86 Begrebet fænomenologi (af det græske phainomenon det, som viser sig, og logos, lære). I sin nutidige generelle leksikalske
betydning, er fænomenologien kort; læren om det, som viser sig for en bevidsthed. I hovedtræk er den fænomenologiske retning
en filosofi, hvis principielle mål er at studere menneskelige erfaringer fri fra dagligdags og videnskabelige anskueformer.
Bevidstheden og de genstande, der optræder i oplevelsen af verden, må med andre ord studeres fordomsfrit i bestræbelsen
på at beskrive og bestemme deres natur. (Lübcke 2000, 148).
81

men i høj grad krop og kropslige ikke-bevidste biologiske processer 87 . Sammenkædningen af biologiske,
kropslige og bevidsthedsmæssige realiteter bliver som tidligere behandlet tildelt meget lidt plads i den
moderne human-, social- og samfundsvidenskabelige verden, der foretrækker at operere med det
observerbare såsom ytringer og diskursive konstruktioner af politisk, medicinsk, social og kulturel
karakter (Bencard 2008, 149). Men hvis vi ønsker at forstå subjektivitetens konstituering i det
performative paradigme, så er vi ifølge Valerie Walkerdine ”… nødt til at forholde os til den kropslige
indskrivning og måden, hvorpå de dybt modstridende positioner holdes sammen af og for subjekter for at kunne fungere i
neoliberalismen. Jeg hævder, at modstridende positioner ikke holdes rationelt sammen overhovedet, og at vi er nødt til at
referere til en eller anden form for forståelse af den kropslige og psykiske udformning af følelser, som andet end blot en
form for diskurs” (Walkerdine 2006, 248 i Elle et al.). Det forudsætter at man forstår human-, social- og
samfundsvidenskabens, herunder psykologiens metodiske begrænsninger og supplerer med mere
kropsligt fokuserede perspektiver. Det kræver, at man introducerer teknikker, der kan nå psyken
gennem andet end sproget. Vi vil derfor advokere for en interdisciplinær og eklektisk tilgang til
fænomener som eksempelvis stress, der introducerer metoder, der ”går” lige så meget til kroppen som
hovedet i sin fremgangsmåde. Eftersom eksempelvis psy-ekspertisen desuden har en subjektiverende
konsekvens kan det desuden være en fordel at kigge andetsteds end den traditionelle psykologi i
forsøget på at forstå, hvordan kroppen diskursiveres i både det sociale og materielle (Walkerdine 2006,
245 i Elle et. al.).
Vi har tænkt os at arbejde videre med tænkningen fra poststrukturalismen, fænomenologien og
embodiment-teorien, men som det efterhånden står klart for os og alle andre, der forsøger at skrive
kroppen ind den nuværende psykologiske praksis, er feltet særdeles omfattende, og man er nødt til at
favne bredt for at arbejde med problemstillinger som stress. Sammenkædningen af fagdisciplinerne
skaber desuden en eklektisk problematik, som vi har til hensigt at behandle mere indgående senere i
dette kapitel. Det skyldes som behandlet, at kroppen med dens natur er skrevet ud af humaniora, Der
findes de facto kun en vej til at forstå og behandle subjektet, og det er gennem psyken (og dermed den
dualistisk adskilte krop), samtalen og sproget. Det skyldes ifølge fænomenologen Richard Shusterman,
at kroppens indre liv er skjult for det blotte øje og kun er blevet dissekeret gennem naturvidenskabelig
praksis: ”The body, moreover, is not a clear object of knowledge. One cannot directly see one’s outer bodily surface in its
totality, and the body is especially mysterious because its inner workings are always in some way hidden from the subjects
view” (Shusterman 2008, 51). Da vi beskæftiger os med netop disse uhåndgribelige kropslige processer,
usynlige for det menneskelige øje, som befinder sig uden for sprog og diskurs, vil det være så godt som
87 Denne opfattelse er fundamentet i tænkningen hos Maurice Merleau-Ponty, Nigel Thrift, George Lakoff & Mark
Johnson, Adam Bencard, Richard Slingerland, Antonio Damasio og Derek P. McCormack m.fl.
82

umuligt at italesætte, hvad det er, der konkret foregår. Vi har fokus på det, der ikke har været fokus på,
taler netop om det, der ikke kan tales om, hvorfor vores beskrivelse af, hvad der befinder sig i kroppen,
ud over diskursen, altid kun vil være en tilnærmelse. Som det på samme måde fremgår af embodiment-
teorier og Non-Representational Theory er det en selvmodsigelse at forsøge at gribe det, der ikke kan
gribes, det, der kun kan mærkes. Det øjeblik vi sætter ord på subtile kropslige fornemmelser, rykker
opmærksomheden væk fra fornemmelsen og over på ordet. Vi vil dog forsøge at gøre det alligevel med
forbehold for, at vi aldrig til fulde vil kunne begribe eller beskrive den kropslige verden med ord. At det
er så uhåndgribeligt kan netop også være grunden til, at så få har vovet sig ud i forklaringer om,
hvordan det indre liv forholder sig. Det standsede dog ikke Merleau-Ponty, der tog det første spadestik
til en beskrivelse af de kropslige processers uhåndgribelighed, som han gav liv til i sin teori om den
levede krop.
Kultur og natur – en hybrid
Til trods for Foucaults åbenbare fascination af og skepsis for fænomenologernes og Merleau-Pontys
tænkning (Gutting 2005, 284) 88 kan man på dette punkt konstatere, at de befinder sig på hver sin side af
vægten, når det kommer til spørgsmålet om dannelsen af identitet. Man kan med fordel tale om en
mere naturlig/kropslighed rettet menneskelighed kontra en millieu-orienteret tænkning, hvilket rejser
spørgsmålet om, hvorvidt disse teorier overhovedet kan tale sammen. Vores behandling af både
Foucault og Merleau-Ponty viser imidlertid, at begge retninger, ”veje”, må modificeres i retning af
hinanden, forstået på den måde, at Foucaults ensidige fokus på diskursens formning af mennesket er
for snæver, og Merleau-Pontys insisteren på en primær rettet kropslighed/sanselighed bevæger os for
langt væk fra den kulturelle verdens tvingende magt. Men de to veje skaber til sammen grobund for en
tredje og mere konstruktiv vej, der på flere måder kan hjælpe os til at begribe fænomener som
eksempelvis stress. Begge retninger indtager grundlæggende en skepsis over for både naturvidenskabens
og humanioras insisteren på objektivitet, som de begge mener besidder en særlig normativitet og skaber
en mekanisk distance til mennesket. Merleau-Ponty mener, at både den fysiologiske og psykologiske
forklaring er utilstrækkelig i forsøget på at begrebsliggøre mennesket (Merleau-Ponty 2006, 12). Hans
skepsis over for denne videnskabeliggørelse af mennesket skal dog hovedsagligt findes i dens
fastholdelse af homo-duplex, som stadig er kendetegnende for den aktuelle vidensproduktion om
subjektet. Man bør ifølge Merleau-Ponty snarere operere med en kritisk kobling af disse perspektiver
88 Foucault, men også Derrida blev undervist af Merleau-Ponty i filosofi på École Normale Supérieure. Se også Merleau-
Ponty 2006, XV.
83

for at favne, hvordan krop og psyke virker i kraft af hinanden 89 – det er ifølge ham netop mellem det
psykiske og fysiologiske, at eksistensen ligger (Merleau-Ponty 2006, 15). Denne kobling ligger netop til
grund for de omtalte embodiment-teorier, der sigter mod en kombinationen mellem disse forhold og
opererer med en tænkning, der skaber bindeled mellem det psykologiske og fysiologiske, det biologiske
og det sociale/kulturelle samt det bevidste og kognitivt ubevidste, hvilket ifølge embodiment-teoretiker,
Michael Krois, samtidig kan give forskere, der ønsker at forstå psykosomatiske problemstillinger,
”tilladelse” til at forbinde medicin, psykologi og fysioterapi og endda kunstig intelligens (Krois 2007,
14). Som tidligere behandlet er human-, social- og samfundsvidenskaben for fokuseret på tekst. På
samme måde er naturvidenskaben ofte for optaget af materialitet, og som ratificering må man ifølge
Richard Slingerland anskue kroppen som et bredere begreb end blot som biologiens organisme og som
ren materialitet, for når der tales om kroppen, tales der også om subjektive fornemmelser, der ikke
udtømmende lader sig beskrive i termer fra genetik, cellebiologi, neurologi og biokemi. I den forstand
rummer organismen ifølge stadig sine mysterier. Men når det er sagt, giver det mening at åbne op for
teoretiske tilnærmelser, der forsøger at beskrive, hvordan det, der ligger indlejret i organismen, taler
sammen med kulturen. Her kan lægevidenskaben, neurobiologien og socialvidenskab tilsammen
bidrage med en række betragtninger;
”Bringing the humanities and the natural sciences together into a single, integrated chain seems to me to be the only way to
clear up the current miasma of endlessly contingent discourse and representations of representations that currently hampers
humanistic inquiry. By the same token, as natural scientists begin poking their noses into areas traditionally studied by
the humanities – the nature of ethics, literature, consciousness, emotions, or aesthetics – they are sorely in need of
humanistic expertise if they are to effectively decide what sorts of questions to ask, how to frame these questions, and what
sorts of stories to tell in interpreting their data (Slingerland 2008, 9).
En sådan sammenføring forudsætter, at man skrinlægger arven fra positivismestriden 90 og erkender, at
eksempelvis fysiologien, der med konstruktivistiske briller ofte regnes for at være essentialistisk, ikke er
mere ”tænkt” end eksempelvis diskursbegrebet. At der findes magt kan næppe siges at være ontologisk
givet, og at virkeligheden kun kan fanges gennem sprog er ligeledes ikke en universel sandhed, hvilket
vi vil demonstrere i dette kapitel. I den forbindelse kan ingen af disse størrelser forfordeles i forhold til
validitet, men forudsætter en kritisk granskning. Vi ønsker på denne baggrund at beskrive, hvordan
man i forsøget på at imødekomme problematikker som stress må arbejde med en optik, hvor biologi og
89 Jf. Merleau-Pontys teori om det såkaldte fantomlem (Merleau-Ponty 2006, 12).
90 Positivismestriden var en debat indenfor videnskaben, ført gennem det 20‟ende århundrede. Centralt for debatten var,
hvorvidt man kunne betegne human- og socialvidenskab for egentlige videnskaber, og om objektivitet inden for videnskab
overhovedet er muligt. Link 16.
84

kultur ikke adskilles. Når man eksempelvis taler om menneskelig intentionalitet, kan man ikke adskille
tankens rationaler og kroppens spontanitet, men kun forstå dem i deres gensidige samspil. Det er
blandt andet svært at afvise, at kroppens behov skabes både af kroppen selv og kultur. Uanset
diskursens magt, kan vi ikke underkende følelsen af eksempelvis sult. Ekstreme tilfælde, der viser
diskursens tvingende indvirkning på kroppen, kender vi imidlertid både fra anoreksi og fedme, men ved
disse lidelser er det netop konflikten mellem kroppens behov og kulturens magt, der ekspliciteres. Det
er imidlertid vanskeligt at få hånd om, hvad der konkret er forankret i den materielle krop, og hvordan
denne påvirkes af og påvirker menneskets væren i verden. På samme led er det temmelig uhåndgribeligt
præcist at definere, hvordan kulturen spiller ind. Vi må derfor konstatere, at man ikke kan adskille
kultur og natur og samtidig medgive, at de objekter, man arbejder med inden for humaninteresserede
fag, hverken kan betragtes som helt igennem naturlige eller socialt konstruerede - vi må derfor udvide
både kultur- og naturbegrebet til et helt tredje.
Samfundsforsker Bruno Latour 91 forsøger at opløse dualismen mellem kultur og natur og arbejder med
det, han kalder en hybrid (Latour 1993). Som han forklarer i essayet ” Ting, hvorfor er dampen gået af
kritikken? - fra kendsgerninger til anliggender” (Latour 2007) og i bøgerne ”We have never been
modern” (Latour 1993) og ”Science in action” (Latour 1987) ligger modernitetens største problemer
netop i human-, samfunds- og naturvidenskabens opdeling af disse størrelser. Ifølge Latour har man i
moderniteten separeret og ”renset” samfund fra natur, og natur fra samfund. Et eksempel er den klare
adskillelse mellem naturvidenskab og humaniora på universiteterne og den tidligere adskillelse mellem
sproglige og matematiske fag på gymnasierne. Hvis man ifølge Latour insisterer på at tackle
samfundsmæssige problemer med afsæt i enkeltvidenskaberne, sådan som den fagspecialiserede
videnskab gør det, vil vi aldrig kunne håndtere de meget komplekse udfordringer, der de facto gør sig
gældende (Lykke 2008, 28). Latours fokus befinder sig imidlertid på et interinstitutionelt/
samfundsvidenskabeligt niveau, og hans redegørelser ophører, når det kommer til en diskussion af de
mere subjektive og ”naturlige” detaljer ved den menneskelige hybridform. Latour åbner således op for
en interdisciplinær tilgang 92 til forståelsen af socialitet, men lukker den igen næsten samme sted som
Foucault 93 . Som tidligere behandlet arbejder Foucault med et diskursbegreb, der rummer andet end blot
sprog og åbner i den forbindelse op for en mere materiel tilgang, men han er på samme måde som
Merleau-Ponty langt fra særlig entydig på dette punkt: ”The body manifests the stigmata of past experience and
91 Der refereres i denne forbindelse til den ”senere” Latour.
92 Kønsforskeren Nina Lykke advokerer i samme forbindelse for en postdisciplinær tilgang. Der er således tale om en
overskridende og inkluderende approach (Lykke 2008, 36).
93 Pierre Bourdieu forsøger på samme måde som Latour at skrive kroppens biologi ind i sin kulturanalyse, men ender med at
konkludere, at kroppen blot er et opbevaringssted for den socialt konstruerede habitus (Slingerland 2008, 95).
85

also gives rise to desires, failings and errors. These elements may join in a body where they achieve a sudden expression, but
just as often, their encounter is an engagement in which they efface each other, and pursue their insurmountable conflict”
(Foucault 1977, 148). Mennesket er således formet af andet og mere end sprog, og det er som tidligere
behandlet derfor vanskeligt entydigt at skyde Foucault ideen om et udelukkende sprogligt konstitueret
subjekt i skoene. For at kroppen kan blive disciplineret og regulere sig selv, må der desuden i en vis
udstrækning foreligge ”noget” at forme, herunder en relativt organiseret kropslighed med en agens, der
kan retningsgives i henhold de historisk gældende samfundsmæssige paroler. Men hvad der ligger i
denne materialitet, og hvordan den indvirker på subjektet, når eller ønsker han ikke at beskæftige sig
med i sine udredninger af de forhold, der ligger til grund for menneskelig identitetsdannelse. Det er
ifølge Foucault ikke genealogiens formål, der i stedet skal arbejde med de inskriptioner kroppen tildeles
gennem miljøets løbende dannelse. ”Its [genealogy] task is to expose a body totally imprinted by history and the
process of history’s destruction of the body” (ibid.). Det er præcis den manglende vilje til at arbejde med levet
krop, som vi finder afgørende problematisk, ikke blot hos Foucault, men hos langt størstedelen af de
dominerende human-, social- og samfundsvidenskabelige tænkere. Af samme årsag arbejder Donna
Haraway med en større grad af kropslighed, som hun introducerer i det såkaldte cyborg-begreb 94 , der
rummer ideen om en krop, der er så teknologisk forandret, at man ikke kan skelne mellem på den ene
side noget oprindeligt/naturligt og på den anden side noget teknologisk/kunstigt på den anden.
Teknologi og krop bliver i denne sammenhæng til ét: ”We are all chimeras, theorized and fabricated hybrids of
machine and organism; in short, we are cyborgs” (Haraway 1991). Cyborgen skal selvfølgelig forstås som en
metafor, der synliggør, at begreber som natur, krop, sex osv. ikke er universelt givne, men foranderlige,
etno-specifikke konstruktioner – mennesket skabes i en biokulturel proces i kontinuerlig forandring, og
kan ikke ses som et stykke original oprindelse i hverken biologisk eller kulturel forstand (Lykke 2008,
48). I den følgende gennemgang ønsker vi derfor at komme længere ind i materien og videreføre ideen
om hybride ”cyborg” mennesker i en hybrid verden.
I dette kapitel ønsker vi at forene de to tankesæt og eliminere adskillelsen mellem kultur og kropslighed.
Ved at rangere kultur og natur i forhold til hinanden kommer Foucault og Merleau-Ponty efter vores
bedste overbevisning netop til at genskabe den dualistiske adskillelse mellem psyke og soma, der ligger
til grund for den problematiske anskuelse af såkaldte psykosomatiske lidelser, herunder stress. Den
kropslige perception er efter vores overbevisning ikke renset fra kultur, og kulturen er ikke uden
kropslighed. Det, vi ønsker som alternativ, er at lave en kobling mellem poststrukturalismen og
organisk tænkning. For at forstå de komplekse dynamikker i mennesket må vi væk fra et perspektiv på
94 Haraway henter begrebet fra science fiction genrens klassikere som Terminator-filmene, Robocop, Star Trek, Alien og
Blade Runner.
86

kroppen som blot råmateriale – kroppen formes af diskursen, men den har samtidig en uforklarlig
rettethed i sig selv. Inden for enkeltvidenskaberne har man imidlertid for ensidige forklaringsmodeller,
hvilket kommer til udtryk i kognitionsforsknings og biologiens manglende indsigt i kultur. Det samme
gør sig gældende i human- og socialforskningen, der mangler indsigt i biologiske og fysiologiske forhold
ved mennesket (Gibbs 2006, 39). Vi vil derfor arbejde med et menneskesyn, der anerkender, at
tænkning, handling og sprog er rodfæstet i både diskursive, biologiske og fysiologiske omstændigheder.
Det er ifølge professor i neurologi, Antonio Damasio, som regel dumdristigt at indlade sig på en
diskussion om natur kontra kultur og forsøge at afgøre, om en bestemt kognitiv funktion udformes på
en særlig måde og hos et bestemt menneske af genomet via dets relaterede biologiske begrænsninger,
eller af miljøet via kulturens indflydelse (Damasio 2004, 233). Vi må i stedet acceptere, at
grænsedragningen mellem kultur og natur ikke konkret kan stadfæstes (ibid.). I det hele taget er det
uhyre vanskeligt at begrebsliggøre de komplekse kognitive og adfærdsmæssige dynamikker, der ligger til
grund for vores måde at indgå og tilpasse os vores omverden. Vi må derfor i overensstemmelse med
Thrift acceptere rodet, ”Accept the mess” (Thrift 2008), og i stedet ty til en forklaring, der aldrig kan blive
andet end en tilnærmelse. For at nærme os en indsigt i de meget avancerede og komplekse dynamikker i
den ellers så sorte boks har vi derfor konsulteret en række fremtrædende forskningsmæssige bud inden
for evolutionærpsykologi, neurobiologi, neurofysiologi og den aktuelle kognitionstænkning. Vi vil i det
følgende skitsere en række hovedtræk, der kan ekspandere det poststrukturalistiske blik.
Kroppen vendt på hovedet
Humanvidenskaben ser grundlæggende mennesket som socialt disponeret og dermed født med evnen
til at tilegne sig kultur, herunder sociale færdigheder som sprog, empati osv. Denne forståelse mener vi
nødvendigvis må udvides og kombineres med en mere kompleks forståelse af menneskets naturlige
anlæg, som ikke blot er sociale, men i ligeså høj grad materielle. I forlængelse af Merleau-Ponty kan vi
med embodiment-begrebet beskrive, hvordan menneskets fysiske omgang med og tilpasning til de
fysiske rammer og vilkår i høj grad ligger til grund for vores evner til at erkende verden og begå os i
den. Disse evner beskriver Damasio som et fysiologisk maskineri af sansemekanismer og dispositioner,
men det, der udløser og former dem, er på en og samme tid kulturelt og materielt forankret (Damasio
2004, 227) 95 . På samme måde ser man, inden for evolutionærpsykologien og neurobiologien 96 ,
95 Damasio taler om dispositioner, der er lagret i maskineriet som 1) genetisk overførte træk, 2) anlæg erhvervet tidligt i
udviklingen under genernes og miljøets dobbelte indflydelse, og 3) unikke personlige episoder, som er oplevet i skyggen af
de to første. Hans forhold til genetik ligger imidlertid uden for vores problemstilling, hvorfor denne diskussion ikke bliver
foretaget her (Damasio 2004, 227).
87

mennesket som en tilpasningsdygtig organisme, hvis personlighedsmæssige forankring netop finder
sted i et komplekst samspil mellem kultur og natur, og der er således tale om både et biologisk og
samfundsmæssigt grundlag (Slingerland 2008, 155) 97 . Det biologiske og samfundsmæssige
baggrundstæppe skal ifølge embodiment-forsker Raymond Gibbs således ses som en tæt sammenvævet
størrelse, hvor det ikke er muligt at stadfæste, hvordan mønstrene indvirker på hinanden. Det eneste,
man i den forbindelse kan konstatere, er en avanceret gensidighed (Gibbs 2006, 37). Embodiment-
teoretikeren Christian Valla argumenterer for, at mennesket, kroppen og vores sanser ikke er passive
modtagere, men aktive deltagere i miljøet (Valla 2004). Vores krop opsøger, ændrer, påvirker, lærer og
ændres af en konstant aktiv, intentionel omgang med alle aspekter af omgivelserne, hvilket også
udtrykkes af biologen Humberto Maturana; ”Living systems are units of interactions; they exist in an
environment. From a purely biological point of view, they cannot be understood independently of the part of the
environment with which they interact, the niche; nor can the niche be defined independently of the living systems that
occupies it” (Gibbs 2006, s. 42). Uden vores krop ville vi ikke kunne omgås meningsfuldt og
meningsskabende med et miljø, men være fastlåst til passivt at modtage (som eksempelvis media for
sprog) og lagre de informationer, der bliver præsenteret for os (Valla 2004). Kroppen flytter sig således
ifølge Thomas J. Csordas fra udelukkende at være et magtgennemstrømmet objekt til at være en
oplevende agent (Csordas i Weiss 1999). Med udviklingen af sprog og værktøj og en større hjernebark i
form af en enorm udvikling af frontallapperne fortsætter mennesket med at udvide området for vores
krop, tænkning og handling (Valla 2004). Kroppen med alle dens anlæg for at mærke behov, sanse sig
selv og sine omgivelser, bevæge sig og indkapsle erfaringer i erindringen kan ses som menneskets
udgangspunkt (ibid.). De perceptionsmæssige dispositioner raffineres gennem tilværelsen og deres
indtryk ”struktureres” i en hukommelsesmæssig referenceramme, der blandt andet udgøres af sprog,
mentale billeder og sanseindtryk, der som en sammensat og plastisk helhed ligger til grund for vores
selvforståelse og begrebsliggørelse af verden (Damasio 2004, 22,23 + 164). Umiddelbart kan det synes
nemt at konstatere, at vi som udgangspunkt er en krop, og at denne krop med sin biologiske kapacitet
kan agere i og tilpasse sig verden. Det bliver straks mere vanskeligt, når man giver sig i kast med en
forklaring af, hvilke kropslige mekanismer der ligger til grund for denne ageren. Videnskabelige
fysiologiske forklaringsmodeller på disse processer rummer som tidligere nævnt sine mysterier, men
kan af denne årsag ifølge Damasio ikke underkendes: ”Videnskaben foreslår undervejs forklaringer på de
96 Mange af neurobiologiens betragtninger om disse forhold kommer desuden til udtryk i den moderne systemteori, som vi
kender den fra Talcott Parson og Niklas Luhmann. Her bruger man de biologiske modeller som metaforer for, hvordan
sociale systemer interagerer og tegner den samfundsmæssige virkelighed. I den forbindelse refererer Luhmann til de
chilenske biologer Humberto Maturana og Francisco Varela.
97 Et lignende perspektiv findes i den økologiske psykologi og i virksomhedsteoriens forståelse af dialektisk materialisme
anvendt af tænkere som Lev Vygotsky, A.N. Leontjev og Niels Engelsted.
88

fænomener, det lykkes den at udskille. Hvad sindet angår, er den i stand til at forklare dele af dette store fremmedartede
område. Den indsamler nogle mekanismer bag nogle fænomener, som bidrager til skabelsen af det beundringsværdige
menneskelige sind, som vi har så stor respekt for. Men det beundringsværdige værk forsvinder ikke blot, fordi det lykkes
os at forklare nogle af de delmekanismer, som er nødvendige for, at det kan eksistere. Fremtrædelsen er virkeligheden –
menneskesindet, som vi umiddelbart oplever det. Når vi forklarer sindet, må vi fastholde denne virkelighed, mens vi
tilfredsstiller en del af vores nysgerrighed med hensyn til tricket bag fremtrædelsen.” (Damasio 2004, 40). Forklaring
om et biologisk handlende menneske bliver ikke mindre kryptisk, når man forsøger at inddrage en
poststrukturalistisk optik, der kan begrebsliggøre, hvordan diskursen flettes ind i det kropslige grundlag.
For at favne denne problematik vil vi i den følgende behandling hovedsagligt lægge vægt på en kritisk
beskrivelse af en række erkendelsesmæssige faktorer såsom vores repræsentationer af verden, vores
sanse- og følelsesapparatur og vores hukommelse. I den forbindelse vil vi ikke dybdegående arbejde
med neurobiologiske forhold, men beskrive, hvordan man, med en række forbehold, kan forstå dele af
kroppens samspil med den måde, hvorpå vi forstår og taler om vores verden. Vi mener, at netop
samkøringen af poststrukturalistisk tænkning og positiv naturvidenskab kan fungere som en
fremgangsmåde, der kan sikre en kritisk stillingstagen ad hoc til spekulationerne om fysiologiske og
kulturelle sammenfletninger. Forklaringen skal således bruges til at begrebsliggøre, hvordan en række
samfundsmæssige forhold, herunder de nye indretninger i arbejdslivet og i andet liv manifesterer og
aflejrer sig dybt i organismens hukommelse, i denne forbindelse som stress.
I vores læsning af embodiment-begrebet må vi konstatere, at denne tænkning på mange måder åbner
op for en helhedsforståelse af et kropsligt/kulturelt menneske. ”If embodiment is an existential condition in
which the body is the subjective source or intersubjective ground of experience, then studies under the rubric of embodiment
are not 'about' the body per se. Instead they are about culture and experience insofar as these can be understood from the
standpoint of bodily being-in-the-world” (Csordas i Weiss 1999, 143) 98 . Samtidig må vi erkende, at tænkningen
på en række områder forfordeler fysiologiens betydning for kognition og motivation. ”Embodiment refers
to the biological and physical presence of our bodies, which are a necessary precondition for subjectivity, emotion, language,
thought and social interaction” (Macdonald et al. 2002). Med afsæt i dette tankesæt er det i det hele taget
vanskeligt præcist at stadfæste, hvordan iboende mekanismer i fysiologien influeres af kultur, men
Embodiment-tankens primære fokus må siges at ligge på de perceptionsmæssige relationer til fysiske
objekter og det materielle miljø. På denne led lever den ikke op til hybridtanken, og vi vil derfor i den
følgende behandling vægte kultur og natur mere jævnt. Fysiologien og kulturen/diskursen eksisterer
98 Gibbs formulerer en lignende forståelse; ”Culture does not just inform embodied experience; embodied experience is itself culturally
constituted” (Gibbs 2006, 37).
89

med deres iboende dynamikker, men begge størrelser er en del af samme spektrum, nemlig
materialiteten.
Den indre film og vores repræsentation af verden
Med poststrukturalismen bevægede man sig væk fra Saussures idé om et låst sprogsystem med fast
struktur og diskurs og fokuserer nu på strukturernes flydende konstruktionsbetingelser (Kjørup 1996,
333f). Saussures tanker om menneskets arbitrære lingvistiske repræsentation af verden hænger dog ved
og fastholder det til stadighed koncentrerede fokus, der især kommer til udtryk i den konstruktivistiske
dominans (ibid.). Når man i overensstemmelse med eksempelvis narrativitetsteorien forsøger at forklare
identitetsmæssige forhold, arbejder man med menneskets sproglige ytringer, men med denne
fremgangsmåde formår man kun at skrabe i overfladen for det, der ligger til grund for den
menneskelige personlighed. Sproget refererer til mere end blot sig selv og viser desuden tilbage til en
kropslig væren, der ligger forud for og samtidig med det sagte (Gibbs 2006, 159). Menneskets
repræsentation af verden er ikke kun lingvistisk, og tanken er ikke kun sprog, men kan i stedet ses som
en kompleks sammensat størrelse af både sprog, sanser, billeder og følelser. Vi er med
konstruktionismen kun kommet et skridt videre fra Saussure, og det er nu blevet tid til en udvidelse af
den konstruktionistiske undertrykkelse af den levede krop.
Sproget, det vil sige ord og sætninger, spiller på mange måder en afgørende rolle for dannelsen af
selvet 99 , men som det også fremgår hos Saussure og hans arvtagere, er sproget en oversættelse af noget
andet – der er således et arbitrært forhold mellem tegnet/symbolet og det, det repræsenterer (ibid.).
Symbolet må derfor nødvendigvis være en omdannelse fra noget andet, herunder eksempelvis ikke-
sproglige billeder, som repræsenterer ting, hændelser, relationer og slutninger. Der må derfor være en
ikke sproglig dimension af mennesket, der både påvirker og er under kraftig og konstant indflydelse fra
de erfaringer, man som person kan gøre sig med sproget (ibid.). Damasio forklarer, hvordan sproget
ikke opstår af ingenting, men beskriver, hvordan menneskets avancerede sprogevne kan oversætte de
fleste bevidsthedskomponenter – fra objekter til slutninger – til tegn og symboler (Damasio 2004, 116).
Sproget har ikke en altafgørende rolle for dannelsen af selvet, men besidder snarere en uhyre praktisk
funktion ved mere eller mindre nøjagtigt at kunne oversætte tanker til ord og sætninger, og omvendt fra
ord og sætninger til tanker (ibid. + Slingerland 2008, 111). Sproget kan hurtigt og økonomisk
klassificere viden under den beskyttende paraply af et ord og kan samtidig udtrykke imaginære
konstruktioner eller fjerne abstraktioner med ét effektivt ord. Men hvis selvet blev født af sproget på
99 Begrebet selv definerer vi løbende gennem behandlingen. Se det hybride selv.
90

ny, ville de være det eneste eksempel på ord uden et tilgrundliggende begreb (Damasio 2004, 117).
Adskillige dominerende teorier, der beskæftiger sig med sprog slår som tidligere behandlet fast, at
kognition og meningsdannelse foregår i relation til symboler, der foreligger som et system, der er
uafhængigt af den fysiske krop og verden (Gibbs 2006, 158). Men dette postulat mener vi nødvendigvis
må afføde spørgsmålet om, hvad der ligger til grund for udviklingen af disse tegn, og hvad de viser
tilbage til. Desuden må der ligge noget til grund for evnen til at forstå og anvende disse symboler.
Symbolerne skal ikke ses som uafhængige af den fysiske væren, men som konstitueret af og
konstituerende for vores erkendelse. Den baggrund, hvorpå sproget skabes, skal ikke blot findes i den
abstrakte anvendelse af sproget, men i ligeså høj grad i de erkendelsesmæssige erfaringer, mennesket
gør sig i omgangen med den materielle verden og sin egen materialitet, hvor det smager, føler og
manipulerer sine omgivelser (Slinger land 110f). Det giver derfor mening at tale om en meget kompleks
sammensat størrelse af erkendelsesmæssige tankeværktøjer. Mennesket har i den forbindelse en
avanceret evne til at skabe mentale repræsentationer af den ydre verden i form af blandt andet billeder,
sansninger og sprog som lagres i hukommelsen. Begrebsliggørelsen af objektet gemmer således
sprogliggørelse, billedliggørelse og sanselige fornemmelser, og det er disse indre repræsentationer af den
hybride verden, der ligger til grund for vores færdighed til at tilrettelægge vores væren i verden.
De indre repræsentationer forklarer Damasio som en indre film, der bestandigt kører i det mentale liv,
hvor både sprog og billeder indgår i en uadskillelig sammenhæng (Damasio 2004, 23). Eksempelvis kan
et ord som ‟bord‟ fremkalde et mentalt billede af en plade med ben, men der er ikke tale om et statisk
billede af et bord, som vi ville se det på et fotografi, men et billede eller skema 100 , der også rummer de
sanseindtryk, vi forbinder med et bord. Det være sig fornemmelsen af bordets overflade på vores
hænder, duften af træ, fornemmelsen af at sidde ved det, og måske erindringen om et bestemt bord
som vi associerer en særlig oplevelse med. Den indre film, der ifølge Damasio er en metafor for vores
tanker, rummer således de samme kvaliteter og sanseindtryk som den oplevelse, vi får, når vi perciperer
et objekt i verden (ibid.). Repræsentationen vil dog altid være naturligt distanceret, idet man ikke
konkret handler med objektet, men repræsenterer det i tanken. Sanseindtryk som lyd, duft, syn, billeder,
mening og betydning af objekter og situationer, lagres kontinuerligt i hukommelsen og kan genkaldes i
filmen. Damasio og Gibbs benævner disse kvaliteter Kvalia (ibid. + Gibbs 2006, 6). Når vi i en eller
anden sammenhæng genkalder os fornemmelsen af en tandpine, et sted eller en tilstand af velvære,
100 Gibbs definerer de indre billeder som ikke-propositionelle skemaer, der eksisterer i fantasien, hvis funktion det er at
organisere erfaring på et kropsligt niveau i forhold til perception og bevægelse. Billedskemaerne figurerer på tværs af alle
modtagelige modaliteter – altså en funktion, der kan fastholde den sensomotoriske koordination i vores erfaring. På denne
led er kropsbillederne både visuelle, auditive, kinæstetiske og taktile. På samme tid er billedskemaerne mere abstrakte end
almindelige visuelle mentale billeder og rummer dynamiske rumlige mønstre, der ligger til grund for de rumlige relationer og
bevægelse, som vi genkender i konkrete billeder (Gibbs 2006, 91) – vores oversættelse.
91

genoplever vi de kvalia forbundet med oplevelsen, og dette medfører forandringer i kroppen i form af
kemiske reaktioner (Damasio 2004,154-155). For at understrege dette i praksis kan man med fordel
forsøge sig med et lille tankeeksperiment. Prøv et øjeblik at forestille dig en chokoladekage. Højst
sandsynligt får du med det samme et billede af, hvordan en chokoladekage ser ud. Forestil dig, at du
tager en bid af den lækre kage. Kan du mærke konsistensen og smagen? Fornemmelsen af mundvand,
når du fylder munden med den fyldige kage? At vi kan genkalde os en sådan oplevelse og delvist mærke
omfanget af den sanselige oplevelse igen, trods kagens fravær, understreger, hvordan vores mentale
processer fungerer i et samspil af sanseindtryk, ord, billeder.
På denne måde er tænkning ikke kun en sproglig proces, og vi lagrer ikke kun sproglige fortællinger om
vores liv. I hukommelsen struktureres vores oplevelser efter et abstrakt meningsgivende system eller
mønster med dens kvalia. Værdiladningen er afhængig af konteksten og kan derfor variere i styrke og
form. Mange af disse processer foregår uden, at vi er opmærksomme på det, og simultant med det, vi
umiddelbart registrerer som tanker, arbejder kroppen med en massiv mængde materiale udgjort af
billeder, kvalia, ord m.m. Disse ressourcer ligger lagret i vores hukommelse og fungerer som grundlag
for vores sprog og meningsdannelse. Det er derfor ikke sådan, at alt, hvad der føles meningsfuldt for
individet, er sociale konstruktioner – mindst lige så meget er ren og skær biologi. I bund og grund
dementerer denne forståelse ikke den poststrukturalistiske tanke, der lægger sin vægt på sproget
betydning, men ekspanderer den.
Gesten
Merleau-Ponty beskriver talen som en gestus, og dens betydning er verden (Merleau-Ponty 2006, 150).
”Gestens mening er ikke indeholdt i gesten som fysisk eller fysiologisk fænomen. Ordets mening er ikke indehold i ordet
som lyd. Men det er definitionen på menneskekroppen, at den i en uendelig række diskontinuerlige akter tilegner sig
betydningskerner, som overskrider og omformer dens naturlige evner. Denne transcendensakt ses først i tilegnelsen af
adfærd, derpå i gestens tavse kommunikation: Det er gennem denne kraft, kroppen åbner sig for en ny adfærd og gør den
forståelig for ydre iagttagere” (Merleau-Ponty 2006, 163).
At sproget er rodfæstet i den kropslige væren kan ses i den måde, en person bevæger sig på i
eksempelvis en samtale. Kroppen er på denne led langt mere integreret i kommunikationen, end man
generelt tildeler den i human-, social- og samfundsvidenskabeligvidenskabelig analyse. Bevægelsen af
kroppen er ifølge Raymond Gibbs tæt forbundet med den kommunikative dagsorden, og disse
gestikulationer ligger i høj grad til grund for den måde, talerens budskab fortolkes på (Gibbs 2006, 165).
Der foreligger grundlæggende et reciprokt forhold mellem tale og gestikulation, der viser tilbage til den
92

kropslige væren, der kommer forud for og samtidig med begge kommunikative processer. ”This linkage
of speech and gesture provides another example of the sensorimotor origins of thought and of the continual importance of
embodied action in mental life” (Gibbs 2006, 169). Gestikulationen foregår spontant sammen med sproget
og forstås automatisk af tilhøreren som en samlet mening. Det er således hele kroppens
perceptionsapparatur, der anvendes i den direkte kommunikative interaktion mellem mennesker.
Gestikulationen og dens meningen viser imidlertid ikke alene tilbage til en kropslig erkendelse, men er i
lige så høj grad kulturelt konstitueret og kontekstafhængig. På samme måde som sproget er
gestikulationen forankret i kroppen, der er til i den hybride realitet. ”Alt er menneskeskabt, og alt er naturligt
hos mennesket, kunne man sige, i den forstand at der ikke findes et eneste ord, ikke en eneste adfærd, som ikke i et vist
omfang skyldes den simple biologiske væren – og som ikke på samme tid unddrager sig dyrelivets enkelthed, og ved en
slags løsrivelse og en evne til tvetydighed, som kunne være definitionen på mennesket, drejer den vitale adfærd bort fra dens
mening” (Merleau-Ponty 2006, 157,158).
Med disse iagttagelser in mente må vi derfor udvide vores forståelse af sproget som ikke blot en fysisk
forankret evne til at kommunikere gennem lyd og tekst, men også gennem bevægelse. Disse
kommunikative evner befinder sig i skæringspunktet mellem den kropslige væren og den
kulturelle/diskursive dimension og viser i alle tilfælde tilbage på vores materielle grundlag. Måden,
hvorpå vi gennem kommunikationen viser tilbage til en fysisk væren, kommer desuden til udtryk i
sproget, der også rummer bevægelse og billedliggørelse af verden omkring os og viser sig mest tydeligt i
brugen af metaforen.
Vores sproglige billeder
Metaforer, som de fleste kender dem, forekommer oftest som floskler og vante vendinger i
dagligdagens sprog og indeholder hermed en kulturel semantik. Metaforen er et nyttigt redskab til at
definere en fornemmelse på en måde, så tilhøreren nemmere kan relatere sig til begrebet. Vendinger
som ”jeg er hudløst ærlig”, ”det var den sidste dråbe, der fik bægeret til at flyde over for mig”, ”jeg er
tom indeni” m.m. udtrykker en indre tilstand, med billedet af noget helt andet, som i hvert fald på
dansk giver mening. Metaforen er på denne led udtryk for både noget kulturelt og noget individuelt og
udgør en stor del af sproget.
En pointe hos Lakoff & Johnson, Slingerland og Gibbs er som behandlet, at sproget ikke er uafhængigt
af vores levede liv. Mennesket er ikke blot de strukturer, der gennemstrømmer og former det, men er i
lige så høj grad den fysiske verden, som det lever, ånder og bevæger sig i (Gibbs 2006, 263-264). Den
måde, hvorpå sproget er rodfæstet i materialiteten ses ifølge Gibbs tydeligt i vores anvendelser af
93

metaforen, idet dette sproglige billede fører tilbage til vores kropslige erfaringsdannelse med verden
(Ibid., 90). At være i det materielle rum er at etablere relationer til de objekter, der befinder sig rundt
om vores kroppe. Det er i høj grad dette forhold, der skaber vores forståelse af verden herunder vores
opfattelse af, hvordan ting er placeret i forhold til hinanden, og hvordan vores kroppe kan interagere
med det materielle. Det er også denne omgang, der giver os en fornemmelse af analogi, modstand,
overensstemmelse og inkongruens, inden disse relationer bliver til tænkte begreber. Det er kroppens
tilstedeværelse i og interaktion med miljøet, der er forudsætningen for at kunne tilegne sig erfaringer
om verden (ibid.; Lakoff & Johnson 2002, 77). Vores omgang med det materielle er således med
embodiment-tanken grundlaget for, at vi kan etablere en sproglig forståelse, men vi ønsker i denne
sammenhæng at understrege, at man reelt set ikke kan tale om, hvad der kommer først, men at sproget i
lige så høj grad former vores oplevelse af objektet. Man kan derfor ikke føre en entydig diskussion om
hønen eller ægget. Kroppen er baggrund for sproget, men sproget former samtidig kroppen.
Metaforen er et eksempel på, hvordan krop og sprog taler sammen. Lakoff & Johnson og Raymond
Gibbs udvider forståelsen af metaforen fra blot at være blot et litterært fænomen til at udgøre
grundstrukturen for vores begrebssystem (Lakoff og Johnson 2002, 13; Gibbs 2006, 90f). Vores krop er
grundlaget for erfaring, og denne konstitueres i hybriden, hvilket kan aflæses i måden, hvorpå vi
udtrykker mening og sammenhæng i sproget. Et eksempel som at ”blive skubbet ud over kanten”
henter sin substans i den fysiske erindring af at blive skubbet eller skubbe til et objekt. Et andet
eksempel er vores forståelse af begrebet ”balance”. Hvordan ville et sådant begreb give mening, hvis
ikke vi havde haft oplevelsen af at opnå og/eller miste balancen, mens vi eksempelvis lærte at gå? Når
denne fornemmelse er etableret, kan vi overføre den til andre mere abstrakte sproglige
begrebsliggørelser. Vores forståelse af, hvad der skaber et afbalanceret liv eller forståelsen af balance i et
maleris komposition, er således konstitueret af vores sensomotoriske erfaringer med begrebet (Lakoff
og Johnson 2002, 261). Der findes mange andre eksempler, som understreger, hvordan vores fysiske
tilstedeværelse i en materiel verden ligger til grund for sproget. For eksempel taler vi ofte om ‟mål‟ som
destinationer, om at nå sin destination, hvor forestillingen om at rejse fra et sted til et andet rent fysisk,
er overført til eksempelvis at arbejde med et projekt, hvor man arbejder sig frem, forsøger at komme
videre eller måske er langt fra målet, hvor der i virkeligheden slet ikke er tale om en reel bevægelse (Lakoff
& Johnson 2002, 203f). Livet beskrives ligeledes ofte som en rejse, og begreber som død og fødsel, som
jo må siges at være grundlæggende meget materielle og knyttet til den levende (og døde) krop, overføres
til ting og situationer i hverdagslivet. Lidenskaben i deres forhold var død, fødslen af et nyt projekt osv. At
adskille sproget fra kroppen eller at sige, at der ikke eksisterer noget ud over sproget, virker set i dette
lys, utænkeligt. Sproget tager i høj grad form gennem vores bevægelse i verden, gennem vores erfaring,
94

perception og omgang med den hybride verden omkring os (ibid.). Sproget repræsenterer en del af ‟den
indre film‟, og viser sig som et udtryk for, hvordan begreber, billeder og sanseindtryk ordnes og
placeres i forhold til hinanden i hukommelsen. Sproget er altså afhængig af vores kropslige væren i
verden, men på samme tid er sproget et effektivt værktøj til at strukturere vores oplevelser i et abstrakt
indre landskab/mønster og er igen meget afgørende for, hvordan vi handler i verden. Der er altså et
nærmest symbiotisk forhold mellem sprog og mennesket i bevægelse (Gibbs 2006, 90).
Ud over at kroppen spiller en vigtig rolle i forhold til konstitueringen af metaforen som grundstruktur i
sproget, spiller sproget/metaforen også en vigtig rolle for forståelsen af vores krop og vores
kropsoplevelse. Metaforen/sproget viser således tilbage til den fysiske væren i verden og kan således
også bruges som en sproglig repræsentation af en kropslig fornemmelse (Lakoff & Johnson 2002, 77,
134). Sproget viser tilbage til kroppen ved hjælp af metaforer, som forsøger at tydeliggøre følelser og
andre kropslige fornemmelser. Metaforiske udtalelser som at have ”sommerfugle i maven”, en ”klump i
halsen”, ”der faldt en sten fra mit hjerte” og ”det er en tung byrde at bære” er bare nogle af de
metaforiske billeder, vi bruger til at beskrive indre uhåndgribelige fornemmelser og gøre dem mere
tydelige. Metaforen er altså et vigtigt værktøj til at kunne tale om kroppens indre landskab og skabe en
tydeligere erkendelse af, hvilke fornemmelser, følelser og behov, der her kommer til udtryk. Kort sagt
forsøger man med metaforer at beskrive multisensoriske oplevelser og taler således direkte til kroppen.
Kroppen føler og erindrer sig
I arbejdet stress, der manifesterer sig i ‟cyborgen‟, finder vi det relevant at nærme os begreberne
emotion og følelse. Disse fænomener betragtes generelt som psykiske manifestationer. Men med
Damasio udkrystalliseres en bredere forståelse af materialitetens betydning for vores emotionelle og
følelsesmæssige liv og udvikling. Det kan påstås, at mennesker der rammes af alvorlig stress ikke er i
stand til at mærke de signaler, deres krop uundgåeligt må have sendt dem, inden den så at sige gav op.
Denne manglende følelsesmæssige kontakt har forhindret dem i at bremse en eventuel eskalering af
stressproblematikken. Dette må nødvendigvis betyde, at emotioner og følelser indgår som ledsagere i
rationel, fornuftig og eller vital beslutningstagning.
Det første spadestik ned i vor emotionelle og følelsesmæssige liv bør ifølge Damasio være rettet mod
en nuanceret forståelse af de to begreber (Damasio 2004, 54). De er ikke synonymer, men må forstås i
forlængelse af hinanden. Emotioner er knyttet til hjernekapacitet og beskrives som en samling kemiske
og neurale reaktioner, der udgør et udefinerbart mønster (Ibid., 62). Reaktionsprocessen kan aktiveres
af både indre og ydre stimuli såvel som af kropslige forandringer eksemplificeret ved ændringer i søvn,
95

kost, motion og den hormonelle cyklus. De er således kropsligt baserede, ikke bevidste processer, der
kan være foranlediget af både tanker, erfaringer og konkrete legemlige modifikationer og fungerer som
grundlaget for vor beslutningstagning (Ibid., 59). Ved mødet med eksempelvis et objekt eller en
situation, der vækker frygt, påbegyndes den emotionelle reaktion samtidigt med, at denne hændelse
lagres i hukommelsen. Neurobiologien har endnu ikke til fulde afdækket kommunikationen i
nervesystemet, og de forskningsmæssige bud er ikke entydige omkring dette punkt. Derfor, samt i
overensstemmelse med vor tidligere anmærkning, søger vi ikke at forklare hukommelsens virke i
detaljer. Men i forlængelse af vores tidligere tankeeksperiment kan man ikke fornægte forbindelsen
mellem sanseindtryk og fysiske manifestationer, som ses blandt andet, når en fortælling, en duft, eller en
lyd vækker kropslige reaktioner. I den forbindelse sendes der signaler mellem krop og hjerne i et
avanceret gensidighedsforhold, og omvendt kan også kropslige kinæstetiske oplevelser så som en
bestemt bevægelse iværksætte samme proces. Hvordan disse oplevelser konkret lagres i erindringen og
genkaldes, afholder vi os fra at gå dybere ind i 101 . I valgsituationer overensstemmende med førnævnte
vil den implicitte viden - den lagrede erfaring forårsage en prærefleksiv emotionel reaktion og dermed
fungere som navigatør for individets beslutningsproces (Ibid.; Gibbs 2006, 250). Dette er, hvad
Damasio kalder en fornemmelse for det, der sker – en såkaldt mavefornemmelse eller intuition
(Damasio 2004, 71). Fornemmelsen af, hvilken beslutning, der i en given situation bør forfølges, er
således emotionernes rumsteren, og vores beslutningsprocesser er dermed i højere grad, end vi
forestiller os, betinget af emotionelle forhold (Thrift 2008, 62-63; Lakoff & Johnson 1999, 9F;
Slingerland 2008, 34F). Gibbs nærmer sig en overensstemmende vurdering;”Emotions and consciousness are
tightly linked in enabling us to consider appropriate courses of action for immediate and long-term goals.” (Gibbs 2006,
273). Inden vi bevæger os videre til følelsernes placering, bør det klarlægges, at emotioner anses som et
ikke-bevidst konglomerat af fysiske (neurale og muskulære) processer, der ud over som et kontingent
resultat af akkumuleret viden og sensomotorisk erfaring. Damasio betegner disse processer ‟somatiske
markører‟ (Damasio 2004, 52; Rothschild 2004, 79, 128). Man kan med denne viden forstå emotionen
som en biologisk disposition, der formes i hybriden; altså i vores omgang med det materielle og af det
diskursive baggrundstæppe.
Når et menneske føler en følelse, er det som nævnt ifølge Damasio fornemmelsen af, at der ‟sker noget‟
i kroppen, som er transmitteret af de somatiske markører. En følelse ser han således som det samlede
komplekse neurale mønster af emotioner. Det levede liv formes som påpeget desuden af diskurserne,
og dermed er det essentielt for forståelsen af det samlede billede at placere emotion, følelse samt
101 Uddybende forklaringer på hukommelsens virke kan findes hos Antonio Damasio 2004, Babette Rothschild 2004, s. 35F
eller Gibbs 2006, s. 239 og Slingerland 2008, s. 42F.
96

diskurs i et afhængighedsforhold, der ligeledes er gensidigt konstituerende. Vi kan derfor så småt
begynde at besvare det spørgsmål, vi som udgangspunkt rejste: Hvorfor underkendes kroppens signaler i
forbindelse med lang tids overbelastning i arbejdslivet? Somatiske markører er nervesystemets
kommunikationsenhed, der løbende registrerer organismens tilstand. Når det fremadstræbende ideal, i
det performative paradigme, tager over, kan man tale om, at det nødvendigvis må medføre en vis
overhørighed af de somatiske markører. I denne forbindelse kan man mene, at overhørighedsevnen lige
frem er en betingelse for at kunne begå sig i et socialt fællesskab. Det klæder eksempelvis ofte ikke en
administrerende direktør at bryde sammen i gråd, mens han er i selskab med sin samlede
medarbejderstab. I forbindelse hermed bør det fremhæves, hvorledes en sådan underkendelse netop
kan forårsage den kropslige resignering, der kan være følgen af langvarig stress. Når de somatiske
markører over en given tidsramme effektløst har prikket til mennesket for at meddele om indre
ubalance, vil resultatet af dette da være et sidste nødråb, en ekstrem reaktion så som angst,
hukommelses-, fordøjelses- og eller søvnbesvær. Kroppen er skadet af den hormonelle ubalance og
resignerer. De diskursive aflejringer i og disciplineringen af kroppen kan således ifølge Shusterman blive
til dårlige vaner (Shusterman 2008, 62). Kombinationen af den poststrukturalistiske forståelse og
embodiment tænkningen kan således give os svaret på, hvordan stress indvirker på den levede krop.
Hvis man vil imødekomme stress, giver det os derved to indsatsområder, herunder a) de sociokulturelle
faktorer, der på flere områder betinger overbelastninger af legemet, og b) den automatisering og
indlejring af de diskursive vaner, som den ”magiske” krop spontant forvalter. Det springende punkt er i
den forbindelse, at selve aflejringen ikke kun finder sted i tænkningen, men i høj grad dybere i den
levede krop, helt ned på celleniveau, som det blandt andet også pointeres af Rose (Rose 1998). Det
betyder, at behandlingen af stress nødvendigvis også og i lige så høj grad må beskæftige sig med disse
sedimenteringer i kroppen – altså den ikke-erkendte eller ikke-reflekterede del af kroppen.
Uanset hvordan man forholder sig til ovenstående betragtninger om kroppens emotionelle og
følelsesmæssige dynamikker, kan vi konstatere, at kroppen på kompleks vis kommunikerer om den
tilstand og behov, der både må forstås som fysiologisk og kulturelt motiveret. Vi mener ikke, at tesen
om somatiske markører nødvendigvis leverer en valid og udtømmende begrebsliggørelse af
nervesystemets signalsystem, men indikerer en forklaringsramme, der tildeler kroppens ”rationaler” en
større betydning, end man traditionelt har prioriteret inden for human-, social- og samfundsvidenskab.
Det skal i den forbindelse pointeres, at kroppens sprog ikke kan sættes i kontrast til tanken, eller at den
har en større sandhedsværdi. Man skal derimod se det som en samlet dynamik, hvor hele kropsligheden
med dens følelsesmæssige fundering virker sammen med vores evne til erkendelse. Det betyder
samtidig, at vi ikke blot husker med hovedet, men med hele vores system, og det fører samtidig til
97

slutningen om, at stressen ikke sidder i den øverste del af vores korpus, men i hele dens organiske og
neurale struktur. Definitionen på en følelse er hermed ikke længere blot ‟konsekvensen af en tanke‟,
men må forstås som en budbringer – et fænomen, der gør os i stand til instinktivt og altså kropsligt at
fornemme vor erfaring og dermed de konsekvenser, der fulgte med tidligere handlinger. I denne
forstand bliver somatiske markører og følelser højnet til fornuftens ledsager.
Vi har nu påpeget, at mennesket i samspil med et komplekst miljø har udviklet evner til at
sammensætte, lagre og bruge store mængder af informationer. Mange af disse informationer og
processer er implicitte, og den emotionelle substans spiller en central rolle i forhold til vores
beslutningstagning. Disse forhold er akkumuleret igennem hele livet og er blevet associeret til
konsekvenserne af de valg, vi har foretaget. I nye valgsituationer vil implicit viden og emotioner således
også give os en erfaringsbaseret fornemmelse af, hvilket valg der er mest rigtigt.
Ånden i maskinen
Behind thy thoughts and feelings, my brother, there is a mighty lord, an unknown sage - it is called Self; it dwelleth in thy
body, it is thy body. (Nietzsche 102 )
Nigel Thrift viser i sine udredninger, hvordan mennesket kun er bevidste om en lille del af de samlede
kognitive og følelsesmæssige dynamikker, som finder sted, mens det agerer i verden. I human-, social
og samfundsvidenskaben opererer man typisk med en a priori forståelse, hvor tænkning ligger til grund
for agens og beslutningstagning. Samtidig arbejder man med en forståelse af tænkning som primært
udgjort af sprog, der i større eller mindre grad forvaltes af aktøren eller kulturen. Men som vi allerede
har redegjort for, rummer tanken en række komplekse og abstrakte strukturer, og det er disse
komponenter i form af sanser, følelser, billeder og sprog, der i den kropslige forankring udgør
grundlaget for det, vi kan erkende af verden. Af samme årsag laver Thrift en opdeling mellem det, han
kalder bevidsthed, hvor det, vi umiddelbart er bevidste om, det kognitivt bevidste, udgør en langt mindre
del end de kropslige processer, som simultant og ubevidst former vores bevidste tanker, det kognitivt
ubevidste (Thrift 2008, 62). Dette skal ikke opfattes som en freudiansk udlægning af det ubevidste, der i
den psykoanalytiske optik består af fortrængte drifter og følelser, der fængsles i underbevidstheden af
over-jeg‟et, men skal ses som de mekanismer, der opererer under og simultant med det, vi kan være
bevidste om og foregår så hurtigt, at vi ikke kan fange dens dynamik (Lakoff & Johnson 1999, 10).
Thrift mener, at den bevidste tanke først manifesterer sig efter selve handlingen; ”To be aware of an
experience, means that it has passed” (Thrift 2008, 58). Handlingen udspringer i dette perspektiv af noget
102 Thus Sprake Zarathustra (1997, 30).
98

kropsligt ubevidst, som først bliver bevidst efterfølgende. Måske tror vi, at vi har foretaget et klart valg
med vores bevidste tanker, men ofte vil de blot være en ”post hoc rumination” altså en slags efterskælv
til den proces, som allerede har fundet sted, men som vi ikke kan se (Thrift 2008, 58). Thrift skønner, at
95 procent af den menneskelige bevidsthed udgøres af det kognitivt ubevidste, der i bund og grund er
kropsligt forankret (ibid.) 103 . Den rationelle tanke udgør kun toppen af isbjerget og er i langt større grad
end antaget påvirket af det kognitivt ubevidste, der som en usynlig hånd former og konceptualiserer alle
aspekter af den menneskelige erfaringsdannelse (ibid.; Lakoff & Johnson 1999, 12). Som han beskriver
det, er det kognitivt ubevidste en meget omfattende og kompliceret størrelse, og dens funktion
inkluderer ikke blot alle vores automatiske kognitive operationer, men også al implicit viden. De
komplekse forhold, der ligger til grund for tankevirksomhed og interaktion med omverdenen,
implicerer således en omfattende række operationer på et ikke-reflekteret plan.
Mens du befinder dig i en samtale…
Finder du adgang til minder, der er relevante i forhold til det, der bliver sagt.
Du kaperer og klassificerer lydstrømmen som sprog og inddeler det i fonetiske bestanddele og
segmenter, identificerer fonemer og grupperer det hele i morfemer.
Du tildeler strukturer til sætningerne i forhold til den omfattende mængde af brugbare
grammatiske konstruktioner i dit modersmål.
Udvælger du ord og bruger dem meningsfuldt i henhold til den gældende kontekst.
Tildeler du den samlede sætning pragmatisk og semantisk mening.
Indrammer du det, der bliver sagt i henhold til diskussionens relevans.
Drager du følgeslutninger, der er relevante i henhold til det, der bliver diskuteret.
Konstruerer du mentale billeder, hvor der er relevant og inspicerer dem. 104
Udfylder du ”huller” i diskursen.
Bemærker og fortolker du din samtalepartners og dit eget kropssprog.
Afventer du, hvor samtalen bevæger sig hen.
Og planlægger, hvordan og hvad du skal svare.
(Lakoff & Johnson 1999, 10-11)
103 Thrift henter sin dokumentation i den nyere kognitive videnskab, der i modsætning til den, vi tidligere har behandlet,
transcenderer homo-duplex og det ensidige fokus på tankens strukturering.
99

Ovenstående viser blot en lille del af det, vi kognitivt foretager os under en samtale, og heraf er langt
størstedelen ikke-bevidst, og listen kunne i princippet være meget længere. Det ville simpelthen ikke
kunne lade sig gøre bevidst at varetage alle de nødvendige funktioner, det kræver at føre en samtale
eller køre en rallybil, flyve en jumbojet eller forske i molekylærbiologi. For at foretage disse avancerede
manøvrer kræver det en omfattende erfaringsmæssig referenceramme, og det er denne tavse viden 105 , der
ligger til grund for alle vores gøremål i hverdagen. Denne tavse viden udgøres af det samlede billede af
sanseindtryk, billeder, sproglige konstruktioner, men også et følelsesmæssigt og emotionelt ophav, der
spiller en afgørende rolle for vores beslutningstagning.
Emotioner og følelser er bare et af mange aspekter af tavs viden, som dukker op som kropsligt
forankrede fænomener og fordrer en handlen. Disse kognitive ubevidste processer, emotioner,
erfaringer m.m., som ligger lagret i vores organisme, udgør ifølge Thrift og Damasio ligeledes det, vi
normalt kalder intuition (Thrift 2008, 37; Damasio 2004, 71). Deres forståelse læner sig således op ad
den fænomenologiske betragtning; at mennesket besidder en naturlig/fysiologisk rettethed mod noget i
verden. Fornemmelsen af at vælge vejen til højre i stedet for venstre, at have lyst til pandekager i stedet
for is, at have en god eller dårlig fornemmelse af, om vi kan stole på nogen. Desuden er det ikke bare
noget, som befinder sig i hovedet, men helt konkret placerer sig i kroppen som helhed, hvorfor den
bevidste tanke uden at undervurdere dens betydning udgør en meget lille del af hele det samlede
apparat, som skaber grundlaget for vores gøren og laden. Det dementerer idéen om ren pragmatisme
og vægter i stedet det subjektive ved erkendelsen. Dette bringer os tilbage til Merleau-Ponty, der mener
at kroppen, dens sanselighed og intuition vælger langt mere ”frit” end den såkaldte intellektuelle vilje
(Merleau-Ponty 2006, 89). Ifølge fænomenologien og Merleau-Ponty er sanseligheden den nutid, som
den levede eksistens primært orienterer sig efter. Sanselighed er dermed også visdom og dømmekraft.
Sansning og sanselighed er på sin vis forudsætning for al eksistens. Uden sansning og sanselighed ville
vi ikke kunne registrere verden og livet omkring os. Og således selv om det er et overset og
videnskabeligt undertrykt aspekt, bliver sansning en forudsætning og en del af grundlaget for al
videnskab – netop via sin sammenvævning af ånd og intellekt med væren i verden. Det er samtidig
beviset på, at ”ren” og uforfalsket objektivitet er en videnskabelig illusion, når vi taler om mennesket.
Ifølge Thrift og Slingerland forsøger videnskaben generelt at demonstrere en grundlæggende validitet,
men denne må i højere grad ses som sminket, poleret og dermed ugennemsigtig (Thrift 2008, 58;
Slingerland 2008, 34). Sanserne har i vores perspektiv lige så meget ”ret” som bevidstheden.
105 Begrebet tavs viden stammer fra Michael Polanyi. Læs mere om ham i næste kapitel.
100

Det hybride selv – en sammenfatning
”Peoples subjective, felt experiences of their bodies in action provide part of the fundamental grounding for language and
thought. Cognition is what occurs when the body engages the physical, cultural world and must be studied in terms of the
dynamical interactions between people and the environment. Human language and thought emerge from recurring patterns
of embodied activity that constrain ongoing intellectual behavior. We must not assume cognition to be purely internal,
symbolic and computational, and disembodied, but seek out the gross and detailed ways that language and thought are
inextricably shaped by embodied action”
(Gibbs 2006, 9)
Som vi har behandlet i ovenstående, består selvet i et dynamisk samspil mellem alle kroppens relationer
i verden. Selvets grundsubstans formes i og med omgangen med det materielle og det socialt/kulturelt
konstituerede baggrundstæppe, der samtidig konstitueres af og viser tilbage til det kropslige gennem
sproget. Selvet består af en udefinerbar sammensætning af neurale og biologiske processer, herunder
evnen til at iagttage, tænke og repræsentere verden gennem sprog, gestik, billedliggørelse, følelser og
sanselighed. Man kan således tale om et hybridt selv, der transcenderer forestillingen om på den ene
side et rent biologisk væsen og på den anden side ideen om et udelukkende diskursivt foranstaltet
passivt medium for sprog. Selvet skal i den forbindelse ses som en tilpasningsdygtig størrelse, der
konstant må navigere i den samfundsmæssige foranderlighed og de utallige sociale kontekster,
mennesket gennem tilværelsen indgår i. Denne navigation er betinget af ikke blot diskursivt
”ræsonnement”, men i lige så høj grad intuitive motivationsfaktorer, der giver retning til menneskets
gøren og laden. Med henvisning til et positionerings- og narrativitetsteoretisk perspektiv kan man tale
om en kontekstafhængighed, der ikke blot rummer det sociale, men også de materielle rammer, der
figurerer i interaktionen. Selvet, eller set med disse briller – de mange selver, er ikke blot summen af de
forhandlede positioneringer, men samtidig den erfaringsbaserede sanselighed. Det, vi oplever, resulterer
ikke blot i en narrativ fortælling, men aflejrer sig i hele organismen og udgør et dynamisk grundlag for
vores fremtidige handlen. Samtidig ligger de kropslige intuitioner i høj grad også til grund for den
narrative konstruktion Den måde, man positionerer og italesætter sig på, foregår ikke kun på basis af
sproglige overvejelser, men i langt højere grad på baggrund af det intuitive erfaringsgrundlag.
Materialitetsdiskursen – en opsamling og diskussion
I det følgende afsnit ønsker vi, for overskuelighedens skyld, kort at opsummere de pointer og
erkendelser, som indtil videre har været centrale for specialerapporten.
101

Den videnskabsteoretiske adskillelse mellem krop og psyke har trukket sine tråde gennem den moderne
tids forskning og har især etableret sig inden for human-, social- og samfundsvidenskaben, der af
samme årsag til stadighed demonstrerer sin utilstrækkelighed i forsøget på arbejde med en række af de
mest omfattende menneskelige livsstilsproblematikker. Homo-duplex-tanken lever således videre i
bedste velgående, hvor tankens kraft tildeles en gennemgående forrang over det maskinelle korpus,
som er blevet rippet for sit liv og sanselighed. Samtidig har human, social- og samfundsvidenskabens
sprogliggørelse af tanken og kroppen resulteret i en unuanceret forståelse af menneskelivet, som i
overvejende grad overser dets materielle egenskaber. Psykologien har på sin vis forsøgt at placere sig i
en modposition, hvor mennesket behandles som mere end blot sprog, men insisterer i sin metodiske
approach på at gå gennem sproget og hovedet for at nå menneskets indre dynamikker.
Samtidig med og som konsekvens af denne udvikling har vi beskrevet en række sociokulturelle og
politiske transformationsprocesser, der tog afsæt i individualiseringens frigørelsesforventninger.
Modmagtsoprøret i ‟68 mod fastlåste magtstrukturer tog afsæt i ønsker om frihed og særligt fagligt
udviklende privilegier i arbejdslivet og manifesterede sig i en omlægning af produktion og
organisationsforhold, som smidigt blev akklimatiseret af den omstillingsparate kapitale struktur.
Produktionskonceptets fleksible omlægning fandt sted under venstrefløjens kampråb om
medindflydelse og kompetenceudvikling og fandt sin styrke i fagbevægelsernes politiske indflydelse ved
forhandlingsbordet. Vi er som resultat heraf de facto vidner til en grænseløs organisering, ikke blot i
arbejdslivet, men i alle sfærer af tilværelsen, hvor honnørordene i managementparolen er blevet
selvaktualisering, omstillingsparathed og faglighed. Relationerne i arbejdslivet er blevet provisoriske,
kravene diffuse, og tiden sparsom. Analogt med denne udvikling har man foranstaltet et biomagtsligt
apparatur, der knytter an til den neoliberale forventning om føjelige og duelige kroppe, hvorfor normen
om en fysik, der kontinuerligt må optimeres fysisk og æstetisk har fundet vej til kantinerne på skoler,
institutioner og arbejdspladser samt til fitnesscentre, der har etableret sig som moderne menighedshuse.
Kravet om frigørelse er blevet vendt mod borgerne, der nu er tvunget ind i en spiral af konstant
forventningsafstemning, planlægning og udvikling uden faste rammer eller koder for, hvordan denne
tilsyneladende frihed skal forvaltes.
Midt i denne konstruktion forsøger den disciplinerede high-performance-krop at navigere i de meget
flydende grænsedragninger mellem hvile/arbejde og privatliv/arbejdsliv, der fordrer en konstant
bevidst beslutningstagning og systematisering og planlægning af tid og projekter. Det konstante krav
om planlægning bevirker, at vi konstant er i det ”rationelt” koordinerende hoved, og kroppens
signalsystem, der primært figurerer som en irritation, bliver konstant undertrykt og disciplineret for at
102

indfri hovedets forventninger. Teknologien bidrager til kroppens grænseløshed og kan umiddelbart
overflødiggøre dens eksistens. Med mobiltelefoner og laptops kan man være stationær samtidig med, at
man koordinerer projekter på den anden side af kloden, og alt, hvad man behøver, for at udføre sin
funktion, er et hæve/sænkebord og en skrivebordsstol i det åbne kontorlandskab. Men kroppen er ikke
opdelt, og det er ikke kun hovedet, der tager på arbejde. Det er kroppen, der indtaster nummeret på
mobiltelefonen, det er kroppen, som bevæger musen, og det er hele den kropslige væren, der ligger til
grund for vores evne til at koordinere de avancerede operationer, som kræver at være den hele
medarbejder. Kroppen er i det performative paradigme altid præsterende. Der er ingen grænser for, hvad
man kan, og kroppens begrænsninger skal derfor konstant overvindes og overskrides. Men kroppen er
samtidig vores ufravigelige udgangspunkt og er bundet af sine fysiske grænser og vil altid sætte sin
grænse. Vi kan presse, forme, overse og undertrykke kroppen, men dens realitet understreges tydeligt,
når kroppens grænser nås, og vi for eksempel falder om på arbejdet eller på vej op ad Mount Everest.
Kroppen har således altid et resistenspunkt.
Statistikkerne vidner mere end aldrig før om dette resistenspunkt, og den hele medarbejdere bliver
pludselig til den fraværende medarbejder, hvorfor man fra politisk og organisatorisk side har iværksat
en række initiativer, der skal sikre at projektmennesket kan fastholde sit engagement i arbejdslivet.
Denne indsats bygger dog videre på en logik, hvor den stresssyge gennem coaching, anerkendende
styringsrationaler og samtale må lære at cope med sit selvbestaltede problem. Denne logik er indarbejdet i et
system, der synes alt andet end logisk, hvor rammeaftaler, vejledende magasiner og rapporter forsvinder
i et vakuum af ikke implementerede arbejdsmiljøstrategier.
Logikken er således på flere niveauer rodfæstet i et menneskesyn, hvor man forestiller sig, at
ophavskilden til alle vores problemer ligger i måden, hvorpå vi tænker og taler om os selv og vores
verden. Men stress og andre psykosomatiske sygdomme er netop kendetegnet ved en gennemgående
kropslig manifestation, og derfor fordrer både forebyggelse og behandling et ændret syn på mennesket,
der forstår at krop og psyke er ét. Samtidig fordrer det en erkendelse af, at den rationelle tanke ikke
eksisterer, men er dybt intuitivt og sanseligt forankret. Det er netop denne erkendelse, der kan lukke op
for et perspektiv, hvor det sansende og følende menneske kan tillade sig at mærke sine begrænsninger,
sine nydelser og skabe et sikkerhedsnet, hvor man tør være i øjeblikket og ikke som Sisyfos være på vej
mod en udefinerbar succes.
Dette perspektiv forudsætter rent analytisk, at man inden for de definerende grene af social- og
humanvidenskaben udvider sit dyrebare diskursbegreb, så man på mere nuanceret vis kan arbejde med
et sæt briller, hvor mennesket ikke kun er a blank page, der bliver subjektiveret af sprog, men i lige så høj
103

grad formes af og former det materielle. Diskursen må således i vores optik integrere den materialitet,
som Foucault lod døren stå på klem for. Man kan med fordel tale for en form for materialitetsdiskurs,
som ikke underkender diskursens oprindelig betydnings vigtighed, men som alligevel åbner op for flere
områder af den menneskelige eksistens. Begrebet materialitetsdiskurs medfører, at man i analytiske
sammenhænge, i lige så høj grad som med diskursen, beskæftiger sig med metaforen i sproget og
sanseligheden. Denne fremgangsmåde kræver imidlertid en ophævelse af adskillelsen mellem
naturvidenskab og humanistisk tænkning, der kan nærme sig en reel forståelse af den hybride
sammenfletning og en organisk begrebsliggørelse af menneskets konstruktionsbetingelser.
Denne forståelse af det dynamiske og hybride menneske får nogle praktiske implikationer, som
medfører en række alternative analytiske dimensioner. Dimensioner, hvor man leder efter
skæringspunkter mellem på den ene side normative idealer, værdier og andre kulturelle forhold; og på
den anden side en kropslighed. Der, hvor de to størrelser refererer til hinanden, opstår en række
interessante sammenblandinger, hvori eksempelvis livsstil bliver til sygdom. I den forbindelse er det
afgørende, at man ikke arbejder med en forståelse, hvor disse størrelser kan adskilles, man må derimod
se dem som konstant refererende til hinanden i en grundlæggende kropslighed. Det medfører også en
række metodiske implikationer for måden, hvorpå vi kan arbejde med vores empiriske resultater, og
disse forhold vil vi behandle mere indgående i kapitlet ”Empiri og Analyse”.
104

Empiri og analyse
Postkonstruktionistisk onto-epistem-ologi
Med afsæt i foregående afsnit kan vi konkludere, at det konstruktivistiske perspektiv grundlæggende er
præget af en parentetisk tematisering af den kropslige materialitet og prædiskursive fakticitet. Det er
derfor afgørende, at man ophæver parentesen og integrerer krop og kultur i en sammenflettet
hybridforståelse. Vi vil derfor fremover referere til vores optik som en kropsmaterialistisk
postkonstruktionistisk approach. Begrebet postkonstruktionisme skal imidlertid ikke forstås som en
kronologisk videnskabsteoretisk bevægelse fra konstruktionisme til noget nyt, der eliminerer det
konstruktionistiske perspektiv, men som en sideløbende transformation, der både er transcenderende
og inkluderende 106 . Dette perspektiv skal fjerne os fra den dualistiske adskillelse, og vi vil alternativt
betragte kroppe i deres individuelle og multiple specificiteter som udgangspunkt for diskussion af
subjektivitet og identitet. Vi vil derfor slå fast, at man altid må se på subjektivitet som kropsligt
forankret, og dermed udvides også muligheden for at arbejde med psykosomatiske problematikker
uden at forfalde til en dualistisk, deterministisk og essentialistisk indskrivning af det stereotype skema,
hvor ånd og ratio sættes over for krop og irrationalitet.
Som vi har redegjort for, navigerer mennesket ud fra en relativt udefinerbar ressource af implicit viden,
der er forankret i det kropslige, intuitive beredskab. Fysisk kemiker, videnskabssociolog og filosof
Michael Polanyi argumenterer i den forbindelse for, at grundlaget for al forskning er motiveret af ikke-
bevidst tavs og intuitiv viden, der således fungerer som grundlag for dybere forståelser og udvikling
(Polanyi 2009). Dette gør sig også gældende for al evidens-baseret forskning, der som udgangspunkt
gives retning/rettes af kroppens intuitive åbenhed. Vores erfaringer har udstyret os med et relativt
stabilt sæt af rutiner og vaner, der fungerer som udvælgelsesmekanismer eller kognitive
præferencesystemer, som vi bruger automatisk og uden at tænke ret meget over det. Det betyder, at
også forskningsresultater er mere subjektivt anlagt, end vi konkret forestiller os. Her spiller især tid, rum
og kontekst en større rolle, og adskillige stemningsmæssige, materielle og kulturelle forhold har en
afgørende rolle for de betragtninger, man gør sig. Denne indsigt og erkendelse kan vi lige så vel gøre
brug af og inkorporere vores egne såkaldt subjektive oplevelser og iagttagelser i den analytiske
sammenhæng, om end med en række kritiske vægtninger af deres betydning og validitet. På denne led
opnår vi en højere grad af gennemsigtighed, hvor læseren får mulighed for at følge opbygningen af
vores resultater, erkendelser og slutninger og dermed vurdere kvaliteten af vores arbejde.
106 På samme måde som poststrukturalismen både overskider og inkluderer strukturalismen.
105

Som det gerne skulle fremgå på nuværende tidspunkt, figurerer ophævelsen af dikotomiske forståelser,
som subjekt/objekt, mellem kultur/natur og mellem sprog og verden som en gennemgående
læresætning i vores udredning. Det samme gør sig imidlertid gældende for adskillelsen mellem
epistemologi og ontologi, der ofte optræder som netop to differentierede størrelser i human-, social- og
samfundsvidenskab, og vi vil i opposition til denne tilgang i stedet arbejde med en integreret analytisk
forståelse, hvor forskeren er uløseligt forbundet i sin materialitet med den genstand, der udforskes. Der
kan således ikke være en adskillelse af forskersubjekt og forskningsobjekt, og alle intentioner om
objektivitet må som resultat heraf også dementeres. Vi arbejder derfor med et metodisk begreb, vi med
inspiration fra kønsforsker og videnskabsteoretiker Karen Barad (Lykke 2008, 149) har valgt at betegne
onto-epistem-ologi, hvor vi accepterer, at vores resultater bygger på relativt kvalificerbare intuitive
iagttagelser. Vi erkender af samme årsag, at vi, et langt stykke hen ad vejen, ikke kan undgå at
konstruere vores genstandsfelt gennem sproglige beskrivelser. Som en konsekvens heraf har vi valgt at
gøre brug af vores personlige erfaringer og ”kropslige” erkendelser i feltet, dog med det forbehold at
disse ikke kan repræsenteres i alle deres nuancer med ord. Vores beskrivelser kan således altid kun
figurere som tilnærmelser til det kropslige drama, der finder sted, når kroppen udsættes for stress.
Som det fremgår af ovenstående, er den levede krop skrevet ud af det performative paradigme, hvilket
gør sig gældende i den aktuelle stressforståelse og behandling. Adskillelsen af krop og psyke lever stadig
i bedste velgående og reproduceres i betegnelser som psykisk arbejdsmiljø og i den almene forståelse af
stress som noget, der sidder i psyken. Desuden er det hovedsagligt psy-ekspertisen, der anvendes, når
stressen skal lukkes ned på de danske arbejdspladser. Det var denne ensidige begrebsliggørelse, der i
vores afdækning af stressindsatsen, på samme tid frustrerede og inspirerede os til at lede efter
alternativer til denne begrænsning 107 . I forbindelse med en række ekspertinterview fik vi imidlertid
kontakt til et stresscenter, der fungerer som et praksisforsøg på at koble krop og sind i en
helhedsforståelse. Stresscentret Kalmia tilbyder en behandling, der bygger på et sammensurium af
mange års praktiske erfaringer med psykiatriske lidelser og stress og knytter an til en interdisciplinær
faglig tilgang. Kalmia fremstår på flere måder som undvigelsen fra reglen om, at stressbehandling skal
foregå via hovedet. Kalmia har imidlertid ikke forankret deres metode i en konkret teoretisk
forklaringsramme, og gør i stedet brug af et erfaringsbaseret grundlag, hvor behandlerne, som de siger,
hiver de værktøjer, de finder brugbare, ned fra hylderne (Bilag 9, s. 1). Vi ønsker derfor at gøre brug af
107 Foucault har en lignende udlægning af hvad det er, der motiverer hans interesse: ”Whenever I have tried to carry out a piece of
theoretical work it has been on the basis of my own experience, always in relation to processes I saw taking place around me. It is because I
thought I could recognize in the things I saw, in the institutions with which I dealt, in my relations with others, cracks, silent shocks,
malfunctionings… that I undertook a particular piece of work, a few fragments of autobiography” (Foucault 1988, 156).
106

vores indsigt fra den tredje vej til at forstå de dynamikker, der finder sted i netop denne eklektiske
behandlingsform, der forsøger at genindskrive kroppen i en helhedsforankret behandlingsform.
Kalmia – når samtaler ikke er nok (indsamling af empiri)
Indledningsvis i specialeforløbet foretog vi en række ekspertinterview med flere relevante fagfolk, der
til daglig beskæftiger sig med stressproblematikker 108 . Disse interview foretog vi med henblik på at få
tildelt en række forskellige perspektiver på emnet, og disse samtaler har på flere måder givet retning til
vores overvejelser. Vi har i den forbindelse talt med blandt andre fagforeningskonsulent Charlotte
Paludan 109 og arbejdsmarkedsforsker Kirsten Marie Bovbjerg 110 , som begge har beskæftiget sig
indgående med stress og arbejdsmiljø. Derudover tog vi tidligt i specialeforløbet kontakt til overlæge
ved Arbejdsmedicinsk Klinik på Hillerød sygehus, Bo Netterstrøm, 111 og fik et indblik i hans
mangeårige erfaringer med arbejdsrelateret stress. Han henviste os i den forbindelse til stresscentret
Kalmia i Hørsholm, der som noget nyt har valgt at arbejde med en mere kropsorienteret tilgang til
stress. Bo Netterstrøm har været med til at oprette Kalmia i 2007 og viderevisiterer ofte patienter, der
har brug for en mere dybdegående behandling end den, de får tilbudt på hans klinik i Hillerød (Bilag
18). På hans opfordring undersøgte vi centeret og tog efterfølgende kontakt dertil. Efter en række mail-
og telefonkorrespondancer samt et indledende møde indgik vi et samarbejde, hvilket betød, at vi fik
tilladelse til at interviewe både behandlere og patienter samt sideløbende at bistå, som deltagende
observatører, i et behandlingsforløb med 6-8 patienter. At få tilladelse til at indgå i et forløb med
stresspatienter kan være vanskeligt, idet udefrakommende iagttagere kan forstyrre den behandlende
proces. Men grundet behandlernes gæstfrihed og patienternes accept lykkedes det os, over en periode
på to måneder, at deltage i forløbet, uden patienterne oplevede det intimiderende eller forstyrrende.
Stresscenteret Kalmia har til huse i en gul murstensvilla i et skovområde i udkanten af Arboretet i
Hørsholm. Arboretet er et stort naturområde med omtrent 2.000 forskellige arter buske og træer, der
anvendes til henholdsvis undervisning og forskning ved Københavns Universitet og hører under Center
for Skov og Landskab ved Det Biovidenskabelige Fakultet for Fødevarer, Veterinærmedicin og
Naturressourcer. Arboretet er kendt for sin naturskønhed og bruges dagligt af diverse frilufts- og
stavgangsentutiaster. Centret er placeret i disse omgivelser på grund af stedets naturlige ro, og det er af
108 Bilag 15, 16, 17, 18.
109 Mag.art. i Kultursociologi, Københavns Universitet. Ansat ved Danmarks Pædagogiske Universitet, og medlem af
bestyrelsen i DM, hvorigennem hun har beskæftiget sig med psykisk arbejdsmiljø og stress.
110 Cand.phil. i europæisk etnologi og ansat ved Danmarks pædagogiske Universitet, har beskæftiget sig meget med
moderne management, stress og udbrændthed.
111 Overlæge på Arbejdsmedicinsk klinik i Hillerød, der dagligt arbejder med stressramte og ydermere har begået adskillige
værker omhandlende stress.
107

samme årsag meningen, at stedets naturskønne arealer aktivt skal anvendes som led i behandlingen på
sigt. I den forbindelse arbejdes der i skrivende stund på at få anlagt en såkaldt naturterapihave,
‟Nacadia‟ 112 , der skal fungere som en integreret del af behandlingen på Kalmia. I det gule murstenshus
står lyse lokaler indrettet til henholdsvis kropsterapi, gruppeterapi og individuelle samtaler. Et stort
køkken på første sal med udsigt over trætoppene og en duft af kaffe udgør det typiske mødested, og
vores opholds- og arbejdssted imellem terapisessionerne.
Kalmia etableredes af kliniske behandlere fra Arbejdsmedicinsk klinik på Hillerød Sygehus og fra
Psykoterapeutisk Center Stolpegård i Gentofte. Deres tilgang er således sammensat af en række
forskellige faglige tilgangsvinkler og knytter, som nævnt, an til mange års praktisk erfaring på området.
Deres motivation for dette var hensigten om at skabe et behandlingssted, hvor de bedste erfaringer fra
Psykoterapeutisk Center Stolpegård og Stressklinikken i Hillerød blev kombineret (Bilag 14).
Herigennem ønskede de at tilbyde kombinationen af psykoterapi med Body Awareness Therapy og
Mindfulness Meditation. Ydermere bundede deres motivation i en tro på at det tværfaglige samarbejde
er meget vigtigt. Derfor arbejder de også for, at klienten/patienten ikke ender i hænderne på kun én
behandler, men at der er flere øjne med forskellig faglig tilgang, der ser på den enkelte. Derudover
ønsker behandlerne kontinuerligt at konferere indbyrdes og tilpasse og optimere behandlingen herefter
(Bilag 14). Deres hensigt er endvidere ifølge Bettina Damsbo, daglig leder af centeret, at behandle
stresspatienter på et tidligere stadie end normalt og dermed undgå, at de udvikler en langvarig
depression (Bilag 9). Kalmia er et privat foretagende, og honoraret for patienternes behandling bliver
som udgangspunkt dækket af enten deres arbejdsplads eller forsikringsselskab. Hørsholm Kommune
har dog, som den første kommune i Danmark, valgt at henvise borgere til behandling på stedet 113 .
Beslutningen om det kommunale ”tilskud” blev vedtaget i Beskæftigelses- og Erhvervsudvalget,
hvorfor vi desuden har valgt at interviewe formand for udvalget, Anne Ehrenreich, der ligeledes er
medlem af Hørsholm Kommunalbestyrelse og derfor har været en del af beslutningsprocessen. Hun
forklarer, at de i Hørsholm Kommune oplevede en stigning i sygefraværet, som ifølge sagsbehandlerne
i mange tilfælde skyldtes stress. Og at det var lige omkring dette tidspunkt at Kalmia åbnede i
kommunen, hvorfor det ifølge Ehrenreich virkede naturligt at benytte sig af det. Ydermere forklarer
hun, at der er et tydeligt økonomisk incitament i at få folk hurtigt tilbage på arbejdet, og da stress ofte
medfører langvarige sygemeldinger, virkede Kalmia som et godt valg (Bilag 15). Kalmia oplyser
112 Link 17.
113 I 2009 blev der henvist 11 borgere (Bilag 14)
108

desuden selv, at de fra 2007-2009 har haft 36 klienter igennem det fulde forløb på minimum 12 uger, og
ud af disse 36 er 24 tilbage i arbejde. Altså en helbredelseskvotient på 66 procent (Bilag 14).
’Når samtaler ikke er nok’, skriver Kalmia på deres hjemmeside, og netop dette aspekt kendetegner deres
arbejde. Kalmias behandling er, med deres ord, systematisk helhedsorienteret behandling af
arbejdsrelateret stress. Dette betegner en form, der inkluderer fokus på såvel krop og psyke som
arbejdsmæssige, private og sociale forhold. Måden, hvorpå de iværksætter dette, er blandt andet
gennem individuel- og gruppeterapi, som varetages af blandt andet Bettina Damsbo, som er uddannet
læge og diplomeret gestaltterapeut. Hun har mange års erfaring, sidst som førstereservelæge på
Psykoterapeutisk Center Stolpegård. Derudover varetages terapien af Linda Kronsted, som har været
ledende ergoterapeut på Psykoterapeutisk Center Stolpegård i Gentofte siden 2000. Hun er uddannet
gruppeanalytisk psykoterapeut og har desuden taget efteruddannelse i systemisk familieterapi samt
miljøterapeutuddannelse.
Der er tilknyttet adskillige fagfolk til behandlingsstedet Kalmia 114 , men vores primære kontakter har
været Bettina Damsbo, Linda Kronsted og Charlotte Holm, som står for den primære behandling.
Derudover er Bo Netterstrøm samt psykiater og overlæge ved Psykoterapeutisk Center Stolpegård Lars
Sachse Mikkelsen tilknyttet og bistår med blandt andet medicinsk rådgivning. Ud over at være psykiater
er han desuden uddannet i gruppeanalytisk psykoterapi og som psykoterapeutisk supervisor.
I september 2009 påbegyndte de et behandlingsforløb med seks patienter, og efter to måneder kom der
to nye til. Vi fik tilladelse til at medvirke i terapisessionerne med det forbehold, at der kun var én af os
til stede ad gangen. Under gruppeterapien sad vi stiltiende med i den konkrete rundkreds af stole, der
blev opstillet ved hver session. I kropsterapien deltog vi på lige fod med patienterne, hvilket betød, at vi
skulle lave øvelserne og efterfølgende tale om dem. Det er her væsentligt at påpege, at vi ikke ledte efter
særlige udlægninger, men forholdt os åbne og nysgerrige. Umiddelbart efter hver session skrev vi vores
observationer ned (Bilag 1-7). Mens den ene af os sad med til gruppeterapien, opholdt de to andre sig i
køkkenet med bøger og computere, og dette viste sig at være særdeles gavnligt, da det gav os lejlighed
til at få et nærmere kendskab til den daglige gang på Kalmia, hvilket desuden lempede vores ”andethed”
som udefrakommende iagttagere. Patienterne har ligefrem sagt, at de nærmest glemte, at vi ikke var en
114 Ud over de faste behandlere har Kalmia et samarbejde med omkring 20 eksterne konsulenter: henholdsvis psykologer,
socialrådgivere, fysioterapeuter, ergoterapeuter m.m.. Samtlige har psykoterapeutisk erfaring.
109

del af gruppen. Behandlerne har på samme måde givet udtryk for, at vores tilstedeværelse ikke har haft
en mærkbar virkning på patienterne. Denne form for forskning betegnes af Dorthe Staunæs som Deep
hanging out (Järvinen & Mik-Meyer 2005, 58), hvilket oprindeligt er en antropologisk metode i fortættet
form, idet tidsrammen for opholdet i feltet er særdeles kortere i relation til gængs antropologisk
feltarbejde. Ganske simpelt består det, som ordlyden indikerer, i at hænge ud i feltet, hvilket bevirker, at
forskeren har lejlighed til at få et bredere indblik i feltet. Dette sker i vores tilfælde ikke blot gennem
visuel observation, men ligeledes via det kropsliggjorte, sansende, fornemmende samt usystematisk
reflekterede. Disse indtryk, samt de observationer, vi nedfælder efter hver session, vil i sammenhæng
fungere informativt og nuancerende i forbindelse med vores analyse.
Kalmia benytter sig som sagt af gruppeterapi som en fast del af behandlingsformen. Denne
gruppeterapeutiske praksis tager udgangspunkt i patienternes eget behov for at fortælle om deres liv.
Der er således ikke en fast rækkefølge for, hvem der taler først eller en regel om, at alle skal sige noget
hver gang. Der er som regel to behandlere til stede, og de spørger skiftevis ind til de fremlagte historier.
Behandlingen fremstår derfor som et miks af begge behandleres erfaringsgrundlag. Ydermere benytter
de sig i den gruppeterapeutiske praksis af de andre deltageres input, og efter hver fortælling har alle
derfor mulighed for at kommentere på den pågældende historie, og patienterne bliver således involveret
som en aktiv del af deres medpatienters behandling.
Som nævnt fremhæver Kalmia dog, at ”samtaler ikke er nok”, hvorfor de også benytter sig af en
kropsterapeutisk praksis, som består af Body Awareness Therapy (BAT) og Mindfulnessmeditation
som et led i behandlingen. Denne del stod fysioterapeut og BAT instruktør Charlotte Holm på
daværende tidspunkt for. I det følgende gives en kort redegørelse for grundprincipperne i de to
praksisser.
Body Awareness Therapy
BAT er oprindeligt udviklet af den franske bevægelsesterapeut og psykoterapeut Jaques Dropsy, der i
sin metode trækker på inspiration fra blandt andet den kinesisk taoistiske kampkunst, Tai Chi, som
hovedsagligt trænes for at styrke krop og sind. Formålet med teknikken er ifølge Dropsy at give
patienten en forbedret balance og harmoni ved at fjerne de muskelspændinger, der blokerer bevægelses-
og udtryksfriheden (Dropsy 1988). Som det udtrykkes af psykoterapeut Gertrud Roxendal (1931-2002),
skal BAT samtidig tildele en øget kropsbevidsthed og selvtillid (Roxendal 1981, 11). Der tages i BAT
udgangspunkt i et menneskesyn, hvor eksistentielle, fysiske, psykiske og sociale faktorer hele tiden
110

påvirker og påvirkes af hinanden 115 . Det tilgrundliggende udgangspunkt i BAT er således, at mennesket
udvikles som en helhed, kropsligt og psykisk. At adskille mennesket i krop og psyke er således kun et
praktisk redskab og ikke en faktisk realitet. Roxendal understreger, hvorledes menneskets udvikling,
både mentalt og kropsligt, sker gennem bevægelse af kroppen og aktivering af sanserne i samspillet med
omverdenen (Roxendal 1981, 17-21). Svenske og norske fysioterapeuter, blandt andet Gertrud
Roxendal, har derfor videreudviklet BAT, som nu anvendes blandt andet til kroniske smerter,
livsstilssygdomme, stress, angst og uro. Øvelserne bygger på blide dagligdagsbevægelser som at sidde,
ligge og stå, og i denne sammenhæng fokuserer man især på jordforbindelse, centrering, balance,
vejrtrækning og mentalt nærvær. Tre nøglebegreber for disse bevægelser er balance, frihed og nærvær. Et
centralt tema for behandlingen er fornemmelsen for omgivelserne, herunder især kontakten til
underlaget under kropsøvelserne. Der er desuden et særligt fokus på åndedrættet, der anses som et
anker, man bestandigt kan gribe for at vende den tavse opmærksomhed tilbage til kropsoplevelsen.
Øvelserne tilsigter at samle kroppen ved at indøve en bedre kontakt til og fornemmelse for kroppens
midterlinje. Denne midterlinje går tværs igennem kroppens anatomi fra toppen af hovedet til ned
mellem fødderne og bevæger sig gennem kroppens centrum omkring maven, hvor mange store
muskelgrupper krydser hinanden. Roxendal beskriver, at kroppen husker, og at både gode og dårlige
indtryk og erfaringer lagres i kroppen. De svære hændelser, vi udsættes for, medfører en
forsvarsadfærd, som dog ofte er ubevidst; en adfærd som skal beskytte mod farer, både virkelige og
indbildte. Adfærden indebærer ofte kropslige, ubevidste forandringer, hvor åndedrættet og hjertet er det
første, som påvirkes af eksempelvis angst. I nogle tilfælde ophører de kropslige forandringer ikke, selv
efter faren er ovre, og eventuelle spændingstilstande, hjertebanken, mindsket kropskontakt, en
fornemmelse af fremmedhed inden for egen person m.m. kan ”sidde fast” (Roxendal 1981, 24).
Konflikter og problematiske psykiske oplevelser lagres således i kroppen i form af blandt andet
muskelspændinger og åndedrætsblokeringer. Jacques Dropsy beskriver, hvordan disse aflejringer kun
opstår, når der er modstand mod en følelse. Hvis følelsen får plads til at udfolde sig i vores indre,
brænder den ud uden at efterlade sig spor, men gør vi modstand, efterlader den sig et ”mærke”
(spændinger m.m.). Det er altså ikke følelsens art, der er afgørende, om den er glad eller trist, men om
den accepteres eller ej (Dropsy 1988, 14-15).
I BAT anser man grundlæggende forbindelsen mellem følelses, kropsholdning og bevægelser for mere
væsentligt end relationen mellem sproget og følelserne, og teknikken beskrives af Roxendal som et
kropsligt udgangspunkt for at arbejde med hele mennesket (Roxendal 1981, 30-31). Flere
115 Link 18.
111

psykoterapeutiske retninger er udviklet på et lignende grundlag, heriblandt Gestaltterapien (Roxendal
1981, 29), som udgør en del af grundlaget for Bettina Damsbos terapeutiske praksis på Kalmia. På
Kalmia suppleres BAT med meditation fra Mindfulness-teknikken og de to praksisser er integreret i
hinanden.
Mindfulness
”Meditation is not about trying to get anywhere else. It is about allowing yourself to be exactly where you are and as you
are, and for the world to be exactly as it is in this moment as well.” 116 Mindfulnessmeditation er som citatet
illustrerer, en opmærksomhedsmeditation. Der mediteres ikke med mantra, men derimod med tavs
opmærksomhed på åndedrættet og kroppen. Fokuspunktet i meditationen er at anse tankerne som en
flod, der kontinuerligt strømmer forbi (gennem) én, og det væsentlige består i ikke at lade sig flyde med
– man skal så at sige ikke ”tænke over” disse tanker, men blot registrere og acceptere deres
tilstedeværelse. Mindfulnessmeditation er således en form for praksistræning i at observere ens egne
tanker uden at følge dem og eller identificere sig med dem. Den konkrete teknik er på samme måde
som BAT centreret omkring åndedrættet, da dette anses som det helt centrale og livgivende ved
menneskekroppen. Hvordan man under meditationen placerer sig; siddende på en stol, op ad en væg, i
lotus- eller almindelig skrædderstilling er for så vidt underordnet. Det, der bør stræbes efter, er blot at
sidde behageligt og afslappet. Stress-forsker Jon Kabat-Zinn 117 forklarer, hvorledes ”Meditation is a way
of being, not a technique” 118 , og dette forfølger Kalmia, idet de beskriver praksissen som en tilstand – en
måde at forholde sig til verden på frem for en teknik, der skal mestres til perfektion. Mindfulness har
simpel opmærksomhedstræning som fokus og er altså en øvelse i at være nærværende og bevidst om
egen kropslig tilstand. Der fokuseres hermed på en synkronisering af krop og psyke begrundet i tanken
om, at nuet eksisterer, der hvor kroppen er. Kroppen har, som vi har anført tidligere, ikke mulighed for
at svæve oven vande, drive langt væk for et sekund eller lade sig forsvinde – den er ikke flygtig, men til
stede som vort udgangspunkt. Derfor er det vigtigt ikke at have et bestemt mål med meditationen ud
over dette ene: at være med dig selv og registrere det, der er i nuet, i det enkelte øjeblik 119 .
116 Link 19.
117 Amerikansk professor i medicin emeritus og Ph.d. i molekylær biologi. Jon Kabat-Zinn grundlagde “the Stress Reduction
Clinic” og “the Center for Mindfulness in Medicine, Health Care, and Society” på the University of Massachusetts Medical
School. Kabat-Zinn underviser endvidere i Mindfulness meditation. Link 20.
118 Link 21.
119 Link 22.
112

Kalmia opererer med syv grundlæggende holdninger, der forsøges indøvet gennem både meditationen
og BAT: at være ikke-dømmende, tålmodig, at have en nybegynders åbenhed og nysgerrighed, at have
tillid til sig selv, at være ikke-stræbende og accepterende samt at ‟give slip‟ (ibid.). De mener blandt
andet, at patienterne: ”ved at være accepterende under meditationen, træner (…) at tage hvert øjeblik som det kommer
uden at skulle mene, tænke, føle noget andet end de gør” (ibid.). De to praksisser, herunder BAT og
Mindfulness, skal således bidrage til øget kropsbevidsthed samt en grundlæggende ændring i eget
selvforhold.
Den subjektive deltagelse
Som nævnt deltog vi i kropsterapien på lige fod med patienterne, og vi fik dermed mulighed for at
mærke effekten af behandlingen på egen krop. I overensstemmelse med vores postkonstruktionistiske
onto-epistem-ologiske optik er det således lykkedes os at involvere os personligt i de konkrete
teknikker, der anvendes på Kalmia, hvilket har givet os en mere givtig indsigt end den, vi kunne have
erhvervet os gennem en distanceret observerende position. Den aktivt deltagende approach anvendes
af Non-Representational-teoretikeren Derek P. McCormack, der i sine studier af Dance Movement
Therapy har erfaret, at bevægelsen (dansen) og de følelser, der udspringer heraf, først giver mening og
lader sig begribe i det øjeblik, man holder op med at prøve at forstå den analytisk og refleksivt. Man
skal i stedet indlemme sig i genstandsfeltet og blive en del af rummet og den konkrete praksis i stedet
for at iagttage på afstand (McCormack 2003). Denne pointe kan vi således overføre til vores oplevelser
af kropsterapien, hvor vi, gennem bevægelse, har fået mulighed for at opnå adgang til følelsesmæssige
oplevelser, som i traditionel forskning er uden for rækkevidde. Denne indsigt i kropslige reaktioner,
som udspringer af terapien, er, som udgangspunkt, umulig at iagttage hos andre end forskeren selv og
kan vanskeligt formuleres med sprog. Men derfor valgte vi, umiddelbart efter hver session, alligevel at
skrive vores subjektive kropslige/sanselige oplevelser af kropsterapien ned. Disse subjektive erfaringer
skulle bidrage med et indblik i de komplekse forhold, der gør sig gældende i den konkrete
behandlingsform (Bilag 2 & 5). Vi ønskede ikke at skrive ned under selve sessionerne, da vi derved i
højere grad ville positionere os som fremmede, observerende forskere. Igennem hele forløbet har vi
som førnævnt tilstræbt at forstyrre processerne så lidt som muligt.
Vi valgte først at interviewe behandlere og patienter efter at have fulgt forløbet i to måneder, så vi
derved kunne anvende vores første tavse iagttagelser og oplevelser som et dybdegående grundlag for de
113

emner, vi ønskede at diskutere med behandlere og patienter 120 . Vores tilstedeværelse har desuden haft
en afgørende betydning for de positioneringsmæssige forhold, der gør sig gældende i
interviewsituationen. Vores ophold på Kalmia førte gradvist til, at vores ”andethed” fordampede, og
det har skabt grundlag for en mere gnidningsfri kommunikation med de interviewede. Vi har
interviewet både behandlere og patienter sideløbende og har i den forbindelse talt med patienter, der
deltog i det forløb, vi fulgte, men også en patient, som gennemgik behandlingen sidste år. Derudover
var den ene af de patienter, som deltog i det forløb, vi fulgte, ved at afslutte sin behandling på Kalmia.
På denne led har vi fået indblik i de erfaringer, patienterne gør og gjorde sig under og efter
behandlingen, hvilket vil sige, at vi dermed fik en bedre fornemmelse for processen i forløbet. Alle
patientinterview er anonymiseret, og navnene, som de fremstår på transskriberingerne, er således
opdigtet. De resterende interview er ikke anonymiserede.
Interviewspørgsmål og temaer
Patienterne og behandlerne betragtes som aktive medspillere, der via refleksioner i og over interviewet
samt under terapien, er medvirkende til at forme arten af det materiale, der produceres. Vores
genstandsfelt er særdeles komplekst, hvorfor vi mener, det er nødvendigt at forsøge at indfange den
kompleksitet i interviewene – i den udstrækning det er muligt. En sådan tilgang er åben over for de
forskellige nuancer, et reflekterende narrativ som oftest indbefatter (Järvinen og Mik-Meyer 2005, 53-
58). Dette medførte således, at de udarbejdede forskningstemaer var åbne, og at vi kun havde ét
konkret interviewspørgsmål, som ugjorde åbningsspørgsmålet. Dette gav både patienter og behandlere
lejlighed til at bevæge sig uden for de præliminære temaer og lægge vægten på det, de opfattede som
aktuelt. Vi anser grundlæggende interviewet som et socialt møde, hvor interviewer og informant mødes
ansigt til ansigt, og hvor fokus er centreret omkring selve mødet samt parternes indlevelse i
interviewsituationen. Vi balancerer således i undersøgelsesfeltet ved hjælp af en række overordnede
spørgetemaer, men er samtidig åbne over for det uventede og parate til en omstilling i forhold til
udvidelsen eller nykonstruktionen af dialogens fortællingsmæssige rum. For at åbne yderligere op for
informanternes fortællinger er det vigtigt undervejs at stille åbne spørgsmål, der relaterer sig til den
allerede udlagte historie. Disse spørgsmål bør eksempelvis tage udgangspunkt i ‟hvordan, hvad,
hvornår‟, da man herved lægger op til en fortællende frem for fortolkende form (Järvinen og Mik-
Meyer 2005, 65). Det var, eksempelvis i forbindelse med interview af patienterne, fordelagtigt at spørge
120 Denne metodiske approach anvendte vi imidlertid ikke som udgangspunkt, idet vi i starten af forløbet interviewede en
patient. Under dette interview blev det klart for os at, at vi endnu ikke havde et tilstrækkeligt indblik i behandlingsformen og
de processer, der finder sted på Kalmia, til at kunne stille relevante, uddybende spørgsmål. Af samme årsag gør vi ikke brug
af dette interview i den analytiske gennemgang.
114

dem, hvornår og hvorledes de første gang bemærkede en ændring i deres krop som tegn på stress.
Hermed inviterer vi til en yderligere refleksion over, hvilke faktorer der kunne have udløst disse
reaktioner. Som forskere har vi ansvaret for, at refleksionerne breder sig ud gennem narrativerne, da
informanten muligvis vil udlægge fortællingerne på automatiseret vis med risiko for, at vigtige
nedslagspunkter negligeres. En måde at få uddybet enkelte narrativer er at bede informanten gentage en
fortælling, og samtidig – via et spørgsmål eller ved at vise særlig interesse – søge en ny vinkel på den
samme hændelse (Järvinen og Mik-Meyer 2005, 66-68). Dog er det vigtigt i denne forbindelse at være
opmærksom på, at andre relevante spor ikke lukkes ned, hvilket kan hænde ved en afbrydning af en
igangværende fortælling. Gennemgående er det således hensigtsmæssigt i videst omfang at holde sig til
åbne spørgsmål for derigennem at motivere informanten til at stille sig selv de samme spørgsmål og
dermed udfolde og uddybe refleksionen.
Hensigten med vores analyse af stedet er at bidrage med en forklaringsramme for behandlernes
praktiske virke. Vi vil således i det følgende forsøge at afstedkomme en mulig forståelse af de
dynamikker, som finder sted i behandlingen på Kalmia. Som de selv siger, kan en sådan udredning
måske hjælpe dem til ”at forstå, hvad det er de laver, og hvorfor det virker”.
Analysestrategi og begrebsapparatur
I den analytiske behandling vil vi som gennemgående præmis inddrage vores overvejelser om egen
tilstedeværelse og iagttagelser i feltet og i interviewsituationer. Dem vil vi aktivt integrere i behandlingen
og dermed tillade os, som forskersubjekter, at træde eksplicit frem i teksten. Dette gør vi for at undgå en
fremskrivning, der laver de samme fejl som de typiske krops- og ansigtsløse, depersonaliserede og
dekontekstualiserede forskningsanalyser. Vi vil på denne led tage afsæt i vores subjektive og kropslige
forankring og derfor aktivt være jeg-fortællere og ikke den stereotype tredjepersonsfortæller, som man så
ofte støder på inden for den traditionelle videnskabs rapportgenre, der forsøger at sminke sine
iagttagelser som ”objektivt” konstitueret. Samtidig ønsker vi at gøre brug af vores iagttagelser fra
samtale- og kropssessionerne og i den forbindelse gengive både behandlingsmæssige fremgangsmåder
og udtalelser fra patienter og behandlere som vi husker dem. Vi er klar over vores egne
hukommelsesmæssige begrænsninger, og derfor analyserer vi med visse forbehold på baggrund af disse
gengivelser.
Dette genreskift indebærer desuden, at vi erkender, at vi er placeret på samme niveau og er en del af
den samme uoverskuelige virkelighed som vores informanter og forskningsobjekter, og vi kan i den
115

analytiske sammenhæng ligeledes ikke positionere os som alvidende fortællere. Derfor ønsker vi heller
ikke at tingsliggøre vores forskningssubjekter, men tildele dem et perspektiv, hvor de får mulighed for
at uddybe deres narrative udlægninger i en medforskende stillingstagen. Det gør sig imidlertid kun
gældende for behandlerne. Vi har i den forbindelse afholdt en række indledende møder og et
opfølgende møde, hvor behandlerne har fået lejlighed til at gennemgå og bidrage til vores materiale og
analytiske pointer og dermed også haft mulighed for at korrigere evt. fejlslutninger. (Bilag 19). Dette
besyv har vi integreret som en væsentlig del af vores analyse.
Tekst er i vores optik uadskilleligt fra kroppen, og vi vil som den feministiske kønsforsker, Hélène
Cixous, derfor ”skrive for at røre med bogstaverne, med læberne, med åndepustet, for at kærtegne med tungen…”
(Lykke 2008, 196). I overensstemmelse med vores konklusioner i kapitlet ”Den tredje vej”, vil vi
således forsøge at ”fange” skæringspunkterne mellem eksempelvis kropslighed og normative
ekspliciteringer gennem metaforer og andre sproglige billeder, der viser tilbage til den materielle
værensform. Vi vil altså være opmærksomme på, hvordan kroppen og psyken tales frem i vores
materiale og er således især optaget af dikotomiske fremstillinger, hvor informanterne adskiller psyken
fra legemet, dem og deres verden osv. Vi vil desuden beskæftige os med udlægninger, hvori
informanterne refererer til deres tilstedeværelse i tid og rum for at kunne arbejde med de materielle og
sociokulturelle vilkår, der gør sig gældende i det performative paradigme. Eksempler på dette kan være
det grænseløse arbejde, behovet for selvrealisering og kravet om effektivisering samt en manglende
accept af menneskelig svaghed. Heri vil vi se på, hvordan patienterne forholder sig til de evigt
foranderlige og flydende konstruktionsbetingelser i hverdagen, og i den forbindelse er det især
interessant, hvordan disse faktorer spiller sammen med følelser og sanselige omstændigheder. Vi er
således optaget af forholdet til den tilværelse og de samfundsmæssige omstændigheder, der har ført til
patienternes aktuelle tilstand. I forbindelse hermed er vi også interesseret i at se, på hvilken måde disse
aspekter har influeret på behandlernes faglige optik. For at kunne arbejde med Kalmias konkrete
behandlingsform, vil vi se nærmere på de kollektive fremstillinger, der kommer til udtryk i patienter
såvel som behandlernes fortællinger. Dette gør vi med henblik på at fange, hvordan behandlingen
former og implementerer sig hos personale såvel som patienter.
Informanternes narrative fremstillinger af sig selv og af forskellige private, samfundsmæssige og
arbejdsrelaterede omstændigheder vil altid være påvirket af de situerede forhold, herunder vores
tilstedeværelse som ”forskere”; informanternes idé om, hvad vi gerne vil høre osv. Vi vil derfor også
inddrage et kritisk blik på de faktorer, der indvirker på interaktionen i interviewsituationen.
116

For at komme dybt ned i det indsamlede materiale har vi valgt at temakondensere vores interview. Det
indebærer, at vi har gennemlæst vores materiale adskillige gange med henblik på at fange ovenstående
nedslagspunkter og samtidig finde de kollektive fremstillinger, der kan anvendes til at beskrive de
dynamikker i Kalmias behandling, der kan fanges i den sproglige fremstilling.
Analyse
Analytiske overvejelser
Kalmia forsøger som udgangspunkt at placere sig som et alternativ til den traditionelle danske
stressbehandling, der, som tidligere behandlet, primært sigter mod individuel samtaleterapi og
medicinering 121 . Behandlernes metode repræsenterer grundlæggende en fremgangsmåde, hvor de
forsøger at ophæve parentesen, der gør den levede krop til utilgængeligt terræn. Erfaringsgrundlaget
knytter primært an til det, behandlerne har set ”virke” i deres mangeårige arbejde inden for
psykologien, psykiatrien, fysiologien og lægevidenskaben, og disse erfaringer bliver på Kalmia
kombineret og anvendt til at favne en række grundproblematikker, der gør sig gældende for fænomenet
stress. Efter en gennemgribende læsning af vores empiri har vi valgt at centrere vores fokus på en
række centrale nedslagspunkter, der både kommer til udtryk i de narrative udlægninger og i vores
deltagende observationer. De nedslagspunkter, vi i den analytiske behandling vil koncentrere os om,
tager på denne led hovedsagligt udgangspunkt i informanternes fortællinger om og begrebsliggørelse af
behandlingen. Omdrejningspunktet for analysen bliver således primært de emner, der tages op af
informanterne, hvorefter disse betragtninger perspektiveres i henhold til vores teoretiske ramme. På
denne led bliver det ikke vores teoretiske briller, der alene selekterer emnerne, men i lige så høj grad
fokuspersonerne. For at favne selve den behandlingsmæssige tilgang tager vi afsæt i det, vi har valgt at
kalde interventionskæden, hvor vi i første omgang ser nærmere på behandlernes forståelse for stress og
ikke mindst deres metoder for efterfølgende at beskrive, hvordan disse psy-teknikker integrerer sig
blandt patienterne. På denne led ønsker vi at fremskrive, hvordan behandlernes videnskabsteoretiske
ståsted og deres praktiske erfaringer samt metodiske tilgange manifesterer sig hos den enkelte patient.
I vores kondenserede læsning af empirien er det især to behandlingsmæssige tilgange, der fremstår som
centrale for Kalmias fremgangsmåde, herunder 1) en gennemgående accept af patienternes resignation
forårsaget af stress, og 2) en konfrontation af patienternes modstand mod at slippe ”stramningen” eller
”grebet”, der som udgangspunkt har ført til patienternes tilstand. Begge tilgange iværksættes allerede fra
121 Se ”Den danske indsats på stressområdet” tidligere i specialerapporten.
117

ehandlingsforløbets begyndelse og forløber synkront gennem hele processen. Formålet er at ruste
patienterne, så de både kan ”rumme” deres følelse af utilstrækkelighed og samtidig oparbejde et
beredskab, der kan hjælpe dem ud af den stressrelaterede sygdom og væbne dem mod fremtidige
belastningsrisici.
Accept af resignationen
Forløsningen
Når patienterne for første gang træder ind ad dørene på Kalmia, er de typisk forkrampede og drænet
for energi. Kalmia inviterer derfor patienterne ind i et miljø, der bygger på omsorg, forståelse og ro. I
dette miljø følger patienterne tre forskellige sideløbende forløb, herunder et par individuelle samtaler
med behandlere, et gruppeterapeutisk forløb samt adskillige kropsterapisessioner.
Som noget af det første placeres patienterne i en gruppe, hvor de får mulighed for at dele deres
erfaringer med behandlere og ligesindede. Denne fremgangsmåde giver patienterne mulighed for at få
lettet hjertet og samtidig være vidne til, at de ikke er de eneste, der lider under en stressrelateret
sygdom. Gruppeterapien minder på mange måder om traditionelle gruppeterapeutiske tilgange, hvor
man åbner op for en dynamisk interaktion mellem alle deltagere og behandlere. Den gruppeterapeutiske
tilgang på Kalmia arbejder som udgangspunkt med en form, hvor deltagerne aktivt forholder sig til
hinandens udmeldinger, og på denne baggrund oparbejdes der gradvist et fællesskab. I gruppen får
patienterne løbende mulighed for at identificere sig med og spejle sig i hinanden, hvilket ifølge
behandlerne er meget værdifuldt: ”Altså gruppeterapien, det vi tror på i gruppeterapien, det er, at når du er i en
gruppe, så arbejder du for andre, og andre arbejder for dig. Så der sker en større forståelse, og der sker noget af en
genkendelse, når du kan spejle dig i et andet menneske, se nogle andre sidde med nøjagtig det samme som dig, der sker
også noget ved, at du kan sidde og være med i terapien, for du går ligesom med, men du er ikke på, så det vil sige (…) du
kan få nogle gratis ting med ved at se på andre, og der er noget bekræftende i at se andre blive bedre. Det giver dig også
noget håb og tro på, at du selv kan blive bedre” (Bilag 9, s. 2) Hensigten med gruppesamtalerne er hermed at
yde en anerkendende indsats, der kan bidrage til en accept og berettigelse af stressindsatsens aktualitet:
”oplevelsen af at se andre forarges på ens vegne og blive lige så vrede (…) man får ligesom medløb på følelser, der er
ligesom andre, der går med i ens del, det kan simpelthen være så befriende (…)” (Bilag 9, s. 3). Gruppens
dynamikker udgør således en grundbestanddel i behandlingen.
Gruppeterapien tilbyder således en behandlingsform, hvor patienterne får mulighed for at slippe
‟stramningen‟ fra deres tilstand og træde ind i et miljø, hvor der er plads til at puste ud og koble af.
118

Under samtalerne kan patienterne ‟læsse af‟, og der er folk til stede, som lytter og forstår. Ifølge Bettina
er det en uvant situation for dem, da de ofte har følt sig meget alene: ”Jeg tror, vi er meget alene, også med
vores arbejde (…) mange af os står og føler store ansvar” (Bilag 9, s. 10), og har ikke følt, at de er blevet set og
hørt ”… mange af de her mennesker kommer jo også med en enorm frustration over ikke at blive set, og så er det jo
fuldstændig velsignet at sidde med to terapeuter og fem med-kompetanter i en gruppe og blive set og få lytte- og taletid. Du
har mulighed for at sige noget.” (Bilag 9, s. 3). Linda understøtter pointen og tilføjer, at deres tilstand ikke er
blevet accepteret af omverdenen: ”(…) arbejdet har været så belastende over så lang tid (…) den enkelte har
forsøgt at gøre opmærksom på det og er ikke blevet hørt og ikke blevet respekteret (…) der er ikke sket nogle
forandringer, og så er det blevet for meget” (Bilag 10, s.6). Denne problemstilling er vi stødt på flere gange i
forløbet, hvor patienterne beretter om sagsbehandlere, arbejdsgivere eller kolleger, som har
undervurderet tilstandens alvor. Kristina fortæller i den forbindelse om en hændelse fra sin
arbejdsplads: ”(…) den der følelse af ikke at få nogen opbakning eller noget støtte, at du rent faktisk egentlig er
overladt til dig selv altså, altså vi, det her er en forretning, vi skal have nogle penge i kassen, du koster os rigtig mange
penge, ud af vagten, det kunne han lige så godt have sagt til mig.” (Bilag 13, s.5). Patienterne mærker altså under
gruppeterapien at de ikke alene lyttes til, men de respekteres og anerkendelse ligeså. Denne oplevelse
mener behandlerne, samtlige patienter har savnet i deres daglige tilværelse.
Samtalerne tager som grundpræmis udgangspunkt i nuet, og derfor opfordres patienterne til at fortælle
om de ting, der fylder her og nu. Denne tilgang har visse ligheder med en typisk socialpsykologisk
approach 122 , der som udgangspunkt ser på det lokale og umiddelbare. Dog afholder behandlerne sig
ikke fra at diskutere hændelser fra fortiden, såfremt det optager patienterne. Det er dermed patienterne,
der vælger emner og tidspunkter for, hvornår de føler sig klar til at bidrage med deres narrativer.
Patienterne bliver altså ikke presset på banen og kan ”sidde en omgang over”, hvis de føler sig
uoplagte. Behandlingen rummer på denne led både accept og respekt for patienternes grænser: ”(…)
fordi der er det jo meget op til patienterne selv at være ansvarlige for, hvad de tager op. Og de ved jo godt selv, hvad de
egentlig skal snakke om, de ved jo godt, hvad de har brug for at arbejde med (…)” (Bilag 10, s.10). Princippet i
gruppeterapien er dermed også, at patienterne får lejlighed til at sætte deres erfaringer ind i en narrativ
struktur, hvilket bidrager til en mere helstøbt og meningsfuld historie for den enkelte: ”Jamen, det er, som
om at det bliver, at når du sidder og skal sige det, så bliver det også bare tydeligt for dig selv, altså pludselig kan ting, som
du tror bare kører inde i dit hoved, så kan du sidde og fortælle det til andre, så hører du det pludselig på en anden måde,
så sker der noget andet, det er en anden proces, når du skal sige noget, som du måske selv har tænkt” (Bilag 9, s. 3).
Det er ikke alene patienters personlige fortællinger, der ifølge behandlerne er udbytterigt. At lytte til
122 Socialpsykologien beskæftiger sig med relationen mellem individ og samfund og tager primært afsæt i fokuspersonens
umiddelbare kontekst og fokuserer på attitude, holdninger, identitet og interpersonelle forhold.
119

andres historier har også en effekt: ”jeg har hørt flere, som har siddet i gruppe, som de faktisk ikke har været særlig
aktive til, som har haft vældig svært ved at komme på, og fortælle særlig meget om sig selv. Som faktisk siger, jamen jeg
har haft rigtig meget ud af bare at være her, høre det, der sker her, og være en del af det, så det giver noget, det at sidde i
en gruppe og være sammen med andre og høre andres erfaringer.” (Bilag 10, s. 4).
Vi kan hermed udlede, at de trygge rammer, som gruppeterapien finder sted i trygge, skaber det
eftersøgte rum, hvor patienterne gennem egne og andres fortællinger får begrebsliggjort erfaringerne
med at blive ramt af en stressrelateret sygdom. Igennem denne proces erfarer patienterne, at de
pludselig ikke længere står alene med deres sygdom, og at de, på trods af deres resignation, ligefrem
mødes med respekt og anerkendelse. Disse aspekter har en forløsende effekt.
Performans og utilstrækkelighed
I det forløb vi fulgte, deltog samtlige patienter aktivt med fortællinger om deres oplevelser med kronisk
stress. I den forbindelse var det især ét tema, der gik igen, nemlig følelsen af konstant at skulle præstere
og samtidig fornemmelsen af at være utilstrækkelig. Dette kommer tydeligt til udtryk i følgende udsagn
fra Kristina: ”det her, det kan jeg simpelthen ikke, tænkte jeg, jeg kan simpelthen ikke, det kan jeg ikke, jeg kan ikke
leve op til deres forventninger” (Bilag 13, s. 7). Patienterne fortæller, hvordan de i adskillige sammenhænge
ligger under for et overhængende forventningspres: ”(…) man føler et pres mange steder fra” (Bilag 13, s. 6).
Et pres, der retter sig mod ydeevne og præstation, og i den forbindelse spiller selvkontrol en central
rolle: ”Der er jo i hvert fald nogle karaktertræk, som er gennemgående for mange af vores patienter. Det er, at de er
meget pligtopfyldende, nogen af dem er perfektionistiske, sådan meget ordentlige, og tingene skal være i orden, meget brug
for kontrol og styr på tingene” (Bilag 10, s. 5). Som en gennemgående præmis for patienternes fortællinger,
ser vi på samme måde, hvordan de forud for deres stresssygdom i mange situationer har stillet
omfattende krav til sig selv. Som en konsekvens heraf har samtidig vedligeholdt en bombastisk
selvkritik, når dyderne i det performative paradigme ikke kunne honoreres. Arbejdet opfatter
patienterne generelt som overordentlig vigtigt, og for de fleste fremstår den instrumentelle funktion
helt central for deres identitet og oplevelse af værd. I den forbindelse har det været af afgørende
betydning at de kunne yde en ubeklagelig indsats i forhold til deres professionelle funktion. Som
Bettina oplever det, føler mange af patienterne, at de inden deres stresssygdom har følt sig meget
værdifulde for arbejdspladsen, hvorfor de kontinuerligt har insisteret på at præstere deres ypperste: ” Og
jeg tror mange af os føler også, det er den måde vi ligesom er med på, at vi er en uundværlig brik i en virksomhed” (Bilag
9, s. 10). Når patienterne, ifølge Linda, ikke formår at opretholde den eftertragtede kontrol, rammer det
dem særlig hårdt:”(…) når kontrollen ryger, hvis der sker så meget, så de mister overblikket, så ikke der er styr på
tingene, eller de ikke kan bevare den roll, de har, med at være den der hjælper, og den, der har overblikket for de andre
120

også, så knækker filmen, så bliver det for meget, hvis der så er meget pres på, både fra arbejdet også privat ikke, det er
ofte, når der sker noget begge steder, man kan godt have nogle problemer på arbejdet, og også have meget travlt, det er ikke
det at have travlt egentlig, man får stress af, det er mere det der med, hvis man har fornemmelsen af ikke at kunne leve op
til forventningerne” (Bilag 10, s. 5). At filmen knækker viser sig ved, at kroppen har sagt fra og resigneret:
”(…) de patienter, oppe i Kalmia i hvert fald, jo har været meget optaget af at skulle honorere nogle krav, enten indre
eller ydre krav, som har ført til en belastningsreaktion” (Bilag 11, s. 4). Med tiden slipper energien dog op, og
derfor mister de muligheden for at imødekomme de krav, der kontinuerligt ligger foran dem: ”Jeg var
fuldstændig drænet for energi, ligesom en ballon man lukker luften ud af, fuldstændig (..)” (Bilag 13, s. 2). Det
præstationspres, som patienterne ligger under for, viser sig særligt gennem deres vanskeligheder ved at
acceptere den gennemgribende resignation. Kristina beskriver blandt andet, hvordan hun på trods af
sin enorme træthed både gennemførte et uforberedt DHL løb og arbejdede som en Duracell-kanin, og
hvordan hun kort tid efter pludselig blev ramt af total handlingslammelse og apati: ”Jeg kunne ikke
overskue noget som helst. Heller ikke at skulle handle ind og skrive indkøbsseddel og gøre rent i det hele taget. Vaske tøj,
bare det at skulle ud til vaskemaskinen, det var jo, det var total uoverskueligt, og så skal jeg jo hænge tøjet op bagefter
ikke, og det var jo… det kunne jeg slet ikke, det kunne slet ikke hænge sammen i min verden altså” (Bilag 13, s. 3).
Elise beskriver også denne totale apati, som både hende og Kristina finder meget svær at acceptere: ”Så
det var nok ikke helt tilfældigt, det der skete for mig dér. Men var sådan en mærkelig fysisk… lammelse, på en eller
anden måde. Ingen energi. Som nok har været det, der har været sværest at håndtere for mig i det her forløb. Den
manglende energi” (Bilag 12, s. 3). Patienterne har således vanskeligt ved at acceptere deres egen
utilstrækkelighed. De mener endda, at de inden for en kort tidsramme atter bør kunne håndtere et
krævende job. Som det eksempelvis fremgår af interviewet med Elise, føler hun sig draget af at skulle
tilbage i et udfordrende job som sælger, hvor hun selv sammensætter og disponerer sin tid samt
kunderelationer, men frygter på samme tid sin tilbagevenden til arbejdslivet. I den forbindelse finder
hun det vanskeligt at acceptere sine egne begrænsninger: ”(…) så tænker man, jeg skal arbejde fuld tid, det
har jeg gjort hele mit liv, altså den skal man også sådan lige æde eller godkende selv, eller hvad man skal sige ikke?”
(Bilag 12, s. 13). Det er netop energi og initiativ, som man dyrker i det performative paradigme, og
oplevelsen af at stå i kontrast til dyderne kan i henhold til vores optik være hård at acceptere: ”Jeg synes,
at det havde været en slem omgang at være igennem følelsesmæssigt og blive kasseret og fra egentlig at gå fra, at man synes,
man var på toppen og kunne klare det hele, og det kørte bare skidegodt ikk’? Til man egentlig bare slet ikke kunne
komme ud af døren. Altså den der følelse af magtesløshed og følelsen af ikke at være god nok” (Bilag 13, s. 10).
Det er således kendetegnende for Kalmias patienter, at de er pligtopfyldende og perfektionistiske. De
har levet et arbejdsliv i overhalingsbanen og har i den forbindelse fundet det vanskeligt at acceptere
121

tegn på svaghed. Kropslige tegn på og signaler om udmattelse er blevet overhørt og i deres nuværende
situation, hvor deres kroppe har sagt fra og resigneret, arbejder de stadig på at rumme denne accept.
Grænseløshed
Ud over at skulle præstere at leve op til høje krav fra sig selv og omverdenen oplever patienterne
desuden en gennemgående grænseløshed i deres tilværelse (Bilag 6). Denne grænseløshed, mener
Bettina, er afgørende for udviklingen af kronisk stress: ”De fleste bliver jo også stressede af alt det, de forestiller
sig, de skal lave. Vi bliver jo ikke stressede af alt det, vi når, vi bliver jo stresset af alt det, vi ikke når. Og det der med
at gå og bekymre os, det er alle de uafsluttede opgaver der, det er dem, der bekymrer os” (Bilag 9, s. 13). Kristina
fortæller i overensstemmelse hermed, hvordan hun aldrig kunne komme til bunds i sin overvældende
arbejdsbyrde: ”Jeg havde simpelthen sådan en ordentlig stak, jeg tog frem hver morgen, når jeg mødte, og så lagde jeg
dem op i sådan en kategori 1,2,3 – hvad for en er vigtigst, og det var sådan lige knebent, at jeg nåede den der bunke
nummer 1 ikk’, så det var så utilfredsstillende, hver dag når man skulle pakke de der bunker sammen” (Bilag 13, s.
2). Kristina forlader således dagligt sin arbejdsplads utilfreds og præget af tanker om de ufærdige
bunker, hvilket bevirker, at hun kontinuerligt må forsøge at planlægge sig ud af arbejdsophobningen.
Dette fremadstræbende blik er ifølge Bettina netop en af grundene til patienternes tilstand. Hun
fortæller, at det, der kendetegner patienternes dagligdag, er, at de ikke tager sig tid til at stoppe op og
trække vejret, se sig over skulderen og rose sig selv for deres indsats. I stedet halser de videre mod
næste deadline og holder, som hun siger, ”for få fester” (Bilag 9, s. 8). De husker desuden kun alle de ting,
de ikke fik gjort. For mange af patienterne er blikket konstant rettet mod det næste mål, og fokus flytter
sig hurtigt fra succesoplevelse til forventningen om fremtidige succeser, og det afstedkommer ofte en
følelse af utilstrækkelighed: ”så får vi en irritation, fordi vi hele tiden skal kunne præstere og præstere (…) og jeg tror
vi er dårlige til at se på vores egne sejre, men vi er altid gode til at se på alt det, vi ikke fik lavet” (Bilag 9, s. 7-8).
Denne oplevelse beskriver blandt andet Elise, som giver udtryk for en frustration over aldrig at komme
i mål. Hun fortæller, at hun ”har været meget stressramt i kraft af, at jeg altid sådan har haft et job, hvor jeg skulle
opnå salgsbudget, nå nogle mål” (Bilag 12, s. 2). Det er netop i disse sammenhænge, at selvkritikken kommer
i spil. Arbejdsbyrden og den selvforvaltende fleksible arbejdsform medvirker således til, at patienterne
hele tiden, rent tidsmæssigt, er foran sig selv, skal nå den næste deadline, skal realisere sig selv og leve
op til en række diffuse kvalitetskrav: ”og der havde jeg nogle ambitioner dengang om, jeg skulle videre, ikke også, jeg
var blevet lovet nogle stillinger hen ad vejen, ikk’, lidt større stillinger, og det var sådan lidt mine ambitioner lå, ikk’, jeg
skulle højere op, og det var de krav og forventninger, jeg også havde og blev ved med bare at køre på, kan man så
sige(…)” (Bilag 13, s. 30).
122

Vi ser på denne led den neoliberale performacekulturs honnørord gøre sig kraftigt gældende for de
fleste af Kalmias patienter. De formår ikke at drage en grænse mellem arbejds- og privatliv og holder
således sjældent fri eller slapper af. Det er ganske simpelt hverken en norm eller legitimt.
Selvkritik
Når patienterne ikke kommer i mål eller mister kontrollen, vokser selvkritikken. Årsagen til det
altoverskyggende fokus på præstation, mener Linda og Bettina (Bilag 9, s.7), skal findes i vores kultur,
hvor vi fra barnsben ofte bliver rost og anerkendt for vores dygtighed og kunnen: ”det er jo meget kulturelt
bestemt, hvad er det man bliver præmieret for i vores samfund, og alle vil jo gerne have anerkendelse (…) og det får man
nogen steder mest ved at være dygtig og have styr på tingene og vise, at man kan klare meget, og så kan det ikke nytte
noget, at man er sådan en, der ikke kan tåle mosten vel?” (Bilag 10, s. 7). Det opfattes altså som uacceptabelt at
være en person, der ikke kan tåle lugten i bageriet, og normen om det virksomme menneske slår ofte de
stressramte i hovedet, når de resignerer i form af handlingslammelse. Både Karen, Søren og Kristina
udtrykker alle frustration over ikke at kunne være den dygtige medarbejder, som de var før i tiden: ”jeg
ville gerne en masse ting, men kroppen den havde fuldstændig sagt fra” (Bilag 13, s. 4). Søren udtrykker irritation
over at blive træt på arbejdet (Bilag 7), og Karen taler om det pres, hun føler i forhold til at skulle vende
tilbage på arbejdet. Hun føler ikke, at hun kan leve op til samfundets og sine egne forventninger, og
under en gruppesamtale bryder hun grædende sammen og deler sin frustration over at have arbejdet
hele sit liv og pludselig sidde med fornemmelsen af, at hun ikke kan noget som helst (Bilag 4). Det er de
omfattende præstationskrav, der ifølge behandlerne på mange niveauer konflikter med patienternes tab
af kontrol, når de resignerer pga. af en stressrelateret sygdom, og det er især deres insisteren på at
fastholde deres ambitiøse målsætninger til trods for det kroppens advarselssignaler, der fører til den
stressrelaterede sygdom.
Som vi ser det, befinder stresspatienterne sig således i et dikotomisk kontinuum mellem ikke-kontrol og
kontrol eller rettere mellem apati og handlekraft, og det er evnen til at balancere mellem de to poler, der
fremelskes i behandlingen. Patienterne omtaler flere gange vanskeligheden ved at acceptere, at de
befinder sig mellem netop disse yderpoler, hvilket blandt andet udtrykkes af Klaus, der finder det meget
vanskeligt at balancere mellem total ugidelighed og at leve op til ”burde” og ”skulle” (Bilag 1). Det
første, patienterne lærer i rejsen mod mestringen af denne balance, er den førnævnte accept, primært af
egen tilstand. Denne accept viser sig både som den holdning, patienternes narrativer mødes med i
gruppen, og som en holdning, de langsomt får til sig selv og deres egen energiforladte tilstand. Denne
accepterende tilgang lader til at være udslagsgivende for patienterne, hvilket blandt andet viste sig ved,
at Søren havde lært at sige ”nå ja” (Bilag 7) i de tilfælde, hvor han blev hurtigt træt på arbejdet. Tidligere
123

ville han være blevet irriteret på sig selv. Han synes stadig ikke om at blive træt, men han bebrejder sig
det ikke længere. Elise har haft en lignende oplevelsen af, at accepten af ikke at være toppen afholdt
hende fra at havne i et dybt, sort hul (Bilag 3). På denne led ser det ud til, at de bebrejdelser, patienterne
gør sig angående deres ‟slaphed‟, er med til at forværre deres tilstand og øge det pres, de ligger under
for. Den accept, behandlerne præsenterer dem for, lader altså til i al sin simpelhed at kunne fjerne en
del af presset og løsne lidt op for tilstanden. ”Jeg tror, de fleste ligesom får en accept og bliver flinkere ved sig selv
(…) måske skruer lidt ned for ambitionsblusset (…)”(Bilag 9 s. 7).
Ud over at hjælpe patienterne på vej til større accept, bliver de også opfordret til at arbejde på at få
integreret et mere positivt blik på sig selv, ved hjælp af et øget fokus på deres ressourcer og de ting i
deres liv, som rent faktisk fungerer. For som Linda påpeger, har de på grund af deres tilstand ofte en
tendens til at blive sortseere og betragte hele deres tilværelse som elendig. Behandler hjælper som
eksempel herpå Søren til at se, at han ‟er mere end sit arbejde‟ og får gennem en række spørgsmål
Kirsten til at indse, at der er adskillige tidspunkter i hendes liv, hvor hun ikke er ramt af angst (Bilag 3).
På denne måde forandres patienternes selvkritiske perspektiv stille og roligt.
Privatlivet og bagagen
Ud over at ligge under for det performative paradigmes præstationstendenser og det grænseløse
arbejdes flydende strukturer, beretter patienterne ofte om hændelser i privatlivet, som optager dem i
særlig grad. Elise er enlig med to børn, og ud over at dette i sig selv kan være krævende, har de to børn
særlige behov: ”Min datter har en kromosomfejl, som også har fyldt rigtig meget. Hun er 16 i dag, men er måske reelt
en 12-årig og har krævet masser af ting, som selvfølgelig også har været med til at gøre min hverdag meget stresset, fordi
hun ikke kan være alene hjemme og ting og sager, så jeg har skullet stresse hjem og nå ting og sager. Og for et år siden fik
min søn så en diagnose ADHD,(…) så jo en masse forskellige issues, som måske gjorde, at til sidst så sad jeg med
morgenkåben og kiggede ind i væggen og kunne ikke overskue hverdagen.” (Bilag 12, s.1-2). Således er det ikke kun
arbejdet, der har været afgørende for Elises tilstand, og ifølge Bettina er dette en generel tendens: ”(…)
der vil ikke være en eneste heroppe, som er kommet her, som har haft en fuldstændig fantastisk barndom, som har haft et
fuldstændig fantastisk velkørende ægteskab, og så gået ned med stress på arbejdet. Der er altid nogle andre ting med, som
jeg ser det i hvert fald(…)” (Bilag 9, s. 9). Patienterne skal hermed både håndtere et krævende job og
vanskelige forhold i privatlivet. Og de har som fremskrevet tidligere tilnærmelsesvist umuligt ved at
acceptere egne begrænsninger. Denne manglende accept forstærkes af de nye arbejdsindretninger, der
heller ikke giver megen plads til slinger i valsen, som vi ser det i Kristinas fortælling om, hvordan
hendes chef afviser hendes ønske om nedsat tid: ”jeg har brug for at komme ned i tid for en periode, sagde jeg til
ham (…) og så kunne jeg bare se på ham, at de havde andre planer med mig” (Bilag 13, s. 7).
124

Ømhed og omsorg
I gruppesamtalerne arbejdes der med en særlig kropslig tilgang, hvor patienterne får lov til at vise og
udleve deres sorg, tristhed eller vrede. I den forbindelse opfordres de ofte til at mærke efter og give slip
på det forsvar, der i andre aspekter af tilværelsen sikrer, at de ikke krakelerer og viser svaghed. At vise
svaghed og apati står i kontrast til de performative dyder, og derfor er det ifølge Linda magtpåliggende
ikke alene for patienterne, men for mennesker generelt, at opretholde en solid facade: ”Men også det her
med at man skal præstere, og man skal kunne klare så og så meget, og man skal jo ikke pive, vel, det er der jo også
mange, der har lært, lige fra da vi gik i børnehave, ikk’? At man skal kunne klare tingene, man skal være dygtig, det er
der mange, der lever efter” (Bilag 10, s. 7). Det er netop denne Kalmianske tilgang, der ifølge Linda adskiller
behandlingscentret fra andre traditionelle gruppeterapeutiske behandlingsformer: ” (…) og der er det her
anderledes, altså vi er mere aktive, vi snakker mere om, hvad vi mærker, hvordan det opleves i kroppen, tag åndedrættet
med, sæt fødderne i gulvet få noget jordforbindelse. Det snakker vi ikke om i striks analytisk gruppeterapi, så på den
måde er det anderledes” (Bilag 10, s. 5).
Som vi har nævnt tidligere, præsenteres patienterne også for en kropsterapeutiske praksis, der på
samme måde som samtaleterapien udgør et rum, hvor der er plads til alle de smertefulde erfaringer,
som patienterne bærer med sig. I begge behandlingstilgangene beskæftiger behandlerne sig med en
strategi, hvor patienterne får mulighed for at mærke den krop og de somatiske markører, som mange
oplever at have fremmedgjort. Behandlingsformerne bygger på en grundlæggende accepterende tilgang,
der står i opposition til performanskulturens dyder. På samme tid fokuserer behandlingen på nuet og
patienternes umiddelbare livsomstændigheder: ”I det hele taget arbejder vi enormt meget med, der er ikke noget,
der er rigtigt, og der er ikke noget, der er forkert. Og det tror jeg er enormt vigtigt, at der er en accept af bare at være i det,
der er lige nu og her i stedet for hele tiden at tænke arj, det kunne jeg gøre bedre, eller så kunne jeg gøre det, eller så kunne
jeg gøre det på en anden måde eller. Bare kunne være i det i nuet, bare kunne være i det, der er.” (Bilag 9, s. 12). Alle
følelser, symptomer og tanker tildeles en accept og rummelighed på Kalmia, og den resignerede krop
får på denne måde plads og lov til at ånde. Kombinationen af samtale- og kropsterapi giver således
patienterne mulighed for både at læsse verbalt af og at tildele den levende og sansende krop et frirum.
Behandlerne arbejder gennemgående med et fokus på kroppen og anbefaler, at patienterne i deres
daglige liv giver sig tid til velvære og pleje: ”Og vi gør jo meget ud af at sige, at folk skal gøre et eller andet, finde
på et eller andet, de synes er rart eller gå til massage eller ansigtsbehandlinger, eller whatever det nu kan være, noget som er
bare for dem, fordi mange af de her mennesker, de har givet og givet og givet, vi har jo også flere, som I har set, som har
syge børn eller, der har, så det er sådan nogle mennesker, som har ydet rigtig, rigtig meget, men ikke taget imod særlig
meget selv. Det er også noget med at give sig lov til at blive forkælet og blive rørt ved.” (Bilag 9, s. 10). Gennem deres
125

accepterende tilgang forsøger behandlernes således at vise patienterne, at det er legitimt og nødvendigt
at drage omsorg for sig selv.
I kropsterapien anlægger behandlingen et udpræget fokus på nuet og de kontekstuelle rammer, hvilket
blandt andet betyder, at patienterne får en pause fra hverdagens evigt foranderlige og flydende
konstruktionsbetingelser. Dette gør sig gældende i både Mindfulnessmeditationen og i kropsøvelserne,
hvor man lærer at lade tankerne passere og får mulighed for at koncentrere sig om kroppen.
Kropsbevidstheden øges langsomt gennem forskellige bevægelser samt fokus på og træning af
åndedrættet. Kalmias kropsfokus indebærer ifølge Bettina, at patienterne skal oparbejde et nyt venskab
med deres krop (Bilag 9, s. 7), og dette venskab vil, ifølge Linda, føre til en større kropslig tryghed og et
mere indgående kendskab til kroppens reaktioner: ”Men I fik mig lige til at tænke på noget andet, som jeg også
tror er vigtigt, hvis patienterne har meget dårlig kontakt med deres krop, så er det jo fremmed for dem. Og når så at de
får symptomer fra kroppen, og det kan være ondt eller svimmelhed eller angstanfald eller hvad det kan være, så opleves det
meget fremmed og skræmmende, fordi de ikke kender deres egen krop, de kender ikke deres egne reaktioner, kropslige
reaktioner, så det at have kroppen med og arbejde med den i behandlingen, bliver de også mere tryg ved deres egen krop, og
kender, lærer deres egne reaktioner at kende, og bliver ikke så skræmt over det, og kan tage imod det på en anden måde.
Det tænker jeg også er vigtigt, og man bliver mere, får en anden tillid til sig selv og sin egen krop, og de signaler, den giver”
(Bilag 10, s. 8). På denne led ses det, hvordan Kalmia i høj grad forsøger at arbejde med en krop, der
ikke er en adskilt og sekundær del af mennesket. Hvad der mere konkret foregår i forbindelse med de
kropslige tilgange på Kalmia, behandler vi mere indgående i det følgende temaafsnit.
Modstand og forandring
Nærmest i kontrast til den rummelige og accepterende tilgang arbejder Kalmia med en forandrende
metode. Bettina forklarer, hvorledes behandlerne gennem en slags provokation søger at få afdækket
”det, der er holdt tilbage” (Bilag 9, s. 4). Med en forandringsskabende teknik forsøger de at åbne op for
sammenhængen mellem patienternes emotionelle liv og deres forventninger til egen ydeevne for således
at oparbejde patienternes evne til grænsedragning. For at patienterne skal kunne give slip, konfronterer
behandlerne deres selvbillede og deres fortællinger om, hvad man skal være som menneske og ansat og
beder dem samtidig mærke, hvordan erkendelserne afstedkommer en kropslig reaktion. Omvendt og på
samme tid konfronterer de patienternes kropslige fornemmelser for at få begrebsliggjort følelsen og sat
den ind i en erkendelsesmæssig ramme. Det kræver imidlertid mod og energi at se på sine egne
begrænsninger og smertefulde nederlag, hvilket kan synes meget ømtåleligt for stresspatienter, som
126

netop lider under at være drænet for energi og finder det intimiderende at stille krav til sig selv – det er
jo netop disse indikationer, som kroppen har givet op overfor. I det følgende afsnit ser vi således
nærmere på denne udfordrende og forandrende metodiske tilgang.
Nødværge
Den forandrende tilgang viser sig allerede ved patienternes første møde med den gruppeterapeutiske
behandling. Det forholder sig generelt sådan, at patienterne, ifølge Bettina, ”dør af skræk” (Bilag 9, s. 4),
når de bliver informeret om gruppesamtalerne, hvilket underbygges af Kristinas udsagn om sit første
møde med gruppen: ”( … )Jeg har aldrig prøvet sådan noget før, det var totalt grænseoverskridende – det var det, det
var rigtig grænseoverskridende, det følte de andre også, fordi vi snakkede om det bagefter, eller senere hen i forløbet (…) jeg
kan huske, jeg ringede til Bettina efter den første gang og sagde, ved du hvad, jeg tror simpelthen ikke det der, det er noget
for mig, det der med at skulle sidde over for nogle andre og fortælle om min situation, jeg synes det, det har jeg det sådan
lidt skidt med(…)” (Bilag 13, s. 18). Behandlerne er bekendt med den indledende modstand, de møder
hos patienterne og mener ikke, det er ualmindeligt, at de finder det intimiderende at betro sig til en
samling fremmede eller bryde sammen i gråd, tværtimod: ”(…) vi er opdraget i et samfund, hvor følelser er
meget private. Det er de færreste, der har lyst til at græde på deres arbejdsplads og de færreste, der har lyst til at blive
meget vrede. I virkeligheden tror jeg de fleste hellere vil begynde at græde end at blive vrede, fordi det der med at blive vred,
det er virkelig ikke nogen ordentlig følelse, man må få lov til.” (Bilag 9, s. 4). Det kan derfor synes farligt for dem
at åbne op og vise sårbarhed, da det kan resultere i, at de positioneres som det svageste led i kæden;
som Foucaults udstødte. Men gradvist vender patienterne sig til formen. Dette betyder imidlertid ikke,
at forløbet ophører med at være intimiderende, idet behandlerne løbende afsøger de emner, der synes
vanskelige og smertefulde for patienterne. Det viser sig blandt andet ved, at de tager udgangspunkt i
patienternes aktuelle problemstillinger for derefter at slå ned på de emner, som fremstår særligt
relevante for patienten. Dette indebærer ofte en granskning af narrative udlægninger om tidligere
hændelsesforløb: ”(…) fordi der er en grund til, at man bliver ved med at havne i nogle besværlige situationer, og det
fører som regel tilbage til et eller andet tidligere, man har dårlige erfaringer med, eller bare at man har de erfaringer, man
har, dem slæber man jo med sig, man har nogle bestemte handlemønstre og måder at forholde sig til ting på, som man har
lært tidligt i sit liv. Men det afspejler sig jo, at jeg tænker, man kan ikke kun arbejde i nuet, og man kan ikke kun
arbejde i fortiden, tingene hænger sammen” (Bilag 10, s. 2). Derudover bidrager medpatienterne ligeledes med
konfronterende indspark, hvilket vi blandt andet var vidne til under en gruppesession, hvor Elise
konfronterede Klaus med, at hans søn var vred på ham. På trods af, at han blot havde nævnt det
flygtigt, mente hun, det måtte have stor indvirkning på ham. Denne kommentar fra Elise gjorde stort
indtryk på Klaus, der som reaktion herpå blev trist og følte trang til at græde (Bilag 3, s. 2). Ifølge
127

Bettina var reaktionen et gennembrud for Klaus, der sædvanligvis ikke viser tegn på sårbarhed og i al
almindelighed finder det vanskeligt at mærke sine følelser (ibid.). Både behandlere og patienter fanger
på denne måde forskellige nedslagspunkter og forfølger dem, blandt andet ud fra deres intuition: ”Det
kan jeg ikke sige, det fornemmer jeg bare, ikk’? Altså jeg fornemmer jo, vi er jo alle sammen følsomme over for forskellige
skift (…) stemningsskift” (Bilag 9, s. 5). I denne afkodning indgår fortællerens gestik ligeledes: ”(…) der er
for eksempel en, hun taler meget hurtigt, og så fornemmer jeg, der er et eller andet, og så siger jeg stop lige skat, prøv lige at
trække vejret, og så begynder hun at græde(…)” (Ibid.). Et andet eksempel på denne tydning af kropssprog
beskriver Bettina således: ”nogle gange kan du jo se nogen, som sidder sådan her (lyd af bevægelse fra Bettina) som
om de er på vej væk. Er du ved at løbe væk? Ja, de sidder sådan med benene og hjuler af sted, fordi de er ved at dø af
skræk, de vil i virkeligheden gerne løbe, og hele deres krop løber, men de sidder pænt i stolen og benene kører, det er bare
så tydeligt, ikk’, altså man kan se, de er ved at løbe væk bare ved at kigge på dem.” (Ibid.) Det står således klart, at
behandlerne gør aktivt brug af deres erfaringsbaserede og intuitive indskydelser og vurderer, hvornår
patienterne har brug for at komme mere i dybden med deres narrative udlægninger. Det gør sig især
gældende, når patienterne banaliserer en oplevelse. Som vi så det, da Beate forklarede, at det, der fylder
mest i hendes liv lige nu, er ”Noget så banalt som kærligheden” (Bilag 4, s. 23). Kærligheden lader altså ikke
til at være vigtig nok til at bruge tid på at tale om, men emnet mødes af behandlerne og de andre i
gruppen med engagement, accept og en spørgende nysgerrighed. Patienterne får på denne måde lige så
stille støtte i at tale om deres følelser, både gennem behandlernes uddybende spørgsmål omkring
følelser og gennem accept, når patienterne selv bringer det på bane. Der forsøges på denne måde i
gruppeterapien på at finde det følelsesmæssige udtryk for de fremlagte narrativer, og man kan i den
forbindelse sige, at de går ‟gennem hovedet ned i kroppen‟ og altså tager udgangspunkt i det sagte for at
nå ind til det følte. Måden, hvorpå dette tager sig ud, er ved at behandlerne beder patienterne ‟mærke
efter‟: ”(…) prøver at give dem en oplevelse af, hvad mærker du lige nu? Mange gange så er det netop, jeg har lige haft en
patient i dag, som får en enorm angst, den får hun så i stedet for sin vrede, får en masse angst. Prøver vi at lære hende at
begynde at blive lidt vred. Prøv at mærke efter, hvad er det, der sker i din krop, når du bliver vred, hvad kan du
mærke…” (Bilag 9, s. 4).
Vi ser her, hvordan behandlerne gennem intuitive fornemmelser får brudt patienternes modstand. En
modstand, der som tidligere handler om en manglende accept af egne følelser og behov – og særligt en
modstand mod svaghed. Behandlerne aner en uoverensstemmelse mellem de talte ord og det kropslige
udtryk og forfølger deres indskydelse i forsøget på at finde skæringspunktet.
128

Den fraværende krop
At ‟mærke‟ sin krop og at registrere kroppens signaler er adskillige af Kalmias patienter, ifølge Linda,
helt uvant med: ”(…) mange (…) har rigtig rigtig dårlig kontakt til deres krop (…) at have kontakt med følelser og
det man mærker, det har ikke været noget, de har lært(…)” (Bilag 10, s. 7). Klaus får i en gruppesamtale stillet
til opgave at bruge den kommende uge på at mærke, hvad der i hverdagen sker i hans krop. Han
fortæller i den forbindelse, hvordan det forekommer ham abstrakt, og at han ikke er vant til at mærke
sig selv kropsligt (Bilag 3, s. 1). På samme vis fortæller Beate under en kropsterapisession, at hun har
dårlig kontakt til sin krop og finder øvelserne svære at udføre (Bilag 5, s. 1). Det symptomatiske for
patienterne på Kalmia er for det meste denne manglende evne til at registrere somatiske markører, og
det kommer ifølge Bettina blandt andet til udtryk ved, at flere patienter som i Klaus‟ tilfælde,
fuldkommen overhører kroppens signalsystem: ”der er jo nogle af dem, som ikke mærker noget som helst.”
(Bilag 9, s. 11). Flere patienter kunne sågar ikke mindes, at de rent faktisk havde følt en række
stresssymptomer, før de blev syge: ”(… )når de kommer og begynder at fortælle om, hvordan det hele er opstået, og
man spørger (…) jamen, har du slet ikke haft det dårligt, har du ikke haft problemer med at sove, har du ikke haft ondt
i maven eller hovedpine, jamen så kan de jo remse en masse ting op, som de egentlig har haft i lang tid, men som de sådan
har slået hen og ikke rigtig lagt mærke til(…)” (Bilag 10, s. 6). Charlotte forklarer, at der er sket en adskillelse
mellem krop og psyke: ”Vi har fjernet os meget fra kroppen, så har den været sådan et instrument i nogle år tænker
jeg, et instrument til at præstere. Men det her med værensdimensionen, det kan være nyt land, man skal betræde. Og igen
vil jeg sige, man har haft sine gode grunde til at lukke af, det er det, man hele tiden skal have med sig, alle har haft nogle
gode grunde til at lukke af, hvis det er det, de har gjort. Fordi det har været en del af en overlevelsesstrategi, der er noget,
der har været så svært at mærke på, så man har måttet lukke af for det på en eller anden måde, ikk’?” (Bilag 11, s.
12). Denne udlægning er enslydende med det forhold, at patienterne underkender kroppens tilstand i
forsøget på at leve op til forventningerne fra samfundet, arbejdspladsen og dem selv.
Kalmias behandlere er således enige om, at patienterne skal have etableret en form for
kommunikationskanal mellem krop og tanke. De mener ikke, det er tilstrækkeligt at gå gennem hovedet
og det talte, hvorfor de i kropsterapien forfølger den modsatte vej og går gennem kroppen for at finde
ord for det følte. Også her kan man tale om, at behandlerne anvender en konfronterende tilgang, idet
kroppens liv på flere måder fremstår som utilgængeligt terræn for patienterne, og derfor virker det
overvældende og intimiderende for dem at bevæge sig ”ind i kroppen”. Det viser sig blandt andet ved,
at mange patienter oplever angstanfald, hyperventilation, hjertebanken, hovedpine og svedeture, når de
starter ud med kropsterapien. Charlotte beretter, at disse reaktioner er ganske normale (Bilag 11, s. 2),
når man tager i betragtning, at det er særdeles ualmindelig adfærd for dem: ”(…) for nogen vil det jo være
129

altså at indtage et land, man har forladt, for der er, der bliver også i vores samfund lagt vægt på mentale færdigheder.”
(Bilag 11, s. 12). I overensstemmelse med det dualistiske samfundssyn instrueres vi fra barns ben i at
være i hovedet, og derfor forekommer det tilnærmelsesvis ‟naturligt‟, at patienterne yder modstand mod
at mærke kroppens signaler og at se den som andet end en performende krop. I den sammenhæng
beskriver Linda, hvordan en manglende forståelse for kroppens reaktioner (eksempelvis i forbindelse
med stress) medvirker, at dens signaler fremstår skræmmende, men at man gennem deres
behandlingsform får oparbejdet et kendskab og en tillid til kroppen (Bilag 10, s. 8). På et overordnet
plan kan man tale om, at behandlerne forsøger at afstemme følelse og historie. Det viser sig i
gruppesamtalerne ved, at behandlerne ofte fremprovokerer en følelsesmæssig reaktion, når en
fortælling om eksempelvis smertefulde oplevelser ikke medfører et emotionelt udtryk. Under
kropsterapien forsøger de på omvendt vis at relatere det følelsesmæssige udtryk med sproget, hvilket vi
gentagne gange oplevede, når vi blev bedt om detaljeret at beskrive de manifestationer, der opstod
under øvelserne (Bilag 5). Charlotte fortæller, at denne sammenkædende tilgang har den virkning, at
kropslige fornemmelser og sansninger bliver tydeligere for patienterne: ”det (…) gør jo også, at der er noget,
der er blevet tydeligere og mere håndgribeligt på en eller anden måde. For mig hænger det vældig godt sammen, og bærer i
samme retning. Ting indeni som er diffuse, virker urovækkende, hvis du kan sætte ord på det, bliver det mere, mindre
urovækkende, bliver det mere tydeligt og på den måde lettere at forholde sig til (…). At sætte ord på skaber klarhed,”
(Bilag 11, s. 11). I den forbindelse spiller metaforen og billedliggørelsen en betydningsfuld rolle, idet
denne begrebsliggørelse kan danne bro mellem det italesatte og det kropsligt sanselige og følende:
”Jamen det tænker jeg, det er noget, som er kendt gammel viden, altså det ligger jo i vores sprog, som at alle kender til det
her med at halsen snører sig sammen, når man bliver ked af det, eller man får en klump i halsen, når man bliver ked af
det, eller man har sommerfugle i maven, når man er spændt eller der er noget, man glæder sig til, at det kan føles som om
tæppet bliver revet væk under fødderne på en, og man bliver chokeret eller man kan ryste som et espeløv, hvis man bliver
bange ikke? Så det her med at følelserne har et fysisk udtryk i vores krop og at vi gennem kropslige sansninger mærker
vores følelser…” (Bilag 11, s. 1). Metaforen viser, som tidligere behandlet, tilbage til materialiteten og
understøtter således hensigten om at skabe en relation mellem det erkendelsesmæssige og det, for
mange, abstrakte kropslige landskab. Som det fremgår af vores deltagende observationer, fandt vi det
svært at sætte ord på vores reaktioner under kropsterapien, men oplevede samtidig, at italesættelsen
skabte bindeled mellem det følte og vores refleksion (Bilag 2+5). Desuden betragtes alle de kropslige
manifestationer generelt som ‟legitime‟ og værdibærende og udgør derfor et centralt element ved
tillæringen af kropsbevidsthed. Ud over blot at italesætte kropslige fornemmelser ser vi også, hvordan
der i kropsterapien ved hjælp af BAT tegnes et ‟billede‟ af kroppen. Vi ser, hvordan der i BAT bliver
taget udgangspunkt i fundamentet i kroppen (føddernes kontakt med gulvet), i maven som kroppens
130

kroppens centrum og til en samlende midterlinje ned igennem hele kroppen. Disse metaforiske
retningslinjer medfører, som vi ser det en indre forestilling om kroppen, en forestilling om kroppen
som et sammenhængende hele. Dette billede kunne vi selv fornemme til kropsterapien (Bilag 5, s. 2), og
denne måde at forestille sig samlende linjer, et styrkende centrum og et stærkt fundament i kroppens
indre, lader til at have samme virkning, som de bærende strukturer har i et hus. Selvom vi har et solidt
bærende skelet i kroppen, lader det ikke til at være nok, hvis ikke fornemmelsen af noget bærende er der.
Denne bærende fornemmelse bliver udbudt i kropsterapien ved hjælp af disse metaforiske billeder.
Genopbyggende og præventive redskaber
Som det fremgår af ovenstående, arbejder man på Kalmia med en samlende strategi, der skal sikre, at
kommunikationen mellem krop og tanke integreres. Hensigten er, at patienterne får oparbejdet et
beredskab, som kan imødekomme belastende situationer under og efter endt behandling: ”(…) det er
vigtigt i forhold til at forebygge, det er vigtigt i forhold til, at vedkommende bliver opmærksom på, at kroppen faktisk giver
nogle signaler (…)” (Bilag 10, s. 6). Charlotte forklarer på samme måde, at behandlingen forsøger at
hjælpe patienterne til at bryde mønstre, der har en belastende indvirkning på dagligdagen: ”Og det tænker
jeg også på i forhold til de her patienter, at de får en mulighed for at få øje på ting, handlemønstre, tanker hos sig selv, som
de kan forholde sig til, konstruktivt og med bevidsthed, at man ikke, hvad skal man sige, bevidstløst handler, som man
har gjort tidligere” (Bilag 11, s. 8). Behandlingen tilsigter således både at hjælpe patienterne gennem et
vanskeligt forløb med en krævende stressrelateret sygdom og tilstræber på samme tid at forberede
patienterne på en tilbagevenden til arbejdsmarkedet. Patienterne efterspørger i den forbindelse en
række ”redskaber”, som de kan gøre brug af i deres fremtidige virke på egne ben, hvorfor Kalmia især i
den forbindelse arbejder med kroppens signalberedskab: ”Rigtig mange kommer og siger, arj, jeg vil så gerne
have nogle redskaber. Jeg var ikke klar over, helt præcis hvad det er for nogle redskaber, de gerne vil have, men hvis jeg
endelig skal give dem et redskab, så er det muligheden for at kunne blive bedre til at lytte til deres krop. At de kan bruge
deres krop som et stressbarometer, til hvordan de har det. I stedet for at de bare, fuldstændig målrettet køre [videre].”
(Bilag 9 s. 2). Det, patienterne efterspørger, er teknikker eller værktøjer til at slippe ”stramningen”, og
turde give slip på den kontrol, det kræver at få arbejdsliv og andet liv til at hænge sammen, og det, de
hovedsagligt tager med sig fra Kalmia, er færdigheden til at ”tage temperaturen” på egen tilstand ved
blandt andet at trække vejret og mærke kroppens signaler: ”Så stopper jeg lige op, uden at jeg svarer med det
samme, stopper lige op engang, lige giver mig selv roen og mærker efter, om jeg har en god mavefornemmelse, og siger, er det
ok for dig i dag, eller er det ikke, er det ok for dig i dag, kan du overskue det, kan du rumme det?(…) så mærker jeg
med min mavefornemmelse, hvad den siger mig. Og finder roen, for hvis jeg ikke har roen, så kan jeg ikke finde svaret”
(Bilag 13, s. 29). At finde roen ved at være lydhør over for de manifestationer, der viser sig i kroppen,
131

fremstår således som et centralt skæringspunkt i behandlingen. På denne led kan man tale om, at den
førnævnte hybridforståelse af mennesket fremelskes på Kalmia som vejen til et afbalanceret liv.
Den Kalmianske Balancekunst – en diskussion
Modmagtsteknik
Som det fremgår af den analytiske behandling, arbejder Kalmia med en samlende strategi, der skal sikre,
at kommunikationen mellem krop og tanke integreres. Behandlingen henvender sig til patienter, der
lider under en stressrelateret sygdom og har været nødsaget til enten helt eller delvist at opgive deres
arbejdsliv. Som nævnt betales selve behandlingen af enten Hørsholm Kommune, arbejdspladsen eller
forsikringsselskaber. Begrundelsen for, at Hørsholm Kommune yder støtte til behandlingen, er ifølge
Anne Ehrenreich for at få patienterne tilbage i arbejde og nedbragt et stigende sygefravær (Bilag 15).
Med et Foucauldiansk blik kan Kalmias behandling sidestilles med andre biomagtslige teknikker, der
retter sig mod et individuelt niveau, hvor borgeren disciplineres til at cope med belastende vilkår i
arbejdslivet. Som vi tidligere har vist, er denne tilgang ifølge SIF og vores undersøgelse kendetegnende
for den danske stressindsats. Men efter behandlingen på Kalmia er det ikke blot en føjelig og duelig
krop, der returnerer til arbejdspladsen, det er derimod en ansat, der har oparbejdet en række
modmagtsteknikker, som på flere måder står i opposition til kravet om eksempelvis omstillingsparathed
og fleksibilitet. Det er netop på dette punkt, at Kalmias behandling adskiller sig fra andre terapiformer
og stressbehandlinger, der hovedsagligt beskæftiger sig med samtale og medicinering. I behandlingen
oparbejdes som beskrevet kroppens agens gennem raffinering af det somatiske signalsystem, og
patienterne tildeles således en færdighed til at registrere egne begrænsninger og handle derefter.
Behandlingen centreres således omkring en omskoling af patienter, der synes at have vanskeligt ved at
håndtere konflikten mellem på den ene side deres egne ambitioner og arbejdsmæssige krav og på den
anden side kroppens resistenspunkt. Kalmia tager i flere tilfælde også kontakt til enten arbejdsplads
eller sagsbehandler med henblik på at få folk i behandling eller eventuelt at forlænge et igangværende
forløb. De hjælper desuden patienterne med at italesætte deres tilstand, og dermed skabes der forståelse
for de arbejdsmæssige begrænsninger, som stresssygdommen afstedkommer. Som det fremgår,
diskuterer gruppen løbende arbejdsforhold og åbner op for en refleksion, hvor patienterne kan foretage
ændringer i deres måde at tænke om arbejdet på. Det fører i mange tilfælde til en række
arbejdsomlægninger og anderledes prioriteringer i dagligdagen: ”Ja, det gør vi, og vi har også tilbudt flere af
patienterne, dem, der er der lige nu, de er jo sygemeldte, de er ikke aktuelt på en arbejdsplads, og flere af dem er ikke i
132

arbejde så, vi har tidligere har haft flere, som både dels har været i arbejde, men som har været sygemeldt fra arbejdet, eller
deltidssygemeldt og skulle tilbage på samme arbejdsplads, og der har vi snakket meget om, hvad er det for nogle forhold på
dit arbejde, som du nu kan se, efter vi har arbejdet med det, fundet ud af, hvad er det for nogle ting, som er belastende, og
hvad er det for nogle ting, du har svært ved, og hvordan skulle det så tilrettelægges, for at du ikke bliver stresset af det,
eller for at tingene kunne fungere bedre, og i nogle tilfælde har de selv gået ud og taget et møde med arbejdsgiveren og fået
snakket om de her ting, og fået ændret på det, og (…) der har også været tilfælde, hvor vi har tilbudt at tage med til en
samtale med arbejdsgiveren” (Bilag 10, s. 10). Man kan som udgangspunkt rette en kritik mod
behandlingstilbud, der retter sig mod et individuelt niveau og argumentere for, at man i stedet bør
fokusere på en forebyggende indsats, der inkluderer politiske og organisatoriske ændringer. Men som vi
ser det, kan man gennem denne oparbejdelse af modmagtsteknikker starte en bevægelse nedefra, hvor
folk selv kan sætte grænser for, hvor meget de vil investere af sig selv i arbejdslivet. Når det er sagt,
ønsker vi at bidrage med en række betragtninger, der forhåbentlig kan afstedkomme en refleksion over
egen praksis og dermed åbne op for en yderligere raffinering af behandlingsmetoden på Kalmia. Vi vil
derfor i det følgende se lidt nærmere på en række forhold, som vi har ”studset” over under vores
ophold på stresscentret. Disse iagttagelser har vi diskuteret mere indgående med behandlerne på stedet
og efterfølgende implementeret deres betragtninger i analysen.
Homo duplex
På flere niveauer forsøger Kalmia med vores formulering at ophæve parentesen og skrive kroppen ind i
det performative paradigme. Fremgangsmåden tilsigter i den sammenhæng at fjerne den dualistiske
adskillelse mellem krop og psyke og i stedet arbejde med det, vi har valgt at betegne som en
hybridtanke. Det inkluderer grundlæggende et forsøg på at danne bro mellem det italesatte og følte,
hvilket ifølge Bettina har til hensigt at samle de fragmenterede stresspatienter: ” Fordi hvis man har levet
under meget stress, så vil man helt klart have en oplevelse af at være blevet fragmenteret, så det er utrolig vigtigt, at man
får, ligesom samlet…” (Bilag 9, s. 12). Men som vi har erfaret ligger dualismen dybt integreret i sproget, og
det forekommer vanskeligt, ikke blot for patienterne, men også for behandlerne og os som
forskersubjekter at undslippe udtalelser, som adskiller psyken fra kroppen. Det hænder ofte, at
deltagerne i interviewene enten henviser til en psykisk tilstand eller omtaler kroppen som en størrelse,
der er uafhængig af os. Det er faktisk umuligt ikke at tale i disse termer, hvis man ønsker at gøre sig
forståelig på dette område. Og derfor er man rent pædagogisk henvist til at tale om tanke og krop som
to adskilte størrelser: ”det, der foregår mellem ørerne, det kan man også mærke i kroppen” (Bilag 10, s. 10); ”Og
det mellem ørerne påvirker hele kroppen også, men kroppen har jo også et liv” (Bilag 9, s. 5). Problemet med den
slags kollektive italesættelser er, at de institutionaliseres i hverdagssproget og sideløbende forankres
133

mere konkret i den måde, hvorpå vi indretter os socialt. Dette forhold gør sig ligeledes gældende på
Kalmia, der mere eller mindre ufrivilligt adskiller samtaleterapien fra kropsterapien. Som tidligere
behandlet kombinerer og inddrager behandlerne teknikker fra de to tilgange på Kalmia, henholdsvis
krops- og samtaleterapi, hvor de eksempelvis gør brug af den accepterende tilgang fra kropsterapien i
samtalerne. Men der forekommer ifølge behandlerne ikke en egentlig metarefleksion over de oplevelser,
patienterne har de forskellige steder: ”Nej, det har vi faktisk ikke gjort så meget, og det er et meget godt spørgsmål,
fordi det tænker jeg faktisk kunne være vigtigt at gøre, altså engang imellem så har vi spurgt til, nå jamen den her
fornemmelse, er det noget, du også har haft kontakt med i kropsterapien, eller er der nogle øvelser i kropsterapien, du har
erfaring for kan hjælpe, når du har det sådan” (Bilag 10, s. 9). Til trods for, at Kalmia netop forsøger at lave
en samkøring af krop og psyke, forekommer der således en gennemgående diskrepans mellem de to
tilgange, som ifølge Linda hovedsagligt skyldes en organisatorisk fejl: ”(…) Så det tror jeg mere er et
organisatorisk problem, som så kommer til at gå ud over behandlingen” (Bilag 10, s. 10). Når vi har spurgt ind til
disse forhold, har behandlerne generelt haft lidt svært ved at forklare denne adskillelse, og som Bettina
siger, er det forekommet mere eller mindre automatisk: ”Vi har slet ikke tænkt over det, andet end at det er
noget, der kører, det kører ligesom for sig” (Bilag 9 s. 14). Adskillelsen ser behandlerne som funderet i et
organisatorisk problem, men i denne sammenhæng er det vigtigt at overveje, hvorvidt det kan skyldes
en socialt integreret og diskursiv opdeling mellem krop og psyke – på samme måde, som det gør sig
gældende på universiteterne og andre institutioner i den samfundsmæssige kontekst, jf. tidligere
behandling. Forskellen kan desuden ses i den tidsmæssige prioritering af de to tilgange, hvor samtaler
på både individuelt og gruppeniveau forfordeles. Psy-ekspertisen med dens samtalefokus tildeles en
primær rolle i behandlingen, og kropsterapidelen tilskrives ikke en position som egentlig terapi: ”Hvis du
kommer ind med begge, du laver ikke egentlig terapi i kropsterapien, på den måde at du sidder ikke bagefter og laver
(…) terapi på det” (Bilag 9, s. 15). Kropsterapien har ifølge Bettina primært til hensigt at opøve
patienternes færdigheder til at lytte til kroppen og styrke sanserne: ”Det er ikke det, der er pointen med
det[terapi], fordi det er meget med at styrke folks sanser, de fleste mennesker er ikke særligt gode til at sanse” (ibid.).
Det lader på denne baggrund til, at samtaleterapien prioriteres højere end kropsterapien, der
hovedsagligt fungerer som et supplement til samtalebehandlingen. Linda mener, at den manglende
samkøring også kan skyldes en for begrænset kommunikation mellem behandlerne på stedet: ”Og det har
du fuldstændig ret i (…) vi ikke været gode nok til at snakke sammen (…) fordi vi gør det på Stolpegård nemlig, så det
er jo ikke fordi, vi ikke synes, det giver mening. Men jeg tror simpelthen, det også er et spørgsmål om, at vi jo ikke er her
hele tiden, og derfor så har vi ikke haft nok møder sammen med Charlotte for eksempel, så vi har ikke snakket nok
sammen om det” (Bilag 10, s. 9). Som Linda i dette udsagn gør opmærksom på, har de i deres tidligere
fælles arbejde på Psykoterapeutisk Center Stolpegård, gjort mere aktivt brug af erfaringerne i de to
134

ehandlingstilgange. De har ifølge Linda haft gode erfaringer med netop den slags samkøring, hvorfor
hun heller ikke er afvisende over for et mere integreret samarbejde på tværs af de to tilgange.
Som vi har været vidne til på stedet, oplever patienterne en række kraftige reaktioner, når de deltager i
kropsterapien. Dette kan hænge sammen med, at de har placeret samtale- og kropsterapien på samme
dag. De kraftige reaktioner kan så skyldes, at det er for udmattende at indgå i begge terapiforløb på
samme dag, måske fordi erkendelserne fra samtaleterapien tidligere på dagen forstærkes i kropsterapien,
hvorfor både behandlere og patienter ønsker at placere de to sessioner på forskellige dage, gerne i hver
sin ende af ugen: ”(…) det bliver for meget altså rent tidsmæssigt – sådan for hårdt, altså folk kan simpelthen ikke
rumme, og mange af de her mennesker kan ikke klare det, mange af dem, det er helt klart vores oplevelse, at mange af
dem her de går hjem og sover, fordi det simpelthen for dem har været så anstrengende at være i terapi” (Bilag 9, s. 14).
Når vi under samtalen med Bettina spørger yderligere ind til adskillelsen, og hvorfor de ikke
kombinerer de to tilgange, forklarer hun, at de er varsomme med at foretage en for dybdegående terapi,
hvor man kan risikere at skade patienten: ” Ja, altså vi kan jo ikke, vi er nødt til at holde os til, hvad fylder mest
lige nu og her, fordi vi kunne godt gå ind og sikkert grave en masse spændende historier op hos rigtig mange af dem, men
det er jo ikke det, altså så har vi jo ikke gjort de der patienter en tjeneste. Hvis vi afleverer dem i en dårligere stand, end
da de [kom]” (Bilag 9, s. 15). Det handler desuden om et ressourcemæssigt spørgsmål, hvorfor
behandlerne er nødt til at begrænse behandlingen, så de kan opnå et godt resultat inden for de 10
ordinerede sessioner (ibid.). Ikke desto mindre arbejder de som fremskrevet tidligere i
samtalebehandlingen med en konfronterende tilgang, hvor de tager afsæt i en granskning af en række
særligt smertefulde og vanskelige forhold, og det kan derfor synes mærkværdigt, at de ikke integrerer de
to tilgange i større udstrækning. Til kropsterapien lærer man at mærke sin følelsesmæssige tilstand og
identificere det emotionelle ophav, dvs. at man eksempelvis lærer at registrere sin nervøsitet og forklare,
hvor i kroppen den manifesterer sig, men man får ikke sat ord på årsagen til nervøsiteten. En
metarefleksiv tilgang kan derimod sikre Kalmias forsøg på at skabe en samlende tilgang, hvor man ikke
blot finder følelsen ”bag” ordet, men i lige så høj grad finder ordet ”bag” følelsen. Det betyder ikke, at
man nødvendigvis må benytte en mere dybdegående behandling, men blot tage afsæt i de umiddelbare
følelser og sætte dem ind i en begrebsmæssig referenceramme. Man kan fastholde patienternes initiativ
til at diskutere de ting, der optager dem, men også åbne for en diskussion i gruppen af de erkendelser,
de har gjort sig i kropsterapien. Ved at forfordele samtaleterapien og gennem samtalen finde det
følelsesmæssige korrelat til et udsagn havner man efter vores overbevisning i en envejskommunikation
fra psyke til krop. Men hvis man samtidig med omvendt fortegn gennem bevægelse og meditation
finder frem til en fornemmelse eller følelse og derefter finder det sproglige korrelat, favner man begge
former for kommunikation – en kommunikation, der i bund og grund hænger uløseligt sammen.
135

Vi har efterfølgende diskuteret disse synspunkter med behandlerne, som ikke mener, at en decideret
samkøring af de to former vil være gunstig. De forklarer, at det vil være forstyrrende, hvis man i
kropsterapien begynder at tale mere, end man allerede gør. De forklarer dette ved, at det afgørende
fokus på nuet vil blive spoleret ved større refleksion og samtale. Derudover vil det virke forstyrrende i
samtaleterapien pludselig at skulle meditere eller lave øvelser, og det vil ødelægge patienternes
fortællinger. De mener dog, det kunne være gavnligt, at de (behandlerne) foretager metareflektioner
over, hvad der sker til kropsterapien og gruppeterapien. Desuden er behandlerne af den overbevisning,
at patienterne automatisk foretager koblingen mellem erfaringer erhvervet til henholdsvis gruppeterapi
og kropsterapi, uden at disse nødvendigvis skal italesættes. De mener dog ikke, det ville være skadeligt,
hvis patienterne i større udstrækning bringer emner fra kropsterapien op i gruppeterapien uden at lave
en styrende dagsorden for, hvad der kan og skal siges (Bilag 19).
Terapeutisering
Som tidligere beskrevet placeres patienterne i en gruppe, hvor de både får mulighed for at læsse af og
blive konfronteret med de svære emner, der ligger til grund for deres aktuelle tilstand. Her kan
patienterne sparre og spejle sig i hinandens fortællinger og samtidig kritisere og rose hinanden. I denne
sammenhæng forekommer der er en række positioneringsmæssige dynamikker, hvor både behandlere
såvel som deltagere for lov til at ”terapeutisere” på vegne af hinanden. Det indbefatter, at patienter fra
tid til anden indtager behandlernes position og retter kritiske spørgsmål eller kommentarer til deres
medpatienter: ”(…) vi oplever jo tit som terapeuter, vi synes jo, det er guld, når nogen af de andre går ind og siger noget
terapeutisk, fordi det er lige, som om at når de siger det, så får det en anden vægt, end når det er os, for vi er de
professionelle, fx en dag så sidder Linda og provokerer, og så sidder de andre og accepterer det lidt, for det er jo det, hun
bliver betalt for, ikke, men sådan behøver det jo ikke være, hun er jo et menneske, men når andre så får sagt noget, der
provokerer lige så meget, så hov er der også andre der tænker sådan. Vi er jo de professionelle vi kan tillade os ret meget,
men når de andre så lige pludselig siger noget, ah så lytter de” (Bilag 9, s. 3). Det har ifølge Linda af og til en
mere tungtvejende betydning end, når de som behandlere ytrer sig: ”Det har en helt anden betydning, når det
er en medpatient, der siger det, end hvis det er en af terapeuterne, der siger det” (Bilag 10, s. 4). Vi har i den
forbindelse spurgt ind til denne fremgangsmåde og har undret os en kende over de positioner, som
deltagerne tilbydes i interaktionen. Behandlerne benytter sig af en autoritativ psy-ekspertise, som i
gruppesammenhængen ”udliciteres” til patienterne. Som vi tidligere har beskrevet, foregår der de facto
en gennemgående psykologisering, hvor mange folkepsykologiske antagelser bliver bragt i spil af
ukvalificerede aktører. Vi har i gruppesamtalerne observeret, at mange af patienternes tolkninger af
hinanden knytter an til disse folkepsykologiske forståelser, herunder især psykoanalytiske
136

egrebsliggørelser. Vi har derfor spurgt ind til, hvad behandlerne gør for at undgå en ukvalificeret
psykologisering, der indprenter sig i patienternes selvforståelse. I den forbindelse fortæller både Bettina
og Linda, at de beder patienterne om at være kritiske over for udmeldinger fra andre patienter: ”vi gør os
i det hele taget meget, meget umage med at prøve at sige til folk, at de skal tage imod det, der bliver sagt, smage på det, og
spytte det ud, hvis de ikke kan bruge det. Man skal ikke bare ukritisk lytte, heller ikke til, hvad vi siger, for vi kan lige
så vel være gal på den” (Bilag 9, s. 4). Ikke desto mindre har vi i gruppeforløbene bidt mærke i, at der ofte
psykologiseres uden indgriben fra behandlerne, og hvis patienternes holdningstilkendegivelser vejer
tungt, mener vi, det kan være fornuftigt at være mere opmærksomme på disse positioneringsmæssige
forhold.
Behandlerne mener ikke umiddelbart, at der bliver sagt noget upassende, uden at der samles op på det,
men er åbne over for, at vi som udefrakommende måske ser nogle andre ting, og de vil derfor tage
vores observationer og vurdering op til overvejelse (Bilag 19).
Kendskab til arbejdsmarkedet
Som det fremgår af en række tidligere analytiske betragtninger, fokuserer man i gruppesamtalerne
meget på patienternes forhold til arbejdet, herunder især forholdet til egen præstation på jobbet, men
også forholdet til arbejdsgivere og kolleger. I den forbindelse diskuterer de også arbejdsindretninger,
men kun til en vis grænse. I vores interview med behandlerne har vi bedt dem sætte ord på de forhold i
arbejdslivet, der fører til stress, men det synes en kende vanskeligt helt at få klarlagt, hvad de mener, er
de aktuelle omstændigheder, der kendetegner det moderne fleksible arbejde.
Behandlerne kan med fordel fokusere mere indgående på de arbejdsindretninger og normative
fordringer, der ligger i patienternes arbejdsliv. Det forudsætter imidlertid et mere indgående kendskab
til de nyere struktureringer i arbejdslivet. (Bilag 10, s. 10). Vi mener derfor, at det kan være givtigt at
arbejde ud fra et mere indgående kendskab til de nye indretninger i arbejdslivet.
Retlig modmagt
Vi mener desuden, behandlerne med fordel kunne have en juridisk konsulent tilknyttet. Da vi i
behandlingsforløbet har erfaret, hvordan patienterne ofte oplever forholdet til arbejdsgiveren eller
sagsbehandleren som problematisk og lader til at have dårlige erfaringer med situationer, hvor de skal
forhandle sig frem til forhold, som passer dem bedre. Hvis Kalmia gerne vil tildele deres patienter en
række modmagtsteknikker, kan de hjælpe dem til at argumentere bedre for deres sag over for systemet
ved blandt andet at kende deres rettigheder og muligheder.
137

Opfølgning
Når forløbet afsluttes, står patienterne tilbage med en færdighed til at registrere deres behov og
begrænsninger, men kommer samtidig tilbage i et system, hvor der sjældent gives plads til den slags
”føleri”. Kalmia kan af ressourcemæssige årsager ikke følge op på patienternes tilbagevenden til
arbejdsmarkedet, og derfor står de igen alene: ”Det er der ikke [opfølgning], det er der ikke, så med nogen har
vi så, men det er jo også fordi, der er jo nogen, der skal betale for dem, og med nogen, der har vi haft nogle opfølgende
individuelle samtaler ikke, og andre de er holdt op. Nogle gange så har vi haft aftaler med dem, om at de kan ringe, ikke,
det er jo bare, fordi vi også synes, det er, vi vil godt sådan lige følge dem lidt på vej, ikke?” (Bilag 10, s. 12). Som
Bettina beskriver det, tager patienterne imidlertid erfaringerne fra gruppen med sig og gør brug af deres
erkendelser i deres fremtidige virke: ”Det er noget af det, som er gruppeterapiens utrolige styrke, det, der så sker
efter folk har forladt gruppen, det er, at de tager faktisk gruppen med sig, så mange gange, så vil de lige som inde i sig selv
sige, hvad ville den have sagt til det, og hvad ville den have sagt til det” (Bilag 9, s. 3). Som vi tidligere har
behandlet, gør dette sig gældende for Kristina, der, som nævnt, gør aktivt brug af redskaberne i sit liv
efter behandlingen på Kalmia.
Vi mener at et opfølgende arbejde vil være fordelagtigt for Kalmia. Ikke kun for at hjælpe patienterne
på fode, men også for at kunne dokumentere stressbehandlingens resultater. Denne tilgang anvendes
blandt andet i Sverige, hvor eksempelvis ”Stressmottagningen” gennem opfølgende undersøgelser kan
dokumentere deres helbredelsesprocent. En sådan dokumentation kan lette ansøgninger om tilskud og
bidrage til en politisk diskussion om behandlingens anvendelighed.
Behandlerne fortalte os dog på mødet, at de efterfølgende har efterforsket hele rækken af tidligere
patienter, som har gennemgået et længerevarende behandlingsforløb (ti uger) og fundet, at 2/3dele af
dem er tilbage i arbejde (Bilag 19).
Disponeret for stress?
Som tidligere berørt, arbejder behandlerne generelt med en tese om, at patienternes historie og de ting,
de bærer med sig i bagagen ofte har stor betydning for, hvor vidt de bliver stressede eller ej, og hvordan
de håndterer det. Linda, Bettina og Bo Netterstrøm fortæller, at de fleste af deres patienter ikke kun
lider under arbejdsrelaterede belastninger, men at uforudsete hændelser i privatlivet ofte er
udslagsgivende for deres stresstilstand (Bilag 9+10+18). Bettina understreger i overensstemmelse med
vores tidligere redegørelse, at man ikke kan generalisere, hvad der ligger til grund for stress, men at det
derimod kan skyldes mange individuelle faktorer. Samtidig gør behandlerne opmærksom på, at nogle
mennesker er særlig disponerede for stress, hvilket skyldes deres personlige forhold og historik: ”Vi har
138

ikke en tærskel for, hvornår vi bliver stressede, men for nogen vil den ligge lavere, fordi de er så belastede på andre
områder også, de har nogle andre ting med sig, de har nogen historier med sig, og stiller måske nogle helt vildt store krav
til sig selv” (Bilag 9, s. 9). Samme udlægning finder vi hos Charlotte, der mener, at menneskers sårbarhed
i forhold til stress ofte skyldes en række sociale, mentale og biologiske omstændigheder: ”vi har forskellig
sårbarhed, som hænger sammen med biopsykosociale forhold, ik’ (…) der er afgørende for, hvordan vi reagerer på
belastningen” (Bilag 11, s. 4-5). Det er vanskeligt helt konkret at afkode, hvad der ligger i behandlernes
disponeringsbegreb; om det er genetiske forhold eller sociale omstændigheder. Diskussionen om,
hvorvidt genetikken spiller en rolle er særdeles vanskelig, og der findes ikke entydige videnskabelige
resultater, der understreger dette postulat, og det kan være svært at pege på, hvilke psykosociale
omstændigheder der betinger en særlig sårbarhed. Men som vi ser det, er stress hovedsagligt kulturelt
betinget - hvis stressdisponeringen derimod er genetisk forankret, er det mærkeligt, at der er så store
forskelle i udbredelsen af stress fra kultur til kultur. Ud fra en forståelse, der baserer sig på ideen om
genetisk disponering, kan man let komme til at opdele befolkningen i henholdsvis en stærk og svag
gruppe, hvor folk, der tilhører den svage gruppe, er særligt disponeret for stress og uegnet til at passe et
presset job i dansk erhvervsliv, og dermed kan man fjerne ansvaret fra arbejdsgiverne og
arbejdsindretningerne i det danske erhvervsliv. Vores gennemgang af den ny arbejdsetik og interview
med behandlere og patienter på Kalmia peger derimod på en udbredt grænseløs high-performance
kultur, hvor uforudsete hændelser i livet ved siden af arbejdet ikke har ”plads” til at eksistere. I den
forbindelse finder vi det imidlertid sandsynligt, at personer med særligt belastende hændelsesforløb bag
sig finder det vanskeligere end andre at navigere i grænseløsheden, men grundlæggende oplever alle
mennesker fra tid til anden uforudsete hændelser i livet, og hvis jobbet og ens præstationsbehov kræver
voldsomt meget af en, kan det i det performative paradigme være uhyre svært at finde overskud til både
arbejdsliv og livet ved siden af.
139

Perspektiverende diskussion
Vi ønsker i det følgende kapitel at belyse og perspektivere en række problemstillinger, der udspringer af
de iagttagelser, vi har gjort os gennem specialerapporten. Hensigten er at åbne for en videre diskussion
af, hvordan vores sammensatte optik mere konkret kan bruges i forhold til stressproblematikken, men
også hvordan den kan bringes i anvendelse i forbindelse med andre socialpsykologiske indsatsområder.
Psy og den moderne perversion
Vi mangler materialiteten i den konkrete psykologiske praksis. De stadig flere livsstilssygdomme, der
opstår som konsekvens af mødet mellem kultur og menneske, kræver, at man indfører metoder i den
psykologiske praksis, som kan gå mere direkte til materialiteten og kroppen. ”F.M. Alexander has pointed
out that until we have a procedure in actual practice which demonstrates the continuity of mind and body, we shall increase
the disease in the means used to cure it. Those who talk most of the organism, physiologists and psychologists, are often
just those who display least sense of the intimate, delicate and subtle interdependence of all organic structures and processes
with one another. The world seems mad in preoccupation with what is specific, particular and disconnected in medicine,
politics, science, industry and education” (Dewey 1928) 123 .
Det dualistisk kirurgiske snit, der gennem tiden har integreret sig i vores måde at tale om verden på, har
på flere niveauer indrettet det sociale liv og reproducerer sig i institutionelle og organisatoriske fraser
som psykisk arbejdsmiljø, humaniora kontra naturvidenskab og har placeret det ”rationelle” sprog som
det ypperste ved mennesket eksistens. En udvikling, der kommer i forlængelse af mennesket behov for
at være adskilt fra dyrene, placeret i universets centrum og i direkte kontakt til Gud. Som det fremgår af
Dewey-citatet, er det især psykologien, der finder fodfæste i et teoretisk fundament, som anstiller et
forsøg på at åbne op for en mere organisk forståelse af menneskelivet. Ikke desto mindre har
psykologien som videnskab, især i dens praktiske anvendelse, videreført og forankret adskillelsen
mellem krop og hoved. Det giver sig ikke mindst til kende i videnskabens betegnelse psy-kologi
(oprindeligt fra græsk, ψυχή, psyche "sjæl", "sind"), hvor evnen til at afkode sig selv og sin verden med
tankens kraft sættes på en piedestal. Men som vi har beskrevet, findes der ikke en psyke adskilt fra
kroppen, et hoved i et kar, men en sammenflettet hybrid, hvor tanken er mindst lige så materiel som
vores hud, hår og organer. Et materiale, der er en uløselig del af den jord, vi betræder, og den luft, vi
indånder. Selv på Kalmia, hvor samtaler ikke er nok, finder man det svært at undslippe sig psykologiens
prioritering af sit fiktive genstandsfelt psyken. Som det fremgår af den analytiske gennemgang, har
stresspatienterne som et eksistentielt udgangspunkt levet meget i tanken og planlægningen og har
123 Link 23.
140

gennem tilværelsen mere eller mindre ufrivilligt overhørt kroppens råb om hjælp i belastende
situationer. De har ”været i hovedet” og har disciplineret ”den instrumentelle krop” til at arbejde uden
brok og svaghed. Kroppens resistenspunkt er på denne led blevet overskredet af ideen om
performativitet, der finder rodfæste i den neoliberale samfundsmæssige konstituering, hvor begrebet
energi fremelskes som det fremmeste honnørord. Normen og dermed det neoliberale styringsrationale er
blevet ‟virksomhed‟, hvilket foranstalter en klar ledetråd for menneskelig motivation og rettethed,
hvorfor livet på mange måder og i alle sociale sfærer orienteres efter den binære kode ikke-
energi/energi eller apati versus handlen. Og alle, der placerer sig i den førstnævnte kategori, står således
også i opposition til idealet om det selvregulerende og effektiviserende menneske. Alle, der ”skruer ned
for blusset”, ”siger fra” eller ”giver op” anses for at være forfaldet til apatien og bliver de moderne
udskud, Foucaults tiggere, plebejere og udstødte. I den forbindelse mener vi, at den aktuelle
stressindsats kan anskues som et biomagtsligt foranstaltet apparatur, der under den neoliberale
forventning skal sørge for at få de uvirksomme, moderne udskud tilbage i projektsamfundet, så de kan
bidrage til den økonomiske agenda. Men selv det slår fejl, hvilket viser sig ved, at mange stressramte
mister jobbet eller får det værre, når de returnerer til arbejdet. Stress, depression og fedme, angst m.m.
er således blevet det senmoderne projektsamfunds perversioner og udsættes ofte for ringeagt i både det
erhvervsmæssige og sociale system af diverse repræsentanter for en politik, der skal sikre en nedsættelse
af sygefraværet. For at sætte dette i relief kan man sammenligne apatiske livsstilssygdomme med mere
handlingsorienterede og ofte maniske livsstilssygdomme som eksempelvis anoreksi, hvor den kollektive
ringeagt straks fortager sig, fordi pigerne (og drengene) i det mindste handler og mobiliserer energi.
Denne sygdom relaterer sig til det gennemgående performative kropsideal, der fremhæver mental
råstyrke, kondition og æstetik, hvorfor denne virksomhed bedre kan accepteres.
Men som vi har vist, er mennesker også passive, svage og udkørte og vi kan alle rammes af uforudsete
hændelser i tilværelsen, der slår os ud af kurs og knækker os. Og i den forbindelse er arbejdsmarkedet
ikke gearet til at varetage ikke-produktive, ”syge” ansatte, hvilket viser sig gennem utallige fejlslåede
HRM-indsatser, der intervenerer ved hjælp af individuelle ”copende” stresskurser, anerkendende
(underkendende) tilgange, der alle fokuserer på samtaleterapi. Den forebyggende indsats på
arbejdspladserne er minimal og støt faldende, hvilket viser sig i Arbejdstilsynets vurdering af APV-
indsatsen (Arbejdstilsynet 15.11.09). På samme led har den europæiske rammeaftale og de tilhørende
informationskampagner fejlet, hvilket ifølge Personalepolitisk Forums undersøgelse ses ved at det
materiale, der skulle hjælpe virksomheder med at få udarbejdet stresspolitikker, ikke er taget i brug over
en bred kam. Vi mener derfor, at der er tale om et proforma-fokus på stress og arbejdsmiljø, idet
rammeaftalen står til fri fortolkning af virksomheder og offentlige institutioner, som selv skal udfærdige
141

en stresspolitik – men som det fremgår af SIF-rapporten, forekommer der ikke synderligt mange
omstruktureringer på de danske arbejdspladser i henhold til stressproblematikker, og de savner derfor
en regulær stresspolitik. Vi kan således tale om, at de fleksible og decentraliserede indsatser i
arbejdslivet drukner initiativet og kapper livlinen til de stadig flere pressede danskere.
Stressbehandlingen retter sig mod den enkelte og tager hovedsagligt afsæt i samtaleterapi samt kost og
motions-programmer, og som det fremgår af vores analyse af stressindsatsen, slår denne tilgang fejl,
idet mange stressramte enten mister jobbet eller får de værre, når de returnerer til arbejdet. I den
forbindelse er mange ansatte fanget i individuelle overenskomster eller kollektive aftaler, der ikke er
gearet til at slås med arbejdspladserne på dette område, og derfor ender den danske stressindsats i
rodede og ikke implementerede informationskampagner. Men på hvilken måde kan man så sikre en
gennemgående aflastning af de stadigt flere syge danskere, der for tidligt førtidspensioneres og dræner
budgettet til sygefravær? Fra politisk side kæmper adskillige folkevalgte repræsentanter og
brancheforeninger, herunder Dansk Erhverv og Ledernes Hovedorganisation for, at arbejdstempoet og
-byrden skal øges, så Danmark kan følge med i det internationale valutakapløb. Det kom senest til
udtryk i den tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussens (V) åbningstale ved Folketingets åbning i
2008, hvor han understregede, at han som en primær politisk målsætning vil skabe ”en bred samling om at
øge den samlede arbejdstid i det danske samfund”. Det danske erhvervslivs behov for flere arbejdstimer, der
kan stabilisere økonomien i kølvandet på finanskrisen, kommer også til udtryk gennem diverse
brancheorganisationer, herunder Dansk Erhverv og Ledernes Hovedorganisation og kan også ses ved
CEPOS‟ og Dansk Byggeris aktuelle forslag om skattelettelser på arbejde, der skal få danskerne til
yderligere at optimere arbejdsevnen og forlænge arbejdstiden. Derfor intensiveres parolen om
virksomhed og energi på de danske arbejdspladser, og det bliver dermed magtpåliggende at få iværksat
en effektiv model, der kan imødekomme det eskalerende pres.
Performativitet og modmagt
Som vi har vist, virker initiativer, der skal sikre en forebyggende indsats dårligt, uanset om de kommer i
form af europæiske rammeaftaler eller nationalpolitiske beslutninger. Fagforeningernes kamp på
området har heller ikke bidt sig fast. Men som vi har set, er samfundsmæssige transformationer ofte
forankret i nedefrakommende former for modmagt, der forplanter sig i alle sociale sfærer. Kalmia
repræsenterer en form for modmagtsstrategi, men står ikke alene, når det drejer sig om skepsis over for
den voksende norm om performativitet. En bølge, der løbende tager til i hastighed og styrke i form af
mindfulness og yoga m.m. vidner om et stigende fokus på interessemæssige områder, hvor man
arbejder med en mere følende tilgang til kroppen end den rent præstationsorienterede approach.
142

Eftersom kroppen er vores oprindelige ”instrument” til at opleve tilværelsen med, kan vi lære mere om
vores verden ved at forbedre vores bevidsthed om kroppen (Shusterman 2008, 19). Og derfor kan en
mere udviklet somatisk selvbevidsthed, i henhold til ”Den Tredje Vej” gøre os opmærksomme på
overstimulering og belastninger (Shusterman 2008, 7). Der er således igangsat en bevægelse, hvor
kroppens levede liv og agens tildeles en mere afgørende betydning, hvilket bl.a. viser sig i de nyere og
mere alternative former for stressbehandling, der arbejder med mindfulness og spiritualitet m.m.
(Matzau 2009). Men ifølge Shusterman er disse teknikker, hvilket også inkluderer vores optik,
tilsyneladende også ved at tilpasse sig den neoliberale struktur og advokerer for optimering af
organismens performativitet, hvorfor de intensiverer deres tilknytning til selvrealiseringsidealet fra den
orientalske filosofi (Shusterman 2008, 6). Med Boltanski & Chiapello briller bliver selv discipliner, der
taler for ”at mærke efter” og ikke nødvendigvis for effektivisering i den kapitalistiske anvendelse til
nytte og profitmaksimering (Boltanski & Chiapello 1999). .
”Den Tredje Vej” og sociale patologier
I ”Den Tredje Vej” har vi forsøgt at skabe en tværfaglig optik, hvor forskellige fagligheder bidrager
med et perspektiv på de sociale og kulturelle aspekter af sygdom og sundhed i dialog med
naturvidenskabelige funderede forståelser af samme. På baggrund af dette resultat, finder vi det
nærliggende at diskutere, hvordan en operationalisering af vores optik kan bruges i forhold til sociale
patologier og livsstilssygdomme generelt. I udredelsen argumenterer vi for, at den diagnostiske proces i
almen praksis ud over en biomedicinsk diagnose skal inkludere en medicinsk-psykologisk diagnose, en
social diagnose og en kultur- og kontekstafhængig diagnose. Den fremgangsmåde skal dementere det
eksisterende skel mellem human- og naturvidenskab, der på flere måder fører til en problematisk
reduktionisme i den forstand, at forklaringer og løsninger på sygdom, på den ene side bliver søgt inden
for strengt biologiske, fysiske eller teknologiske kontekster, men den på den anden side bliver forklaret
som socialt og kulturelt foranstaltet. Vi viser i ”Den Tredje Vej”, hvordan man i stedet skal integrere en
forståelse, som fokuserer på det hele menneske i et holistisk perspektiv. På denne måde må menneskets
sociale og kulturelle forhold tages i betragtning i forhold til sygdom, og kroppens agens må bringes i
anvendelse i forsøget på at imødekomme de sociokulturelle forhold, der indvirker på organismen. Det
er netop kombinationen af de forskellige fagdiscipliner, der gør det muligt for os at forstå bindeleddet
mellem samfund og sygdom.
Det er især menneskets selvdannelsesprojekt i det performative paradigme, der skal undergå forandring
og integrere en anderledes forståelse af forholdet mellem krop og kultur, og denne forståelse kan med
fordel inddrages i arbejdet med andre livsstilssygdomme end blot stress. Mange menneskers kuldsejlede
143

selvrealiseringsprojekter fører, som behandlet til enten en afmægtig depression/stress eller til et
afsindigt selvdannelsesprojekt i form af anoreksi. Lars Geer Hammershøj beskriver i antologien Sociale
Patologier (Willig 2005, 95), hvordan disse sygdomme bliver til som forvrængede selvdannelsesprojekter
og diskuterer, hvordan de i bund og grund handler om underskridelse og overskridelse af kropslighed.
Ud fra denne betragtning er det nærliggende at drage en parallel til vores iagttagelser, der på samme
måde viser, hvordan parolen om performans og personlig optimering fører folk ud i et evindeligt
disciplineringsprojekt af organismen. Den mere organiske kropsforståelse, der fokuserer indgående på
samme slags problematikker, kan i den forbindelse anvendes til at danne bro mellem de
behov/forventninger, som eksempelvis anoreksiramte føler, og de kropslige markører. På samme måde
kan man gå til sociale patologier som fedme og depression, der efter vores overbevisning fordrer andet
og mere end medicin og/eller samtaleterapi. Det er i disse henseender af afgørende betydning, at man
arbejder med en indgangsvinkel, der både henvender sig til hovedet og den levende krop.
Det følende paradigme
Som det fremgår af vores analyse, skal behandlingen på Kalmia udstyre de stressramte med et
stressbarometer, der kan hjælpe dem til at sætte grænser i hverdagen og i arbejdslivet. Hvis vi rent
hypotetisk foretager et kvalitativt spring og forestiller os, at den hybride og organiske
menneskeforståelse konsoliderer sig i den gældende videnskab om mennesket, rejser det straks
spørgsmålet om, hvordan en sådan udvikling vil influere på måden, hvorpå man arbejder med
mennesker. I den forbindelse finder vi det relevant at fremhæve, hvordan hensigten med ”Den Tredje
Vej” ikke er at få den almene dansker til ustandseligt at have sin opmærksomhed rettet mod kroppens
behov og fornemmelser, til uafbrudt at ”føle” og ”mærke efter”. At bevæge sig væk fra et perspektiv på
kroppen, som et præstationsfremmende instrument betyder ikke, at mennesket blot skal tage bestik af
deres lyster og drifter. Hensigten med en hybridforståelse er derimod at introducere en kropslighed, der
kan andet og mere end at præstere. En kropslighed, der med den rette opmærksom kan gøre det muligt
at navigere i en verden, hvor grænserne er flydende og parolerne tvingende. Vi argumenterer med ”Den
Tredje Vej” for et anderledes menneskesyn, der giver plads til den træthed (ikke-energi), man føler efter
lange arbejdsdage, og som åbner for intuitionens opmærksomhed og rettethed. Kort sagt handler det
om afstemning mellem kroppens behov og begrænsninger og vores forventninger til egen formåen. Det
implicerer desuden en kritisk refleksion over egne ambitioner og forventninger til ydeevne og styrke.
Denne modmagtsstrategi i det performative paradigme kan synes uoverkommelig, især for mennesker,
der allerede finder det vanskeligt at mobilisere den nødvendige energi, det kræver at udfordre
144

strukturerne og magtforholdene på arbejdspladsen. Det er derfor nødvendigt at facilitere en offentligt
instans, der kan give vejledning og forståelse og bidrage med den nødvendige balancekunst.
Stresscentre
Kalmia repræsenterer en indsatsstrategi, der på et tidligt tidspunkt kan ”fange” stressede ansatte i
arbejdslivet og gennemføre en intensiv og effektiv behandling. Men som det fremgår af vores
udredning er det stadig kun et minimalt udsnit af det samlede antal stressramte danskere, der finder vej
til et meget begrænset udbud af stresscentre. Det skyldes blandt andet, at der ikke foreligger et generelt
kendskab til deres eksistens, og at man fra landspolitisk, regionalt og kommunalt hold ikke i
tilstrækkelig grad anerkender problemets alvor. Det giver derfor mening at åbne op for en diskussion,
der ser nærmere på løsningsmodeller, der kan imødekomme den opadgående stresskurve. I den
forbindelse mener vi, at man som udgangspunkt må intensivere indsatsen på to niveauer, herunder 1)
en praktisk og lokal indsats, der kan forebygge og behandle stress på et meget tidligt tidspunkt, og 2) en
mere fundamental omvæltning af det dualistisk videnskabelige menneskesyn, der til stadighed
dominerer human-, social- og samfundsvidenskab.
Men hvorfor fokusere på en lokal, kommunal eller regional indsats i stedet for en national
forebyggelsesstrategi? Det skyldes ganske simpelt, at det europæiske og danske aftalesystem har vist sig
ineffektivt i forhold til at få implementeret stresspolitikker, og det kræver derfor en alternativ
fremgangsmåde, hvor stressindsatsen i en vis udstrækning afkobles virksomhederne og de
kommercielle aktører. I denne sammenhæng kan vi med fordel hente inspiration hos vores nabolande,
hvor særligt Sverige gennem de seneste 10 år har oparbejdet en række universitetscentre, der forsker i
stresssygdomme og modtager patienter med symptomer på overbelastning. Dette gør sig eksempelvis
gældende for Stressmottagningen 124 , der samarbejder med Stressforskningsinstituttet 125 , Stockholms
Universitet og Karolinska Instituttet 126 , og på Alnarp, der er tilknyttet Sveriges Lantbruksuniversitet 127 .
Begge centre har særdeles gode erfaringer med deres behandling, og Stressmottagningen har ved hjælp
af opfølgende arbejde fundet ud af, at 82,5 % af tidligere stresspatienter var tilbage i arbejde efter 3,5
år 128 . Som det fremgår af vores analyse, kan Kalmia med fordel også gøre brug af den slags opfølgende
arbejde. Ikke blot for at sikre sig patienternes tilbagevenden til arbejdsmarkedet, men i lige så høj grad
for at kunne dokumentere centrets resultater.
124 Link 24.
125 Link 25.
126 Link 26
127 Link 27.
128 Stressmottagningen har siden 2000 behandlet 900 patienter.
145

Stressmottagningen startede som forskningsfakultet, men begyndte gradvist at behandle patienter med
stresssymptomer og kunne på denne led integrere en praktisk og evidensbaseret dimension i deres
forskning. Centrene fungerer nu også som regulære rehabiliteringsklinikker, der arbejder med en
helhedsorienteret behandlingstilgang. En lignende model kunne man med statsstøtte forsøge at etablere
i Danmark enten i regionalt, kommunalt eller universitetsmæssigt regi, og dermed ville man nedsætte de
stigende udgifter til sygefravær og samtidig fastholde ansatte i arbejdslivet. Som det fremgår af både
Kalmias og de svenske resultater, kan man med relativt beskedne midler hurtigt og effektivt registrere
og behandle stresstilstande, der kan udvikle sig til kroniske sygdomme. Det forudsætter imidlertid en
alternativ vinkel på stress som eksempelvis den, vi har været vidne til på Kalmia. I den forbindelse
kræves en interdisciplinær tilgang, hvor både psykologer, kropsterapeuter, læger, psykiatere og folk med
kendskab til arbejdsmarkedet, herunder arbejdsretlige forhold, er tilknyttet. Med inspiration fra ”Den
Kalmianske Balancekunst” og dens modmagtsteknikker kan der gradvist forekomme en gearing af
ansatte i arbejdslivet, der er i stand til at råbe vagt i gevær, når arbejdsbyrden bliver for tungt et åg at
bære. Det kan imidlertid synes naivt, at en nedefra kommende modmagtsbevægelse skal mobiliseres af
en række medtagede stresspatienter, og derfor må man, som det andet punkt på dagsordenen, gå mere
direkte til problemets kilde og arbejde mere indgående med en transformation af de menneskesyn, der
har slået dybe og stærke rødder i humaniora, social- og samfundsvidenskaben.
146

Konklusion
På baggrund af den udarbejdede specialerapport følger her en besvarelse af vores problemformulering:
Hvordan kan underkendelsen af stressens faresignaler begrundes, og hvilken betydning har nye fleksible
arbejdsindretninger og senmoderne arbejdsideologiske tendenser for udviklingen af arbejdsbetinget stress?
I en foucauldiansk genealogisk gennemgang af filosofi- og idehistorien fandt vi, at psyken gennem tiden
er blevet adskilt fra kroppen. Dette forhold gør sig stadig gældende. Psyken, herunder tankens kraft,
viljen og modet er det ophøjede ved tilværelsen og kroppen blot en tilknyttet bestanddel. I den
forbindelse har det ”rationelle” sprog fundet dets placering, som det særlige ypperste ved menneskets
eksistens og anses som det værktøj, vi begriber menneskets indre liv, materialiteten og kropsligheden
gennem. Denne optik forstærkes i den aktuelle humaniora, der til stadighed prioriterer tegn og
symboler som det eneste håndgribelige materiale. Men ikke alene forstår vi kropsligheden og
materialiteten gennem sproget, vi formes også af det, og vi kan således tale om, at mennesket er et
sprogafhængigt konstrukt. Ud fra dette paradigme opstår særlige selvteknologier, der skal hjælpe det
senmoderne menneske med at imødekomme dets livsprojekt. Disse selvteknologier og
selvreguleringsmekanismer består ofte i særlige måder at disciplinere og raffinere kroppen på, og de
fører således i denne sammenhæng til at kroppens signaler om overbelastning underkendes. Vi vil være
det fuldbyrdede menneske, vi vil have succes, og i bestræbelserne på at indfri denne målsætning undgår
og overhører eller underkender vi tegn på svaghed.
Gennem en granskning af det danske arbejdsmarked så vi, hvordan disciplineringen har taget en ny
form. Selvdisciplineringen finder i det senmoderne arbejdsliv sted i henhold til en selvrealiseringsnorm
og en særlig arbejdsetik, der hylder effektivitet og performans. I den forbindelse er arbejdslivet udgjort
af nogle ”usynlige” styringsteknologier, der knytter sig an til fleksibilitet og frihed, udlicitering,
overvågning og faglighed. Styringsteknologierne er opstået ved, at kapitalismens væsen har tilpasset sig
en række forventningsmønstre fra det individualiserende menneske. Dette gør sig også gældende for
den styringsteknologi, der manifesterer sig som arbejdstidsmæssig fleksibilitet, og som i forbindelse
teknologien fører til grænseløshed og flexploitation. Disse neoliberale indretninger lægger et særligt pres
på mennesket i arbejdslivet og især på kroppen.
I gennemgangen af den danske stressindsats erfarede vi, at der gennem de seneste 10 år er blevet
iværksat en lang række initiativer for at bremse den eskalerende stresskurve. I den forbindelse kan vi
konkludere, at indsatsen i det offentlige erhvervsliv knytter sig an til en europæisk rammeaftale, hvis
147

decentraliserede og fleksible struktur resulterer i udvandede strategier og ikke-implementerede
stresspolitikker. Det skyldes bl.a. at det informationsmateriale, som stressindsatserne skal tilrettelægges
efter, bygger på et uoverskueligt virvar af forskellige tilgange til forebyggelse og behandling af stress.
Derudover viser analysen af den samlede danske stressindsatsen i både offentligt og privat regi, at langt
de fleste strategier baserer sig på individuel forebyggelse og behandling med udgangspunkt i
samtaleterapi og vejledning til forbedring af kostvaner samt kondition. Det kropslige fokus i
størstedelen af den samlede indsats retter sig mod at optimering af kroppens ydeevne, udholdenhed og
tilpasningsdygtighed.
Som behandlet i ”Den Tredje Vej” består selvet i et dynamisk samspil mellem alle kroppens relationer i
verden. Sproget er i denne sammenhæng en vigtig bestanddel ved vores eksistens, men udgør ikke alene
grundlaget for vores subjektive erfaringsdannelse. Erfaring inkluderer desuden adskillige aspekter som
perception/sansning, hukommelse og billedliggørelse, emotioner og følelser, der, som fremskrevet i
specialerapporten, er materielt forankret i et abstrakt meningsgivende system. Disse egenskaber er
biologiske dispositioner, der formes gennem vores sanselige omgang med verden og bør derfor ikke
forstås som manifestationer deduceret direkte fra sproglige kategorier. Vi har således fundet ud af, at
menneskekroppen med alle dens sanser og følelsesmæssige reaktioner står i centrum for vores omgang
med verden, og alt udgår herfra. Sproget udgår ligeledes fra materialiteten, hvilket kan ses gennem
brugen af metaforer og med denne samlede viden peger vi på nødvendigheden i at anskue tankens
rationaler og kroppens spontanitet som to sider af samme sag: kropslighed. De fungerer i et
gensidighedsforhold, som ikke lader sig adskille, hvilket betyder, at hvad der sædvanligvis kendetegnes
som psykiske manifestationer, må anses som materielle manifestationer. Vores påstand i
specialerapporten er derfor, at diskurs-tænkningen må integrere materialiteten og med fordel operere
med, hvad vi har valgt at kalde, en materialitetsdiskurs. Materialitetsdiskursen indbefatter en samkøring af
human- og naturvidenskabelig praksis såvel som af poststrukturalistiske optikker og discipliner, der
arbejder med en såkaldt levende krop. Det er en krop med legitim agens. En krop, som gennem dens
særligt udviklede signalsystem vil være i stand til at bremse fremkomsten af alvorlig stressrelateret
sygdom.
Igennem vores analyse fandt vi ud af, at Kalmias patienter har bestræbt sig på at imødekomme
adskillige krav og forventninger i overensstemmelse med den performative kulturs dyder. Vi
konstaterede desuden, at deres sammenbrud ikke alene skyldtes problemer i arbejdslivet, men at
udfordringer i privatlivet ofte også var en del af årsagsforklaringen. Gennem behandlingen på Kalmia
har de lært en modmagtsteknik, der gør dem i stand til at registrere stressens faresignaler. Denne teknik
148

estår hovedsageligt i en udvidet kropsbevidsthed, som de har tilegnet sig ved at sprogliggøre kroppens
signaler og ved i omvendt forstand at sætte krop på deres tanker. De ”opdrages” til at acceptere
resignationen og apatien og til at forstå den fine balance mellem accept af tingenes tilstand og ønsket
om forandring, og de lærer på denne led at navigere i grænseløsheden. Kalmia viser hermed deres
patienter, at deres kropslighed; deres fornemmelse for det, der sker samt deres intuition og sanselighed
er deres stressbarometer, og at disse kropslige fænomener kan bringes i anvendelse i
beslutningssammenhænge.
I ”Den Perspektiverende Diskussion” behandler vi en række iagttagelser, vi har gjort os gennem
specialerapporten. Vi rejser blandt andet en kritik af den måde, hvorpå psykologien og
performanskulturen foranstalter en ledetråd for menneskelig motivation, hvor livet orienteres efter den
binære kode ikke-energi/energi eller apati versus handling. Og i den sammenhæng diskuterer vi,
hvordan stresspatienter og mennesker, der tilhører den apatiske kategori, er blevet til de moderne
perverse, fordi de ikke er i stand til at forfølge parolen om selvrealisering. Vi forholder os desuden til,
hvordan man fra politisk side forsøger at optimere arbejdsindsatsen samtidigt med, at der arbejdes på at
få befolkningen til at lægge flere timer på arbejdspladsen, og vi problematiserer, hvordan det spiller
sammen med den ineffektive indsats på stressområdet. Vi ser desuden nærmere på nye
modmagtbevægelser, der har lighed med vores optik. Disse bevægelser er opstået som reaktion på det
optimeringsparadigme, vi lever under, og man forsøger således, inden for disse alternativer, at tillære
folk teknikker til at ”koble af” og få luft i arbejdslivet. Men som vi viser i diskussionen, kan selv
sådanne metoder og teknikker have en kommerciel slagside, idet de kan medvirke til dannelsen af en ny
normativitet og dermed fungere som endnu en styringsteknologi, der bidrager til den neoliberale stats
profitmaksimering. Perspektiveringen rummer desuden en iagttagelse af, hvordan det senmoderne
menneskes mislykkede selvdannelsesprojekt i det performative paradigme fører til sociale patologier, og
i den sammenhæng peger vi på, at vores optik kan bidrage med nye perspektiver på disse
problematikker. Vi gør desuden opmærksom på, at vores optik om ”Den Tredje Vej” ikke plæderer for
et følende samfund, hvor mennesket alene er styret af kroppens drifter og agens, men at man i
samfundet generelt må acceptere og skabe plads til de betingelser og begrænsninger, som følger med
det kropslige liv. Vi afslutter afsnittet med at fremlægge et alternativ til den aktuelle stressindsats, i form
af stresscentre, der skal høre under enten kommunalt, regionalt og eller universitetsmæssigt regi.
149

Litteraturliste
Allvin, Michael - Aronsson, Gunnar - Hagström, Tom - Johansson, Gunn & Lundberg, Ulf
(2008), Gränslöst arbete – socialpsykologiska perspektiv på det nya arbejdetslivet, Liber.
Arbejdstilsynet (2004): Håndbog om psykisk arbejdsmiljø, 3. udgave, København.
Arbejdstilsynet (2009): Virksomheder sjusker med arbejdsmiljøet.
Berlingske Tidende, Rani Bech (2007): HR bliver en del af strategien.
Bencard, Adam (2007): History in the flesh – investigating the historicized body, Københavns
Universitet.
Boltansky, Luc og Chiapello, Eve (1999): The new spirit of capitalism, Callimard.
Born, Asmund & Andersen, Niels Åkerstrøm (2001) Kærlighed og omstilling – Italesættelsen af den
offentligt ansatt, Nyt fra Samfundsvidenskaberne.
Bourdieu, Pierre (1998): Acts of Resistance – Against the New Myths of Our Time, Cambridge, Polity
Press.
Bovbjerg, Kirsten Marie (2004). Følsomhedens etik, 2. udgave, 1. oplag, Forlaget Hovedland.
Brante, Thomas (2000): Consequences of Realism for Sociological Theory-Building.
Brinkmann, Svend (2008): To psykologier, Københavns Universitet.
Brinkmann, Svend & Eriksen, Cecilie (2006). Selvrealisering – kritiske diskussioner af en
grænseløs udviklingskultur. 1. udgave, 2. oplag, Klim
Bruhn, Peter (2002): Hjernen og stress, Hjerneforum.
Bruner, Jerome (2004): Mening i handling, 1. udgave, 3. oplag, Forlaget Klim.
Butler, Judith (1993): Bodies that matter - on the discursive limits of ”sex”, 1. udgave, Routledge.
Center for Forebyggelse (2007): Langvarig stress. Aktuel viden og forslag til stress-forebyggelse –
Rådgivning til almen praksis, Sundhedsstyrelsen.
Christiansen, Lars (1998): Metafysikkens historie, Musem Tusculanums Forlag.
Christensen, Gerd (2005) Psykologiens Videnskabsteori – en introduktion, 1. udgave, 3. oplag,
Roskilde Universitetsforlag.
Clegg, Stewart & Garrick, John (2001). Stressed-Out Knowledge Workers in Performative Times – A
Postmodern take on project-Based Learning. Sage Publications.
Clematide, Bruno & Lassen, Morten (1999): Virksomheden og Det Udviklende Arbejde – et kritisk
blik, Samfundslitteratur.
Collin, Finn (2003): Konstruktivisme, 1. udgave, Roskilde Universitetsforlag.
150

Collins, Randall (2000): Max Weber – Personen og forfatterskabet, 1. udgave, 1. oplag, Hans Reitzels
Forlag.
Csonka, Agi (2000): Ledelse og arbejde under forandring – om indholdet, udbredelsen og konsekvenserne af
fleksible organisationsformer i danske virksomheder, Socialforskningsinstituttet
Csonka, Bason og Ejler (2003): Arbejdets nye ansigter, Børsens forlag.
Csordas, Thomas J. (1994): Embodiment and experience – the existential ground of culture and self,
Cambridge University Press.
Davies, Bronwyn & Harré, Rom (1990): The Discursive Production of Selves.
Davies, Bronwyn & Harré, Rom & Langenhove, Luk van (1999): Positioning Theory, Blackwell
Publishers Ltd.
Dean, Mitchell (2006): Governmentality – magt og styring i det moderne samfund, Forlaget Sociologi.
Damasio, Antonio (2004): Fornemmelsen af det, der sker, Hans Reitzels Forlag.
Derrida, Jacques (1997): Of Grammatology, The Johns Hopkins University Press.
Dropsy, Jaques (1988): Den harmoniske krop, 1. udgave, Hans Reitzels Forlag.
Durkheim, Emile (1966): The rules of the sociological method, Glencoe IL, Free Press.
Elle, Birgitte & Nielsen, Klaus & Nissen, Morten (2006): Pædagogisk Psykologi – positioner og
perspektiver, Roskilde Universitetsforlag.
Fairclough, Norman (1992): Discourse and Social Change, Cambridge: Polity Press.
Finansministeriet (2005): Cirkulære om aftale om kompetenceudvikling.
Fogh Jensen, Anders (2005): Mellem ting – Foucaults filosofi, 1. udgave. DET lille FORLAG.
Foucault, Michel (1969): Archaeology of Knowledge, Routledge 2002.
Foucault, Michel (1977): Nietzche genealogy, history, Cornell University Press.
Foucault, Michel (1984): On the genealogy of ethics: an overview of work in progress, i Rabinow, P. (ed)
The Foucault Reader, New York: Pantheon.
Foucault, Michel (1986): Two Lectures, Colin Gordon (red.) Power/Knowledge, Brighton,
Harvester Press.
Foucault, Michel (1988): Politics Philosophy Culture – interviews and other writings 1977-1984,
Routledge.
Foucault, Michel (1990): The History of Sexuality, Harmondsworth. Penguin.
Foucault, Michel (1994): Overvågning og straf – fængslets fødsel, DET lille FORLAG.
Foucault, Michel (2002): Overvågning og straf – fængslets fødsel, DET lille FORLAG.
151

Foucault, Michel (2003a): The subject and power, I; Rabinow, Paul & Nikolas Rose (red) The
essential Foucault: Selections from the essential works of Foucault 1954-1984, New Press, New York.
Foucault, Michel (2003c): Governementality, I; Rabinow, Paul & Nikolas Rose (red.), The essential
Foucault: Selections from the essential works of Foucault 1954-1984, New Press, New York.
Foucault, Michel (2006): Viljen til viden – Seksualitetens historie 1, 4. oplag, DET lille FORLAG.
Foucault, Michel (2006): Ordene og tingene, 1. udgave, 2. oplag, DET lille FORLAG
Foucault, Michel (2008): Sikkerhed, territorium, befolkning, Hans Reitzels Forlag
Funch, Bjarne Sode og Jacobsen, Bjarne og La Cour, Peter (2006): Livstemaer - I et
eksistenspsykologisk perspektiv, 1. udgave, 1. oplag, Hans Reitzels Forlag.
Gergen, Kenneth J. (1985): The Social Constructionist Movement in Moderne Psychology, i American
Psychologist.
Geisling, Peter Q. (2008): Førstehjælp til dit arbejdsliv – på job uden stress, People‟s Press.
Gibbs, Raymond (2006): Embodiment and Cognitive Science, Cambridge University Press.
Giddens, Anthony (2007): Europa i globaliseringens tidsalder, 1. udgave, 1. Oplag, Hans Reitzels
Forlag.
Gutting, Gary (2005): The Cambridge Companion to Foucault, Cambridge University Press.
Gundelach, Peter (2004): Danskernes særpræg, 1. udgave, 1. oplag, Hans Reitzels Forlag.
Habermas, Jürgen (1981): Teorien om den kommunikative handlen, Aalborg Universitetsforlag.
Haraway, Donna (1991b): A Cyborg Manifesto: Science, Technology, and Socialist-Feminism in the Late
Twentieth Century, Donna Haraway: Simians, Cyborgs and Women, London: Free Association Books.
Heede, Dag (2004): Det tomme menneske – Introduktion til Michel Foucault, 2. udgave, 3. oplag,
Museum Tusculanums Forlag.
Heidegger, Martin (1978): Basic writings: from Being and time (1927) to The task of thinking (1964),
Routledge & Kegan Paul Ltd. London.
Holt Larsen, Henrik (2005): Human Resource Management – License to work – arbejdslivets tryllestøv
eller håndjern, 1. udgave, 2. Oplag, Valmuen.
Iversen, Thomas (2007): Kognitiv terapi. Stress og traumer, 1. udgave, 1. oplag, Hans Reitzels Forlag.
Järvinen, Margaretha og Mik-Meyer, Nanna (2005): Kvalitative Metoder i et Interaktionistisk
Perspektiv – Interview, Observationer og Dokumenter. 1. udgave, 2. oplag, Hans Reitzels Forlag.
Jeppesen, Hans Jeppe (2003): Arbejdstidens fleksibilitet og de fleksible ansatte, Tidsskrift for
arbejdsliv, 5. årg. nr. 3.
152

Jørgensen, Marianne Winther og Phillip, Louise (19999: Diskursanalyse som teori og metode, 1.
udgave, Roskilde Universitetsforlag.
Kamp, Annette & Bottrup, Pernille & Nielsen, Klaus T. (2008): Selvteknologier, magt og styring i det
nye arbejde, Tidsskrift for Arbejdsliv, 10. Årgang, nr. 1.
Kirby, Vicki (1999): Telling Flesh – the substance of the corporeal, Routledge.
Kjørup, Søren (1996): Menneskevidenskaberne – problemer og traditioner i humanioras videnskabsteori, 1.
udgave, Roskilde Universitets Forlag.
Krois, Michael (2007): Embodiment in cognition and culture, John Benjamins Publishing Company.
Kuhn, Thomas S. (1962): The Structure of Scientific Revolution, University of Chicago Press.
Køppe, Simo et al. (2004): Kroppen i psyken, 1. udgave, 1. oplag, Hans Reitzels Forlag.
Ladegaard, Nicolai (2003): Kropsselvet – en undersøgelse over selvoplevelsens inkarnerede grundlag,
Psykologisk Institut, Århus Universitet.
Lakoff, George & Johnson, Mark (2002): Hverdagens metaforer, Hans Reitzels Forlag.
Lakoff, George & Johnson, Mark (1999): Philosophy in the Flesh – The embodied mind and its challenge
to western thought, Basis Books – Perseus Books Group.
Laclau, Ernesto & Mouffe, Chantal (1985): Hegemony and Socialist Strategy, 2. Rev. Ed. Verso
Books.
Larsen, Ole Schultz (2008): Psykologiens veje, 1. E-bogsudgave, Clemenstrykkeriet A/S.
Latour, Bruno (1987): Science in action – how to follow scientists and engineers through society, Library of
Congress Cataloging in Publication Data.
Latour, Bruno (1993): We have never been modern, Harvard College, Library of Congress
Cataloging in Publication Data
Latour, Bruno (2007): Ting: hvorfor er dampen gået af kritikken? Kunst-akademiets Arkitektskole,
Institet 1.
Lazarus, Richard S. (2006): Stress og følelser – en ny syntese, Springer Publishing Company, Inc.,
Akademisk Forlag – et selskab i Bonnier Forlagene A/S.
Leder, Drew (1990): The Absent Body, The University of Chicago Press.
Lindgren, Sven-Åke (2005): Michel Foucault, I; Andersen, Heine & Kaspersen, Lars Bo
(red.)(2005) Klassisk og moderne samfundsteori, 3. reviderede udgave, 1.oplag, Hans Reitzels Forlag.
Lübke, Poul (2000): Politikens Filosofi Leksikon, 1. Udgave, 14 oplag, Politikens Forlag A/S.
Luhmann, Niklas (2000): Sociale systemer – Grundrids til en almen teori, Hans Reitzels Forlag.
153

Lykke, Nina (2008), Kønsforskning – en guide til feministisk teori, metodologi og skrift, 1. udgave,
Forlaget Samfundslitteratur og forfatteren.
Macdonald, Raymond R. & Hargreaves, David & Miell, Dorothy (2002): Musical Identities,
Oxford University Press.
McCormack, Derek P. (2003): An event of geographical ethics in spaces of affect, University of
Southhampton.
Merleau-Ponty, Maurice (2006): Kroppens fænomenologi, 4. oplag, DET lille FORLAG.
Nadesan, Majia Holmer (2008): Governmentality, Biopower and Everyday Life, Routledge.
Netterstrøm, Bo (2007): Stresshåndtering, 1. Udgave, 1. Oplag, Hans Reitzels Forlag.
Nietzsche, Friederich (1997): Thus Sprake Zarathustra, Hertfordshire.
Olsen, Poul Bitsch og Pedersen, Kaare (2004 ): Problemorienteret Projektarbejde – en værktøjsbog, 3.
udgave, 3. oplag, Roskilde Universitetsforlag.
Oxford Dictionary of English (2003), Oxford University Press.
Pinker, Steven (2002): The Blank Slate, Penguin Group
Platon (1977): Staten, 2. udgave, Hans Reitzels Forlag.
Polanyi, Michael (2009): The Tacit Dimension, The University of Chicago Press.
Polkinghorne, Donald E. (1988): Narrative knowing and the human sciences, State University of New
York Press, Albany.
Regeringen (2002): Sund hele livet – De nationale mål og strategier for folkesundheden 2002-10,
Indenrigs- og Sundhedsministeriet, København.
Ritzau (2009): Mange stressramte mister jobbet, 10.04.09
Rorty, Richard (1992): The Linguistic Turn, The University of Chicago Press.
Rose, Nikolas (1996): Inventing Our Selves– Psychology, Power and Personality, first paper edition
1998, Cambridge University Press
Rose, Nikolas (1998): Inventing Our Selves – Psychology, Power and Personality, Cambridge University
Press.
Rose, Nikolas (1999a): Governing the Soul, second edition, Free Association Books
Rose, Nikolas (2003): At regere friheden – en analyse af politisk magt i avancerede liberale demokratier, I;
Borch, Christian & Larsen, Lars Thorup, redigeret (2003). Perspektiv, Magt og Styring. Luhmann
og Foucault til diskussion, Hans Reitzels Forlag.
Rothschild, Babette (2004): Kroppen husker – om krop og psyke i traumebehandling, 1. udgave,
Forlaget Klim.
154

Links
Roxendal, Gertrud (1981): Levande människa – kropp och rörelse i terapi, Solna LIC-förlag.
Saussure (1915): Course in General Linguistics. New York: McGraw Hill.
Sapir, Edward (1973): Linguistics as a Science, i Selected Writings of Edward Sapir, University of
California Press, Berkeley.
Shusterman, Richard (2008): Body Consciousness – A philosophy of Mindfulness and Somaesthetics,
Cambridge University Press.
Slingerland, Edward (2008): What Science Offers the Humanities, 1. udgave, 1. oplag, Cambridge
University Press.
Statens Institut for Folkesundhed (2007): Forebyggelse og behandling af stress i Danmark, København
Steno, Carsten (2006): Medarbejdere skal hele tiden udvikles. Erhvervsbladet 24.08.2006.
Teknologirådet (2005): Balancen mellem arbejdsliv og andet liv. Teknologirådets rapporter 2005.
Thrift, Nigel (2008): Non-Representational Theory, 1. udgave, Routledge.
Tynell, Jesper (2001): Da medarbejderen blev en ressource, Specialeafhandling ved Kommunikation
og Historie på Roskilde Universitetscenter (Pdf), Udenrigsministeriet (2007): TRAKTATEN
Valla, Christian (2004): Tavs viden styrer vores hverdag, Agora nr. 6 2005.
Villadsen, Kaspar (2002): Michel Foucault og kritiske perspektiver på liberalismen. Governmentality eller
genealogi som analysestrategi, Dansk Sociologi Vol. 13, nr. 3.
Wainwright, David og Calnan, Michael (2008): Work Stress - The making of a modern epidemic, 3.
oplag, Open University Press.
Weiss, Gail & Haber, Honi Fern (1999): Perspectives on embodiment, Routledge.
White, Michael (2006): Narrativ teori, 1. Udgave, 3. Oplag, Hans Reitzels Forlag.
Whorf, Benjamin Lee (1956): Language, Thought and Reality, MIT Press, Cambridge, Mass.
Widell, Peter (2004): Socialkonstruktivismen under debat, Forlaget Modtryk.
Willig, Rasmus, & Østergaard, Marie (2005): Sociale patologier, Hans Reitzels forlag.
Wittgenstein, Ludwig (1978): Tractatus Logico-philosophicus, Routledge.
Åkerstrøm Andersen, Niels & Thygesen, Niels Thyge (2004): Styring af styringsværktøjer, Nordisk
Administrativ Tidsskrift.
Link 1: http://www.eurofound.europa.eu/pubdocs/2005/91/en/1/ef0591en.pdf
Link 2: http://www.admin.cam.ac.uk/news/dp/2007041701
155

Link 3: http://www.personaleweb.dk/04Z4497943
Link 4: http://trivsel.arbejdsmiljoviden.dk/
Link 5: http://osha.europa.eu/da/press/press-releases/news_article.2008-01-30_Stress
Link6:http://www.denstoredanske.dk/Livsstil,_sport_og_fritid/Filosofi/Filosofiske_begreber_
og_fagudtryk/diskurs
Link 7: http://www.si-folkesundhed.dk/Udgivelser.aspx
Link8:http://www.dr.dk/DR2/2sektion?play=%2FForms%2FPublished%2FPlaylistGen.aspx
%3Fqid%3D1160175
Link 9: http://www.personaleweb.dk/stress2007
Link 10: http://www.personaleweb.dk/04Z4497943
Link11:http://www.danskerhverv.dk/Politik/Arbejdskraft/Arbejdsmiljoe/Sider/Psykiskarbejd
smiljø.aspx
Link 12: http://www.kommunikationogsprog.dk/
Link 13: http://www.hk.dk/arbejdsmiljoeportalen/psykisk_arbejdsmiljoe
Link 14: http://avisen.dk/stressramte-mister-ofte-jobbet_115297.aspx
Link 15: http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2009/10/04/164320.htm
Link 16: http://no.wikipedia.org/wiki/Positivismestriden
Link 17: http://www.sl.kvl.dk/Faciliteter/Terapihaven.aspx
Link18:http://www.kalmia.dk/tekster/Kropsgruppen%20i%20Stresscentret%20Kalmia%20-
%20v1_0.pdf
Link 19: http://www.forhealing.org/meditation.html#Jon%20Kabat-Zin
Link 20: http://en.wikipedia.org/wiki/Jon_Kabat-Zinn
Link 21: http://www.forhealing.org/meditation.html#Jon%20Kabat-Zin
Link22:http://www.kalmia.dk/tekster/Kropsgruppen%20i%20Stresscentret%20Kalmia%20-
%20v1_0.pdf
Link 23: http://www.alexandercenter.com/jd/johndeweydisconnect.html
Link 24: http://www.stressmottagningen.com/
Link 25: http://www.su.se/pub/jsp/polopoly.jsp?d=6922
Link 26: http://ki.se/
Link 27: http://www.slu.se/
156