Den opdelte eksistens og stress - Provokator

strukturer og idémønstre. Det kræver i de fleste tilfælde en form for genealogisk 11 fremskrivning, hvor
sociale, idéhistoriske udviklingsforløb og ikke mindst sproglige kategoriseringer og videnskabelige
forklaringsmodeller dechifreres og sættes under en kritisk lup. Denne poststrukturalistiske metode
fokuserer på måden, hvorpå tidstypiske vidensregimer bidrager til udviklingen af den samfundsmæssige
”bevidsthed” og dannelsen af sociale praksisfællesskaber, institutioner og strukturer. En aktiv
katalysator og medspiller for åndelige og videnskabelige strømninger har gennem de sidste århundreder
været arbejdsmarkedet og de sociale praksisfællesskaber, hvor borgerne har udført deres instrumentelle
funktion. I et tæt og bastant samspil har kapitalens udvikling og videnskabens iagttagelser af verden og
det sociale liv genereret nye indretninger og måder at organisere arbejdet på i erhvervslivet. Det viser
sig blandt andet ved, at man løbende søger at optimere arbejdsprocesser og styringsteknologier på
baggrund af analyser og undersøgelser af de gældende mekanismer på arbejdsmarkedet og det
menneske, der befinder sig i trædemøllen. Det er den konstante vidensdannelse om økonomistyring,
ledelse og produktionseffektivitet, der ligger til grund for nye reformer, omstruktureringer og ikke
mindst effektivisering i arbejdslivet. Disse organisationsdiscipliner bunder grundlæggende i videnskaben
om menneskelig anatomi, identitet og kapacitet og effektiviseringen af virksomhedernes
”menneskemateriale”, og på denne led har især humanvidenskaben spillet en afgørende rolle for
udviklingen af virksomhedsorganisering og -kultur 12 . I Foucaults tidlige værker beskriver han, hvordan
netop den blomstrende videnskab om mennesket, herunder afdækningen af biologiske, fysiologiske og
mentale sagforhold, i klassicismen fungerede som en grundpille og central fremkomstbetingelse for den
moderne kapitalisme.
Foucault ser med sit granskende blik menneskets omgang med viden som underlagt et vidensregime,
der fungerer som et implicit tvangssystem, for måden at vide noget på. Ud fra denne forståelse er det
kun muligt at betragte verden ud fra de videnskategoriseringer, der er tilgængelige i den gældende
kulturelle og tidsmæssige kontekst. Foucault gjorde det derfor til sit projekt at dechifrere de
kategoriseringer, der gennem tiden har støbt det samfundsmæssige fundament og til stadighed former
den aktuelle samtid. Foucault beskæftigede sig derfor med spørgsmålet om, hvordan nutiden er gjort
mulig. Hvad er det, der konstituerer nutiden, og hvilke diskurser og praksisser har muliggjort vores
nuværende levevis, som nu synes så almindelig, naturlig og indlysende? For at begrebsliggøre sit projekt
11 I en genealogisk (oprindeligt Nietzsches begreb) analyse tager man udgangspunkt i et her og nu perspektiv og konstruerer
ved et bagudrettet blik en slags stamtavle for eksempel for en bestemt teori, tankegang eller et begreb.
12 Den kan i denne forbindelse være meningsfuldt at skelne mellem humaniora og humanvidenskab. Humaniora dækker hele
det felt, der beskæftiger sig med mennesket, dets kultur og erkendelse, mens humanvidenskab mere specifikt knytter an til
udviklingen af positiv viden, og hvis praksis primært centreres om definition og behandling af krop og sind (psykiatri,
psykologi, medicin m.m.) Foucault opererer hovedsagligt med kritik af både human- og samfundsvidenskaberne og deres
objekter (Collin 2003, 80).
18