Den opdelte eksistens og stress - Provokator

169) 81 . Han arbejder i den forbindelse med et kropsligt cogito, der fungerer som et ubevidst centrum
for tanke og handling, og dette indebærer, at kroppen i enhver situation allerede har sanset og skabt
mening, før en bevidst refleksion eller tanke kan finde sted. For Merleau-Ponty er verden fra det øjeblik
– og måske allerede før – barnet fødes så tæt på, at den bevæger sig helt ind i kroppen og omvendt.
”Verdens og først og fremmest egenkroppens 82 problem består i, at alt rummes deri” (Merleau-Ponty 2006, 168).
Overalt bærer mennesket verden med sig, fordi det er udgået fra den. Menneskelig erfaring kan derfor
aldrig være en rationel og afstandsløs viden af den simple grund, at mennesket går på jorden. Krop og
verden mødes og krydser hinanden i det fælles element, Merleau-Ponty kalder væren eller kødet ”the
flesh” (Leder 1990, 62). Kroppen og dermed mennesket kan ikke fravælge at være et sansende og
oplevende væsen, og den levede krop bliver således til ”hjertet” i menneskets sansende verden. ”Således
står egenkropsoplevelsen i modsætning til den refleksive bevægelse, der adskiller genstanden fra subjektet og subjektet fra
genstanden, og som kun giver os tanken om kroppen eller kroppen som idé og ikke kropsoplevelsen eller kroppen i
virkeligheden” (Merleau-Ponty 2006, 170). Fænomenologien bygger altså på en primær kropslig og
sanselig erkendelsesform, som, når den fungerer, ”overhaler” nuet i den traditionelle kognitive
bevidsthed. Fænomenologien vil derfor som metode gøre brug af hele vores kognitive system – altså
hele kroppen og alle vores sanser – som en primær tilgang til erkendelse, som supplement til den
rationelle eller objektive såkaldte intellektuelle erkendelse, der er sekundær og tillært. Perception og
sansning ”ligger i” kroppens åbenhed – eller lukkethed – mod væren og verden. Intentionalitet for
Merleau-Ponty er derfor primært kroppens åbenhed mod verdenen – og sekundært bevidsthedens
åbenhed. Dermed har Merleau-Ponty ændret det traditionelle fænomenologiske intentionalitets begreb
ved det, at han gør intentionalitetens subjekt til kroppen, der handler hurtigere og mere oprindeligt end
den traditionelle reflekterende bevidsthed. Merleau-Pontys fænomenologi åbner derfor op for et
prærefleksivt cogito, hvor det førsproglige har en afgørende betydning. Den prærefleksive eksistens
gemmer i den forbindelse på værens hemmeligheder og på kroppens dybe forbundethed med verden
før enhver tanke. Der ligger således også et kropsligt erfaringsgrundlag baseret på menneskets væren i
verden til grund for refleksivitet.
Merleau-Pontys forståelse skal imidlertid ikke anskues som en naturvidenskabelig reduktionisme, hvor
kroppen bliver ren natur eller biologi. Merleau-Ponty taler derimod om en krop, der i ligeså høj grad er
81 Når Merleau-Ponty taler om krop, eller kroppen, mener han hele mennesket og alt, hvad det indebærer. Dvs. krop, hoved,
bevidsthed, hjerne, sjæl, ånd, intellekt alt, hvad der gør det enkelte individ til èn unik helhed. Kroppen ses som den samlende
helhed for disse begreber – og ingen af begreberne er i hierarkisk forstand vigtigere eller mere styrende end de andre.
Kroppen er mennesket, og mennesket er kroppen. Jeg er ikke bevidsthed og krop – altså 2 dele og dermed sjæl – legeme
dualisme. Kroppen er hele mig – en del og én helhed, og dermed monisme; helhedstænkning.
82 Merleau-Ponty introducerer le corps propre, eller Egenkroppen; kroppen, som jeg umiddelbart lever og oplever den i dyb
fortrolighed med den omverden, den er sat og fungerer i.
79