Den opdelte eksistens og stress - Provokator

denne led er metoden adfærdsregulerende i og med at mennesket skal tilpasse sig de ydre
omstændigheder.
Psyken som sprog
”Socialkonstruktionistisk undersøgelse er hovedsagligt optaget af at forklare de processer, hvorigennem folk kan beskrive,
forklare eller på anden måde gøre rede for verden (inklusive sig selv) i hvilken de lever” (Gergen 1985, 266 – vores
oversættelse).
Diskurspsykologien er på flere måder et socialkonstruktionistisk modsvar til kognitivismen i
socialpsykologien. I de kognitivistiske tilgange betragtes sprog som essentielle og ”private” afbildninger
af en ekstern virkelighed eller som produkter af indre mentale repræsentationer. Diskurspsykologien ser
derimod psykologiske processer som dynamisk foranlediget af den kommunikative interaktion mellem
mennesker. Psykiske tilstande er i denne optik konstitueret i sociale aktiviteter og ikke motiveret af en
menneskelig essens. Selvet er diskursivt konstrueret og de psykiske processer er, på denne led, betinget
af de kulturelle og historiske vidensregimer, der gennemstrømmer subjektet. Diskurspsykologien er
kraftigt influerer af Foucaults tænkning, men anlægger i modsætning til Foucault en mere nuanceret
forståelse af autonomibegrebet. Eksempelvis arbejder diskurspsykologiske tænkere som Rom Harré,
Bronwyn Davies og Luk Van Langenhove med sproglige interaktions- og talehandlingsanalyser og er
især optaget af, hvordan subjektet, gennem forhandling, tager aktivt del i konstruktionen af den
sproglige referenceramme, som i deres optik definerer selvet og dets omverden (Harré & Davies 1999;
Harré & Langenhove 2001). Denne forståelse gør op med den foucauldianske udlægning af rigide
subjektpositioner og Erving Goffmanns fastlåste rolleteori og anviser i stedet, med afsæt i Austin &
Searles 37 talehandlingsteori, hvordan subjektet i samspil med andre, positionerer sig og afviser
positioneringer på forskellig vis og på denne måde udvikles selvforståelsen dynamisk og kontinuert. I
diskurspsykologien bliver mennesker ikke blot til bærere af diskurser, men anvender dem mere aktivt
som ressourcer i tilrettelæggelsen af deres livsprojekter.
Diskurspsykologien rummer desuden narrativitetsteorien, hvis frontfigurer bl.a. er Jerome Bruner, Paul
Ricoeur, Donald Polkinghorne og Michael White, der også trækker på Foucaults tænkning. Denne
retning inden for diskurspsykologien vinder stadigt større indpas i den aktuelle managementstrategi, der
fokuserer på fortællingernes betydning for arbejdskultur og medarbejderidentitet 38 . Narrativitetsteorien
37 Se evt. John L. Austins & John R. Searles talehandlingsteori.
38 Narrativitetstænkningen udgør et centralt grundlag for stadigt flere af de store danske konsulenthuse, der arbejder med et
sprogpsykologisk udgangspunkt. Narrativitetsteorien relaterer sig til det stadigt mere udbredte storymaking-koncept og
indgår desuden i den såkaldte systemiske praksis.
39