Den opdelte eksistens og stress - Provokator

Bettina var reaktionen et gennembrud for Klaus, der sædvanligvis ikke viser tegn på sårbarhed og i al
almindelighed finder det vanskeligt at mærke sine følelser (ibid.). Både behandlere og patienter fanger
på denne måde forskellige nedslagspunkter og forfølger dem, blandt andet ud fra deres intuition: ”Det
kan jeg ikke sige, det fornemmer jeg bare, ikk’? Altså jeg fornemmer jo, vi er jo alle sammen følsomme over for forskellige
skift (…) stemningsskift” (Bilag 9, s. 5). I denne afkodning indgår fortællerens gestik ligeledes: ”(…) der er
for eksempel en, hun taler meget hurtigt, og så fornemmer jeg, der er et eller andet, og så siger jeg stop lige skat, prøv lige at
trække vejret, og så begynder hun at græde(…)” (Ibid.). Et andet eksempel på denne tydning af kropssprog
beskriver Bettina således: ”nogle gange kan du jo se nogen, som sidder sådan her (lyd af bevægelse fra Bettina) som
om de er på vej væk. Er du ved at løbe væk? Ja, de sidder sådan med benene og hjuler af sted, fordi de er ved at dø af
skræk, de vil i virkeligheden gerne løbe, og hele deres krop løber, men de sidder pænt i stolen og benene kører, det er bare
så tydeligt, ikk’, altså man kan se, de er ved at løbe væk bare ved at kigge på dem.” (Ibid.) Det står således klart, at
behandlerne gør aktivt brug af deres erfaringsbaserede og intuitive indskydelser og vurderer, hvornår
patienterne har brug for at komme mere i dybden med deres narrative udlægninger. Det gør sig især
gældende, når patienterne banaliserer en oplevelse. Som vi så det, da Beate forklarede, at det, der fylder
mest i hendes liv lige nu, er ”Noget så banalt som kærligheden” (Bilag 4, s. 23). Kærligheden lader altså ikke
til at være vigtig nok til at bruge tid på at tale om, men emnet mødes af behandlerne og de andre i
gruppen med engagement, accept og en spørgende nysgerrighed. Patienterne får på denne måde lige så
stille støtte i at tale om deres følelser, både gennem behandlernes uddybende spørgsmål omkring
følelser og gennem accept, når patienterne selv bringer det på bane. Der forsøges på denne måde i
gruppeterapien på at finde det følelsesmæssige udtryk for de fremlagte narrativer, og man kan i den
forbindelse sige, at de går ‟gennem hovedet ned i kroppen‟ og altså tager udgangspunkt i det sagte for at
nå ind til det følte. Måden, hvorpå dette tager sig ud, er ved at behandlerne beder patienterne ‟mærke
efter‟: ”(…) prøver at give dem en oplevelse af, hvad mærker du lige nu? Mange gange så er det netop, jeg har lige haft en
patient i dag, som får en enorm angst, den får hun så i stedet for sin vrede, får en masse angst. Prøver vi at lære hende at
begynde at blive lidt vred. Prøv at mærke efter, hvad er det, der sker i din krop, når du bliver vred, hvad kan du
mærke…” (Bilag 9, s. 4).
Vi ser her, hvordan behandlerne gennem intuitive fornemmelser får brudt patienternes modstand. En
modstand, der som tidligere handler om en manglende accept af egne følelser og behov – og særligt en
modstand mod svaghed. Behandlerne aner en uoverensstemmelse mellem de talte ord og det kropslige
udtryk og forfølger deres indskydelse i forsøget på at finde skæringspunktet.
128