Den opdelte eksistens og stress - Provokator

muligvis været de mest skelsættende inden for den filosofiske behandling af forholdet mellem sjæl og
legeme/psyke og krop (Køppe et al. 2004). Den såkaldt dualistiske idé tegner sig videre skarpt op
gennem den senere filosofihistorie, hvilket kommer til udtryk hos blandt andet Nietzsche og Heidegger.
Dog er det et fejlagtigt postulat, at kroppen aldeles underkendes. Kroppen blev omtalt og behandlet
som et vigtigt redskab, der skulle trænes, forbedres og raffineres af oldtidens tænkere som eksempelvis
Sokrates, Cleobulus og Diogenes. Men kendetegnende for de væsentligste bidrag inden for filosofien er,
at de i stedet for at beskæftige sig indgående med den konkrete krop, retter et bredere fokus mod
forholdet mellem perception og materialitet. Det er derfor mere nærliggende at tale om en forfordeling
af den menneskelige tankevirksomhed, fornuften og eller intellektet. Dette kommer ligeledes til udtryk i
den moderne psykologi, hvis fokus som udgangspunkt ligger på netop psyken 27 .
Platon og Descartes udmærker sig således ved at være klassiske forbilleder for en dualistisk
begrebsdannelse, der med tiden er blevet til en antisomatisk idealisme. Denne forståelse har som vist på
flere måder spædet til et gennemgående træk i filosofien og kan spores hos eksempelvis Emile
Durkheim, der også arbejder med en sui generis, dualistisk adskillelse i mennesket; ”Man is double. There are
two beings in him: an individual being which has its foundation in the organism and the circle of whose activities is
therefore strictly limited, and a social being which represents the highest reality in the intellectual and moral order that we
can know by observation” (Durkheim 1966, 29). Vi er den dag i dag stadig vidner til en opdeling af
menneskelig bevidsthed og kroppen/materien, som vi eksempelvis ser det hos Pierre Hadot (Hadot i
Shusterman 2008, 16). Her tildeles erkendelsen og bevidstheden ofte forrang frem for kroppen, der
anvises en mere tilbagetrukket sekundær position.
Tanken og sproget er gennem tiden blevet tæt forbundne størrelser og med Foucault og andre
diskurstænkere har sproget fået sit eget liv og fungerer som et system af strukturer, der
gennemstrømmer kroppen og puster liv i den passive organisme. I den forbindelse er det de
tilgængelige forståelser af verden, der former identitet. Kroppen er blevet et kanvas, der bliver farvelagt
af struktur og diskurs. Krop og psyke er blevet reduceret til det instrument, sproget manifesterer sig
igennem. I adskillige værker kan man finde antydninger af, at mennesket blot er det sted, hvor sproget
artikulerer væren. F.eks. kan man i Jacques Lacans "ca parle" - "det taler" se en forskydning fra
psykoanalysens 'jeg' til et anonymt og strukturelt 'det', og ligeledes kan man i Heideggers "die Sprache
ist das Haus des Seins" - "sproget er værens hus" finde eksempler på denne tænkemåde: ”Language is the
house of being. In its home man dwells” (Heidegger 1993b, 217) efterfulgt af: “Language alone brings beings as
27 Psykologien som videnskab tog afsæt i et forsøg på at fjerne sig fra den dualistiske forståelse, men dens praksis har
gennem tiden fastholdt den dualistiske tænkning. Denne problemstilling bliver nærmere behandlet i afsnittet ”psy –
subjektivitetsekspertisen”.
31