Den opdelte eksistens og stress - Provokator

ehandler, hvordan mennesket gennem fortællinger konstruerer sin identitet og forståelse af verden
(White 2006; Bruner 1999; Polkinghorne 1988). Et narrativ er kendetegnet ved en skematisk temporal
struktur, og udgør derved en sammenhængende fortælling om en række begivenheders forløb og en
fortælling vil dermed tage afsæt i en begyndelse, hvorfra fortællingen bevæger sig mod en afslutning.
Bevægelsen og selve fortællingen inkluderer endvidere et plot – en storyline, hvilket er narrativets
centrale omdrejningspunkt. Men for at mennesket kan skabe en overordnet mening, må samtlige
narrativer nødvendigvis placeres i et overordnet selvnarrativ, der konstituerer den enkeltes
selvforståelse og begrebsliggørelse af verden (ibid.).
Selvom diskurspsykologien på en række punkter gør op med Foucaults fastlåste autonomiforståelse
forbliver mennesket et sprogafhængigt konstrukt, hvis identitet kontinuerligt formes i det sociale. Det
indgående fokus på sproget, som konstituerende for tænkning og psykiske processer, betyder, at man
reduktionistisk fastholder et ensidigt fokus på erkendelse og i minimal udstrækning beskæftiger sig med
legemet. Til trods for det menneskelige forhandlingspotentiale reproduceres Foucaults subjekt som en
blank plate for social inscriptions.
Reaktion - modreaktion
Ovenstående eksempel viser en række reaktioner og modreaktioner på dualismeproblematikken inden
for psykologien. Men det der hovedsagligt fastholder psykologiens dualisme, er dens måde at arbejde
med sit genstandsfelt på. I langt de fleste tilfælde tyr psykologiske behandlinger til samtaleterapi og det
er sproget, der bliver det primære medium, der skal skabe adgang til psyken. Det er vanskeligt at
forklare, hvordan denne udvikling har fundet sted, men som vi tidligere har beskrevet snylter
psykologien på en række videnskaber og siden positivismestriden er der opstået en klar ”barriere”
mellem det naturvidenskabelige og det samfunds- og humanvidenskabelige. Psykologien knytter i
stadigt større grad an til de humanistiske fag, der på mange måder er kraftigt influeret af den lingvistiske
drejning (Brinkmann 2008) 39 . Betydningsfulde tænkere som blandt andet Foucault har bidraget
betydeligt til denne udvikling, og har altså været med til at undertrykke og diskvalificere teorier, der
forsøger at behandle mennesket, som andet og mere, end en sproglig, diskursiv konstruktion. Man kan
helt overordnet tale om en reduktionistisk bevægelse, hvor en teoretisk approach, der som
udgangspunkt tilsigter at opløse forståelser af verden, har nægtet at arbejde med blandt andet det
kognitivt ubevidste, emotioner og sanselighed og dermed har reduceret alle menneskelige dynamikker
til laveste fællesnævner – i dette tilfælde sproget. Ydermere understreges sprogets dominerende rolle
39 Den mere medicinske gren af psykologien i form af psykiatrien spiller en mindst ligeså afgørende rolle, som den kulturorienterede
gren. Det viser sig bl.a. ved den stadigt mere anvendelse af biomedicin og psykofarmaka.
40